En titel der er afledt af det romerske tilnavn Cæsar. Gajus Julius Cæsar blev i år 46 f.v.t. udnævnt til Romerrigets diktator for ti år, men blev myrdet i år 44 f.v.t. Gajus var hans fornavn, Julius hans slægtsnavn, og Cæsar slægtens tilnavn. Tilnavnet blev overført til hans adoptivsøn og endelige efterfølger, Gajus Julius Cæsar Octavianus (Octavian). Octavian befæstede sit herredømme over riget i år 31 f.v.t., og i år 27 f.v.t. skænkede senatet ham hædersnavnet Augustus, hvorefter han blev kendt som Cæsar (kejser) Augustus. — Lu 2:1-7.

De fire efterfølgende kejsere (Tiberius, Caligula, Claudius og Nero) overtog også navnet, enten ved adoption eller ved direkte slægtskab. Derved blev tilnavnet så nært forbundet med herskerstillingen at det blev bibeholdt som herskertitel selv da Cæsars dynasti uddøde. Deraf er siden afledt det nordiske ord „kejser“ (kommet gennem tysk „Kaiser“) og det russiske „zar“.

De romerske kejsere der regerede i den periode som omspændes af De Kristne Græske Skrifter, er anført i hosstående liste sammen med deres  regeringstider og de vigtigste bibelske begivenheder der fandt sted under deres herredømme. Kun tre af de anførte kejsere er nævnt ved navn i Bibelen, nemlig Augustus, Tiberius og Claudius. En mere indgående behandling findes under deres respektive navne.

Gud og kejseren. Det eneste tilfælde der nævnes i Bibelen hvor Jesus omtalte kejseren, var da han fremsatte princippet: „Tilbagebetal da kejseren det der er kejserens, og Gud det der er Guds.“ (Mt 22:17-21; Mr 12:14-17; Lu 20:22-25) Det spørgsmål der gav anledning til denne udtalelse, drejede sig om jødernes betaling af „kopskat“ til den romerske stat. Det angik altså en vedtagen lov eller en fast praksis, og hverken spørgsmålet eller svaret tog derfor specielt sigte på den daværende romerske kejser, Tiberius. (Jf. Mt 17:25.) „Kejseren“ var her et udtryk for den verdslige øvrighed, staten, repræsenteret ved de behørigt indsatte øvrighedspersoner, af Paulus kaldet „de højere myndigheder“ og af Peter omtalt som ’kongen’ og hans „landshøvdinger“. — Ro 13:1-7; Tit 3:1; 1Pe 2:13-17; se HØJERE MYNDIGHEDER.

’Det der var kejserens’ var følgelig betalingen for den tjeneste som øvrigheden ydede, og til gengæld for hvilken den krævede skat eller tribut. Selv om Romerriget var en imperialistisk stat, ydede det sine undersåtter talrige tjenester, blandt andet ved at anlægge veje, opretholde en form for posttjeneste, sørge for lov og orden og yde beskyttelse mod kriminelle elementer. Man betalte for dette ved at svare skat. Det var det Jesus understregede da han henviste til kejserens mønt, som han kaldte „kopskattens mønt“. — Mt 22:19.

„Kejserens“ ret strakte imidlertid ikke så vidt at han kunne kræve noget som greb hindrende ind i de kristnes tjeneste for Gud, for Jesus sagde også at man skulle ’tilbagebetale Gud det der var Guds’. (Mt 22:21) Jesu apostle forstod at deres forpligtelse over for de verdslige øvrigheder ikke var absolut, men begrænset eller relativ; for da de senere blev stillet for den jødiske højesteret, erklærede de afgjort: „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker.“ I situationer hvor menneskers love eller krav var i strid med Guds, valgte de at adlyde Gud. — Apg 5:29.

