Kasluhim
(Kasʹluhim).
En søn af Kams søn Mizrajim, eller et folk der nedstammede fra ham. Ifølge de bibelske slægtsregistre var det Kasluhim „som filistrene udgik fra“. (1Mo 10:6, 13, 14; 1Kr 1:8, 11, 12) Eftersom filistrene ifølge andre skriftsteder kom fra Kaftor eller Kreta (Jer 47:4; Am 9:7), foreslår nogle forskere at ovenstående ord flyttes hen efter den sidst nævnte efterkommer af Mizrajim, nemlig Kaftorim. Der er imidlertid ingen grund til at antage at disse vers modsiger hinanden. Beretningen i Første Mosebog (der er en parallel til beretningen i Krønikebøgerne) er genealogisk. Oplysningerne om at filistrene kom fra Kaftor, er sandsynligvis geografiske og viser at der har fundet en udvandring sted fra området Kaftor.
Kasluhim nævnes ikke andre steder i Bibelen og har heller ikke efterladt sig noget klart spor i den verdslige historie. Bortset fra oplysningen om at de stammede fra Mizrajim, hvis navn på Bibelens tid var ensbetydende med Ægypten, findes der ingen oplysninger som viser hvor de bosatte sig.