En statsform hvor styret udøves af en konge (eller, sjældnere, af en dronning). Det herredømme en konge udøver. Ordene betegner også det område med dets befolkning der er underlagt kongens styre. Kongeembedet gik som regel i arv. Den regerende monark kunne have andre betegnelser, som for eksempel farao eller cæsar.

Ligesom det er tilfældet i dag, var et kongedømme i fortiden forbundet med visse kongelige træk. Der var en hovedstad med kongens residens, et kongeligt hof og en kongelig garde (en stående hær, som dog i fredstid kunne være af beskeden størrelse). Når Bibelen anvender ordet „rige“ om et land, siger det ikke i sig selv noget om regeringens opbygning, om landets udstrækning eller om herskerens beføjelser. Med hensyn til størrelse og indflydelse kunne et kongerige være mægtigt som verdensrigerne Ægypten, Assyrien, Babylon, Medo-Persien, Grækenland og Rom eller meget lille som de bystater der fandtes i Kana’an da israelitterne indtog landet. (Jos 12:7-24) Også regeringsstrukturen kunne variere betydeligt fra det ene kongerige til det andet.

Det første rige i menneskehedens historie, Nimrods rige, var åbenbart i begyndelsen en bystat, men efterhånden inddrog det andre byer under sit herredømme, der stadig udgik fra Babel. (1Mo 10:9-11) Salem, der havde Melkizedek som konge og præst i det første kongedømme der var godkendt af Gud, var øjensynlig også en bystat. (1Mo 14:18-20; jf. He 7:1-17.) Der var større riger som omfattede et helt landområde, som for eksempel Edom, Moab og Ammon. De store verdensriger, der beherskede enorme områder og modtog skat fra undergivne riger, synes som regel at være vokset frem af bystater eller stammer der efterhånden samledes under en stærk lederskikkelse. Sådanne forbund kunne være midlertidige, ofte dannet med henblik på krig mod en fælles fjende. (1Mo 14:1-5; Jos 9:1, 2; 10:5) Et rige der var vasalstat under et andet rige, nød ofte et udstrakt selvstyre skønt det var underlagt den større magts krav og vilje. — 2Kg 17:3, 4; 2Kr 36:4, 10.

Forskellige betydninger. I Bibelen bruges ordet „rige“ i flere betydninger. Det bruges om hele det geografiske område hvorover en konge regerede. Det omfattede ikke blot residensbyen, men hele området, samt eventuelle underordnede eller skatskyldige riger. — 1Kg 4:21; Est 3:6, 8.

Ordet „rige“ anvendes også generelt om et land, en stat eller et område der ikke nødvendigvis var underlagt en konge. — Ezr 1:2; Mt 4:8.

 Desuden bruges ordet (eller ordene på hebraisk og græsk) om kongeembedet, stillingen som konge, med den værdighed, magt og myndighed der hører til embedet. I Lukas 17:21 bruges ordet „rige“ ligefrem om selve kongen i riget. Eksempler på brugen af ordene i betydningen værdigheden og magten som konge er: 1Kr 11:10; 14:2; Lu 19:12, 15; Åb 11:15; 17:12, 13, 17. I eksemplerne fra Åbenbaringens Bog er „herredømme“ i realiteten ordet for „kongedømme“, „kongemagt“ (gr.: basileiʹa).

Det israelitiske rige. I den Lovpagt Israel fik gennem Moses, var der givet retningslinjer for hvordan folket skulle forholde sig hvis det ønskede en jordisk konge. (5Mo 17:14, 15) Når den der blev sat i spidsen for riget, blev udstyret med magt og kongelig værdighed, var det ikke for at han skulle ophøje sig selv, men for at han kunne tjene til ære for Gud og til gavn for sine israelitiske brødre. (5Mo 17:19, 20; jf. 1Sa 15:17.) Da israelitterne siden forlangte at få en jordisk konge, advarede profeten Samuel dem om de krav en sådan hersker ville stille til folket. (1Sa 8) Det ser ud til at Israels konger var lettere at få adgang til for folket end herskerne i de fleste andre riger i datidens nære orient. — 2Sa 19:8; 1Kg 20:39; 1Kr 15:25-29.

