(Kolosʹsæ) [muligvis: kolossal].

En by i det sydvestlige Lilleasien. På apostelen Paulus’ tid lå Kolossæ i den romerske provins Asien, i landskabet Frygien. Stedet er ubeboet i dag. Byen lå i den øvre del af Lykosdalen, ca. 18 km østsydøst for Laodikea (nær det nuværende Denizli). Lykosdalen er ret smal ved Kolossæ, idet stejle skrænter rejser sig på begge sider, men den udvider sig længere mod nordvest, hvor Lykos til sidst mødes med floden Maiandros eller Mæander (nu Menderes). Gennem denne dal gik hovedvejen der førte fra Efesus og kysten ved Det Ægæiske Hav mod øst, helt til Eufratfloden. Her gik også en vej fra til Sardes og Pergamum mod nordvest. I romertiden ændredes vejsystemet imidlertid, og Laodikea og det nærliggende Hierapolis (Kol 4:13) kom til at overskygge Kolossæ. Byen blev dog ved med at være kendt for sine tekstilvarer fremstillet af fin uld af en usædvanlig smuk farve som blev kaldt colossinus. Byen lå nemlig ved randen af et øde steppeland hvor fårehjorde gik på græs. Kun 5 km syd for byen rejste bjerget Cadmus (Honaz Dagi) sig til en højde af 2750 m, og smeltevandet fra sneen på bjerget fyldte vandløbene omkring Kolossæ.

Der var frygere i Jerusalem på pinsedagen i år 33, og nogle af dem var måske fra Kolossæ. (Apg 2:10) Selv om Kolossæ lå ved hovedvejen der gik i øst-vestlig retning, mener de fleste forskere at Paulus på sin tredje missionsrejse fulgte en mere nordlig rute, der førte ham gennem det indre af landet til Efesus. (Apg 18:22, 23; 19:1) Det fremgår af brevet til kolossenserne at Paulus aldrig havde besøgt Kolossæ, og at menighedens tilblivelse skyldtes Epafras, hvem Paulus omtaler som en medtræl og trofast tjener for Messias der har hjulpet de troende i Kolossæ. (Kol 1:7, 8; 2:1; 4:12) Paulus kendte imidlertid flere kristne i Kolossæ; han nævner Onesimus, Arkippus, Filemon og Appia. — Kol 4:9, 17; Flm 1, 2, 10-12.

Foruden den oprindelige frygiske befolkning boede der også grækere og jøder i byen. (Jf. Kol 3:11.) Frygerne var stærkt optaget af spiritisme, grækerne hengav sig til mange spekulationer og filosofiske diskussioner, og jøderne gik ind for Moseloven med dens spise- og sabbatsforskrifter. Alle disse anskuelser er taget op i Paulus’ vejledning til menigheden i Kolossæ. — Kol 2:4, 8, 16, 18, 20-23.