Det forhold at to eller flere stater (folk) anvender væbnet magt mod hinanden for at undertrykke og besejre modparten. Flere hebraiske ord sigter til krigsførelse. Et af disse er afledt af verbalroden qaravʹ og har grundbetydningen „at nærme sig“, det vil sige for at kæmpe. Det græske navneord poʹlemos betyder „krig“, og udsagnsordet strateuʹō kommer af en rod der betyder en lejret hær.

Det siges i Bibelen at Nimrod fra Sinears land ’drog til Assyrien’, hvilket åbenbart var en aggression hvorved han trængte ind på Sems søn Assurs område. Her byggede Nimrod byer. (1Mo 10:11) På Abrahams tid kom Elams konge Kedorlaomer og underlagde sig flere byer, alle øjensynlig ved Det Døde Havs sydlige ende, hvorefter de tjente ham i 12 år. Derefter gjorde de oprør, og Kedorlaomer og hans medforbundne førte krig imod dem og besejrede dem. Sodoma og Gomorra blev plyndret, og blandt fangerne var Abrahams brodersøn Lot og hans husstand.  Derpå mønstrede Abraham 318 trænede mænd og forfulgte sammen med sine tre pagtsfæller Kedorlaomer, befriede fangerne og genvandt byttet. Abraham tog imidlertid ikke noget af byttet til sig selv. Dette er den første beretning om en krig som blev ført af en af Guds tjenere. Hans kamp for at befri en medtjener for Jehova havde Jehovas godkendelse, for på tilbagevejen blev han velsignet af Melkizedek, den højeste Guds præst. — 1Mo 14:1-24.

Krige ført på Guds befaling. Jehova er „en stridsmand“, han er „Hærstyrkers Gud“ og „vældig i kamp“. (2Mo 15:3; 2Sa 5:10; Sl 24:8, 10; Es 42:13) Som universets Skaber og øverste Suveræn har han ikke alene ret til, men — for at retfærdigheden kan ske fyldest — også pligt til at eksekvere dommen over de lovløse eller til at give bemyndigelse til deres eksekution, det vil sige til at føre krig mod alle genstridige der ikke vil adlyde hans retfærdige love. Det var derfor med fuld ret at Jehova udslettede de onde på Vandflodens tid, at han ødelagde Sodoma og Gomorra og udslettede Faraos hærstyrker i Det Røde Hav. — 1Mo 6:5-7, 13, 17; 19:24; 2Mo 15:4, 5; jf. 2Pe 2:5-10; Jud 7.

Israel brugt til at eksekvere Guds dom. Jehova overdrog israelitterne den hellige pligt at eksekvere hans dom i det forjættede land, som han havde ført dem ind i. Før udfrielsen fra Ægypten havde Israel ikke kendt til at føre krig. (2Mo 13:17) Ved sejrrigt at lede israelitterne mod ’syv nationer der var talrigere og mægtigere end de’, ophøjede Jehova sit navn som ’Hærstyrkers Jehova, Israels slagrækkers Gud’. Dette viste at Jehova „ikke frelser ved sværd eller spyd, for kampen tilhører Jehova“. (5Mo 7:1; 1Sa 17:45, 47; jf. 2Kr 13:12.) Samtidig gav det israelitterne mulighed for at vise deres lydighed mod Guds bud, endog så vidt som til at sætte livet på spil i en krig de førte på Guds befaling. — 5Mo 20:1-4.

Ingen angrebskrige ud over de grænser Gud havde sat. Gud gav imidlertid israelitterne strenge pålæg om at de ikke måtte føre angrebskrige eller erobringskrige uden for de grænser han havde sat, eller kæmpe mod andre nationer end dem han havde givet dem befaling til at kæmpe imod. De måtte ikke indlade sig i kamp med Edom, Moab og Ammon. (5Mo 2:4, 5, 9, 19) De blev dog senere selv angrebet af disse folk og blev tvunget til at forsvare sig imod dem. Hertil fik de hjælp fra Gud. — Dom 3:12-30; 11:32, 33; 1Sa 14:47.

Da Ammons konge i dommertiden søgte at retfærdiggøre sine angreb på Israel ved falskeligt at anklage israelitterne for at have erobret ammonitisk jord, bragte Jefta ham til tavshed ved at minde ham om de historiske kendsgerninger. Derefter gik han i krig mod aggressorerne ud fra princippet om at ’hver den som deres Gud Jehova fordrev foran dem, ville de fordrive’. Jefta ville ikke overlade en tomme af Israels gudgivne land til en indtrængende fjende. — Dom 11:12-27; se JEFTA.

