To inspirerede bibelbøger som uden tvivl udgjorde ét skrift i den oprindelige hebraiske kanon. Masoreterne betragtede dem som et enkelt værk, og de regnes som én bog af dem der betragter De Hebraiske Skrifter som bestående af 22 eller 24 bøger, og som to bøger af dem der betragter hele den hebraiske Bibel som bestående af 39 bøger. Delingen i to bøger stammer øjensynlig fra Septuaginta. I hebraiske håndskrifter begyndte delingen i det 15. århundrede. I den hebraiske tekst står Krønikebøgerne til sidst i den del der kaldes „Skrifterne“. Bøgernes hebraiske navn, Divrēʹ Hajjamīmʹ, betyder „Dagenes Begivenheder“. Hieronymus brugte navnet Chronicon, hvorfra vort „Krønikebøger“ kommer. En krønike er en fremstilling af historiske begivenheder i kronologisk orden. Den græske titel (i Septuaginta) er Paraleipomeʹnon, der betyder „Ting som er udeladt“ (nemlig af Samuels- og Kongebøgerne), men Krønikebøgerne er på ingen måde blot et supplement til disse bøger.

Skribent, affattelsestidspunkt m.m. Den jødiske præst Ezra antages af flere grunde for at være den der har skrevet bogen. Den jødiske overlevering har længe haft dette synspunkt. Det støttes også af den slående lighed i stilen mellem Krønikebøgerne og Ezras Bog. Endvidere er de to sidste vers i Anden Krønikebog og de to første vers i Ezras Bog fuldstændig identiske. Den omstændighed at man i Krønikebøgerne har et uddrag af Kyros’ dekret, mens dette findes i hele sin ordlyd i indledningen til Ezras Bog, tyder endvidere på at skribenten, da han sluttede Krønikebøgerne, havde til hensigt at skrive endnu en bog (Ezras Bog), der mere indgående ville behandle dekretet og dets udførelse. Krønikebøgerne blev fuldført omkring år 460 f.v.t. Øjensynlig er kun to bøger i De Hebraiske Skrifters kanon fuldført senere, nemlig Nehemias’ og Malakias’ bøger.

Bortset fra slægtsregistrene, der går helt tilbage til Adam, spænder Krønikebøgerne over tidsrummet fra kong Sauls død til jøderne blev ført i landflygtighed i Babylon, hvorefter de afsluttende vers fortæller om Kyros’ dekret ved udløbet af de 70 års landflygtighed.

Kilder. Ezra antog at hans læsere var bekendt med Kongebøgerne, og han prøvede derfor at undgå at fortælle det samme som står i dem. Det kildemateriale han brugte, og hvis ordlyd i nogle tilfælde er den samme eller næsten den samme som i Kongebøgerne, er kun taget med for at knytte forbindelsen til begivenhederne i Kongebøgerne og danne baggrunden for de ekstra oplysninger der gives i Krønikebøgerne. Det er muligt at Ezra brugte Samuelsbøgerne og Kongebøgerne samt andre dele af Bibelen som kilder, men det lader til at han i de fleste tilfælde, om ikke alle, havde adgang til skrifter som ikke eksisterer i dag. Det kan dreje sig om statsdokumenter i såvel Juda som Israel, slægtsregistre, historiske skildringer skrevet af profeter, samt dokumenter som tilhørte stamme- eller familieoverhoveder. En del af de kilder han brugte, var uden tvivl professionelle statsskriveres optegnelser. — 1Kg 4:3.

 Her skal anføres nogle af de kilder som Ezra selv nævner:

(1) Bogen om Judas og Israels Konger (2Kr 16:11; 25:26)

(2) Bogen om Israels og Judas Konger (2Kr 27:7; 35:27)

(3) Bogen om Israels Konger (2Kr 20:34) (Det er muligt at de ovennævnte kilder hørte til den samme samling af statsdokumenter, hvis titel blot er angivet på forskellig måde; det er også muligt at der er tale om Kongebøgerne i Bibelen.)

(4) Bogen om Israels Konger (sandsynligvis et slægtsregister) (1Kr 9:1)

(5) Udlægningen af Kongernes Bog (2Kr 24:27) (optegnelser om Joasj af Juda)

(6) Israels kongers historie (2Kr 33:18) (optegnelser om Manasse)

(7) Seeren Samuels ord, profeten Natans ord og seeren Gads ord (1Kr 29:29) (optegnelser om David) (Muligvis ét værk, men kan også være to eller tre værker; der kan også være tale om Dommerbogen og Samuelsbøgerne.)

