(Keʹmosj).

Moabitternes hovedguddom; moabitterne omtales som „Kemosj’ folk“. (4Mo 21:29; Jer 48:46) Nogle forskere identificerer Kemosj med Ba’al-Peor fordi denne guddom også sættes i forbindelse med moabitterne. (4Mo 25:1-3) I vanskelige tider, om ikke ligefrem i almindelighed, blev der ofret børn til Kemosj. — 2Kg 3:26, 27.

Indskriften på den sorte basaltstele der almindeligvis kaldes Mesjastelen og blev rejst af kong Mesja af Moab til minde om hans oprør mod Israel, giver yderligere indsigt i hvordan moabitterne betragtede deres gud Kemosj. Ifølge denne indskrift var det Kemosj der gav sejre i krig, og krige blev ført på hans befaling. Kemosj fik æren for udfrielsen fra den israelitiske undertrykkelse, og de ulykker kong Omri af Israel havde bragt over landet, blev betragtet som et udtryk for gudens vrede.

Jefta omtalte Kemosj som ammonitternes gud. (Dom 11:24) Nogle forskere tvivler på rigtigheden af Jeftas ord eftersom Kemosj alle andre steder forbindes med moabitterne. Man må imidlertid ikke glemme at ammonitterne dyrkede mange guder. (Dom 10:6) Og da ammonitterne og moabitterne var nabofolk med en fælles afstamning fra Abrahams nevø Lot, er der intet usædvanligt i at de begge dyrkede Kemosj.

Dyrkelsen af Kemosj blev øjensynlig indført i Israel under Salomons regering. Salomon byggede, uden tvivl under indflydelse af sine moabitiske hustruer, en offerhøj for Kemosj „på det bjerg som ligger foran Jerusalem“. (1Kg 11:1, 7, 8, 33) Under Josias’ gennemgribende religiøse reform, der fandt sted over 300 år senere, blev denne offerhøj vanhelliget så den ikke længere kunne anvendes til afgudsdyrkelse. — 2Kg 23:13.

I en ulykkesprofeti om Moab forudsagde profeten Jeremias at dets hovedgud Kemosj skulle drage bort i landflygtighed sammen med sine præster og sine fyrster. Moabitterne ville skamme sig over deres gud på grund af hans kraftesløshed, ligesom israelitterne i tistammeriget havde skammet sig over Betel, sandsynligvis på grund af kalvedyrkelsen som havde fundet sted dér. — Jer 48:7, 13, 46.