Den første konge i Israel var af Benjamins slægt, men derefter blev Juda den kongelige stamme, i overensstemmelse med den profeti Jakob havde udtalt på sit dødsleje. (1Sa 10:20-25; 1Mo 49:10) Der blev grundlagt et kongeligt dynasti i Davids slægtslinje. (2Sa 2:4; 5:3, 4; 7:12, 13) Da riget blev ’revet ud af’ Salomons søn Rehabeams hånd, dannede ti af stammerne et rige mod nord, mens Jehova lod én stamme, Benjamin, holde fast ved Juda for at, som Jehova sagde, „min tjener David alle dage kan have en lampe foran mig i Jerusalem, den by som jeg har udvalgt mig for at knytte mit navn dertil“. (1Kg 11:31, 35, 36; 12:18-24) Skønt Juda rige faldt for babyloniernes hånd i 607 f.v.t., blev den juridiske ret til at herske til sidst overdraget den retmæssige arving, „Davids søn“, Jesus Kristus. (Mt 1:1-16; Lu 1:31, 32; jf. Ez 21:26, 27.) Der skulle ikke være nogen ende på hans kongedømme. — Es 9:6, 7; Lu 1:33.

Der opstod efterhånden en kongelig administration i Israel til forvaltning af rigets anliggender. Der var en inderkreds af rådgivere og embedsmænd (1Kg 4:1-6; 1Kr 27:32-34), og der var forskellige afdelinger med deres respektive tilsynsførende som skulle tage sig af krongodset, forvalte økonomien og sørge for forsyninger til hoffet. — 1Kg 4:7; 1Kr 27:25-31.

Israels konger af Davids slægt kunne udstede påbud om specifikke anliggender, men den virkelige lovgivende magt var Guds. (5Mo 4:1, 2; Es 33:22) Kongen var i ét og alt ansvarlig over for Jehova, den sande Suveræn og Herre. Hvis kongen begik overtrædelser eller kom på afveje, ville han blive straffet af Gud. (1Sa 13:13, 14; 15:20-24) Undertiden kommunikerede Jehova direkte med kongen (1Kg 3:5; 11:11); til andre tider gav han anvisninger, vejledning eller irettesættelse gennem udnævnte profeter. (2Sa 7:4, 5; 12:1-14) Kongen kunne også benytte sig af vise råd fra de ældre mænd. (1Kg 12:6, 7) Selve håndhævelsen af en eventuel anvisning eller irettesættelse påhvilede dog hverken profeterne eller de ældste, men Jehova.

Når kongen og folket trofast holdt sig til den lovpagt Gud havde givet dem, kunne israelitterne nyde en grad af individuel frihed, materiel velstand og indbyrdes fred som ikke havde sin lige i andre riger. (1Kg 4:20, 25) Mens Salomon regerede i lydighed mod Jehova, var Israels rige vidt berømt og respekteret; det havde mange skatskyldige riger og nød godt af indførte varer fra mange lande. — 1Kg 4:21, 30, 34.

Jehova Guds kongedømme kom for en tid synligt til udtryk i det israelitiske rige, men hans kongeværdighed omfatter i virkeligheden hele universet. (1Kr 29:11, 12) Uanset om jordens folkeslag og riger anerkender det eller ej, er hans stilling som konge ubestridelig og uforanderlig, og hele jorden hører ind under hans retmæssige domæne. (Sl 103:19; 145:11-13; Es 14:26, 27) Som Skaberen gennemfører han sin suveræne vilje i himmelen og på jorden efter sin hensigt og uden at skulle stå nogen til regnskab. (Jer 18:3-10; Da 4:25, 34, 35) Men han handler altid i overensstemmelse med sine egne retfærdige normer. — Mal 3:6; He 6:17, 18; Jak 1:17.