Ordet Christianosʹ, som er et latiniseret græsk ord dannet af det græske Christosʹ, forekommer kun tre gange i De Kristne Græske Skrifter og betegner tilhængerne af Kristus Jesus og hans lære, kristendommen. — Apg 11:26; 26:28; 1Pe 4:16.

„Det var i Antiochia [i Syrien] at disciplene ved guddommeligt forsyn for første gang blev kaldt kristne.“ (Apg 11:26) Ifølge denne udtalelse er det muligt at navnet blev brugt så tidligt som i år 44, da de begivenheder der omtales i den omgivende tekst, fandt sted. Men som sætningen står i teksten rent grammatisk, behøver dette ikke at være tilfældet; nogle mener at det var noget senere. I hvert fald var navnet kendt omkring år 58 i byen Cæsarea og blev endog brugt af myndighedspersoner, for på det tidspunkt sagde kong Herodes Agrippa II til Paulus: „På kort tid kunne du overtale mig til at blive en kristen!“ — Apg 26:28.

Når bibelskribenterne henvendte sig til deres trosfæller eller omtalte Kristi disciple, brugte de udtryk som ’nogle der tror på Herren’, „brødre“ og ’disciple’ (Apg 5:14; 6:3; 15:10), „Guds udvalgte“, „troende og trofaste“ (Kol 3:12; 1Ti 4:12), „trælle for Gud“, „Kristi Jesu trælle“ (Ro 6:22; Flp 1:1), „hellige“, „Guds menighed“ og „dem der påkalder Herren“. (Apg 9:13; 20:28; 1Kor 1:2; 2Ti 2:22) Disse udtryk blev hovedsagelig brugt inden for menigheden. Over for udenforstående blev kristendommen omtalt som „Vejen“ (Apg 9:2; 19:9, 23; 22:4), og modstandere kaldte den „nazaræernes sekt“ eller blot „denne sekt“. — Apg 24:5; 28:22.

Det var i Antiochia i Syrien at Kristi disciple først blev kendt som kristne. Det er ikke sandsynligt at jøderne var de første der kaldte Jesu tilhængere for „kristne“ (græsk) eller „messianister“ (hebraisk), for efter at have forkastet Jesus som Messias eller Kristus ville de ikke uden videre anerkende ham som den Salvede eller Kristus ved at kalde hans tilhængere „kristne“. Nogle mener at det var den hedenske befolkning der begyndte at bruge navnet kristne spottende eller nedsættende, men Bibelen viser at det var et gudgivent navn; det var „ved guddommeligt forsyn“ at de blev kaldt kristne. — Apg 11:26.

Det græske udsagnsord chrēmatiʹzō, der forekommer i dette skriftsted, gengives som regel blot med „blev kaldt“, og sådan gengives det i de fleste oversættelser også i Apostelgerninger 11:26. Der findes imidlertid oversættelser som angiver at Gud havde noget at gøre med valget af betegnelsen „kristne“. I denne forbindelse er det værd at bemærke gengivelsen i Ny Verden-Oversættelsen, Young’s Literal Translation og The Simple English Bible. Youngs oversættelse lyder: „Det var også i Antiochia at disciplene ved guddommelig tilskyndelse først blev kaldt kristne.“