Hellig krig. Før hærene drog i kamp, skulle de helliges. (Jos 3:5; Jer 6:4; 51:27, 28) Under en krig måtte Israels kampstyrker, hvortil hørte ikkejøder (fx hetitten Urias, der sandsynligvis var en omskåren proselyt), forblive ceremonielt rene. De måtte ikke have kønslig omgang med kvinder, ikke engang med deres egne hustruer, under et felttog. Følgelig var der ingen prostituerede der fulgte med Israels hær. Desuden skulle lejren holdes ren for alt hvad der i øvrigt kunne besmitte den. — 3Mo 15:16, 18; 5Mo 23:9-14; 2Sa 11:11, 13.

Når det var nødvendigt at straffe Israel fordi det var blevet utro, blev de fremmede hære der bragte ødelæggelse over det, betragtet som ’helligede’ i den forstand at de var ’sat til side’ af Jehova til at eksekvere hans retfærdige domme. (Jer 22:6-9; Hab 1:6) På lignende måde omtalte Jehova de kampstyrker (fortrinsvis mederne og perserne) der ødelagde Babylon, som sine „helligede stridsmænd“. — Es 13:1-3.

Om de grådige falske profeter i Israel blev der sagt at de ’helligede en krig’ mod den der ikke gav dem noget i munden. De påstod uden tvivl skinhelligt at Gud støttede deres undertrykkende handlinger. De var blandt andet medansvarlige for forfølgelsen af Guds sande profeter og tjenere og endog for deres død. — Mik 3:5; Jer 2:8; Kl 4:13.

Udskrivning til militærtjeneste. På Jehovas befaling blev Israels våbenføre mænd fra 20-årsalderen og opefter udskrevet til militærtjeneste. Ifølge Josefus gjorde de tjeneste til de var 50 år. (Jewish Antiquities, III, 288 [xii, 4]) De som var bange og forsagte, blev sendt hjem fordi Israels krige var Jehovas krige, og de der viste svaghed i troen ved at være frygtsomme, kunne svække hærens moral. Fritaget for militærtjeneste var mænd som lige havde bygget et nyt hus eller lige havde plantet en vingård og ikke spist af dens frugt. Disse undtagelser var baseret på princippet om en mands ret til at nyde frugten af sit arbejde. Den nygifte mand var fritaget et år. I den tid havde han mulighed for at få en arving og få ham at se. Jehova viste her at han tog hensyn til familien og havde omsorg for den. (4Mo 1:1-3, 44-46; 5Mo 20:5-8; 24:5) Levitterne, der  gjorde tjeneste ved helligdommen, var fritaget for militærtjeneste, hvilket viste at Jehova anså folkets åndelige velfærd for mere betydningsfuld end det militære forsvar. — 4Mo 1:47-49; 2:32, 33.

Love vedrørende angreb på og belejring af byer. Jehova gav israelitterne anvisninger på hvordan de skulle gå frem ved erobringen af Kana’an. De syv kana’anæiske nationer der nævnes i 5 Mosebog 7:1, 2, skulle udryddes, også kvinderne og børnene. Byerne skulle vies til udslettelse. (5Mo 20:15-17) Ifølge 5 Mosebog 20:10-15 skulle andre byer først advares, og der skulle tilbydes dem fred. Hvis byen overgav sig, skulle indbyggerne skånes og sættes til tvangsarbejde. Denne mulighed for at overgive sig sammen med forsikringen om at indbyggernes liv ville blive skånet og kvinderne ikke ville blive voldtaget eller forulempet, skulle tilskynde byerne til at kapitulere til Israels hær, hvorved man ville undgå megen blodsudgydelse. Hvis byen ikke overgav sig, blev alle af mandkøn dræbt. Dette skulle forhindre at mændene i byen senere gjorde oprør. „Kvinderne og småbørnene“ blev skånet. De kvinder der her er tale om, var uden tvivl jomfruer, hvilket fremgår af 5 Mosebog 21:10-14, hvor der tales om at en tilfangetagen kvinde som en mand ønsker at ægte, først skal sørge over sine forældre, ikke over en ægtemand. Tidligere, da Israel havde ført krig mod Midjan, var det også kun jomfruer der blev skånet. Dette ville beskytte israelitterne mod afgudsdyrkelse og uden tvivl også mod seksuelt overførte sygdomme. (4Mo 31:7, 17, 18) (Om det berettigede i den guddommelige befaling til at udrydde kana’anæerne, se KANA’AN, KANA’ANÆER [Israelitternes erobring af Kana’an].)

