Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Kir i Moab

Kir i Moab

En betydningsfuld by i Moab, sandsynligvis engang dets hovedstad. I de aramaiske targumer bliver Kir (i Moab), Kir-Hareset og Kir-Heres konsekvent benævnt Karak, hvilket tyder på at disse forskellige navne betegner et og samme sted. „Kir i Moab“ identificeres derfor sædvanligvis med det nutidige Karak. (Es 15:1) Denne by ligger på et lille plateau godt 900 m over havet, ca. 35 km syd for Dibon. Det meste af byen er omgivet af dybe dale som adskiller den fra de omliggende, højere bjerge.

Mod slutningen af det 10. århundrede f.v.t. blev Kir-Hareset angrebet af Israels, Judas og Edoms forenede styrker. Hvis Kir-Hareset er identisk med Karak, har slyngekasterne uden tvivl beskudt byen fra de nærliggende bjerge. Byen blev åbenbart ikke indtaget, men kampen blev for hård for Moabs konge. Af en grund som ikke nævnes, forsøgte han sammen med 700 krigere at bryde igennem slagrækkerne for at nå frem til Edoms konge, men det lykkedes ikke. Som en sidste udvej bragte Moabs konge i alles påsyn sin førstefødte søn som brændoffer, sandsynligvis for at behage guden Kemosj. (2Kg 3:5, 9, 25-27) Den hebraiske ordlyd i 2 Kongebog 3:27 kan dog også forstås sådan at det er Edoms konges førstefødte søn der omtales, og nogle mener at det er dette der sigtes til i Amos 2:1. Men det er mindre sandsynligt.

Ifølge Esajas’ profeti ville moabitterne sørge over Kir-Haresets rosinkager, som måske var en af byens vigtigste handelsvarer. (Es 16:6, 7) Esajas sagde også at ’hans indre bruste som en lyre’ over Moab og Kir-Hareset. Ligesom strengene på en lyre sættes i vibrationer når der spilles på den, blev Esajas’ indre bevæget af budskabet om ve over Kir-Hareset. — Es 16:11; se også Jer 48:31, 36.