Det faste støttevæv i menneskets og hvirveldyrenes legeme. Menneskets skelet med dets over 200 knogler og tilhørende sener er ’vævet’ sammen så sindrigt at selv videnskaben ikke fuldt ud kan forklare dets konstruktion. (Job 10:11; Præ 11:5) Knoglevæv er stærkere end stål og kan i struktur sammenlignes med jernbeton. I beskrivelsen af „Behemot“ siger Jehova ligefrem: „Dens knogler er kobberrør; dens knoglebygning er som stænger af smedejern.“ (Job 40:15, 18) Denne beskrivelse passer udmærket på knoglerne i flodhestens korte, kraftige ben og dens svært byggede hofter, som understøtter dens enorme vægt på 2300 til 3600 kg.

Det almindelige hebraiske ord for „knogle“ eller „ben“ er ‛æʹtsæm (1Mo 2:23; 2Mo 12:46); et synonym er gæʹræm. (Ord 25:15) Det græske ord er osteʹon. — Joh 19:36.

Eva, den første kvinde, blev dannet af et ribben fra Adam. Dette var meget passende i betragtning af at knoglerne er legemets faste støtte, består af levende celler og producerer blodlegemer. Adam kunne med rette sige om Eva: „Dette er endelig ben af mine ben og kød af mit kød.“ Hun var så nært beslægtet med ham som ingen anden kunne være. (1Mo 2:22, 23) Et lignende udtryk anvendes flere gange i Bibelen til at betegne nært slægtskab. — 1Mo 29:14; Dom 9:2; 2Sa 5:1; 19:12; 1Kr 11:1.

Nævnt i trosstyrkende vidnesbyrd. Josef vidste at der ville gå nogen tid før Gud ville føre israelitterne ud af Ægypten og lade dem bosætte sig i Kana’an. I tro, og som et vidnesbyrd for Israel, befalede han at israelitterne skulle tage hans ben eller knogler med når de drog af sted. (1Mo 50:25; He 11:22) Israelitterne huskede dette, og Moses efterkom befalingen da han førte folket ud af Ægypten. (2Mo 13:19) Josefs ben blev til sidst begravet i Sikem på den marklod som Jakob havde købt. — Jos 24:32.

En død mand som blev kastet ind i Elisas grav, blev levende straks da han kom i berøring med Elisas knogler. Dette var et bevis på at de mirakler Elisa havde udført i sin levetid, var udført ved Guds kraft og ikke ved hans egen, og det var en magtfuld bekræftelse på at Elisa havde været en trofast og sand profet for Gud. — 2Kg 13:20, 21.

Da Jesus efter sin opstandelse viste sig for nogle af sine disciple, troede de at det var en ånd de så. For at berolige dem sagde han til dem: „Føl på mig og se, for en ånd har ikke kød og ben, sådan som I ser jeg har.“ (Lu 24:39) At Jesus ikke sagde kød og blod, har fået nogle til at mene at han havde et „åndeliggjort“ legeme af kød og ben, men uden blod. Der er dog intet grundlag for at hævde dette. Jesus henviste blot til det disciplene kunne se, og som de kunne mærke når de følte på ham, nemlig hans kød og ben. Men der var intet blod der flød fra hans legeme, og som han kunne henvise til. Derved satte han sine 11 apostle og dem der var sammen med dem ved denne lejlighed, i stand til at bevidne at han virkelig var blevet oprejst fra de døde, og at disciplene ikke var ofre for et sansebedrag når de forkyndte hans opstandelse.

Urenhed. Under Moseloven blev man religiøst uren i syv dage hvis man rørte ved et lig, en menneskeknogle eller en grav. (4Mo 19:16) Kong Josias bekæmpede afgudsdyrkelsen ved at fylde de steder hvor den hedenske religions hellige støtter havde været opstillet, med menneskeknogler og ved at brænde knogler fra gravstederne på de hedenske altre så disse blev urene og ubrugelige. — 2Kg 23:14, 16, 19; 2Kr 34:5.

