(Koʹra) [muligvis: skaldet; skaldethed].

1. En af de tre sønner Esau fik med sin hivvitiske hustru Oholibama. Han blev født i Kana’an før Esau trak sig tilbage til Se’irs bjergland. (1Mo 36:2, 5-8, 14; 1Kr 1:35) Kora blev en af sheikerne i Edom. — 1Mo 36:18.

I 1 Mosebog 36:16 nævnes en „sheik Kora“ som søn af Elifaz og sønnesøn af Esau. Navnet forekommer dog ikke blandt Elifaz’ efterkommere i 1 Mosebog 36:11, 12 og 1 Krønikebog 1:36. Den Samaritanske Pentateuk udelader navnet i 1 Mosebog 36:16, og nogle forskere mener at dets forekomst i den masoretiske tekst kan være en afskriverfejl.

2. En søn af Hebron af Judas stamme. — 1Kr 2:43.

3. En efterkommer af Levi gennem Kehats søn Jizhar. (2Mo 6:16, 18, 21; 1Kr 6:1, 2, 22 [Amminadab var muligvis et andet navn for Jizhar.]) Under ørkenvandringen gjorde Kora oprør mod Moses og Aron sammen med rubenitterne Datan, Abiram og On og 250 „høvdinger i forsamlingen“, „ansete mænd“. (4Mo 16:1, 2) Deres argument var at „hele forsamlingen er hellig, alle som én, og Jehova er i dens midte“, og de spurgte derfor: „Hvorfor ophøjer I jer da over Jehovas menighed?“ (4Mo 16:3-11) Senere sendte Moses bud efter Datan og Abiram, men de nægtede at komme til stede idet de ikke mente at Moses havde ret til at tilkalde dem. (4Mo 16:12-15) Kora, hans forsamling og ypperstepræsten Aron fik besked på at træde frem for Jehova, alle med ildbækkener med røgelse på. — 4Mo 16:16, 17.

Den følgende dag stod Kora og de 250 mænd, alle med deres ildbækkener hvorpå der brændte røgelse, ved indgangen til mødeteltet sammen med Moses og Aron. Jehovas herlighed viste sig for hele folket, og Gud talte til Moses og Aron og befalede dem at skille sig ud fra alle de andre ’så han kunne gøre det af med dem på et øjeblik’. Imidlertid gik Moses og Aron i forbøn for folket, og Gud lod derpå Moses befale forsamlingen at fjerne sig fra Koras, Datans og Abirams telte, og det skete. (4Mo 16:18-27) Kort efter „åbnede [jorden] sit gab og opslugte dem og deres husstande og alle de mennesker som tilhørte Kora, og alle deres ejendele“. De og alle som tilhørte dem, fór levende ned i Sheol, og jorden dækkede dem til. — 4Mo 16:28-34.

 De der befandt sig foran mødeteltet med ildbækkenerne med røgelse på, undslap ikke, for „ild fór ud fra Jehova og fortærede de to hundrede og halvtreds mænd der havde frembåret røgelse“. (4Mo 16:35) Kora selv befandt sig her og gik således til grunde i ilden fra Gud. — 4Mo 26:10.

Koras og hans medsammensvornes ildbækkener blev udhamret til metalplader, hvormed man overtrak alteret. Dette skete fordi „de frembar [bækkenerne] for Jehova, så de blev hellige“, og de skulle herefter „tjene til tegn for Israels sønner“. (4Mo 16:36-40) Trods dette magtfulde vidnesbyrd hvormed Gud havde tilkendegivet sin dom, knurrede hele Israels forsamling allerede den følgende dag mod Moses og Aron: „Det er jer der har bragt død over Jehovas folk.“ Dette fremkaldte Jehovas harme, og trods Moses’ og Arons bønner lod han en plage komme over folket, hvorved 14.700 døde. Først efter at Aron havde skaffet folket soning, standsede plagen. (4Mo 16:41-50) Derefter blev Arons stilling som præst stadfæstet ved at hans stav blomstrede. — 4Mo 17.

At Koras sønner ikke fulgte deres fader i oprøret, fremgår af Bibelens beretning, for der siges: „Men Koras sønner døde ikke.“ (4Mo 26:9-11) Koras efterkommere indtog senere en fremtrædende plads blandt levitterne. — Se KORAITTER.

I Judas’ Brev nævnes Kain, Bileam og Kora sammen i en advarsel til kristne om at være på vagt over for „sjælelige“ mennesker der er „gået til grunde ved Koras oprørske tale“. Kora nærede åbenbart ambitioner om selv at opnå en fremtrædende stilling. Han drog Jehovas udnævnelser i tvivl og gjorde oprør og led med rette døden på grund af sin urette handlemåde. — Jud 10, 11.