(Korinthʹ).

En af de ældste og betydeligste byer i oldtidens Grækenland, beliggende ca. 5 km sydvest for det nuværende Korinth. Byens betydning skyldtes for en stor del dens gunstige beliggenhed på vestsiden af den smalle landtange der forbinder det græske hovedland med den sydlige halvø Peloponnes. Al nord-sydgående færdsel over land, af handelsmæssig eller anden art, passerede Korinth idet man skulle over landtangen, der på sit smalleste sted kun er ca. 6 km bred. Men også den internationale samfærdsel til søs foregik over Korinth, for de søfarende foretrak som regel at gøre brug af denne tange mellem Den Korinthiske Havbugt og Den Saroniske Bugt frem for at foretage den lange og farefulde tur rundt om de stormomsuste forbjerge ved halvøens sydspids. Skibe fra Italien, Sicilien og Spanien sejlede derfor over Det Joniske Hav, gennem Den Korinthiske Havbugt og lagde til i Lekæum, Korinths havneby mod vest, som med to lange, sideløbende mure var forbundet med Korinth. Skibe fra Lilleasien, Syrien og Ægypten sejlede over Ægæerhavet og ankrede op i havnebyen Kenkreæ mod øst eller måske i den mindre havn Schoenus. (Ro 16:1) Varer fra store skibe blev udlosset i den ene havn og transporteret de få kilometer over land til den anden, hvor de blev bragt om bord i andre skibe.  Mindre fartøjer blev med deres ladninger halet tværs over tangen ad en trækvej kaldet diʹolkos (ordr.: „gennemhaling“). Med god grund blev tangen ved Korinth kaldt havbroen.

Historie. Allerede i det 7. århundrede f.v.t. var Korinth en blomstrende stad hvor De Isthmiske Lege, der fejredes hvert andet år, foregik ved templet for grækernes havgud Poseidon (romernes Neptun). Apostelen Paulus henter nogle af sine mest markante billeder fra disse lege. (1Kor 9:24-27) Fra det 4. århundrede f.v.t. var Korinth underlagt makedonierne indtil romerne i år 196 f.v.t. erklærede den for en fri stat. Som en uafhængig bystat sluttede den sig sammen med andre byer i Det Achaiske Forbund, deltog i opstanden mod Rom og blev ødelagt af den romerske konsul Lucius Mummius i 146 f.v.t.; de mandlige indbyggere blev dræbt, og kvinder og børn blev solgt som slaver. Derefter lå byen øde hen i omkring hundrede år indtil den i år 44 f.v.t. (nogle mener 46 f.v.t.) atter blev grundlagt og genopbygget af Julius Cæsar som en romersk koloni, Colonia Laus Julia Corinthus. Achaia, som romerne kaldte Grækenland uden for Makedonien, blev en romersk senatsprovins under kejser Augustus, og Korinth blev dens hovedstad.

Industri og bygningsværker. Byen Korinth, som Paulus kom til omkring år 50 e.v.t., var derfor en livlig handels- og administrationsby. Afgifterne på de varer der fragtedes over landtangen, øgede byens velstand, og desuden var byen kendt for sine pottemager- og bronzevarer. Den var bygget på to terrasser, den ene 30 m over den anden. I midten lå det store torv, agoraen, omgivet af søjlegange og offentlige bygninger. Desuden lå der rækker af butikker eller boder ud til torvet, og af de arkæologiske fund fremgår det at der her solgtes vin, kød og andre fødevarer. Man har således fundet det latinske ord macellum i en inskription. Det svarer til det græske ord maʹkellon, som Paulus brugte om „kødtorvet“ i 1 Korinther 10:25. I en anden inskription, fundet på et trappetrin, står der „Slagteren Lucius“.

I nærheden af torvets midte har man fundet en udendørs talerstol, en såkaldt „bema“ eller „rostra“, en forhøjning som strakte sig ud fra den terrasse der delte torvet i to niveauer. Talerstolen var beklædt med hvidt og blåt marmor og forsynet med fine udskæringer. Ved siderne var der to venterum med mosaikgulve og marmorbænke. Den menes at være det ’dommersæde’ hvor de opponerende jøder førte Paulus frem for prokonsulen Gallio. (Apg 18:12-16) I Delfi på Korinthbugtens nordside er fundet en inskription med navnet Gallio som viser at han var prokonsul. — Se GALLIO.

