Flere ord på hebraisk og græsk indeholder betydningen kiv, strid, splid. Der kan være tale om ordstrid (skænderi), voldelig strid (kamp) og retsstrid (retssag). Blandt årsagerne til kiv og strid nævner Bibelen had (Ord 10:12), forbitrelse og vrede (Ord 15:18; 29:22), rænker (Ord 16:28), spot (Ord 22:10), drikkeri (Ord 23:29, 30), bagtalelse (Ord 26:20), indbildskhed eller opblæsthed og afvigelse fra den sande lære (Ord 28:25; 1Ti 6:4). Stridigheder er ødelæggende for freden og glæden. I Ordsprogenes Bog nævnes det gang på gang hvor ubehagelig og frastødende en splidagtig person virker på andre. (Ord 19:13; 21:9, 19; 25:24; 27:15) Stridigheder mellem to der engang havde et broderligt forhold til hinanden, kan være en næsten uoverstigelig hindring for en forsoning. „En forurettet broder er mere utilnærmelig end en stærk stad, og nogle stridigheder er som en slå for en tårnborg.“ — Ord 18:19.

En strid kan også være en strid i en retssag, en retstrætte. (5Mo 17:8; Jer 25:31) Bibelen advarer imod at man lader sig indvikle i en strid eller retstrætte uden grund. (Ord 3:30) I ordsproget hedder det: „Som en der griber en hund i ørerne, er en forbipasserende der viser sit raseri over en strid der ikke kommer ham ved.“ (Ord 26:17) Tåbers tale fører let til at de kommer i strid, og dårer udviser ikke den nødvendige selvbeherskelse til at undgå strid. (Ord 18:6; 20:3) Da „tryk på vrede“ fører til strid (Ord 30:33), vil det have den modsatte virkning at være „sen til vrede“. — Ord 15:18.

Strid ødelægger freden og roen (Ord 17:1) og kan få selv den sagtmodigste til at miste sin selvbeherskelse. Dengang Israels folk gav sig til at strides med Moses fordi der intet vand var i Kadesj, fik det Moses og Aron til at handle overilet, med det resultat at de ikke fik lov til at komme ind i det forjættede land. Moses og Aron optrådte på Jehovas vegne, og at yppe kiv med dem var det samme som at yppe kiv med Jehova. (4Mo 20:2, 3, 10-13; 27:14; Sl 106:32) De der på lignende måde indlader sig i strid eller voldelige konfrontationer med Jehovas tjenere, befinder sig i en farlig situation, for det kan føre til deres tilintetgørelse. — Jf. Es 41:8, 11, 12; 54:17.

På grund af en strids nedbrydende virkning giver ordsproget dette råd: „Forsvind . . . før striden bryder ud.“ (Ord 17:14) Abram (Abraham) var et godt eksempel i denne henseende. Da han ikke ønskede at der skulle være nogen strid mellem hans egne og hans nevø Lots hyrder, foreslog han at de skiltes. Uselvisk gav han Lot lov til at vælge det område hvor han ville sætte sine dyr på græs. (1Mo 13:7-11) De utro israelitter på Esajas’ tid fulgte imidlertid ikke deres forfader Abrahams eksempel. Der blev sagt til dem: „For at strides og kæmpe faster I.“ Selv under faste stredes de. — Es 58:4.

Moseloven gav forskrifter for hvordan israelitterne skulle forholde sig når en strid havde ført til legemsbeskadigelse. Den skadelidte skulle have erstatning for den tid han ikke kunne arbejde. — 2Mo 21:18, 19.

Som en af kødets gerninger og noget Jehova hader (Ga 5:19, 20; jf. Ord 6:19; Ro 1:28, 29, 32; Jak 3:14-16), hører strid og splid ikke hjemme i den kristne menighed. (Ro 13:13; 1Kor 3:3; 2Kor 12:20; Flp 2:3; Tit 3:9) Et af de krav der stilles til en kristen tilsynsmand, er netop at han ikke er krigerisk. (1Ti 3:1, 3) De der fortsætter med at  være stridbare, vil derfor få en ugunstig dom af Gud. — Ro 2:6, 8.

I det 1. århundrede måtte apostelen Paulus tage til orde imod nogle der ville så tvivl og splid. De forkyndte den gode nyhed „af stridbarhed“, måske for at bringe sig selv i forgrunden ved at undergrave Paulus’ autoritet og indflydelse. Han lod imidlertid ikke dette berøve ham glæden ved at se Kristus blive forkyndt. — Flp 1:15-18.

Knurren og klagen. Knurren virker nedslående og nedbrydende. Kort tid efter at israelitterne var gået ud af Ægypten, begyndte de at knurre imod Jehova og finde fejl ved den ledelse han havde givet dem i form af sine tjenere Moses og Aron. (2Mo 16:2, 7) Senere gjorde de Moses så nedslået på grund af deres klagen at han bad om at måtte dø. (4Mo 11:13-15) Det kan være dødsensfarligt at knurre og klage. Jehova anså den knurren der blev rettet imod Moses, for at være en oprørsk klage der i virkeligheden var rettet mod hans egen guddommelige ledelse. (4Mo 14:26-30) Mange mistede livet som følge af deres oprørske kritik.

På grundlag af disse fortidige eksempler advarer De Kristne Græske Skrifter om den ødelæggende virkning det har når nogle knurrer og klager. (1Kor 10:10, 11) Judas taler om nogle der „lader hånt om herredømme og spotter sådanne som er herlige“, og tilføjer at „det er dem der knurrer, dem der klager over deres lod i livet, idet de vandrer efter deres egne ønsker, og deres mund taler overmodige ord, mens de beundrer personligheder for egen fordels skyld“. — Jud 8, 16.

Jesus fordømte den kritiske indstilling som den dømmesyge har, da han sagde: „Hold op med at dømme, for at I ikke skal blive dømt. Hvorfor ser du da splinten i din broders øje, men bemærker ikke bjælken i dit eget øje? . . . Hykler! Tag først bjælken ud af dit eget øje, og så vil du se klart til at tage splinten ud af din broders øje.“ — Mt 7:1, 3-5; jf. Ro 2:1.