Kobber, bronze, malm
Kobber (hebr.: nechoʹsjæth; gr.: chalkosʹ) er et blødt metal som er let at bearbejde og forme. Der er ingen vidnesbyrd om at man i oldtiden havde en hemmelig metode til at gøre rent kobber hårdt ved hærdning. Derimod vidste man at æggen eller skæret på et redskab kunne hærdes ved koldhamring. Hårdheden øges væsentligt ved legering med andre metaller. En sådan legering er bronze, kobber indeholdende tin (bronzegenstande fra oldtiden har vist sig at indeholde fra 2 til 18 procent tin). Messing, en legering af kobber og zink, var kendt i oldtiden, men blev fremstillet ved andre metoder end dem man bruger i dag.
Ordet „bronzesager“ i Salme 68:31 er oversat fra det hebraiske ord chasjmannīmʹ, som kun forekommer dette ene sted i Bibelen. Dets betydning er usikker, og det er blevet oversat forskelligt i de forskellige bibeloversættelser, for eksempel med „ambassadører“ (JB, La), „Fornemme“ (v. 32, Ka), „Fyrster“ (v. 32, GD), „olie“ (v. 32, DA31) og „bronzevarer“ (v. 32, DA92).
Gedigent kobber fandtes kun i ringe mængde. Det meste kobber blev udvundet ved smeltning af malme som oxider, karbonater og sulfider. Der er fundet kobberminer i Wadi el-‛Araba, den tørre gravsænkning der strækker sig mod syd fra Det Døde Hav til Aqababugten. (Job 28:2-4) Bjergene i det forjættede land indeholdt kobber. (5Mo 8:9) Salomon støbte kobbersager i nærheden af Sukkot. (1Kg 7:14-46; 2Kr 4:1-18) Der fandtes store mængder kobber på Cypern. Bibelen taler også om kobber fra Javan, Tubal og Mesjek. — Ez 27:13.
Kobber og dets legeringer havde mange praktiske anvendelsesmuligheder. Allerede før Vandfloden smedede Tubal-Kajin værktøj af kobber. (1Mo 4:22) Til brug i husholdningen og ved helligdommen blev der lavet kar, bækkener, spande, skovle og gafler. (2Mo 38:3, 8; 3Mo 6:28; Jer 52:18) Der blev anvendt kobber til døre, porte, søjler og musikinstrumenter (2Kg 25:13; 1Kr 15:19; Sl 107:16; Es 45:2) samt til rustninger, skjolde, våben og lænker. (1Sa 17:5, 6, 38; 2Sa 22:35; 2Kg 25:7; 2Kr 12:10) Metallet blev også anvendt til fremstilling af afguder. (Åb 9:20) På Jesu tid havde man kobbermønter. (Mt 10:9) Bibelen nævner desuden kobber i billedlig eller symbolsk betydning. — 3Mo 26:19; Job 6:12; Es 48:4; 60:17; Jer 1:18; Ez 1:7; Da 2:32; Åb 1:15; 2:18.
I 1 Korinther 13:1 er det græske ord chalkosʹ oversat med ’et [stykke] malm’ og kan hentyde til en gongong.
Se også LUTRING; MINEDRIFT; SMED; STØBTE HAV, DET.