Retssagen mod Jesus. Da Jesus blev ført for den romerske landshøvding Pontius Pilatus, anklagede de religiøse ledere ham for alvorlige forbrydelser: „Vi har fundet at denne mand forleder vor nation til oprør og forbyder betaling af skatter til kejseren og siger at han selv er Kristus, en konge.“ (Lu 23:1, 2) Med denne tredelte anklage blev Jesus i virkeligheden anklaget for højforræderi eller, som romerne kaldte det, crimen laesae majestatis (majestætsfornærmelse). Pilatus gentog anklagens indhold da han senere sagde: „I har bragt dette menneske til mig som en der tilskynder folket til oprør.“ (Lu 23:13, 14) Med loven lex Julia majestatis, udstedt i år 48 f.v.t., var enhver handling som var rettet imod Romerrigets øverste myndighed, blevet erklæret strafbar. Denne lov fik en meget vidtgående anvendelse. På Jesu tid kunne stort set enhver fornærmelse af kejseren, og enhver handling der forekom oprørsk, føre til en anklage for højforræderi. Den daværende kejser, Tiberius, var særlig ømfindtlig over for kritik og modstand, og der blev under hans styre tilskyndet til at angive og anklage formodede forrædere.

Ingen kunne regere som konge noget sted i Romerriget uden kejserens billigelse. Derfor koncentrerede Pilatus åbenbart sit forhør om den del af anklagen der gik ud på at Jesus var en konge. (Mt 27:11; Mr 15:2; Lu 23:3; Jo 18:33-37) Pilatus, der ikke fandt nogen skyld hos Jesus, søgte stadig at give ham fri, men de jødiske ledere råbte: „Hvis du frigiver denne mand, er du ikke kejserens ven. Enhver som gør sig selv til konge, taler imod kejseren.“ (Joh 19:12) „Kejserens ven“ var en ærestitel der ofte blev skænket romerske landshøvdinger, men her brugte de jødiske ledere øjensynlig udtrykket i bredere betydning, idet de lod forstå at Pilatus udsatte sig for en anklage for at se gennem fingre med højforræderi. Frygten for en mistænksom og skinsyg kejser medvirkede til at Pilatus dødsdømte en uskyldig. Samtidig bedyrede præsterne højlydt deres loyalitet over for den kejserlige trone idet de sagde: „Vi har ingen anden konge end kejseren,“ hvorved de forkastede ethvert teokratisk herredømme. (Joh 19:13-16; jf. Es 9:6, 7; 33:22.) De protesterede forgæves mod titlen „jødernes konge“, som Pilatus anbragte på Jesu marterpæl. (Joh 19:19-22) Romerne anbragte som regel en tekst over de dødsdømte som angav hvilken forbrydelse de havde begået.

Paulus’ appel og fangenskab. Da de jødiske religiøse ledere i Thessalonika forsøgte at standse Paulus’ og Silas’ forkyndelse, benyttede de ligeledes en anklage for forræderi mod kejsertronen. (Apg 17:1-9) Kejseren var nu Claudius, der regerede fra år 41 til 54. — Apg 11:28.

Resten af de steder i Bibelen hvor kejseren nævnes, er der tale om Nero, der herskede fra år 54 til 68, da han begik selvmord i en alder af ca. 31 år. Det var Nero Paulus henviste til da han, øjensynlig omkring år 58, blev forhørt af Festus  i Cæsarea og benægtede at have begået nogen synd mod kejseren og derefter afslog at lade sig dømme i Jerusalem idet han sagde: „Jeg står for kejserens dommersæde; det er dér jeg bør dømmes. . . . Jeg appellerer til kejseren!“ (Apg 25:1, 6-11) Paulus gjorde her brug af sin ret som romersk borger. En sådan appel til kejseren kunne fremsættes efter domsafsigelsen eller på et hvilket som helst tidspunkt under sagens behandling. Da Festus lod forstå at han ikke selv ville afgøre sagen, og da en retssag i Jerusalem næppe ville blive retfærdig, anmodede Paulus om at blive stillet for rigets øverste domstol. Det ser ud til at en sådan anmodning i nogle tilfælde kunne blive afslået, for eksempel hvis det drejede sig om en tyv, en sørøver eller en oprører der var taget på fersk gerning. Det var sandsynligvis derfor Festus ’talte med rådsforsamlingen’ før han tog appellen til følge. Det efterfølgende forhør, under hvilket Paulus forsvarede sig for den besøgende kong Herodes Agrippa II, fandt sted for at Festus kunne få grundigere oplysninger om Paulus’ sag inden han overgav den til ’den kejserlige majestæt’, Nero. (Apg 25:12-27; 26:32; 28:19) Ved at appellere til kejseren opnåede Paulus desuden at komme til Rom, hvilket han tidligere havde udtrykt ønske om. (Apg 19:21; Ro 15:22-28) Både Jesu profetiske løfte og det budskab Paulus senere modtog gennem en engel, vidner om Guds ledelse i sagen. — Apg 23:11; 27:23, 24.