Ordet chrēmatiʹzō er i De Kristne Græske Skrifter altid forbundet med noget overnaturligt eller guddommeligt. Strongs Exhaustive Concordance of the Bible angiver i det græske leksikon (1890, s. 78) at det betyder „at udtale et orakel, . . . dvs. at kundgøre guddommeligt“. Edward Robinsons Greek and English Lexicon (1885, s. 786) siger om ordet: „Bruges i forbindelse med et guddommeligt svar, et orakel, en guddommelig  erklæring, at svare eller at tale som et orakel, at advare fra Gud.“ Thayers Greek-English Lexicon of the New Testament (1889, s. 671) siger: „At give en guddommelig befaling eller formaning, at lære fra himmelen . . . at få guddommelig befaling, formaning, anvisning . . . at være talerør for guddommelige åbenbaringer, at kundgøre Guds befalinger.“ Thomas Scott siger i Explanatory Notes (1832, bd. III, s. 419) om dette skriftsted: „I ordet ligger at dette skete ved guddommelig åbenbaring, for det har almindeligvis denne betydning i Det Nye Testamente og gengives med ’advaret af Gud’ selv når der ikke findes noget ord for GUD i den græske tekst.“ Clarkes Commentary siger om Apostelgerninger 11:26: „Ordet [chrēmatiʹsai] i vor almindelige tekst, som vi gengiver med blev kaldt, betyder i Det Nye Testamente at udnævne, advare eller udpege ved guddommelig ledelse. Ordet bruges i denne betydning i Matt. ii. 12. . . . Hvis navnet blev givet efter guddommelig anvisning, er det derfor højst sandsynligt at Saulus og Barnabas blev ledet til at give disciplene dette navn, og at navnet kristen altså er fra Gud.“ — Se Mt 2:12, 22; Lu 2:26; Apg 10:22; Ro 7:3, Int; He 8:5; 11:7; 12:25, hvor udsagnsordet chrēmatiʹzō forekommer.

Bibelen omtaler Jesus Kristus som Brudgommen, sine salvede disciples Hoved og Ægtemand. (2Kor 11:2; Ef 5:23) Ligesom en kvinde glæder sig over at få sin mands navn, modtog Kristi „brudeskare“ med glæde et navn der viste at dens medlemmer tilhørte ham. Det var således ikke blot de første kristnes gerninger, men også deres navn der hjalp udenforstående til at se at de skilte sig helt ud fra jødedommens tilhængere. De udgjorde et voksende samfund inden for hvilket der hverken var jøde eller græker, men hvori alle var ét under Hovedet og Føreren, Jesus Kristus. — Ga 3:26-28; Kol 3:11.

Hvad det vil sige at være en kristen. Jesus indbød mennesker til at komme og følge ham med ordene: „Hvis nogen ønsker at efterfølge mig, så lad ham sige nej til sig selv og tage sin marterpæl op og følge mig til stadighed.“ (Mt 16:24) De der er sande kristne, tror fuldt og fast at Jesus Kristus er Guds salvede og enestefødte søn, det lovede afkom der har givet sit fuldkomne menneskeliv som en løsesum, er blevet oprejst og ophøjet til Jehovas højre hånd og har fået myndighed til at underlægge sig sine fjender og hævde Jehovas suverænitet. (Mt 20:28; Lu 24:46; Joh 3:16; Ga 3:16; Flp 2:9-11; He 10:12, 13) De betragter Bibelen som Guds inspirerede ord, som absolut sandfærdigt, gavnligt til undervisning og til optugtelse i retfærdighed. — Joh 17:17; 2Ti 3:16; 2Pe 1:21.

Der kræves mere af sande kristne end at de blot mundtligt bekender deres tro. Troen må give sig til kende i gerninger. (Ro 10:10; Jak 2:17, 26) Da menneskene er født syndige, må de der bliver kristne, ændre sind, vende om, indvi sig til Jehova for at tilbede og tjene ham og derefter underkaste sig vanddåben. (Mt 28:19; Apg 2:38; 3:19) De må bevare sig selv rene og derfor afholde sig fra utugt og afgudsdyrkelse og fra at spise blod. (Apg 15:20, 29) De affører sig den gamle personlighed og det der hører den til, vredesudbrud, skammelig tale, løgn, hang til tyveri og drukkenskab og „ting som disse“, og de bringer deres liv i overensstemmelse med Bibelens principper. (Ga 5:19-21; 1Kor 6:9-11; Ef 4:17-24; Kol 3:5-10) „Lad ingen af jer,“ skrev Peter til de kristne, „lide som morder eller tyv eller forbryder eller en der har travlt med andres sager.“ (1Pe 4:15) De må være venlige og hensynsfulde, have langmodighed og et mildt sind og i kærlighed udvise selvbeherskelse. (Ga 5:22, 23; Kol 3:12-14) De sørger for deres familie og elsker deres næste som sig selv. (1Ti 5:8; Ga 6:10; Mt 22:36-40; Ro 13:8-10) Den vigtigste egenskab som man kan kende sande kristne på, er den kærlighed de nærer til hinanden. Jesus sagde: „På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ — Joh 13:34, 35; 15:12, 13.