(8) Profeten Natans ord (2Kr 9:29) (optegnelser om Salomon)

(9) Ahija fra Silos profeti (2Kr 9:29) (om Salomon)

(10) „Derpå skrev . . . Sjemaja“ (1Kr 24:6) (om David), og profeten Sjemajas og seeren Iddos ord i forbindelse med slægtsregisteret (2Kr 12:15) (om Rehabeam) (muligvis to eller tre kilder)

(11) Hananis søn Jehus ord, som er optaget i Bogen om Israels Konger (2Kr 20:34) (om Josafat)

(12) Resten af Uzzijas historie, skrevet af profeten Esajas, Amoz’ søn (2Kr 26:22)

(13) (Manasses) seeres ord (2Kr 33:19)

(14) Klagesange (forfattet af Jeremias og muligvis af sangere) (2Kr 35:25) (om Josias)

(15) Profeten Iddos udlægning (2Kr 13:22) (om Abija)

(16) Beretningen om kong Davids historie (1Kr 27:24)

(17) Davids, Gads og profeten Natans påbud (2Kr 29:25) (bragt til udførelse af Ezekias)

(18) Det der er skrevet af David og af hans søn Salomon (2Kr 35:4) (som Josias henviser til)

(19) Påbudet fra David og Asaf og Heman og Jedutun, kongens seer (2Kr 35:15) (som der henvises til i forbindelse med Josias’ påskefest)

(20) Profeten Elias’ skrivelse til kong Joram af Juda (2Kr 21:12-15)

(Der findes også henvisninger til skrifter, især slægtsregistre, som kan være yderligere kilder Ezra har benyttet.)

Det er meget tydeligt at Ezra var yderst omhyggelig og foretog et samvittighedsfuldt forskningsarbejde hvorunder han gennemgik alle de dokumenter han havde adgang til, og undersøgte alt hvad der kunne kaste lys over emnet. Han anfører kilden til sine oplysninger, ikke blot som en garanti for nøjagtigheden af det han har skrevet, men også for at henvise sine læsere på den tid til andre kilder hvor de kunne få yderligere oplysninger. Ezras grundighed og omhu skulle tjene som en anbefaling for Krønikebøgernes historiske nøjagtighed og pålidelighed og en forsikring om at de er værdige til vor fulde tillid. Men  frem for alt skulle den omstændighed at Ezra skrev under inspiration (2Ti 3:16), og at Krønikebøgerne hører til den hebraiske kanon som Jesus og apostlene anerkendte (Lu 24:27, 44), være en forsikring om deres troværdighed. Desuden udgør Krønikebøgerne en del af hele Guds skrevne ord, hvis renhed han selv har værnet om til gavn for sin søns, Jesu Kristi, disciple. Alt dette taler i høj grad for at vi kan nære fuld tillid til Krønikebøgerne.

Formål. Ezras arbejde bestod ikke blot i at udfylde hvad Samuelsbøgerne og Kongebøgerne havde udeladt; han mærkede at der blandt de hjemvendte landflygtige var et behov for en kortfattet fremstilling af nationens historie. Skriftet var uden tvivl beregnet på dem der nylig var vendt tilbage fra landflygtigheden, da de i høj grad manglede kendskab til folkets religiøse historie og dets sæder og skikke. De havde brug for at blive gjort bekendt med tilbedelsen i templet samt levitternes pligter, og Ezra forsynede dem med disse oplysninger. Desuden havde kun få ting større interesse for de hjemvendte jøder end deres afstamning og slægtstavler, som Ezra ofrede megen opmærksomhed. Israelitterne fungerede igen som en nation. De var tilbage i deres eget land, havde et tempel, et præsteskab og en landshøvding, selv om de var uden konge. De skulle fortsat bestå som en nation frem til Messias’ komme. De havde brug for de oplysninger Krønikebøgerne indeholdt, for at kunne bevare enheden og den sande tilbedelse.

Både Samuel og Jeremias (der skrev henholdsvis Samuels- og Kongebøgerne) var historikere, men de var også levitter. Jeremias var profet og præst. Ezra var præst. Det vil imidlertid være forkert at sige at Jeremias specielt var interesseret i profetiernes opfyldelse og ikke så interesseret i det der angik tilbedelsen i templet, og at Ezra især var interesseret i levitternes arbejde og ikke så interesseret i profetierne, for de var begge Guds tjenere og var optaget af hans ord og hver eneste side af tilbedelsen af ham, samt hvordan han havde grebet ind i folkets historie. Ezra blev  inspireret af Jehova til at skrive Krønikebøgerne og Ezras Bog i en særlig hensigt.