Frugttræer måtte ikke fældes og bruges til belejringsværker. (5Mo 20:19, 20) Under et slag blev haserne på fjendens heste skåret over for at gøre dem ukampdygtige; efter slaget blev de uden tvivl dræbt. — Jos 11:6.

Ikke alle Israels krige havde Guds godkendelse. Da Israel blev utro mod Jehova, begyndte det at føre krige der ikke var stort andet end magtkampe. Det var tilfældet med Abimeleks krige mod Sikem og Tebez i dommertiden (Dom 9:1-57) og Omris krig mod Zimri og Tibni, hvorved han befæstede sit kongedømme over tistammeriget. (1Kg 16:16-22) I stedet for at stole på Jehovas beskyttelse mod fjenderne begyndte israelitterne at sætte deres lid til militærmagt, heste og stridsvogne. På Esajas’ tid siges der således at Juda var „fyldt med heste“, og der var ’ingen ende på hvad de havde af vogne’. — Es 2:1, 7.

Krigsstrategi og krigstaktik. Israelitterne udsendte undertiden spioner på rekognoscering før et angreb. De blev ikke udsendt for at skabe uro, anstifte oprør eller deltage i undergravende virksomhed mod fjenden. (4Mo 13:1, 2, 17-19; Jos 2:1; Dom 18:2; 1Sa 26:4) Der blev benyttet trompeter når der skulle kaldes til våben, blæses krigsalarm og gives signal til forenet handling. (4Mo 10:9; 2Kr 13:12; jf. Dom 3:27; 6:34; 7:19, 20.) Undertiden blev styrkerne delt og deployeret til et flankeangreb eller til et bagholdsangreb eller en anden fælde. (1Mo 14:15; Jos 8:2-8; Dom 7:16; 2Sa 5:23, 24; 2Kr 13:13) I mindst ét tilfælde blev tempelsangerne på Jehovas befaling stillet forrest, foran de væbnede styrker. Gud kæmpede den dag for Israel og skabte forvirring i fjendernes rækker så fjendens soldater dræbte hinanden. — 2Kr 20:20-23.

Kampen foregik som oftest mand mod mand. De våben der blev anvendt, var blandt andet sværd, spyd, kastespyd, bue og pil og slyngesten. Under erobringen af det forjættede land stolede israelitterne ikke på heste og stridsvogne; de satte deres lid til Jehovas magt til at frelse dem. (5Mo 17:16; Sl 20:7; 33:17; Ord 21:31) Først senere tog Israels hær heste og stridsvogne i anvendelse, ligesom ægypterne og andre. (1Kg 4:26; 20:23-25; 2Mo 14:6, 7; 5Mo 11:4) Fremmede hære var undertiden udrustede med stridsvogne med jernleer der stak frem fra hjulakslerne. — Jos 17:16; Dom 4:3, 13.

Krigstaktikken ændredes i tidens løb. I almindelighed koncentrerede Israel sig ikke om at udvikle våben og krigsmaskiner til at føre en offensiv krig med; derimod ofrede man betydelig opmærksomhed på fæstningsanlæggene. Kong Uzzija af Juda er kendt for at have bygget „krigsmaskiner, udtænkt af ingeniører“, men disse var først og fremmest beregnet på Jerusalems forsvar. (2Kr 26:14, 15) Især de assyriske og babyloniske hære var kendt for deres belejringsmure og belejringsvolde. Disse sidste var skrånende jordvolde ad hvilke man førte tårne med stormbukke mod de højere og svagere dele af bymuren; fra disse tårne kæmpede bueskytter og slyngekastere. Der var også andre former for belejringsmaskiner, deriblandt gigantiske kastemaskiner til store sten. (2Kg 19:32; Jer 32:24; Ez 4:2; Lu 19:43) Samtidig forsøgte byens forsvarere at afværge angrebet ved hjælp af bueskytter, slyngekastere og soldater der kastede brandfakler ned fra murene og tårnene og fra kastemaskiner inde i byen. (2Sa 11:21, 24; 2Kr 26:15; 32:5) Når man angreb en befæstet by, var noget af det første man gjorde, at forsøge at afskære byens vandforsyning, mens byen der regnede med at blive belejret,  ofte stoppede vandkilderne rundt om byen for at forhindre angriberne i at hente vand dér. — 2Kr 32:2-4, 30.