Sande kristne efterligner Jesus som den store lærer og det trofaste vidne for Jehova. (Joh 18:37; Åb 1:5; 3:14) „Gå . . . og gør disciple af folk af alle nationerne,“ lyder Kristi befaling. (Mt 28:19, 20) Under udførelsen af denne befaling forkynder de kristne „offentligt og fra hus til hus“ og opfordrer folk overalt til at flygte fra det store Babylon og sætte deres håb og lid til Guds rige. (Apg 5:42; 20:20, 21; Åb 18:2-4) Dette er et godt budskab, men forkyndelsen af det medfører forfølgelse og lidelse, nøjagtig som Jesus selv erfarede det. Hans disciple står ikke over ham; det er nok for dem at være som han. (Mt 10:24, 25; 16:21; 24:9; Joh 15:20; 2Ti 3:12; 1Pe 2:21) Hvis én „lider som kristen, så lad ham ikke føle skam, men lad ham blive ved med at herliggøre Gud i dette navn,“ vejledte Peter. (1Pe 4:16) Kristne giver de højere myndigheder i denne verden hvad der tilkommer dem — ære, respekt, skat — men samtidig holder de sig adskilt fra verden og deltager ikke i dens anliggender (Mt 22:21; Joh 17:16; Ro 13:1-7), og derfor hader verden dem. — Joh 15:19; 18:36; 1Pe 4:3, 4; Jak 4:4; 1Jo 2:15-17.

Det kan ikke undre at mennesker med en sådan integritet og så høje moralprincipper, som forkyndte et opildnende budskab med så stor frimodighed og nidkærhed, hurtigt tiltrak sig opmærksomhed  i det 1. århundrede. Paulus’ forkyndelse på hans missionsrejser, for eksempel, var som en steppebrand der satte by efter by i flammer — alene på én rejse Antiochia i Pisidien, Ikonium, Lystra, Derbe og Perge; og på en anden Filippi, Thessalonika, Berøa, Athen og Korinth. Den fik folk til at standse op og tænke og tage standpunkt, enten ved at tage imod eller ved at afvise den gode nyhed om Guds rige. (Apg 13:14–14:26; 16:11–18:17) Mange tusind vendte falsk religion ryggen, tog helhjertet imod kristendommen og begyndte nidkært at forkynde i lighed med Kristus Jesus og apostlene. Dette igen førte til at de blev udsat for had og forfølgelse, som regel anstiftet af falske religiøse ledere og forkert informerede politiske herskere. Deres fører, Jesus Kristus, Fredsfyrsten, var blevet henrettet, anklaget for oprør mod staten; nu blev fredselskende kristne anklaget for at ’skabe megen uro’, for at ’vende op og ned på den beboede jord’ og for at være mennesker ’som overalt blev modsagt’. (Apg 16:20; 17:6; 28:22) Da Peter skrev sit første brev (ca. 62-64 e.v.t.), var de kristnes virksomhed åbenbart velkendt „i Pontus, Galatien, Kappadokien, Asien og Bitynien“. — 1Pe 1:1.