Brugt billedligt. Mange steder i Bibelen understreges knoglernes betydning såvel rent bogstaveligt for den fysiske sundhed som i overført betydning for den åndelige sundhed. Knoglerne er legemets indre støtte eller afstivning, og som sådan bruges de i Bibelen metaforisk til at betegne et menneskes tilstand, især når det berøres af dybe følelser og stemninger. Den frygtsommes knogler siges således at være ’fyldt med rædsel’. (Job 4:14) Knoglerne kan bæve af modløshed, eller de kan være „varme af heden“ på grund af sygdom. (Jer 23:9; Job 30:30) Frygt for Jehova er ’vederkvægelse for knoglerne’. (Ord 3:8)  Et godt budskab siges at ’give fedme til knoglerne’ eller at fylde dem med marv, det vil sige at give hele legemet kraft. (Ord 15:30) „Liflige ord er . . . lægedom for knoglerne.“ (Ord 16:24) Negative følelser eller stemninger kan derimod indvirke skadeligt på organismen. „En ånd der er nedslået udtørrer knoglerne.“ (Ord 17:22) En hustru der handler skammeligt, ’er som råddenskab i sin ægtemands knogler’. (Ord 12:4) Eftersom det at huse skinsyge også kan virke ødelæggende på personen selv, både fysisk og åndeligt, hedder det at „skinsyge er råddenskab i knoglerne“. — Ord 14:30.

På grund af den styrke der ligger i knoglebygningen, bruger Ordsprogene 25:15 dette billede til at illustrere at man med tålmodighed og venlige ord kan overvinde selv hård modstand: „En anfører kan overtales med tålmodighed, og en mild tunge kan bryde ben.“

Brugt profetisk. Ved indstiftelsen af den jødiske påske befalede Jehova at lammet (eller gedekiddet) skulle steges helt, og at der ’ikke måtte brydes en knogle på det’. (2Mo 12:46) Dette havde profetisk betydning og gik i opfyldelse på Jesus Kristus, „Guds lam“, som er det modbilledlige påskeoffer. (Joh 1:29; 1Kor 5:7) Det var skik at man brækkede de pælfæstedes ben for at fremskynde deres død. Men da soldaterne efter at have brækket benene på de to forbrydere så at Jesus allerede var død, brækkede de ikke hans ben, hvorimod en af dem stak ham i siden med et spyd. — Joh 19:31-36; Sl 34:20.

I Babylon gav Jehova profeten Ezekiel et syn hvori han sammenlignede israelitterne med tørre knogler der lå på en slette. Da Ezekiel i synet talte profetisk til knoglerne, samledes de mirakuløst, og der kom kød på dem. Så profeterede han for vinden, og den bragte ånde i legemerne så de rejste sig og blev til en talrig hær. Jehova forklarede at synet gjaldt israelitterne, der under landflygtigheden i Babylon var som et folk hvis håb var forsvundet. (Ez 37:1-11) Jeremias brugte et tilsvarende billede da han sammenlignede Assyriens konge, som førte tistammerigets indbyggere i landflygtighed, og Babylons konge Nebukadnezar, der førte judæerne bort, med løver der fortærede Jehovas folk og afgnavede dets knogler. (Jer 50:17) Gud havde tilladt dette på grund af israelitternes frafald, men en dag ville han huske dem og indgive dem sin ånd, som på ny ville gøre dem levende, og han ville føre dem tilbage så de igen kunne bosætte sig i det forjættede land. — Ez 37:12-14.

Når Jehova har tilintetgjort Gog og hans horder, der vil angribe hans folk, vil man i „syv måneder“ være beskæftiget med at lede efter og afmærke knoglerne af Gogs faldne horder og begrave dem for at rense jordens flade for al urenhed og besmittelse. — Ez 39:14-16.

Med en henvisning til knoglernes marv beskriver Jehova billedligt de rige velsignelser han vil skænke sit folk når han udsletter døden; det vil være som „et festmåltid . . . med marvfulde retter“. — Es 25:6; se også MARV.