Når en fjende var blevet slået, stoppede sejrherrerne undertiden alle brønde og kilder til i området og kastede sten ud over jorden; somme tider strøede man også salt ud over den. — Dom 9:45; 2Kg 3:24, 25; se FÆSTNINGSVÆRKER; VÅBEN, RUSTNING.

Jesus forudsagde krig. Jesus, der var en fredens mand, sagde at „alle der griber til sværd vil omkomme ved sværd“. (Mt 26:52) Over for Pilatus erklærede han at hvis hans rige havde været af denne verden, ville hans tjenere have kæmpet for at han ikke var blevet overgivet til jøderne. (Joh 18:36) Men selv om han var en fredens mand, forudsagde han at Jerusalem med tiden ville blive belejret og ødelagt fordi den havde forkastet ham som Messias, og at byen og dens indbyggere ville blive jævnet med jorden. — Lu 19:41-44; 21:24.

Kort før sin død udtalte Jesus profetier som gjaldt både den dalevende generation og den tid da hans nærværelse i Rigets magt ville begynde: „I vil komme til at høre om krige og rygter om krige; se til at I ikke bliver opskræmte. For dette må nødvendigvis ske, men enden er der ikke endnu. For nation skal rejse sig mod nation og rige mod rige.“ — Mt 24:6, 7; Mr 13:7, 8; Lu 21:9, 10.

Kristus fører krig som „kongers Konge“. Bibelen åbenbarer at den opstandne Herre Jesus Kristus, som har fået „al myndighed i himmelen og på jorden“ overdraget af Faderen, vil føre en krig som vil udslette alle Guds fjender, og indføre evig fred, sådan som hans titel „Fredsfyrste“ giver løfte om. — Mt 28:18; 2Ts 1:7-10; Es 9:6.

Apostelen Johannes fik et syn af hvad der ville ske efter at Kristus var indsat på tronen i himmelen. I Salme 2:7, 8 og 110:1, 2 var det profeteret at Guds søn ville blive opfordret til at bede Jehova om at få „nationer i arv“, og at Jehova ville svare ved at befale ham at ’herske midt blandt sine fjender’. (He 10:12, 13) Johannes’ syn skildrer en krig i himmelen hvori Mikael, det vil sige Jesus Kristus (se MIKAEL, 1), anfører de himmelske hære i en krig mod dragen, Satan Djævelen. Krigen ender med at Djævelen og hans engle bliver kastet ned til jorden. Denne krig følger umiddelbart efter at et drengebarn der skal vogte alle nationerne med en jernstav, er blevet født. (Åb 12:7-9) En høj røst i himmelen forkynder derefter: „Nu er frelsen og magten og riget som tilhører vor Gud, og myndigheden som tilhører hans Messias, blevet til virkelighed.“ Dette skaber glæde og lettelse i himmelen, men varsler vanskeligheder, deriblandt krige, for jorden, som der videre siges: „Ve jorden og havet, for Djævelen er kommet ned til jer og har stor harme, da han ved at han kun har en kort tidsperiode.“ — Åb 12:10, 12.

Efter at Satan er blevet kastet ned til jorden, gør han Guds tjenere her, ’de øvrige af kvindens afkom’, „som holder Guds bud og har den gerning at vidne om Jesus“, til hovedmålet for sit angreb. Han begynder nu at føre krig mod dem, både en åndelig kamp og en fysisk i form af forfølgelse, der endog medfører døden for nogle. (Åb 12:13, 17) De efterfølgende kapitler i Åbenbaringens Bog (13, 17-19) beskriver de redskaber Satan benytter sig af imod dem, samt det sejrrige udfald for Guds hellige under deres Fører, Jesus Kristus.

„Krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“. Det 19. kapitel i Åbenbaringens Bog giver indblik i den største krig i hele menneskehedens historie, en krig der overgår alt hvad menneskene tidligere har været vidne til. Tidligere i synet kaldes denne krig „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“. Det symbolske ’vilddyr og jordens konger og deres hære’, som er blevet samlet til skuepladsen for denne krig af „udtalelser inspireret af dæmoner“, er opstillet mod Jehova og Herren Jesus Kristus, der leder Guds hær, de himmelske hærstyrker. (Åb 16:14; 19:19) Ingen af Guds tjenere på jorden deltager i kampen. De jordiske konger „vil føre krig mod Lammet, men fordi Lammet er herrers Herre og kongers Konge vil det sejre over dem“. (Åb 17:14; 19:19-21; se HAR-MAGEDON.) Efter denne krig vil Satan Djævelen blive bundet for tusind år ’så han ikke kan vildlede nationerne mere førend de tusind år er til ende’. — Åb 20:1-3.