Det var øjensynlig under sit første fangenskab i Rom (ca. år 60-61) at Paulus skrev sit brev til filipperne. I slutningen af brevet nævner han at brødrene i Rom, og „især de fra kejserens husstand“, sender hilsener. (Flp 4:21, 22) Udtrykket „kejserens husstand“ sigter ikke nødvendigvis til Neros nærmeste familie, men kan gælde det personale der stod i kejserens tjeneste, hans trælle og underordnede embedsmænd. Det siges ikke om disse kristne fra kejserens husstand var en frugt af Paulus’ forkyndelse. Hvis det hus Paulus holdtes bevogtet i, havde nogen tilknytning til prætorianergarden (Flp 1:13), boede han i nærheden af Neros palads og var i stand til at forkynde for mange fra „kejserens husstand“. (Apg 28:16, 30, 31) Men uanset hvordan Paulus var kommet i forbindelse med disse kristne fra kejserens husstand, nærede de åbenbart en særlig interesse for brødrene i Filippi. Eftersom Filippi var en romersk koloni hvor der boede mange tidligere soldater og regeringsembedsmænd, er det muligt at nogle af de kristne dér var i familie med eller var venner af dem som Paulus sendte hilsener fra.

I år 64 blev Rom hærget af en storbrand der ødelagde omkring en fjerdedel af byen. Der gik det rygte at den var påsat af Nero, og ifølge den romerske historiker Tacitus søgte Nero at undgå mistanke ved at skyde skylden på de kristne. (Tacitus’s Årbøger, XV, XLIV) Massearrestationer fulgte, og utallige kristne samt formodede kristne blev dræbt under grusom tortur, for eksempel ved offentligt at blive brændt levende. Dette var åbenbart begyndelsen til en voldsom forfølgelse der ikke skyldtes religiøse modstandere, men hidrørte fra politiske kilder som var besluttede på at udrydde den kristne menighed. Paulus, der øjensynlig var blevet løsladt efter to års fangenskab i Rom (ca. 59-61), var nu åbenbart fange i Rom for anden gang (ca. 65). Det antages i almindelighed at han derefter blev henrettet på Neros befaling. — Jf. 2Ti 1:16, 17; 4:6-8.

Den jødiske opstand begyndte i år 66, to år før Neros død, men blev ikke slået ned før år 70 da kejser Vespasian var ved magten (år 69-79). Apostelen Johannes menes at være blevet forvist til øen Patmos under kejser Domitian (år 81-96), som var en bitter modstander af kristendommen. — Åb 1:9.

[Oversigt på side 1249]

Navn

Regeringstid

Vigtigste bibelske begivenheder

Augustus (Octavian)

31 f.v.t.-14 e.v.t.

Johannes Døbers fødsel; indskrivningen, Jesu fødsel i Betlehem (Lu 2:1); Herodes den Stores død

Tiberius

14-37

Johannes’ og Jesu tjeneste (Lu 3:1); deres død. Pinsedagen i år 33 og den nyoprettede kristne menigheds første virke. Saulus’ (Paulus’) omvendelse

Gajus (Caligula)

37-41

Claudius

41-54

Paulus’ to første missionsrejser og en del af den tredje. En stor hungersnød; jødernes forvisning fra Rom (Apg 11:28; 18:2)

Nero

54-68

Paulus’ første retssag i Rom. (Apg 25:21; 26:32) Efter Roms brand følger en voldsom forfølgelse af de kristne; sandsynligvis også Paulus’ anden retssag og hans henrettelse. Den jødiske opstand begynder (år 66)

Galba

68-69

—

Otho

69

—

Vitellius

69

—

Vespasian

69-79

Jerusalems ødelæggelse (år 70)

Titus

79-81

—

Domitian

81-96

Apostelen Johannes forvises til øen Patmos (Åb 1:9)

Nerva

96-98

—

Trajan

98-117

Bibelens kanon fuldføres, sandsynligvis i det første år af hans regeringstid