I oldtidens bibelske lande meddelte man tanker og oplysninger til hinanden på forskellige måder. Almindelige nyheder fra ind- og udland blev som regel overbragt fra mund til mund. (2Sa 3:17, 19; Job 37:20) Rejsende, som ofte drog med karavaner, fortalte nyt fra fjerne steder når de gjorde holdt i byerne eller ved herbergerne langs karavaneruten for at forsyne sig med fødevarer, vand og anden proviant. Som Palæstina lå på landbroen mellem Asien, Afrika og Europa, rejste talrige karavaner fra fjerne egne gennem landet. Indbyggerne kunne derfor nemt holde sig informerede om vigtige begivenheder i fremmede lande. Ofte kunne man høre nyt på byens torv.

Over korte afstande meddelte man sig enten mundtligt eller undertiden ved hjælp af hørlige eller synlige signaler. (Jos 8:18, 19; 1Sa 20:20-22, 35-39) Efter at Israel var draget ud af Ægypten, fik Moses besked på at lave to sølvtrompeter som kommunikationsmidler. Ved at blæse i disse trompeter gav de aronitiske præster signal til at folket skulle samles, at høvdingerne skulle give møde, at lejren skulle bryde op på ordnet vis, eller at man skulle drage i krig mod en fjende. (4Mo 10:1-10) Da Gideon blæste i et horn, var det signal til hans mænd om at indlede slaget mod Midjan, som blev besejret. — Dom 7:18-22; se HORN; TROMPET.

Mundtlige eller skriftlige budskaber fra øvrighedspersoner blev ofte overbragt af løbere. (2Sa 18:19-32) Kong Ezekias sendte løbere ud i hele Israel og Juda med breve som indbød folket til at holde påske i Jerusalem. (2Kr 30:6-12) Perserkongen Ahasverus’ kurerer, der kom ridende på hurtige postheste, udbredte det moddekret som forpurrede Hamans plan om at udrydde jøderne i Perserriget. (Est 8:10-17) De fleste af oldtidens herskere brugte breve og dokumenter for at gennemføre en effektiv administration. Alt efter tid og sted skrev man på lertavler, papyrus eller dyreskind. Arkæologerne har fundet mange gamle stats- og forretningsdokumenter. Kongelige dekreter blev bekendtgjort af herolder. (Da 3:4-6) Det var naturligvis ikke kun regenter, men også andre der benyttede sendebud. — Se HEROLD; KURÉR; SENDEBUD.

Kommunikationen i et land eller over større afstande beroede i vid udstrækning på vejnettet. I Israel og Juda var der gode veje som blev holdt i udmærket stand. Senere anlagde romerne gode veje fra Rom til alle dele af riget, hvilket lettede både den offentlige kommunikation og hærens troppebevægelser. På Jesu tid rejste folk meget ad disse veje. De kristne, især Paulus og hans missionærfæller, brugte dem også da de drog til Lilleasien og Europa for at oprette og genbesøge kristne menigheder.

Offentlige meddelelser og almindelige nyheder blev også bragt omkring af skibe der sejlede på Middelhavet og lagde til i forskellige havne. Den romerske regering benyttede somme tider (og som regel om sommeren) skibe til at overbringe officielle budskaber, men det lader til at hovedparten af dens meddelelser blev bragt over land, da det var sikrere.

Romerne oprettede en posttjeneste, som imidlertid kun blev benyttet af den offentlige administration. Folk i almindelighed måtte have venner og bekendte til at overbringe deres breve. Da det styrende råd i Jerusalem afgjorde spørgsmålet om omskærelse og sendte et brev ud om afgørelsen, blev brevet overbragt af personlige udsendinge. (Apg 15:22-31) Det samme gjaldt de inspirerede breve, som for eksempel Paulus’ brev til de kristne i Kolossæ, der blev overbragt af Tykikus og Onesimus. — Kol 4:7-9; se BREV.

Jehova er en Gud der meddeler sig, og han så behovet for at meddele sig skriftligt til sit folk. Han sørgede selv for at De Ti Bud blev skrevet på stentavler (2Mo 31:18), og ved inspiration bevægede han et antal trofaste hebræere (begyndende med Moses i 1513 f.v.t.) til at nedskrive det han ønskede at meddele sine tjenere.