En lang stav der tjente som et symbol på indehaverens ret til at give ordrer. Udtrykket „kommandostav“ forekommer fire gange i Ny Verden-Oversættelsen som en gengivelse af det hebraiske participium mechoqeqʹ, der kommer af verbalroden chaqaqʹ, som betyder „optegne“ eller „indridse“ og dermed „forordne“. (Es 30:8; Ez 4:1; Ord 8:27; Es 10:1) I gammel tid blev love som indførtes, skrevet eller indridset på sten- eller metaltavler. Det samme hebraiske ord kan betegne en der udsteder befalinger, en „lovgiver“. (5Mo 33:21) Jehova er uden sammenligning den største Lovgiver. — Es 33:22.

Når den befalende sad ned, stod hans lange stav ofte mellem hans fødder mens den hvilede mod folden af klædningen mellem knæene. Det er uden tvivl dette billede Jakob havde i tanke da han udtalte sin velsignelse over Juda: „Scepteret vil ikke vige fra Juda eller kommandostaven fra stedet mellem hans fødder, før Silo kommer.“ (1Mo 49:10) Her er det hebraiske ord mechoqeqʹ i nogle oversættelser (KJ, Yg) gengivet med „lovgiver“, men dets anden betydning, „kommandostav“ (NV, Ro), passer bedre og støttes af nyere ordbøger. (Lexicon in Veteris Testamenti Libros af Koehler og Baumgartner, Leiden 1958, s. 328; A Hebrew and English Lexicon of the Old Testament af Brown, Driver og Briggs, 1980, s. 349) At der uden tvivl er tale om en genstand og ikke en person i 1 Mosebog 49:10, fremgår også af andre oversættelser, som siger „herskerstav“ (DA31, AS, RS) eller blot „stav“ (DA92, AT). En stav af en eller anden slags danner desuden en udmærket parallel til „scepteret“ og passer med udtrykket „stedet mellem hans fødder“, som det er forbundet med i verset. En tilsvarende brug af ordet forekommer i 4 Mosebog 21:17, 18, hvor det siges at en brønd blev udgravet „med kommandostaven, med deres egne stave“, skønt teksten her også kan gengives: „med en befalende, med deres herskere“. I 1 Mosebog 49:10 ville en alternativ  gengivelse af „eller kommandostaven“ være: „eller en befalende“, „eller en fører“.

Eftersom et „scepter“ er en stav eller en stok, ville nogle måske drage den slutning at der ikke er nogen forskel mellem „scepteret“ og „kommandostaven“ i 1 Mosebog 49:10. Det ser dog ud til at Jakob med vilje valgte to forskellige udtryk. I den poetiske form gøres der ofte brug af parallelle udtryk, og selv om de ligner hinanden, viser en nærmere undersøgelse at det ene udtryk indeholder en lidt anden tanke end det andet, og således ofte giver en bedre forståelse af det der er blevet sagt. Det lader til at Jakob gjorde brug af dette virkemiddel da han velsignede sine sønner. For eksempel sagde han at Dan ville vise sig at være „en slange ved vejen, en hornslange ved stien“ (1Mo 49:17), hvor han bruger to forskellige, men parallelle, udtryk i positiv betydning for at vise at Dan ville være en fare for Israels fjender.

Gud selv siger: „Juda er min kommandostav.“ (Sl 60:7; 108:8) Mens kommandostaven er et tegn på at den der bærer den, har magt til at befale, betyder scepteret i en herskers hånd at han har magten som konge med de særlige rettigheder dette medfører. (Sl 45:6) Når begge ord bruges i 1 Mosebog 49:10, betyder dette åbenbart at Judas stamme ville få en ganske særlig magt og myndighed; og at der var tale om mere end magt og herredømme inden for selve stammen, synes at fremgå af at Silo, hvem „folkeslagenes lydighed“ skulle tilhøre, ville komme fra Judas stamme. Dette tydede på at Judas stamme ville få kongelig magt og myndighed over folkeslagene. Da David, som var en af Judas efterkommere, blev Israels konge, kom scepteret og kommandostaven i Judas stammes besiddelse, og disse insignier ville ikke vige fra Judas stamme før Silo, Messias, kom. (2Sa 7:8-16) Gud har virkelig givet den Silo der skulle komme, Jesus Kristus, en efterkommer af både Juda og David, som „fører og leder for folkestammer“. (Es 55:4) Den messianske hersker skulle udøve magt og herredømme over nationer og folkeslag. (Sl 2:8, 9; Da 7:13, 14) Som sådan bærer han ikke alene „scepteret“, symbolet på kongemagt, men også „kommandostaven“, symbolet på retten til at befale. — Se SILO, 1.