Bortset fra den sparsomme beskrivelse af forskellige beklædningsgenstande der findes i Bibelen, foreligger der ikke mange historiske oplysninger om hebræernes klædedragt — langt færre end om ægypternes og assyrernes. Grunden er at israelitterne ikke berømmede deres militære sejrherrer ved at afbilde dem på mindesmærker, så vi derigennem kunne få et indtryk af hvordan de gik klædt. Der findes derimod utallige ægyptiske, assyriske og andre relieffer som viser hvordan medlemmerne af disse folkeslag klædte sig. Mange af dem skildrer samtidig fanger fra andre lande, og nogle af disse menes at være hebræere, men dette kan ikke fastslås med sikkerhed. Derimod synes det rimeligt at antage at datidens hebræere i vid udstrækning gik klædt på samme måde som befolkningen i de bibelske lande i dag, eftersom den almindelige levevis ikke har forandret sig meget, og skik og brug på visse punkter er forblevet uændret gennem århundreder. Arkæologiske fund tyder dog på at hebræernes klædedragt var mere farverig end de nulevende arabiske beduiners. Desuden er den klædedragt der i dag bæres af jøder og andre folk i Mellemøsten, gennem tiden blevet præget såvel af religiøse opfattelser som af græsk, romersk og vestlig kultur, sådan at en sammenligning hermed i bedste fald kun vil give os en lille idé om de gamle hebræeres klædedragt.

Materialer. Det allerførste materiale der blev brugt til beklædning, var figenblade, som Adam og Eva syede sammen til lændeklæder. (1Mo 3:7) Senere lavede Jehova lange klæder af skind til dem. (1Mo 3:21) Elias og Elisa brugte „en klædning af hår“ som ’embedsklædning’ i deres profetgerning. Elias bar også et læderbælte. Johannes Døber gik klædt på samme måde. (2Kg 1:8; 2:13; He 11:37; Mt 3:4) Sørgende klædte sig i sækkelærred (Est 4:1; Sl 69:10, 11; Åb 11:3), der som regel var lavet af hår. (Åb 6:12) De fleste stoffer var lavet af hør eller uld. (3Mo 13:47-59; Ord 31:13) Fattige brugte ofte grovere stoffer lavet af gedehår og kamelhår, men anvendte også uld. Linned, der var lavet af hør, var mere kostbart. Nogle brugte måske også bomuld. Silke nævnes kun med sikkerhed ét sted i Bibelen, nemlig i opregningen af Babylon den Stores handelsvarer. (Åb 18:12) Klædningsstykkerne havde forskellige farver; de kunne være brogede eller stribede, og nogle var broderede. (Dom 5:30) Der fandtes også forskellige slags vævninger. Ypperstepræstens hvide linnedkjortel var vævet „i tern“. (2Mo 28:39) Ikkepræstelige israelitter kunne bære en klædning af linned eller uld, men måtte ikke bære en klædning af to slags tråd der var vævet sammen. — 3Mo 19:19; 5Mo 22:11; se FARVER, FARVNING; KLÆDE, STOF.

Klædningsstykker. Det almindeligste ord for klædning i De Hebraiske Skrifter er bæʹghædh. Andre ord bruges undertiden i denne generelle betydning, men optræder også i sammenhænge hvor de betegner specielle klædningsstykker.

Underklæder. Der synes at have været en underklædning i form af et lændeklæde, eller måske benklæder, som blev båret direkte på kroppen eftersom det var usømmeligt at vise sig nøgen. Præsterne skulle bære linnedbenklæder (hebr.: mikhnasaʹjim) for ikke at krænke blufærdigheden når de gjorde tjeneste ved alteret. Hedenske præster tjente undertiden nøgne, hvilket var afskyeligt i Jehovas øjne. — 2Mo 28:42, 43.

Det hebraiske ord sadhīnʹ betegnede en form for underklædning som blev båret af både mænd og kvinder. (Es 3:23) Nogle mener at dette klædningsstykke ofte var udformet sådan at det skulle svøbes om kroppen. Det blev båret uden overklædning af markarbejdere, fiskere, tømrere, brændehuggere, vandbærere og andre. Når der blev båret en overklædning udenpå, har underklædningen sandsynligvis været en skjortelignende dragt der nåede ned til eller under knæene, var forsynet med ærmer og blev båret med eller uden skærf. Den kunne være lavet af enten uld eller hør.