Ikkekristne vidnesbyrd. Verdslige forfattere i de to første århundreder anerkendte de kristnes tilstedeværelse og indflydelse i deres hedenske verden. For eksempel fortæller den romerske historiker Tacitus, der er født omkring år 55 e.v.t., om de rygter der gik ud på at Nero var skyld i Roms brand (64 e.v.t.), og derefter siger han: „For altså at gøre ende på folkesnakken kastede han skylden over på andre og straffede navnlig på de mest udsøgte måder de for deres skændigheder [set fra romernes synspunkt] forhadte mennesker, som man kaldte kristne. . . . Først lod man dem pågribe, som tilstod, dernæst efter deres angivelse en meget stor mængde andre mennesker, og de blev ikke så meget overbevist om brandstiftelse som om had til menneskeslægten. Man nøjedes ikke med at henrette dem, men drev oven i købet løjer med dem: nogle blev bedækket med dyrehuder og sønderrevet af hunde; andre korsfæstedes, og atter andre blev indsvøbt i brandbare klæder og tjente, når dagen var omme, til at oplyse natten.“ (Tacitus’s Årbøger, XV, XLIV, citeret fra Er du kristen? af Carsten Breengaard, København 1986, s. 143) En anden romersk historiker, Svetonius, der er født hen imod slutningen af det 1. århundrede, fortæller om begivenheder der indtraf under Neros regering, idet han siger: „De kristne, en slags mennesker, der var befængt med en ny og skadelig overtro, blev ramt af hårde straffe.“ — Romerske kejsere, Nero, 16, oversat til dansk af A. B. Drachmann.

Flavius Josefus nævner i sin oldtidshistorie (Jewish Antiquities, XVIII, 64 [iii, 3]) visse begivenheder i Jesu liv og tilføjer derefter: „Og den stamme som kaldes de kristne efter ham, er den dag i dag [omkring år 93 e.v.t.] ikke forsvundet.“ Plinius den Yngre, der som statholder i 111 eller 112 e.v.t. stod over for ’kristenproblemet’, beskrev i et brev til kejser Trajan de metoder han brugte, og bad samtidig om et godt råd. „Jeg har spurgt dem personligt, om de var kristne,“ skrev Plinius. Tilstod de det, blev de straffet. Men nogle „sagde, at de ikke var eller havde været kristne“. Når de blev sat på prøve, bragte de hedenske ofre og „forbandede Christus — og de, som virkelig er kristne, siges ikke at kunne tvinges til noget af dette“. I sit svar roste Trajan Plinius for den måde han havde grebet sagen an på: „Du har ved undersøgelsen af dem, der anklaget for at være kristne var blevet ført til dig, anvendt den fremgangsmåde, du burde.“ — Plinius’ breve, X, xcvi, 3, 5; xcvii, 1; oversættelse ved Gunnar Andersen i Selskabet til Historiske Kildeskrifters Oversættelse, XIII/17, København 1966, s. 367-369.

Det første århundredes kristne havde ingen templer, rejste ingen altre, brugte ikke krucifikser og havde intet præsteskab med fornemme klæder og klingende titler. De fejrede ikke statens helligdage og nægtede at udføre militærtjeneste. „En omhyggelig gennemgang af alt det materiale der er til rådighed, viser at helt op til Marcus Aurelius’ tid [romersk kejser 161-180 e.v.t.] blev ingen kristen soldat; og ingen soldat der blev kristen, forblev i militærtjenesten.“ — The Rise of Christianity af E. Barnes, 1947, s. 333.

Men som det fremgår af Plinius’ brev, holdt ikke alle der kaldte sig kristne, kompromisløst fast ved troen når de blev udsat for prøver. Som forudsagt var frafaldets ånd allerede i virksomhed før apostlene døde. (Apg 20:29, 30; 2Pe 2:1-3; 1Jo 2:18, 19, 22) Inden for en periode på mindre end 300 år var kristendommens hvedemark groet til med den frafaldne antikrists ukrudt i et sådant omfang at den hedenske Konstantin den Store (der blev anklaget for mordet på ikke mindre end syv nære venner og slægtninge) spillede en rolle i de begivenheder som førte til udviklingen af en statsreligion forklædt som „kristendom“.