(Keʹsil).

1. [af hebr. kæʹsæl, lænd [dvs. skråning]]. Navnet på en by der nævnes i listen over steder i Judas område. (Jos 15:21, 30) En sammenligning af Josua 15:30 med Josua 19:4 og 1 Krønikebog 4:30 tyder på at Kesil er identisk med Betuel (Betul). — Se BETUEL, 2.

2. [hebr.: kesīlʹ, „tåbe“, „tåbelig“]. Ordet anvendes for det meste i sin grundbetydning, „tåbe“, „tåbelig“ (jf. Sl 49:10; 92:6; Ord 1:22; 10:1), men fire steder (Job 9:9; 38:31; Am 5:8; Es 13:10 [her i flertal]) fremgår det af sammenhængen at det betegner en gruppe stjerner, et stjernebillede.

Der er almindelig enighed om at navnet sigter til Orion, et fremtrædende stjernebillede der blandt andet indeholder kæmpestjernerne Betelgeuze og Rigel. I den latinske Vulgata er kesīlʹ gengivet med „Orion“ i Job 9:9 og Amos 5:8, og de fleste oversættelser har siden fulgt dette eksempel. I targumerne og den syriske Pesjitta kaldes stjernebilledet „Kæmpen“, hvilket svarer til det arabiske navn på Orion, gabbar, „den stærke“ (hebr.: gibbōrʹ).

Udtrykket anvendes i Amos 5:8 i forbindelse med at Israel irettesættes for ikke at have søgt den sande Gud, Jehova, ham der har frembragt stjernebillederne. I Esajas 13:9, 10, hvor flertalsformen kesīlēhæmʹ („deres Kesil-stjernebilleder“) anvendes, forekommer udtrykket i en beskrivelse af „Jehovas dag“, hvor de stolte og hovmodige tyranner vil blive ydmyget og himmellegemerne ikke længere vil udstråle deres lys.