De jøder der vendte tilbage fra Babylon i 537 f.v.t., kom ikke hjem for at oprette en politisk uafhængig stat, men for at genoprette den sande tilbedelse. Deres første mål var at rejse alteret og derefter at genopbygge templet. Det var derfor ikke uden grund at Ezra havde så meget at sige om præsteskabets og levitternes tilbedelse og tjeneste. Slægtsregistrene havde også betydning. Af Ezra 2:59-63 fremgår det at nogle, deriblandt visse præstesønner, ikke kunne finde deres slægtsregistre og derfor ikke kunne få fastslået hvilken slægt de tilhørte. Mens israelitterne havde opholdt sig i Babylon havde slægtsregistrene måske ikke haft så stor betydning, men nu dannede de grundlaget for at de kunne overtage deres fædrenearv. Det er en af grundene til at Ezra anfører de lange slægtsregistre, som også er af stor værdi for bibellæsere i dag.

Vi ser altså at Ezra med Krønikebøgerne ønskede at styrke sine samtidige til at forblive tro mod Jehova. Han opmuntrede dem til at opfylde deres pagtsforpligtelser ved at rette opmærksomheden mod Israels tidligere historie, og især fremhævede han, ved at bruge historiske eksempler, hvad det fører til på den ene side trofast at holde fast ved den sande tilbedelse, og på den anden side at svigte tilbedelsen af Jehova Gud.

Bøgernes værdi. Krønikebøgerne medvirker til at styrke vor tro og øger vor forståelse af Bibelen. Ezra har givet mange oplysninger som ikke findes andetsteds om tempeltjenesten og ordningen vedrørende præsterne, levitterne, dørvogterne, sangerne og musikerne. Han har oplyst meget om den sande tilbedelse: hvordan David lod arken føre til Jerusalem (1Kr 15, 16); Davids forberedelser til opførelsen af templet og tempeltjenesten (1Kr 22-29); at præsterne stillede sig på Rehabeams side da de ti stammer skilte sig ud (2Kr 11:13-17); krigen mellem Abija og Jeroboam (2Kr 13); reformerne til gavn for den sande tilbedelse under Asa (2Kr 14, 15), Josafat (2Kr 17, 19, 20), Ezekias (2Kr 29-31) og Josias (2Kr 34, 35); hvordan Uzzija blev slået med spedalskhed på grund af sin overmodige handling (2Kr 26:16-21), og Manasses anger (2Kr 33:10-20).

Ezra viser at han ikke blot interesserede sig for præsterne, men også for profeterne. (2Kr 20:20; 36:12, 16) Han bruger ordene „profet“ og „seer“ ca. 45 gange og giver oplysning om mange profeter og andre personer hvis navne ikke nævnes andre steder i Bibelen. Blandt disse kan nævnes Iddo, Dodavahus søn Eliezer, Zekarjas søn Jahaziel, flere Zekarja’er og profeten Oded på kong Akaz af Judas tid.

Der er en hel del oplysninger i Krønikebøgerne som udbygger vort kendskab til Judas historie, for eksempel beretningen om kong Asas sygdom og begravelse og om kong Joasj’ frafald efter ypperstepræsten Jojadas død. Slægtsregistrene har betydning som middel til at fastslå Jesu Kristi afstamning samt andre betydningsfulde slægtskabsforhold. Bøgerne er også en hjælp til at fastlægge en nøjagtig kronologi. Vi ser her Jehovas visdom som Bibelens egentlige forfatter, idet han har ladet sin tjener Ezra nedskrive alt dette for at udfylde og supplere den bibelske beretning, så de troende kunne få en så fuldstændig og overensstemmende fremstilling som muligt af menneskets historie.

