En person der hersker over et kongedømme; en person der sidder inde med et riges højeste myndighed. Jehova er den højeste Konge idet han har uindskrænket magt og myndighed. Judas konger var underordnede konger der repræsenterede ham på jorden. Jesus Kristus er ligesom de en underordnet konge, men udrustet med langt større magt end disse jordiske konger, for Jehova har indsat ham som hersker over universet. (Flp 2:9-11) Jesus Kristus er derved blevet „Kongers Konge og Herrers Herre“. —  Åb 19:16; se JESUS KRISTUS; KONGEDØMME, KONGERIGE, RIGE.

Tidlige konger. Blandt jordiske regenter er en konge en mandlig hersker der sidder inde med den højeste myndighed over en by, en stamme, et folk eller et større landområde, og han er som regel konge på livstid. Nimrod, der var efterkommer af Kam, er den første jordiske konge Bibelen beretter om. Han herskede over et rige der omfattede flere byer i Mesopotamien, og han gjorde oprør mod Jehovas stilling som den højeste Suveræn. — 1Mo 10:6, 8-10.

Kana’an og landene deromkring havde konger på Abrahams tid, længe før israelitterne havde konger. (1Mo 14:1-9) På et tidligt tidspunkt var der også konger over filistrene, edomitterne, moabitterne, midjanitterne, ammonitterne, aramæerne, hetitterne, ægypterne, assyrerne, babylonierne, perserne, grækerne og romerne. Mange af disse konger herskede kun over et mindre område, for eksempel en bystat. Adoni-Bezek pralede således af at han havde overvundet 70 sådanne konger. — Dom 1:7.

Den første jordiske konge der i Bibelen beskrives som retfærdig, var Melkizedek, der var præst og konge i Salem. (1Mo 14:18) Foruden Jesus Kristus, der er både konge og ypperstepræst, er Melkizedek den eneste guddommeligt anerkendte hersker der har beklædt begge disse embeder. Apostelen Paulus viser at Gud brugte Melkizedek som et forbillede på Kristus. (He 7:1-3; 8:1, 6) Ingen anden trofast tjener for Gud, end ikke Noa, havde søgt at blive konge, og Gud udnævnte ingen før Saul blev salvet på hans bud.

Israels konger. I begyndelsen herskede Jehova over Israel som dets usynlige konge idet han brugte mænd på jorden som sine synlige redskaber — først Moses og senere dommerne fra Otniel til Samson. (Dom 8:23; 1Sa 12:12) Men senere krævede israelitterne at få en konge over sig så de kunne ligne nationerne omkring dem. (1Sa 8:5-8, 19) I overensstemmelse med de retningslinjer der var givet i Lovpagten for udnævnelse af en jordisk konge, som skulle være udvalgt af Gud, udpegede Jehova, gennem profeten Samuel, Saul af Benjamins stamme. (5Mo 17:14-20; 1Sa 9:15, 16; 10:21, 24) Men på grund af ulydighed og formastelighed mistede Saul Jehovas gunst og muligheden for at blive stamfader til et kongedynasti. (1Sa 13:1-14; 15:22-28) Derefter vendte Jehova sig til Judas stamme og valgte David, Isajs søn, til at være Israels næste konge. (1Sa 16:13; 17:12) David støttede trofast tilbedelsen af Jehova og overholdelsen af hans love og fik derfor den forret at blive den første i et dynasti af konger. (2Sa 7:15, 16) Under Davids søn Salomons regering nåede israelitterne højdepunktet af deres velstand. — 1Kg 4:25; 2Kr 1:15.

Under Salomons søn Rehabeams regering blev riget delt i to. Den første konge over det nordlige rige, tistammeriget (i almindelighed kaldt Israel), blev Jeroboam, Nebats søn, af Efraims stamme. (1Kg 11:26; 12:20) Han overtrådte Guds lov ved at indføre dyrkelse af guldkalve i sit rige, og for denne synd pådrog han sig Jehovas mishag. (1Kg 14:10, 16) I alt kom 20 konger til at regere i det nordlige rige fra 997 til 740 f.v.t., fra Jeroboam til og med Hosjea, Elas søn. I det sydlige rige, Juda rige, herskede 19 konger fra 997 til 607 f.v.t., fra Rehabeam til og med Zedekias. (Atalja, der ikke var retmæssig hersker, men tronraner, er ikke medregnet.) — Se BEGRAVELSE; GRAV, GRAVSTED; KRONOLOGI.

Handlede på Jehovas vegne. Det var Jehova der udnævnte kongerne over sit folk, og de sad på „Jehovas kongedømmes trone“, hvilket betød at de skulle handle på hans vegne og repræsentere hans teokratiske styre. (1Kr 28:5; 29:23) Kongerne blev imidlertid ikke anset for at være guder, sådan som tilfældet var hos andre folk i den nære orient på den tid. Alle Judas konger blev betragtet som Jehovas salvede, selv om det ikke i hvert enkelt tilfælde siges udtrykkeligt at kongen blev salvet med olie når han besteg tronen. Salvningen med olie nævnes da et nyt dynasti blev grundlagt, da der var tronstridigheder i Davids alderdom samt på Joasj’ tid, og dengang Jehoahaz kom på tronen og hans ældre broder blev forbigået til fordel for ham. (1Sa 10:1; 16:13; 1Kg 1:39; 2Kg 11:12; 23:30, 31, 34, 36) Det sandsynligste er dog at det var almindelig praksis at salve kongerne.