Den hebraiske kuttoʹnæth, en slags kjortel, synes at svare til den græske chitōnʹ. Begge ord anvendes for det meste om et tunika- eller skjortelignende klædningsstykke der nåede til knæene eller anklerne, og som havde hel- eller halvlange ærmer. Det var den almindelige dragt man benyttede til hverdag indendørs såvel som udendørs. I nogle tilfælde var stoffet draperet over den ene skulder så den anden var bar, og dragten var enten hvid eller i flere farver. Af hensyn til bevægelsesfriheden kunne den længere model være slidset omkring 30 cm op i hver side. Nogle kjortler var af linned (hør), men sandsynligvis var de oftere fremstillet af uld, især blandt de fattige. Dette klædningsstykke blev ligeledes båret af både mænd og kvinder, og kvindernes var uden tvivl længere end mændenes.

Ypperstepræstens og underpræsternes lange kjortler betegnes med ordet kuttoʹnæth. (2Mo 28:39, 40) Det samme gælder Josefs lange, stribede kjortel (1Mo 37:3) og Tamars stribede kjortel, som hun fortvivlet og ydmyget sønderrev. (2Sa 13:18) Jesu underklædning (chitōnʹ), som  soldaterne kastede lod om, var vævet ud i ét, uden sammensyninger. (Joh 19:23, 24) En kuttoʹnæth eller chitōnʹ kunne bæres med eller uden skærf. Præsterne brugte et skærf, og det var sandsynligvis det mest almindelige. Det er muligt at dragten fandtes i flere udgaver, alt efter bærerens beskæftigelse. Ved fysisk arbejde ville man rimeligvis bruge en kortere model der ikke hæmmede bevægelsesfriheden så meget. Det billede Judas anvender i vers 23 i sit brev, er meget passende, for en chitōnʹ blev båret direkte på kroppen.

Yderklæder. Uden på sin hvide kuttoʹnæth eller linnedkjortel bar ypperstepræsten en ærmeløs overklædning, kaldet en me‛īlʹ, som ofte var åben fortil. (3Mo 8:7) Dette klædningsstykke var dog ikke forbeholdt præsteskabet, men blev også anvendt af folk i almindelighed. Både Samuel, Saul, David, Job og hans tre trøstere var ifølge beretningen iført en ærmeløs overklædning. (1Sa 2:19; 15:27; 18:4; 24:4; 1Kr 15:27; Job 1:20; 2:12) I hvert af disse tilfælde er det tydeligt at det drejede sig om et klædningsstykke der blev båret uden på et andet. I Septuaginta gengives me‛īlʹ undertiden med det græske stolēʹ eller himaʹtion, der begge betegner en yderklædning. Dette klædningsstykke har som regel været længere end kjortelen, kuttoʹnæth. De Hebraiske Skrifters salmahʹ var sikkert også en slags yderklædning.

Den i De Kristne Græske Skrifter omtalte stolēʹ var en fornemmere klædning der nåede til fødderne. Jesus kritiserede de skriftlærde fordi de yndede at gå rundt på torvene i denne klædning for at tiltrække sig opmærksomhed, gøre indtryk på folk og vise hvor betydningsfulde de var. (Lu 20:46) Engelen ved Jesu grav var iført denne klædning. (Mr 16:5) Det var denne klædning, „den bedste“, den fortabte søn fik på da han kom hjem. (Lu 15:22) Martyrerne i Johannes’ syn er også iført en stolēʹ (Åb 6:11), og det samme er medlemmerne af ’den store skare’. — Åb 7:9, 13, 14.

Esthēsʹ (gr.) betegnede sædvanligvis en dragt eller klædning der var flot og rigt udsmykket. Engle viste sig i en sådan klædning. (Lu 24:4; se også Jak 2:2, 3.) Herodes gjorde nar af Jesus ved at give ham en sådan klædning på. (Lu 23:11) Efter at Jesus på Pilatus’ befaling var blevet pisket, iførte soldaterne ham en skarlagenrød kappe (chlamysʹ, Mt 27:28, 31; eller himaʹtion, Joh 19:2, 5). Dette var øjensynlig en kappe eller yderklædning der normalt blev båret af konger, dommere, militære befalingsmænd og andre højtstående øvrighedspersoner.