[Ramme på side 78]

HOVEDPUNKTER I FØRSTE KRØNIKEBOG

Slægtsregistre og detaljer angående den sande tilbedelse ved Jehovas tempel som der var særlig brug for efter landflygtigheden i Babylon

Skrevet omkring 55 år efter at Zerubbabel genopbyggede templet, og før Jerusalems mure blev genopbygget

Slægtsregistre fra Adam og fremefter (1:1–9:44)

Judas efterkommere gennem David og Salomon (af betydning for identificeringen af Messias)

Levis efterkommere (af betydning for identificeringen af dem der kunne tjene ved templet) og deres forskellige opgaver i templet

Sauls troløshed fører til hans død (10:1-14)

Begivenheder under Davids kongedømme (11:1–29:30)

Salves på ny til konge i Hebron; indtager Zion; bliver senere konge over hele Israel

Pagtens ark flyttes på en ikkeforskriftsmæssig måde, på en vogn; Uzza dør fordi han har rørt ved arken; den bringes til sidst til Davidsbyen under stor jubel

David udtrykker ønske om at bygge Jehova et tempel; i stedet indgår Jehova en pagt med David om at hans kongehus skal være grundfæstet for stedse

Alle Israels fjender besejres

David ægges af Satan til at holde folketælling over Israel; 70.000 dør

Omfattende forberedelser til opførelsen af templet; David organiserer levitterne, inddeler præsterne i 24 skifter, udnævner sangere og portvagter; giver de inspirerede byggeplaner til Salomon; David og folket bidrager gavmildt

David dør efter at Salomon har sat sig på „Jehovas trone“

[Ramme på side 79]

HOVEDPUNKTER I ANDEN KRØNIKEBOG

En levende og sammenfattende skildring af historien under kongerne af Davids hus, hvori konsekvenserne af lydighed eller ulydighed mod Gud fremhæves

Udgjorde oprindelig én skriftrulle sammen med Første Krønikebog

Salomons kongedømme (1:1–9:31)

Hans visdom og rigdom; han anskaffer sig uklogt mange heste fra Ægypten og gifter sig med en datter af Farao

Opførelsen af templet; Salomons indvielsesbøn

Dronningen af Saba kommer på besøg

Begivenheder under andre konger af Davids hus, og følgerne af dem (10:1–36:23)

Efter Rehabeams skarpe svar river ti stammer sig løs under Jeroboam og vender sig til kalvedyrkelse; Rehabeam forlader også Guds lov og overgives til ægypterkongen Sjisjak

Eftersom Abija støtter sig til Jehova, sejrer Juda over Israels hær, der sætter sin lid til talmæssig overlegenhed og dyrkelse af guldkalve; 500.000 dræbes

Eftersom Asa stoler på Jehova besejres en million invaderende ætiopiere; Asa indgår dåragtigt forbund med Aram og bliver rasende da Jehovas profet irettesætter ham

Josafat iværksætter et undervisningsprogram i Guds lov; besvogrer sig tåbeligt med Akab

Moab, Ammon og Se’ir invaderer Juda; Josafat beder Jehova om hjælp og bliver mindet om at ’kampen er Guds’

Joram (hvis hustru, Atalja, er datter af Akab og Jesabel) handler ondt, og det samme gør hans søn Ahazja; efter Jorams død tilraner den morderiske Atalja sig tronen

Joasj begynder godt under ypperstepræsten Jojadas indflydelse; bliver senere frafalden og giver ordre til at den trofaste Zekarja stenes

Amazja begynder godt, men dyrker derpå Se’irs afguder; besejres af Israel, snigmyrdes

Uzzija begynder også godt; formaster sig senere til at forsøge at brænde røgelse i templet, rammes af spedalskhed

Jotam gør det rette, men folket handler ødelæggende

Akaz vender sig til ba’alsdyrkelse; folket lider under det

Ezekias renser templet; Sankerib invaderer Juda, spotter Jehova; Ezekias stoler på Jehova; 185.000 assyrere udslettes af en engel

Manasse gør sig skyldig i grov afgudsdyrkelse og udgyder meget uskyldigt blod; tages til fange af assyrerne; angrer og får tronen tilbage af Jehova

Amon følger sin faders, Manasses, dårlige eksempel; ydmyger sig ikke

Josias tager initiativet til en stor religiøs reform, reparerer templet; insisterer på at kæmpe mod farao Neko og dræbes

Jehoahaz hersker i en kort periode; føres til Ægypten som fange

Jojakim handler afskyeligt; hans søn og efterfølger Jojakin føres til Babylon som fange

Zedekias gør oprør mod Babylons åg; jøderne føres i landflygtighed; landet ligger øde i 70 år

Perserkongen Kyros udsteder et dekret om at jøderne frit kan vende tilbage til Jerusalem og genopbygge templet