Nordvest for torvet fandtes to teatre, hvoraf det ene har kunnet rumme omkring 18.000 tilskuere. De kristne i Korinth har således haft gode muligheder for at forstå Paulus’ udtalelse om at apostlene var „et skuespil for verden“. (1Kor 4:9) På en åben plads i nærheden af teatret har arkæologer i brolægningen fundet en inskription der nævner en vis Erastus der blev benævnt med den latinske titel „ædil“, den romerske embedsmand der blandt andet førte tilsyn med de offentlige bygningsværker. Denne Erastus kan være den „kæmner“ af samme navn som Paulus nævner i sit brev til romerne, der blev skrevet fra Korinth. (Ro 16:23) Det græske ord som Paulus bruger, oikonoʹmos, har grundbetydningen „husholder“, „husforvalter“. — Jf. Ga 4:2, fdn. og Int; se ERASTUS, 2.

Religion og kultur. Som provinshovedstad og regeringssæde og som den førende handelsby i Grækenland vandt byen stort ry, men blev også berygtet for sin lastefuldhed og sit løsslupne vellevned. Man havde ligefrem udtrykket „at leve korinthisk“, der betød „at leve umoralsk“. Dette skyldtes afgudsdyrkelsen i Korinth, især dyrkelsen af kærligheds- og frugtbarhedsgudinden Afrodite (som svarede til romernes Venus, fønikiernes og kana’anæernes Astarte og babyloniernes Ishtar). På toppen af Akrokorinth, en stejl klippe der hævede sig 513 m over torvet (BILLEDE, bd. 2, s. 336), fandtes et tempel viet til hende. Så Paulus havde god grund til at vejlede og advare de kristne i Korinth med hensyn til kønsmoral. (1Kor 6:9–7:11; 2Kor 12:21) Der var naturligvis templer for mange andre guder og gudinder i Korinth. I templet for lægeguden Asklepios har man ved arkæologiske udgravninger fundet hudfarvede efterligninger i terrakotta af forskellige legemsdele (en hånd, en fod, et øje osv.) skænket som votivgaver til templet og forestillende den syge legemsdel.

Foruden grækere var der i byen en stor gruppe italienere som nedstammede fra de første kolonister. Mange af de kristne i Korinth havde latinske navne, som for eksempel Justus, Tertius, Kvartus, Gajus, Krispus, Fortunatus og Akaikus. (Apg 18:7; Ro 16:22, 23; 1Kor 1:14; 16:17) Et stort antal jøder havde slået sig ned her og oprettet en synagoge, hvori der også kom nogle grækere. (Apg 18:4) At der boede jøder i byen, fremgår af en græsk indskrift på en marmoroverligger der er fundet nær porten mod Lekæum. Teksten, der lyder „[Syna]gōgēʹ Hebr[aiʹon]“, betyder „hebræernes synagoge“. Igennem byen gik desuden en  stadig strøm af købmænd og rejsende foruden alle dem der søgte til byen for at overvære sportskampene og tage del i dens forlystelsesliv. Dette bidrog uden tvivl til en mere frisindet holdning end den der herskede i andre byer som apostelen besøgte, deriblandt Athen, som var center for græsk kultur. Paulus fik et syn der forsikrede ham om at der var mange retsindige i Korinth, og han tilbragte derfor et år og seks måneder på dette strategisk beliggende mødested mellem øst og vest. (Apg 18:9-11) Mens han opholdt sig her, skrev han sandsynligvis sine to breve til thessalonikerne.

Den kristne menighed. Da Paulus endelig gik om bord i et skib i den østlige havn, Kenkreæ, for at sejle tværs over Ægæerhavet til Efesus i provinsen Asien, ledsagedes han af Akvila og Priskilla, der var hans medarbejdere både i den kristne tjeneste og i arbejdet med at sy telte. (Apg 18:18, 19) Men den veltalende Apollos fulgte Paulus’ arbejde op, idet han vandede den sæd der var sået i Korinth. (Apg 18:24-28; 19:1; 1Kor 3:6) Paulus viste stor omsorg for den menighed han havde oprettet i Korinth, idet han to gange sendte Titus dertil samt skrev to betydningsfulde breve til Korinthermenigheden. (2Kor 7:6, 7, 13; 8:6, 16, 17; 12:17, 18) Desværre blev det umuligt for ham at besøge menigheden som planlagt på gennemrejse til Makedonien (2Kor 1:15, 16, 23), men senere, da han tilbragte tre måneder i Grækenland, sandsynligvis i år 55-56, opholdt han sig noget af tiden i Korinth, hvorfra han skrev sit brev til romerne. — Apg 20:2, 3; Ro 16:1, 23; 1Kor 1:14.