Judas konge tog sig af alle statens anliggender; han var som en hyrde for folket. (Sl 78:70-72) Han var som regel den der anførte hæren i kamp. (1Sa 8:20; 2Sa 21:17; 1Kg 22:29-33) Inden for retsvæsenet fungerede han som den øverste dommer, undtagen i sager der vedrørte staten, og i sager hvor afgørelsen var meget vanskelig eller vidneudsagnene var utilstrækkelige — da lod man ypperstepræsten rådspørge Jehova. — 1Kg 3:16-28.

Kongens begrænsninger. De begrænsninger som kongen var underlagt i udøvelsen af sin myndighed, var dem der dikteredes af hans egen frygt for Gud samt af Guds lov, som han var forpligtet til at adlyde; dertil kom profeternes og præsternes retningsgivende indflydelse samt de ældre mænds råd og vejledning. Han skulle selv lave sig en afskrift af Loven og læse i den alle  sine levedage. (5Mo 17:18, 19) Som Jehovas særlige tjener og repræsentant var han ansvarlig over for ham. Sørgeligt nok var der mange konger i Juda som overskred deres beføjelser og var onde og despotiske i udøvelsen af deres magt. — 1Sa 22:12, 13, 17-19; 1Kg 12:12-16; 2Kr 33:9.

Religiøs leder. Selv om kongen ved lov var forhindret i at være præst, forventedes det at han som den første af alle ikkepræstelige personer støttede tilbedelsen af Jehova. Undertiden velsignede kongen folket i Jehovas navn og fremførte bønner på folkets vegne. (2Sa 6:18; 1Kg 8:14, 22, 54, 55) Ud over forpligtelsen til at beskytte folkets religiøse liv mod indtrængende afgudsdyrkelse havde kongen også bemyndigelse til at afsætte en utro ypperstepræst. Det gjorde Salomon dengang ypperstepræsten Ebjatar støttede Adonija i hans forsøg på at bemægtige sig tronen. — 1Kg 1:7; 2:27.

Hustruer og ejendom. Det var skik at de judæiske konger havde flere hustruer og medhustruer. Dog var det bestemt i Loven at kongen ikke måtte tage sig mange hustruer. (5Mo 17:17) Medhustruerne blev betragtet som kronens ejendom og gik i arv til tronfølgeren sammen med kongens øvrige ejendom og rettigheder. At gifte sig med en afdød konges medhustruer eller at tage dem i besiddelse var det samme som offentligt at gøre krav på tronen. Da Absalom gik ind til sin faders, kong Davids, medhustruer, og da Adonija anmodede om at få Abisjag, som plejede David i hans alderdom, til hustru, svarede det derfor til at gøre krav på tronen. (2Sa 16:21, 22; 1Kg 2:15-17, 22) Det var det samme som højforræderi.

Til kongens personlige ejendom, hans krigsbytte og gaver (1Kr 18:10) føjedes med tiden andre indtægtskilder, som for eksempel en særlig ydelse af landets afgrøde til det kongelige bord, tribut fra undertvungne riger, told fra rejsende købmænd der passerede igennem landet, og indtægter fra handelsforetagender, som for eksempel Salomons handelsflåde. — 1Kg 4:7, 27, 28; 9:26-28; 10:14, 15.

Det nordlige riges ustabilitet. I Nordriget, Israel, blev en ny konge i princippet indsat ved arvefølge, men denne regel blev ofte tilsidesat ved at kongen blev styrtet eller snigmyrdet og en anden bemægtigede sig tronen. Den falske religion som udøvedes, bevirkede at Nordriget til stadighed befandt sig i en tilstand af uro som bidrog til de hyppige snigmord og tronran. Kun to dynastier, Omris og Jehus, strakte sig over mere end to generationer. Da Nordrigets konger ikke var underlagt rigspagten med David, var der ingen af dem der sad på „Jehovas kongedømmes trone“ som Jehovas salvede. — 1Kr 28:5.

Ikkejødiske konger og underordnede konger. De babyloniske konger blev indsat i deres embede som herskere over hele det babyloniske rige ved at de greb fat om hånden på en guldbilledstøtte der forestillede guden Marduk. Sådan gjorde Kyros den Store for at få herredømmet over hele det babyloniske rige uden at måtte erobre det militært.

Andre konger blev indsat ved at de blev udnævnt af en højerestående konge, som for eksempel den konge der havde erobret området. Det var en udbredt praksis at en konge regerede over et erobret område gennem en indfødt vasalkonge som betalte tribut til erobreren. Således blev Herodes den Store af romerne udnævnt til konge over Judæa med pligt til at betale skat til Rom (Mt 2:1), og nabatæernes konge Aretas fik af romerne bekræftelse på sin kongemagt og betalte skat til Rom. — 2Kor 11:32.

Det var sværere for de ikkeisraelitiske kongers undersåtter at få adgang til deres konger end det var for det israelitiske folk at få adgang til deres. De israelitiske konger færdedes åbenbart ret frit omkring blandt deres undersåtter, mens det ofte var meget svært at få foretræde for de hedenske konger. At træde ind i perserkongens indre forgård uden at være indbudt medførte automatisk dødsstraf hvis ikke kongen gav udtryk for sin billigelse ved at række sit scepter frem, sådan som han gjorde over for Ester. (Est 4:11, 16) Imidlertid var det muligt for en romersk borger at appellere sin sag til kejseren og få den påhørt af ham efter at en kendelse var afsagt af en lavere domstol, dog først efter at sagen havde været igennem mange laverestående embedsmænd. — Apg 25:11, 12.