Når denne krig er slut, vil der råde fred på jorden i tusind år. I Salme 46:8-10 siges der: „[Jehova] standser krige indtil jordens ende. Buen splintrer han og sønderhugger spyddet; vognene brænder han i ild.“ Dette fik en første opfyldelse da Gud indførte fred i Israel ved at sønderbryde fjendens krigsvåben. Efter at Kristus ved Harmagedon har besejret alle der ophidser til krig, vil dyb fred råde overalt på jorden. Kun de der har ’smedet deres sværd til plovjern og deres spyd til beskæreknive’, og som ’ikke mere lærer at føre krig’, vil opnå evigt liv. „For Hærstyrkers Jehovas mund har talt.“ — Es 2:4; Mik 4:3, 4.

Krigstruslen borte for altid. Åbenbaringssynet viser videre at Satan Djævelen efter de tusind år vil blive løst fra afgrunden og endnu en gang vil forlede mange til at føre krig mod  dem der er forblevet loyale mod Gud. Der vil dog ingen skade ske, for ’ild vil komme ned fra himmelen’ og fortære disse fjender, hvorved enhver krigstrussel vil være borte for altid. — Åb 20:7-10.

Kristen krigsførelse. Selv om de kristne ikke deltager i en bogstavelig krig mod blod og kød (Ef 6:12), har de dog en kamp at kæmpe, nemlig en åndelig kamp. Apostelen Paulus beskriver den krig der føres i den kristne selv mellem „syndens lov“ og „Guds lov“ eller ’sindets lov’ (det vil sige det kristne sind som er i harmoni med Gud). — Ro 7:15-25.

Denne kamp som den kristne må udkæmpe, er meget kvalfuld og kræver den yderste anstrengelse hvis man skal sejre. Men ved hjælp af Guds ånd og ved Guds ufortjente godhed gennem Kristus kan man nære forvisning om at det er muligt at sejre. (Ro 8:35-39) Om denne kamp sagde Jesus: „Kæmp energisk for at komme ind gennem den snævre dør“ (Lu 13:24), og apostelen Peter skrev: „Jeg tilskynder jer . . . til at holde jer fra de kødelige lyster, som fører krig [strateuʹontai] mod sjælen.“ — 1Pe 2:11, Int; jf. Jak 4:1, 2.

Mod onde åndemagter. Foruden denne kamp mod syndens lov har den kristne en kamp at kæmpe mod dæmonerne, der benytter sig af de kødelige tilbøjeligheder ved at friste den kristne til at synde. (Ef 6:12) Samtidig tilskynder dæmonerne også dem de har i deres magt, til at friste eller modstå og forfølge de kristne for at få dem til at give slip på deres uangribelighed over for Gud. — 1Kor 7:5; 2Kor 2:11; 12:7; jf. Lu 4:1-13.

Mod falsk lære. Apostelen Paulus talte også om en krig som han og hans medarbejdere måtte udkæmpe under varetagelsen af deres opgave med at betjene menighederne. (2Kor 10:3) Menigheden i Korinth var kommet under indflydelse af nogle mænd der havde trængt sig frem i menigheden, og som Paulus kaldte „falske apostle“. Ved at vise bestemte personligheder overdreven opmærksomhed og følge dem havde de skabt splittelse og dannet sekter i menigheden. (2Kor 11:13-15) De var blevet tilhængere af mænd som Apollos, Paulus og Kefas. (1Kor 1:11, 12) Menighedens medlemmer havde mistet den sandhed af syne at disse mænd blot repræsenterede Kristus og i forening tjente den samme hensigt. De var blevet kødelige. (1Kor 3:1-9) De betragtede dem der var i menigheden, ’efter hvad de var i kødet’, det vil sige de så på det ydre, deres naturlige evner, personlighed og så videre, i stedet for at betragte dem som åndelige mennesker. De indså ikke at Guds ånd virkede på menigheden, og at det var ved Guds ånds virke og til hans ære at mænd som Paulus, Peter og Apollos udrettede det de gjorde.

