Den sidste del af Bibelen, ofte kaldt Det Nye Testamente. Betegnelsen De Kristne Græske Skrifter tjener til at adskille disse bibelskrifter fra  den førkristne græske oversættelse af De Hebraiske Skrifter, Septuaginta-oversættelsen. — Se BIBELEN.

De Kristne Græske Skrifter udgøres af 27 kanoniske bøger der efter Jesu død blev nedskrevet under inspiration af otte mænd: Mattæus, Markus, Lukas, Johannes, Paulus, Jakob, Peter og Judas. Ikke alle disse mænd fulgte Jesus under hans tjeneste; faktisk kan det kun siges med sikkerhed at de tre apostle Mattæus, Johannes og Peter gjorde det. Den ’unge mand’ der fulgte efter Jesus på afstand efter at han var blevet arresteret, var muligvis Markus. (Mr 14:51, 52) På Pinsedagen var Jakob, Judas og måske Markus sammen med de tre førnævnte apostle. (Apg 1:13-15; 2:1) Senere blev apostelen Paulus omvendt. Alle disse skribenter blev nært knyttet til de første kristnes styrende råd i Jerusalem.

Med undtagelse af Mattæusevangeliet, der oprindelig blev skrevet på hebraisk og senere oversat til græsk, blev alle de øvrige 26 bøger skrevet på fællesgræsk, koinégræsk, der var datidens internationale sprog. — Se MATTÆUSEVANGELIET.

Det var ikke noget tilfælde at disse inspirerede mænd, der alle var jøder af fødsel (Ro 3:1, 2), affattede deres skrifter på græsk. Det var ikke budskaber til enkeltpersoner; formålet med dem var at de skulle udbredes vidt og bredt og læses og studeres af alle menighederne. (Kol 4:16; 1Ts 5:27; 2Pe 3:15, 16) Gud havde befalet skribenterne at sprede den gode nyhed til jordens fjerneste egne, til steder hvor man ikke kunne læse hebraisk eller latin. (Mt 28:19; Apg 1:8) I Palæstinas nabolande kom der også flere og flere ikkejøder i de lokale menigheder. Og når skribenterne citerede De Hebraiske Skrifter, brugte de ofte den græske Septuaginta.

Opstillet i kronologisk rækkefølge efter det omtrentlige affattelsesår ser listen over bøgerne i De Kristne Græske Skrifter sådan ud: Mattæusevangeliet, 41; Første og Andet Thessalonikerbrev, 50 og 51; Galaterbrevet, 50-52; Første og Andet Korintherbrev, 55; Romerbrevet, 56; Lukasevangeliet, 56-58; Efeserbrevet, Kolossenserbrevet, Brevet til Filemon, Filipperbrevet, 60-61; Hebræerbrevet, Apostelgerninger, 61; Jakobs Brev, før 62; Markusevangeliet, 60-65; Første Timoteusbrev, Titusbrevet, 61-64; Peters Første Brev, 62-64; Peters Andet Brev, 64; Andet Timoteusbrev, Judas’ Brev, 65; Åbenbaringen, 96; Johannesevangeliet og Johannes’ Første, Andet og Tredje Brev, 98. De Græske Skrifter blev altså fuldført på mindre end 60 år, mens det tog næsten 1100 år at fuldføre De Hebraiske Skrifter.

Bøgerne i De Kristne Græske Skrifter blev ikke samlet i den rækkefølge de blev skrevet i, men anbragt i en logisk rækkefølge efter emne. De kan inddeles i (1) de fem historiske bøger, nemlig evangelierne og Apostelgerninger, (2) de 21 breve og (3) Åbenbaringen.

De fire evangelier („evangelium“ betyder „god nyhed“), der blev skrevet af Mattæus, Markus, Lukas og Johannes, udgør fire uafhængige, historiske beretninger om Jesu liv og virksomhed. De tre første kaldes undertiden synoptiske (fra et græsk udtryk der betyder „samme syn“) fordi de, i sammenligning med Johannesevangeliet, beskriver Jesu tjeneste under forholdsvis ens synsvinkler, selv om hver beretning afspejler skribentens personlighed. Johannesevangeliet nævner nogle detaljer som udelades af de tre andre. Apostelgerninger følger logisk efter evangelierne eftersom denne bog beskriver den kristne menigheds historie fra dens grundlæggelse på Pinsedagen og frem til næsten 30 år efter Jesu død.

De 21 breve der følger efter den historiske del af De Kristne Græske Skrifter, beskæftiger sig med menighedens interne forhold, dens problemer, dens offentlige forkyndelse, dens øvrige privilegier og dens håb. Paulus omtales ved navn som den der har skrevet 13 af disse breve, og Hebræerbrevet tilskrives sædvanligvis også ham. Efter disse skrifter kommer en gruppe breve, hvoraf de fleste er stilet til alle menighederne i almindelighed, skrevet af Jakob, Peter, Johannes og Judas. Til sidst, som en storslået afslutning på hele Bibelen, følger Åbenbaringen med dens forudskildring af vidtrækkende fremtidige begivenheder.

