Kir
Det sted hvor aramæerne boede før de kom til Aram, men ikke nødvendigvis deres oprindelige hjemsted. (Am 9:7) Gennem profeten Amos (1:5) forudsagde Jehova at aramæerne ville vende tilbage til Kir, men som landflygtige. Denne profeti gik i opfyldelse da Tiglat-Pileser III, efter at være blevet bestukket dertil af kong Akaz af Juda, indtog aramæernes hovedstad, Damaskus, og førte indbyggerne i landflygtighed til Kir. — 2Kg 16:7-9.
Ifølge Esajas 22:5, 6 gjorde Kir sig rede til kamp mod „synets dal“ (som menes at stå for Jerusalem). Det antages i almindelighed at denne profeti gik i opfyldelse under den assyriske konge Sankeribs felttog mod Juda. Da Kir i denne passage nævnes i forbindelse med Elam, formoder nogle at det må have ligget i samme område som Elam, øst for Tigrisfloden. (Jf. Es 21:2, hvor Elams geografiske nabo Medien, hvis beliggenhed kendes, også nævnes i forbindelse med Elam.) Den græske Septuaginta nævner ikke navnet „Kir“ i nogen af de omtalte skriftsteder, men bruger forskellige ord som oversættelse af det hebraiske qīr. Den nøjagtige beliggenhed kendes således ikke.