Paulus måtte derfor skrive til dem: „Ja, jeg beder om at jeg, når jeg er nærværende, ikke skal træde modigt frem med den tillid hvormed jeg har i tanke at skride dristigt ind over for nogle der vurderer os som om vi vandrede efter hvad vi er i kødet. For selv om vi vandrer i kødet, fører vi ikke krig efter hvad vi er i kødet. Vor krigsførelses våben er nemlig ikke kødelige, men mægtige ved Gud til nedrivning af fæstningsværker. Vi nedriver nemlig ræsonnementer og alt hvad der er hovmodigt og rejser sig imod kundskaben om Gud, og vi tager enhver tanke til fange for at gøre den lydig mod Messias.“ — 2Kor 10:2-5.

Paulus skrev til Timoteus, som han havde efterladt i Efesus for at han skulle tage sig af menigheden dér: „Denne befaling betror jeg dig, mit barn, Timoteus, i overensstemmelse med de forudsigelser der direkte henviste til dig, for at du ved hjælp af dem fortsat kan føre den gode krig, idet du bevarer troen og en god samvittighed.“ (1Ti 1:18, 19) Timoteus måtte ikke alene kæmpe mod det syndige kød og mod fjender af sandheden, men han måtte også kæmpe mod infiltration af falsk lære i menigheden og dem som ville fordærve menigheden med den. (1Ti 1:3-7; 4:6, 11-16) Det ville styrke menigheden og give den kraft til at modstå det frafald som Paulus vidste ville komme når apostlene havde forladt den jordiske skueplads. (2Ti 4:3-5) Timoteus måtte således kæmpe en kamp på mange fronter.

Paulus på sin side kunne sige til Timoteus: „Jeg har kæmpet den gode kamp, jeg har fuldendt løbet, jeg har bevaret troen.“ (2Ti 4:7) Paulus var forblevet tro mod Jehova og Jesus Kristus i sin adfærd og i sin tjeneste trods modstand, lidelse og forfølgelse. (2Kor 11:23-28) Desuden havde han trofast skuldret sit ansvar som en Herren Jesu Kristi apostel idet han havde kæmpet for at bevare den kristne menighed ren og pletfri som en ren jomfru og som „en sandhedens søjle og støtte“. — 1Ti 3:15; 1Kor 4:1, 2; 2Kor 11:2, 29; jf. 2Ti 2:3, 4.

Gud støtter den kristne materielt. Gud betragter den kristne der fører krig, som sin soldat og giver ham derfor de nødvendige materielle ting. I forbindelse med en drøftelse af hvilke rettigheder en der betjener andre, har, spurgte apostelen: „Hvem er nogen sinde soldat på egen bekostning?“ — 1Kor 9:7.

De kristne og nationernes krige. Kristne har altid forholdt sig strengt neutrale i de krige som er blevet ført med bogstavelige våben mellem  nationer, grupper eller partier af den ene eller den anden art. (Joh 18:36; Ef 6:12) Angående eksempler på de første kristnes indstilling i denne henseende, se HÆR, HÆRVÆSEN (De første kristnes indstilling til at tjene i hæren).

Andre anvendelser. I Baraks og Deboras sang efter sejren over kana’anæerkongen Jabins hær nævnes et forhold der kan ophøjes til et princip: „De [israelitterne] ville vælge sig nye guder. Dengang var der krig i portene.“ (Dom 5:8) Så snart de vendte sig bort fra Jehova og begyndte at dyrke afguder, opstod der problemer, og fjenden stod helt fremme i deres byporte. Dette er i overensstemmelse med salmistens ord: „Hvis ikke Jehova vogter byen, er det forgæves at vægteren har våget.“ — Sl 127:1.

I Prædikeren 8:8 skrev Salomon: „Intet menneske har myndighed over ånden, så det kan holde ånden tilbage; og der er ingen . . . fritagelse i kampen.“ På dødsdagen kan den døende ikke holde ånden, eller livskraften, tilbage og forhindre den i at vende tilbage til Gud, der er kilden til den og har givet den, og således blive i live. Døende mennesker har ikke myndighed over deres dødsdag og kan ikke forhindre den i at komme. De kan ikke ved menneskers anstrengelser blive fritaget for den kamp som fjenden, Døden, fører mod hele menneskeheden uden undtagelse. Et syndigt menneske kan ikke få et andet syndigt menneske til at dø for sig og således få orlov fra døden. (Sl 49:6-9) Kun i kraft af Jehovas ufortjente godhed ved Jesus Kristus er det muligt at blive udfriet. „Ligesom synden kom til at herske som konge sammen med døden, således skulle også den ufortjente godhed herske som konge ved retfærdighed og føre til evigt liv ved Jesus Kristus, vor Herre.“ — Ro 5:21.