I hvilket omfang citerede de kristne bibelskribenter fra De Hebraiske Skrifter?

De kristne bibelskribenter citerede hundreder af gange fra De Hebraiske Skrifter. Som vist i Ny Verden-Oversættelsen er 320 passager i De Kristne Græske Skrifter direkte citater fra De Hebraiske Skrifter. Ifølge en liste udgivet af Westcott og Hort er der i alt omkring 890 citater og henvisninger. (The New Testament in the Original Greek, Graz 1974, bd. I, s. 581-595) Alle de inspirerede kristne skribenter henviser til eksempler fra De Hebraiske Skrifter. (1Kor 10:11) Der er ingen tvivl om at disse kristne skribenter brugte navnet Jehova når de citerede fra De Hebraiske Skrifter. De anerkendte De Hebraiske Skrifter som inspireret af Gud og betragtede dem som gavnlige til at gøre Guds-mennesket fuldt  udrustet til enhver god gerning. — 2Ti 3:16, 17; 2Pe 1:20, 21.

Efter apostlenes død citerede uinspirerede skribenter ofte fra De Græske Skrifter, ligesom de inspirerede kristne bibelskribenter havde citeret fra tidligere skrifter.

Der findes i dag over 13.000 papyrus- og pergamenthåndskrifter som indeholder alle De Kristne Græske Skrifter eller dele af dem, og som stammer fra tiden mellem det 2. og det 16. århundrede. Af disse er ca. 5000 på græsk, og resten er affattet på forskellige andre sprog. Over 2000 af de gamle håndskrifter indeholder evangelierne, og godt 700 rummer Paulus’ breve. Originalskrifterne findes ikke, men de ældste afskrifter stammer fra det 2. århundrede, kun kort tid efter at originalerne blev nedfældet. Dette store antal håndskrifter har med årene sat græskkyndige i stand til, ved et sammenlignende studium, at finde frem til en græsk tekst der er så godt som fejlfri, og som har kunnet danne et solidt grundlag for vore dages oversættelser af De Kristne Græske Skrifter. — Se BIBELHÅNDSKRIFTER.

Denne store mængde håndskrifter har resulteret i følgende udtalelse af en forsker: „De allerfleste ord i Det Nye Testamente berøres overhovedet ikke af kritikkens fintmærkende analyse, idet de er gengivet uden variationer og kun behøver at blive afskrevet. . . . Hvis man ser bort fra forholdsvis ubetydelige ting, som en ændring i rækkefølgen, indsættelse eller udeladelse af artiklen i forbindelse med egennavne og lignende, kan de ord der efter vor mening stadig er genstand for tvivl, næppe udgøre mere end en tusindedel af hele Det Nye Testamente.“ (The New Testament in the Original Greek, bd. I, s. 561) Hertil kan føjes Jack Finegans iagttagelse: „Det nære tidsmæssige forhold mellem de ældste håndskrifter af Det Nye Testamente og originalskrifterne er intet mindre end forbløffende. . . . Vor viden om størstedelen af de klassiske forfatteres værker er baseret på håndskrifter hvoraf de ældste stammer fra tiden mellem det 9. og det 11. århundrede e.Kr. . . . Det vil sige at teksten til Det Nye Testamente kan fastslås med større sikkerhed end teksten til nogen anden af oldtidens bøger. De ord hvormed Det Nye Testamentes skribenter henvendte sig til deres verden og tid, er over den store afstand på hundreder af år nået frem til os så godt som uforandrede i form og absolut usvækkede i kraft.“ — Light From the Ancient Past, 1959, s. 449, 450.

Som en uadskillelig del af Guds skrevne ord er De Kristne Græske Skrifter af uvurderlig værdi. De indeholder fire beretninger om Guds enestefødte søns tjeneste og fortæller om hans oprindelse, lære, eksempel, offerdød og opstandelse. Den historiske beretning om den kristne menigheds oprettelse og udgydelsen af den hellige ånd der bidrog til menighedens store fremgang, samt de detaljerede oplysninger om dens problemer og hvordan de blev løst — alt dette har stor betydning for den sande kristne menigheds virke i dag. De enkelte bøger der blev skrevet uafhængigt af hinanden til bestemte mennesker, med tanke på særlige situationer eller i en speciel hensigt, udgør tilsammen én stor, fuldstændig helhed hvori ingen detaljer mangler. Disse bøger fuldender den bibelske kanon og er nu af almen betydning og interesse, først og fremmest for det åndelige Israel, Guds menighed, og dernæst for alle andre der søger at opnå Guds godkendelse.

Oplysninger om hvem de 27 bøger er skrevet af, hvornår de er skrevet, hvad de indeholder, og beviserne for deres ægthed findes under de enkelte bøgers respektive navne.