Et stof der fremstilles ved vævning. Det er tydeligt at israelitterne forstod sig på at spinde og væve, selv om man ikke ved meget om hvilke metoder de anvendte. I Ægypten har man imidlertid afdækket vægmalerier af kvinder der væver og spinder, og som viser hvilken slags væv der blev brugt. I nærheden af Girga i Øvreægypten er der fundet en ægyptisk model af et væveri med en vandret væv. — Se VÆVNING.

At israelitterne var godt kendt med vævekunsten og kunne indvæve mønstre i deres stoffer, fremgår af at ypperstepræstens lange kjortel af hvidt, fint linnedgarn skulle væves i tern. — 2Mo 28:39.

Arbejdet med teltboligen blev ledet af kunsthåndværkerne Bezalel og Oholiab, hvis evner Guds hellige ånd virkede befordrende på, så de kunne udføre arbejdet nøjagtig efter det forbillede Jehova havde givet. (2Mo 35:30-35) Der var også kvinder som havde gode evner i denne retning, og som spandt garn af hør og uld. (2Mo 35:25, 26) Da kunsthåndværkerne lavede stoffet til ypperstepræsten Arons efod, „hamrede [de] guldplader tyndt ud og skar tråde ud af dem til at indvirke imellem det blå garn og den purpurfarvede uld og det karmoisinrøde garn og det fine linnedgarn, i kunstbroderi“. — 2Mo 39:2, 3.

 I De Kristne Græske Skrifter nævnes stoffer tilvirket af kamelhår og af silke. (Mt 3:4; Re 18:12) Det vides ikke om hebræerne brugte bomuld. I Ester 1:6 omtales bomuld i forbindelse med det persiske palads i Susan. Bomuld kendtes i Indien, sandsynligvis allerede i år 800 f.v.t., og historikeren Plinius siger at stoffet blev anvendt i Ægypten. Planten dyrkes i nutidens Israel. Hebræerne kunne imidlertid købe stoffer der ikke var hjemmehørende i Israel, af rejsende købmænd fra øst og vest.

Linned blev vævet af hør, som har meget længere fibre end bomuld og er lettere at spinde, men vanskeligere at farve. Linned var et værdsat stof i kongers og høje embedsmænds garderober. Josef blev iført „klæder af fint linned“ da han blev gjort til hersker i Ægypten (1Mo 41:42), og Mordokaj gik ud fra den persiske konge i en kongelig klædning af blåt klæde og hvidt linned. (Est 8:15) Kvinder satte pris på klæder af fint linned. — Ord 31:22.

Der blev også lavet klæder af skind, læder og hår. Telte blev fremstillet af skind eller gedehår. (2Mo 26:7, 14) Der er fundet stykker af uldfilt. I 1 Samuel 19:13 nævnes et net af gedehår.

Farver. Folk i de bibelske lande kunne fremstille stoffer i forskellige farver. I beskrivelsen af teltdugene til tabernaklet og klæderne til dem der tjente ved helligdommen, nævnes blåt, purpur og karmoisinrødt. (2Mo 26:1; 28:31, 33) Ved at indfarve klæde som oprindelig havde andre farver, med disse tre farvestoffer kunne man fremstille flere farver og nuancer. Josef fik en stribet klædning af sin fader, Jakob. (1Mo 37:3, 32) Davids datter Tamar bar en stribet kjortel, „for med sådanne gik kongedøtrene, jomfruerne, klædt, i stedet for med overklædninger uden ærmer“. (2Sa 13:18) Ved at bruge forskellige farver i kæde- og skudgarn kunne man væve brogede mønstre. — Se FARVER, FARVNING.

Teltboligen. Da teltboligen blev bygget, blev panelrammerne inderst dækket med ti „teltduge“ (hebr.: jerī‛ōthʹ) af fint tvundet linnedgarn og uldgarn prydet med keruber i kunstbroderi, sådan at præsterne der tjente i teltboligen, kunne se keruberne mellem panelrammerne. (2Mo 26:1, 2) Det næste lag teltduge var lavet af gedehår. (2Mo 26:7, 8) Det tjente til at beskytte det broderede linned. Forhængene foran indgangen til henholdsvis Det Hellige og Det Allerhelligste var også af linned og uld, og på det der hang foran Det Allerhelligste, var der broderet keruber. (2Mo 26:31-37) Linnedteltdugene var 4 alen (1,8 m) brede og 28 alen (12,5 m) lange. Forgårdens nord- og sydside målte 100 alen (44,5 m). — 2Mo 27:9-11.

Når teltboligen blev flyttet fra sted til sted, dækkede man pagtens ark, skuebrødsbordet, lampestanderen, røgelsesalteret, brændofferalteret og tjenesteredskaberne med blåt, karmoisinrødt og purpurfarvet klæde. (Den eller de farver der skulle bruges til de enkelte genstande, var nøje angivet.) — 4Mo 4:4-14.

Andre anvendelser. Nyfødte blev svøbt i bind. (Lu 2:7) Jøderne havde også for skik at berede afdøde til begravelse ved at svøbe dem i bind af rent linned sammen med vellugtende stoffer (dog ikke en balsamering som den ægypterne foretog). (Joh 19:40; Mt 27:59) Efter Jesu opstandelse fandt Johannes og Peter bindene og tørklædet som han havde haft på, liggende hver for sig i graven. (Joh 20:5-7) Da Lazarus blev oprejst, kom han ud af graven med ansigtet indhyllet i det tørklæde der var blevet lagt over hans hoved ved begravelsen — åbenbart et aflangt stykke linned. — Joh 11:44.

Penge blev undertiden opbevaret indsvøbt i et tørklæde. Det var sådan den onde træl i en af Jesu billedtaler gemte sin mine i stedet for at sætte den i banken. (Lu 19:20) Ofte blev penge båret på brystet i den folderige klædning, sandsynligvis indsvøbt i et sådant tørklæde.

I Guds lov fik Israels folk dette påbud: „Du må ikke klæde dig i stof som er blandet af uld og hør.“ (5Mo 22:11; se også 3Mo 19:19.) Herom siger Encyclopaedia Judaica (Jerusalem 1973, bd. 14, sp. 1213): „Præsteklædningen var tydeligvis undtaget fra forbudet mod sja’atnezʹ [stof (tråd) som er blandet, NV]. I 2 Mosebog 28:6, 8, 15 og 39:29 foreskrives det at forskellige klædningsstykker skulle væves af både linnedgarn og farvet uldgarn. . . . Dette tyder på at det generelle forbud var baseret på et tabu mod en sådan blanding, idet denne udelukkende var forbeholdt religiøs brug.“

Brugt billedligt. På grund af sin renhed bruges hvidt linned i Bibelen til at symbolisere retfærdighed. De klædningsstykker som ypperstepræsten bar direkte på kroppen, nemlig benklæderne, kjortelen og turbanen, og ligeledes underpræsternes benklæder, kjortler og hovedtøj, var lavet af hvidt, fint linned. (2Mo 28:39-42; jf. Job 29:14.) Lammets brud er klædt i skinnende, rent, fint linned, for „det fine linned står for de helliges retfærdige handlinger“. (Åb 19:8) Hærene der følger Jesus Kristus i himmelen, fremstilles også som klædt i hvidt, rent, fint linned. (Åb 19:14) Babylon den Store, den symbolske skøge der har beriget sig ved handel med blandt andet fint linned, forsøger også at tage sig retfærdig ud, idet hun er „klædt i fint linned“ samtidig  med at hun driver sin skøgevirksomhed. — Åb 18:3, 12, 16; se BOMULD; KLÆDEDRAGT.