I Bibelens hebraiske grundtekst skelnes der mellem en klippe eller en klippeblok (tsur) og en fritstående eller fremspringende klippe, et klippebjerg (sæʹla‛). Begge ord bruges både bogstaveligt og billedligt i Bibelen.  De bruges parallelt i 2 Samuel 22:2, 3 og Salme 18:2: „Jehova er mit klippebjerg . . . Min Gud er min klippe.“

I Bibelen er navnene på flere klipper og klippebjerge bevaret. For eksempel blev den midjanitiske fyrste Oreb dræbt af Gideons mænd ved Oreb-Klippen, der øjensynlig fik sit navn efter denne hændelse. (Dom 7:25; Es 10:26) Desuden nævnes klippebjerget Etam, hvor Samson boede en tid (Dom 15:8), og klippefremspringene Bozez og Sene, hvor Jonatan og hans våbendrager angreb en af filistrenes forposter. (1Sa 14:4, 5) Det var ved Meriba, i nærheden af Kadesj (der lå et andet Meriba i nærheden af Refidim i bjergområdet ved Horeb [2Mo 17:7]), at Moses og Aron blev så fortørnede at de glemte at hellige Jehova da de skulle skaffe vand fra klippen til forsamlingen. — 4Mo 20:11-13; Sl 106:32, 33; se MASSA; MERIBA, 1 og 2.

Brugt billedligt. Ordet „klippe“ bruges billedligt til at beskrive Jehovas egenskaber som Israels Fader (5Mo 32:18), som en fæstning (2Sa 22:32, 33; Es 17:10), som et tilflugtssted for sit folk (Sl 62:7; 94:22) og som dets frelse (5Mo 32:15; Sl 95:1). Nogle har set hen til falske guder som deres ’klippe’. (5Mo 32:37) I andre tilfælde bruges ordet „klippe“ som et almindeligt billede på et sted hvor man søger sikkerhed, beskyttelse og tilflugt. (Es 2:10, 19, 21) I Esajas 8:14 omtales Kristus Jesus profetisk som „en klippe“ som „begge Israels huse“ vil snuble over. — Jf. Mt 21:42-44.

I Jesu billedtale om sædemanden bruges det græske tillægsord petrōʹdēs (af navneordet peʹtros) til at beskrive de steder med klippegrund hvor noget af sæden faldt. (Mt 13:3-5, 20) Peʹtros forekommer 155 gange i De Kristne Græske Skrifter, alle steder brugt som et andet navn for Simon, nemlig „Peter“. (Mt 4:18; Joh 1:42) Om betydningen af Peʹtros siges der i Vine’s Expository Dictionary of Old and New Testament Words (1981, bd. 4, s. 76): „Petros betyder et klippestykke, en sten eller en løsreven klippeblok, i modsætning til petra, en massiv klippe.“ Word Studies in the New Testament siger om peʹtros: „I klassisk græsk betyder ordet et klippestykke, som hos Homer, hvor Ajax kaster en sten mod Hektor . . . og hvor Patroklos griber en skarp sten og skjuler den i hånden.“ — Af M. R. Vincent, 1957, bd. I, s. 91.

Det græske ord trachysʹ, der betyder „ujævn, knudret, stenet“ (Lu 3:5), bruges i Apostelgerninger 27:29 om skarpe, ujævne klipperev.

Et andet græsk ord, spilasʹ, betegner et rev eller klippeskær der er skjult under vandet. Det bruges af Judas som et billede på nogle der havde sneget sig ind i den kristne menighed med et forkert motiv. Ligesom skjulte klippeskær frembød en fare for skibe, sådan udgjorde disse mænd en fare for andre i menigheden. Han siger om dem: „Disse er de skjulte klippeskær ved jeres kærlighedsmåltider, når de fester sammen med jer.“ — Jud 12.

Klippen hvorpå menigheden bygges. Det græske ord peʹtra (hunkøn) betyder en massiv klippe (Mt 7:24, 25; 16:18; 27:51, 60; Mr 15:46; Lu 6:48; 8:6, 13; Ro 9:33; 1Kor 10:4; 1Pe 2:8; Åb 6:15, 16) og adskiller sig således fra peʹtros (hankøn, brugt som egennavn, Peter), der betyder et „klippestykke“. Denne forskel viser at Jesus ikke brugte synonyme ord da han sagde til Peter: „Du er Peter (Peʹtros), og på denne klippe (peʹtra) vil jeg bygge min menighed.“ (Mt 16:18) I den aramaiske (syriske) oversættelse ses denne forskel også, nemlig i de ord der er foranstillet ordet ki’fa’, som bruges både om „Peter“ og „klippe“. Det personlige stedord i hankøn (hu) står foran „Peter“, mens det påpegende stedord i hunkøn (hade’) står foran „klippe“.

At apostlene ikke opfattede Jesu udtalelse sådan at Peter var klippen, fremgår af at de senere kom til at diskutere indbyrdes hvem der var den største iblandt dem. (Mr 9:33-35; Lu 22:24-26) Der havde ikke været grund til at diskutere dette hvis Peter havde fået førstepladsen som den klippe menigheden skulle bygges på. Det fremgår klart af Bibelen at alle apostlene som grundsten er ligestillede. De hviler alle, også Peter, på Kristus Jesus som hjørnegrundstenen. (Ef 2:19-22; Åb 21:2, 9-14) Peter selv gav udtryk for at den klippe (peʹtra) som menigheden bygges på, er Kristus Jesus. (1Pe 2:4-8) Ligeledes skrev apostelen Paulus: „For de [israelitterne] drak af den åndelige klippe [peʹtra] som fulgte med, og den klippe [peʹtra] var Messias.“ (1Kor 10:4) Ved mindst to lejligheder og på to forskellige steder blev israelitterne mirakuløst forsynet med vand fra en klippe. (2Mo 17:5-7; 4Mo 20:1-11) På denne måde fulgte klippen hvorfra de fik vand, så at sige med dem. Selve klippen var åbenbart et symbol, eller billede, på Kristus Jesus, der sagde til jøderne: „Hvis nogen tørster, så lad ham komme til mig og drikke.“ — Joh 7:37.

Kirkefaderen Augustin (354-430 e.v.t.) troede engang at Peter var klippen, men ændrede senere opfattelse. J. P. Langes Commentary on the Holy Scriptures (Mt 16:18, fdn., s. 296) citerer Augustin for følgende: „Klippen er ikke opkaldt efter Peter, men Peter efter klippen (non enim a Petro petra, sed Petrus a petra), på samme måde  som Kristus ikke er opkaldt efter den kristne, men den kristne efter Kristus. Grunden til at Herren siger: ’På denne klippe vil jeg bygge min menighed,’ er at Peter havde sagt: ’Du er Kristus, den levende Guds søn.’ På denne klippe, som du har bekendt, siger han, vil jeg bygge min kirke. For Kristus var klippen (petra enim erat Christus), hvorpå Peter også selv var bygget; for ingen kan lægge nogen anden grundvold end den der er lagt, det vil sige Jesus Kristus.“ — Oversat og redigeret af P. Schaff, 1976.