Disse omfatter ædelsten og halvædelsten, som blev anvendt slebne eller uslebne og brugt som smykkesten, ofte indfattet i kostbart metal, fortrinsvis guld eller sølv. Smykkesten blev fra tidlig bibelsk tid båret af såvel mænd som kvinder. Diamant, smaragd, rubin og safir regnes til ædelstenene, mens andre sjældne og smukke sten kun er halvædelsten. Det hebraiske udtryk der er gengivet med „kostbare sten“, dækker begge kategorier, hvilket fremgår af Ezekiel 28:12, 13. Ædelstenene adskiller sig fra andre mineraler ved deres hårdhed, skønhed og sjældenhed.

 Det første sted i Bibelen hvor der er tale om kostbare sten, er 1 Mosebog 2:11, 12. Her nævnes landet Havila som et sted hvor der findes guld, „bdelliumharpiks og onykssten“.

En persons velstand måltes til dels i mængden af de kostbare sten vedkommende ejede, som det for eksempel var tilfældet med Salomon og Ezekias. (1Kg 10:11; 2Kr 9:10; 32:27) Kostbare sten blev givet som gaver (1Kg 10:2, 10; 2Kr 9:1, 9), de kunne være krigsbytte (2Sa 12:29, 30; 1Kr 20:2) og være handelsvarer, som for eksempel blandt tyrierne (Ez 27:16, 22). I klagesangen om Tyrus’ konge sagde Ezekiel: „Alle slags kostbare sten var din klædning, rubin, topas og jaspis; krysolit, onyks og jade; safir, turkis og smaragd; dine indfatninger og dine spænder på dig var kunsthåndværk i guld.“ (Ez 28:12, 13) Den symbolske kvinde Babylon den Store beskrives som smykket overdådigt med kostbare sten. — Åb 17:3-5; 18:11-17.

I oldtiden blev de kostbare sten slebet runde og poleret, men det ser ikke ud til at de blev slebet med facetter, sådan som man gør i dag. Hebræerne og ægypterne anvendte korund eller smergel i form af sten eller pulver til slibning. Stenene blev ofte tildannet og derefter graveret. Hebræerne kendte åbenbart til den kunst at gravere i sten før trældommen i Ægypten, hvor indgravering også var en kunst. Judas seglring var uden tvivl graveret. (1Mo 38:18) En yderligere behandling af de smykker man brugte i oldtiden, findes under ANKELKÆDE, ANKELRING; ARMBÅND; BROCHE; HALSKÆDE; NÆSERING; PERLE; SMYKKER, UDSMYKNING; RING; ØRENRING.

Brugt i forbindelse med gudsdyrkelsen. I ørkenen fik israelitterne lov til at bidrage med forskellige kostbarheder til teltboligen og ypperstepræstens efod og brystskjold. Det var uden tvivl ting som ægypterne havde givet israelitterne da de skyndede på dem for at få dem til at rejse. (2Mo 12:35, 36) Blandt disse kostbarheder var der „onykssten og indfatningssten til efoden og til brystskjoldet“. (2Mo 25:1-7; 35:5, 9, 27) På efoden var anbragt to onykssten, en på hvert skulderstykke, og på stenene var navnene på Israels 12 stammer indgraveret, 6 på hver. „Retskendelsens brystskjold“ havde en besætning af fire rækker kostbare sten. Beskrivelsen lød: „En række med rubin, topas og smaragd var den første række. Og den anden række var turkis, safir og jaspis. Og den tredje række var læʹsjæm, agat og ametyst. Og den fjerde række var krysolit og onyks og jade. De var ved deres indsætning indsat i guldindfatninger.“ På hver sten var indgraveret navnet på en af Israels 12 stammer, sådan at alle stammerne var repræsenteret. — 2Mo 39:6-14; 28:9-21; se BRYSTSKJOLD.

Selv om Jehova ikke tillod David at bygge templet i Jerusalem (1Kr 22:6-10), havde den aldrende konge glæde af at samle kostbare materialer til opførelsen af det, deriblandt „onykssten, og sten til at indfatte i hård mørtel, samt mosaiksten og alle slags kostbare sten, og alabaststen i mængde“. Han bidrog med en mængde materialer til det, ligesom folket i almindelighed ydede deres bidrag. (1Kr 29:2-9) Da Salomon byggede templet, „beklædte han huset med en kostbar stenart til udsmykning“, eller besatte det med kostbare sten. — 2Kr 3:6.

Brugt billedligt. Apostelen Paulus sammenligner den kristne tjeneste med et byggearbejde. Efter at have omtalt Jesus Kristus som grundvolden hvorpå der bygges, nævner han forskellige byggematerialer hvormed der i billedlig forstand kan bygges, deriblandt „kostbare sten“, som hørte til de ildbestandige materialer. — 1Kor 3:10-15.

Kostbare sten bruges undertiden i Bibelen til symbolsk at skildre egenskaber ved himmelske eller åndelige ting eller personer. Ved to lejligheder fik Ezekiel syner hvori han så himmelen åben og fire vingede skabninger ved siden af fire hjul hvis udseende var som „glansen af krysolit“, det vil sige at deres farve har været gul, muligvis grøn. (Ez 1:1-6, 15, 16; 10:9) Daniel så i et syn en engel, „en mand klædt i linned“, og „hans legeme var som krysolit“. — Da 10:1, 4-6.

Da Ezekiel fik et syn af Jehovas herlighed, så han „noget der så ud som safirsten [en dybblå farve], noget som lignede en trone“. (Ez 1:25-28; 10:1) Den herlighed og glans som omgiver Jehova Gud selv, sammenlignes med ædelstens blændende glans og skønhed, for da apostelen Johannes så Guds himmelske trone, beskrev han den således: „Han som sad der, var at se på ligesom en jaspissten og en kostbar rød sten, og rundt om tronen var der en regnbue, ligesom en smaragd at se på.“ — Åb 4:1-3, 9-11.

„Den hellige by, det ny Jerusalem,“ som er identisk med „Lammets hustru“, har en stråleglans ligesom „den kostbareste sten, som en jaspissten, krystalklar“. Og murens 12 grundsten var „smykket med kostbare sten af enhver art“, hver grundsten forskellig fra den næste: jaspis, safir, kalcedon, smaragd, sardonyks, sarder, krysolit, beryl, topas, krysopras, hyacint og ametyst. Byens 12 porte var 12 perler. — Åb 21:2, 9-21; se KORALLER og de enkelte artikler om ovennævnte kostbare sten.