Den form for yderklædning de fleste gik med, og samtidig den største og tungeste, var kappen (hebr.: simlahʹ). Den var fremstillet af enten uld, hør eller gedehår, eller i nogle tilfælde måske af fåre- eller gedeskind. Det var ofte dette klædningsstykke man sønderrev for at udtrykke sorg. (1Mo 37:34; 44:13; Jos 7:6) Kappen har øjensynlig været et stort, rektangulært stykke stof eller skind der som regel blev kastet over venstre skulder, ført bag om ryggen, op under højre arm, hen over brystet og lagt tilbage over venstre skulder igen, sådan at højre arm var fri. I nogle tilfælde var den formet som et kvadratisk stykke stof med huller til armene. I dårligt vejr blev den trukket tættere sammen om kroppen og blev anbragt så den dækkede begge arme og undertiden også hovedet. Denne kappe, der i visse henseender kan sammenlignes med vort sjal, kunne bruges til at tildække noget med (1Mo 9:23), som sengetøj (2Mo 22:27; 5Mo 22:17), og til at svøbe noget ind i. — 2Mo 12:34; Dom 8:25; 1Sa 21:9.

En simlahʹ blev båret af både mænd og kvinder, og kvindernes adskilte sig fra mændenes, måske ved størrelsen, farven og udsmykningen, som for eksempel broderier. Gud befalede at en kvinde ikke måtte bære mandsklæder, og at en mand ikke måtte klæde sig i en kvindes kappe. Dette påbud blev uden tvivl givet for at hindre seksuelt misbrug. — 5Mo 22:5.

En fattig mand havde muligvis kun én kappe, mens den velhavende havde flere at skifte med. (2Mo 22:27; 5Mo 10:18; 1Mo 45:22) Eftersom den fattige sov i sin klædning for at beskytte sig mod nattekulden, var det forbudt at tage en enkes klædning som pant eller at beholde en fattig mands klædning natten over. Dette sigtede i første række til kappen. — 5Mo 24:13, 17.

Den græske himaʹtion, ’yderklædningen’, svarede sandsynligvis stort set til kappen (simlahʹ) i De Hebraiske Skrifter. I nogle tilfælde har den måske været en løstsiddende dragt, men som oftest bestod den uden tvivl blot af et rektangulært stykke stof. Den var nem at tage på og af, og som regel lagde man den når man skulle udføre fysisk arbejde. (Mt 24:18; Mr 10:50; Joh 13:4; Apg 7:58) Jesus talte om dette klædningsstykke da han sagde: „Den der tager din yderklædning [himaʹtion], skal du ikke forbyde også at tage underklædningen [chitōʹna].“ (Lu 6:29) Med disse ord sigtede han uden tvivl til at klæderne blev frataget én ulovligt eller med tvang, og da ville yderklædningen naturligt nok være det første der blev taget. I Mattæus 5:40 nævnes klædningsstykkerne i omvendt orden. Her er der tale om en retssag hvor dommerne måske først vil tilkende  sagsøgeren underklædningen, chitōnʹ, som var af ringere værdi.

At ordene himaʹtion og chitōnʹ muligvis blev brugt i flæng om „klæder“ i almindelighed, fremgår af Mattæus’ og Markus’ beretninger om Jesu domfældelse. Som et voldsomt udtryk for sin skinhelligt påtagne afsky og harme sønderrev ypperstepræsten sine klæder. Mattæus bruger her ordet himaʹtion, mens Markus bruger chitōnʹ. (Mt 26:65; Mr 14:63) Det er dog også muligt at ypperstepræsten i sin heftighed først sønderrev det ene klædningsstykke og derefter det andet.

Den kappe (gr.: feloʹnēs) som Paulus bad Timoteus om at bringe ham i fængselet, har sandsynligvis været en rejsekappe til beskyttelse mod kulde og dårligt vejr. Det var ikke en religiøs eller gejstlig dragt. — 2Ti 4:13.

Det hebraiske ord ’addæʹræth betegner en profets eller en konges embedsklædning. (2Kg 2:8; Jon 3:6) Profetens embedsklædning var sandsynligvis lavet af kamel- eller gedehår. (2Kg 1:8; Mt 3:4; Mr 1:6; jf. 1Mo 25:25.) Elias udnævnte Elisa til sin efterfølger ved at kaste sin embedsklædning over ham, og Elisa samlede denne klædning op efter at Elias var steget op til himmelen i et stormvejr. (1Kg 19:19; 2Kg 2:13) I byen Jeriko, der var „viet til udslettelse“, overtrådte Akan Jehovas bud ved at tilegne sig en embedsklædning fra Sinear. — Jos 7:1, 21.

Det græske ord enʹdyma bruges om en bryllupsklædning (Mt 22:11, 12), om den klædedragt engelen ved Jesu grav var iført (Mt 28:3), om Johannes Døbers kamelhårsklædning og om tøj i almindelighed. — Mt 3:4; 6:25, 28; Lu 12:23.

Slør. Kvindens „hovedbeklædning“ eller „slør“ (DA92), som apostelen Paulus omtaler i forbindelse med symbolet på at en kvinde bør underordne sig den myndighed hun har over sig, kaldes på græsk periboʹlaion, det vil sige noget man kaster om sig, et sjal eller lignende. (1Kor 11:15) Det er anderledes end det slør, eller dække, Moses lagde over sit ansigt da det strålede, for at israelitterne ikke skulle se på det. (2Mo 34:33-35; 2Kor 3:13) Rebekka tog et hovedklæde på da hun mødte sin tilkommende mand, Isak, for at vise sin respekt for ham. (1Mo 24:65) Det hebraiske ord tsa‛īfʹ, som anvendes her, gengives i 1 Mosebog 38:14, 19 med „sjal“ (NV) eller „slør“ (DA92, DA31).

Skærf eller bælte. Under- eller yderklædningen blev ofte holdt sammen i livet af et skærf eller et bælte. Når man beskæftigede sig med legemligt arbejde, ’bandt man op om sine hofter’ eller ’spændte et bælte om hofterne’. Man gjorde det ved at trække den nederste del af klædningen op mellem benene og stikke enderne ned under skærfet eller bæltet for at få større bevægelsesfrihed. (1Kg 18:46; 2Kg 4:29; 9:1) Ypperstepræsten bar et vævet skærf uden på sin linnedkjortel, og når han var iført efoden, blev for- og bagstykket af dette forklædelignende  klædningsstykke holdt ind til kroppen af et bælte som var lavet af de samme materialer. (2Mo 28:4, 8, 39; 39:29) Det var også almindeligt at gå med bælte fordi det var praktisk at bære forskellige ting i det — penge, et skrivesæt eller skeden til et sværd eller en daggert. — Dom 3:16; 2Sa 20:8; Ez 9:3.

Eftersom tjenere, trælle og andre der udførte legemligt arbejde, bar et skærf eller et bælte, blev det efterhånden et symbol på at yde en tjeneste eller at betjene andre. Da Jesus sagde: „Hav noget bundet om jeres lænd,“ var det et billedligt udtryk som sigtede til at Guds tjenere skulle være parate til åndelig virksomhed. (Lu 12:35) Efter at Jesus havde lagt sine yderklæder og bundet et håndklæde om sig, betjente han apostlene ved at vaske deres fødder for ved dette eksempel at lære dem at tjene deres brødre. At englene i Johannes’ syn havde guldbælter spændt om brystet, betegnede at de udførte en meget dyrebar og betydningsfuld tjeneste. — Joh 13:1-16; Åb 15:6.

Elias havde et bælte (hebr.: ’ezōrʹ) af læder „spændt om hofterne“, og det samme havde Johannes Døber (gr.: zōʹnē). — 2Kg 1:8; Mt 3:4.

Frynser og kvaster. Gud pålagde israelitterne at lave sig frynser på sømmene af deres klæder og at sætte en blå snor oven på frynsen. Dette var åbenbart noget specielt for israelitternes klædedragt og tjente som en synlig påmindelse om at de var sat til side som et folk der var helligt for Jehova. Det ville bestandig minde dem om at de skulle adlyde Jehovas bud. (4Mo 15:38-41) De skulle også anbringe kvaster i de fire hjørner af deres klædning, muligvis de fire hjørner af kappen. (5Mo 22:12) Sømmen på ypperstepræstens blå ærmeløse overklædning var hele vejen rundt kantet med skiftevis guldbjælder og granatæbler lavet af garn. — 2Mo 28:33, 34.

Nåle. Muligvis blev klædningen eller skærfet holdt sammen med en stor nål. Man har i Mellemøsten fundet store nåle der er spidse i den ene ende og forsynet med et hul på midten hvorigennem der blev trukket en snor. Klædningen blev da holdt sammen ved at man stak nålen ind i stoffet og viklede snoren rundt om nålens fremstikkende ender. Det lader til at der omkring det 10. århundrede f.v.t. i Israel blev indført en slags bøjlenål som minder noget om vore dages sikkerhedsnål.

Det rette syn på klædedragten. Jehovas tjenere får at vide at de ikke skal være overdrevent bekymrede for om de har nok at klæde sig i. (Mt 6:25-32) Den kristne kvinde bliver mindet om at hun ikke skal gå op i at have dyrt, prangende eller moderigtigt tøj, men hellere klæde sig fordringsløst og dog i en velordnet klædning der afspejler et sundt sind. Hun bør altså tænke på hvordan hun er klædt, men skal lægge hovedvægten på at hendes „prydelse“ skal være den stille og milde ånd. (1Ti 2:9; 1Pe 3:3-5) Ordsprogenes vise forfatter beskriver dog en god hustru som en der sørger for at hendes familie er godt klædt på, og hun tilvirker tøjet med sine egne hænder. — Ord 31:13, 21, 24.

Mange kvinder på Bibelens tid brugte imidlertid klædedragten som et middel til at nå selviske mål. Når hedenske byer var ved at blive erobret af fjenden, var det almindeligt at de kvindelige indbyggere iførte sig deres flotteste klæder for at tiltrække sig soldaternes opmærksomhed i den hensigt at soldaterne skulle tage dem til hustruer. Hvis en israelitisk soldat udvalgte sig en tilfangetagen kvinde, skulle hun imidlertid — før han kunne gifte sig med hende — afføre sig sine klæder, der måske havde mindelser om hedensk religion, og iføre sig noget andet. — 5Mo 21:10-13.

Efter at Israel var sunket dybt i afgudsdyrkelse og umoralitet, fordømte Jehova landets kvinder, der hovmodigt klædte og pyntede sig endog med hedenske religiøse smykker for at kunne tiltrække mænd, selv mænd fra andre nationer. — Es 3:16-23; jf. Ord 7:10.

Brugt billedligt. Udtryk om klædedragten anvendes mange steder i Bibelen i billedlig betydning. Jehova skildrer således Jerusalem som en kvinde han engang iførte smukke klæder, men som stolede på sin skønhed og holdt til med hedenske nationer, ja som en prostitueret pyntede hun sig for at virke tiltrækkende. — Ez 16:10-14; se også Ez 23:26, 27; Jer 4:30, 31.

Jehova omtaler sig selv som klædt i værdighed, pragt og højhed, han hyller sig i lys, nidkærhed og retfærdighed og ifører sig hævnens klæder. (Sl 93:1; 104:1, 2; Es 59:17) Han klæder sit folk i retfærdighed og i frelsens klæder. (Sl 132:9; Es 61:10) Hans fjender vil blive klædt i skam og ydmygelse. (Sl 35:26) Paulus befaler de kristne at afføre sig den gamle personlighed og at iføre sig den nye personlighed, der blandt andet kendetegnes ved inderlig medfølelse, venlighed, ydmyghed, langmodighed og, frem for alt, kærlighed. — Kol 3:9-14.

Ligesom en uniform eller en særlig klædedragt identificerer én som tilhørende en bestemt gruppe eller viser at man går ind for en bestemt bevægelse, sådan kan klædedragten i Bibelens symbolske sprogbrug betegne det standpunkt  man tager, og de handlinger man udfører i overensstemmelse hermed. Dette gælder for eksempel i Jesu lignelse om bryllupsklædningen. (Mt 22:11, 12; se HOVEDBEKLÆDNING; SANDAL.) I Åbenbaringen 16:14, 15 advarer Herren Jesus Kristus de sande kristne mod at falde åndeligt i søvn så de mister deres identitet som trofaste vidner for den sande Gud. Dette kunne blive katastrofalt umiddelbart før „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“.

[Illustration på side 1273]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Den israelitiske klædedragt

Simlah

Me‛īl

Kuttonæth