Et enkelt eller et kunstfærdigt udført hovedtøj der blev båret af rangspersoner som tegn på deres værdighed, som for eksempel  konger, dronninger, andre regenter, præster og personer der på en særlig måde skulle hædres eller belønnes. Efter Vandfloden blev kronen brugt som et symbol på myndighed, værdighed, magt og ære, og som et hæderstegn.

Den tidligste form for krone var sandsynligvis diademet (hebr.: neʹzær), et simpelt bånd der formodentlig først blev brugt til at holde bærerens lange hår tilbage. Imidlertid blev det også antaget som kongelig hovedbeklædning blandt folk der havde kort hår. Sådanne hår- eller pandebånd kan ses på skulpturer fra Ægypten, Nineve og Persepolis. Senere viste man rangsforskelle ved at bruge diademer der var udført i forskellige farver, vævninger og mønstre. Nogle af disse bånd var 5 cm brede og var lavet af linned, silke og endog sølv og guld. Undertiden blev diademet båret uden på et andet hovedtøj, for eksempel en turban eller en hue. Man havde også diademer der skulle forestille en strålekrans, idet båndet var forsynet med spidse takker hele vejen rundt, og man havde diademer der var prydet med ædelsten.

Det hebraiske ord neʹzær kan foruden „diadem“ (2Kr 23:11) også betyde noget der er skilt fra, udtaget eller indviet, hvilket er ordets egentlige betydning. Derfor gengiver Ny Verden-Oversættelsen det meget passende med „indvielsestegn“ når det bruges om den salveolie hvormed ypperstepræsten blev salvet: „Indvielsestegnet [hebr.: neʹzær], hans Guds salveolie, er på ham.“ (3Mo 21:10-12; jf. 5Mo 33:16, fdn.), og om den guldplade som Israels ypperstepræst bar på sin turban med teksten: „Hellighed tilhører Jehova.“ — 2Mo 29:6; 39:30, fdn.; 3Mo 8:9.

Hebraiske konger, som for eksempel Saul, bar et diadem som værdighedstegn. (2Sa 1:10) Men der tales også om kroner i sædvanlig forstand, som oftest betegnet med det hebraiske ord ‛atarahʹ, der kommer af ‛atarʹ, som betyder „at omkranse, krone“. (Sl 8:5) Den krone (‛atarahʹ) David tog som krigsbytte fra ammonitterne i Rabba, sad oprindelig på afguden Malkams hoved. Det oplyses ikke hvilken form den havde, men „den havde en vægt på en guldtalent [ca. 34 kg], og der var kostbare sten på den“. Ifølge beretningen blev den „sat på Davids hoved“, idet han sikkert blot tog den på et øjeblik for at tilkendegive sin sejr over den falske guddom. — 1Kr 20:2; se MOLEK.

Nogle kroner var lavet af fint guld (Sl 21:3); andre var ydermere besat med kostbare sten. (2Sa 12:30) I nogle tilfælde var de sammensat af flere bånd eller diademer, og det lader til at det var på denne måde den ’kostelige krone’ som Job omtaler, var udformet. (Job 31:36) Ligeså „den prægtig krone“ der omtales i Zakarias 6:14. I begge tilfælde står ordet for „krone“ på hebraisk i flertal (hos Zakarias med udsagnsordet i ental), og der er uden tvivl tale om majestætsflertal.

Med hensyn til den troløse Zedekias, den sidste af de judæiske konger, befalede Jehova: „Fjern turbanen, løft kronen af.“ Der er måske her tale om en kongelig turban oven på hvilken der blev båret en guldkrone. (Jf. Sl 21:3; Es 62:3.) Begge disse symboler på kongemagt blev fjernet, og ifølge Guds forordning skulle der ikke være nogen som udøvede kongemagt på „Jehovas trone“ (1Kr 29:23) før hans messianske konge fremtrådte. — Ez 21:25-27; 1Mo 49:10.

I Ester 1:11; 2:17 og 6:6-10 omtales et ’kongeligt diadem’ som blev brugt i Perserriget. Det hebraiske ord for „diadem“ i denne beretning (kæʹthær) kommer af katharʹ, „at omringe (samle sig omkring)“. (Jf. Dom 20:43.) Bibelen beskriver ikke dette diadem nærmere, men den persiske konge selv bar sædvanligvis en hovedbeklædning i form af en stiv hue, måske af stof eller filt, med et blåt og hvidt bånd omkring, og dette bånd var egentlig et diadem.

Efter at Øvre- og Nedreægypten var blevet samlet under én regent, bar den ægyptiske farao en dobbeltkrone. Den nedreægyptiske krone (en flad, rød hue med en høj spids bagtil og en spiral foran) blev anbragt uden på den øvreægyptiske (en høj, kegleformet, hvid hovedbeklædning med en knop øverst). Foran på kronen sad sædvanligvis en uræusslange (den hellige ægyptiske kobra). Den assyriske konges hovedbeklædning, der er blevet beskrevet som en høj mitra, var formet af bånd af silke eller linned og ofte smykket med blomsterornamenter. Det var en slags kegleformet hovedbeklædning der mindede om vore dages fez, blot højere. De græske og romerske kroner var enklere; de var ofte stråleformede diademer eller havde form som kranse.

Jehova talte om at mændene satte armbånd på Oholas og Oholibas håndled og „smukke kroner“ på deres hoveder. (Ez 23:36, 42) I nyere tid har rige og fornemme arabiske kvinder båret kroner i form af juvelbesatte gulddiademer uden på en kuppelformet hue. En lignende hovedbeklædning kan være båret af visse kvinder i oldtiden.

Det græske ord for „krone“ er steʹfanos. For at gøre nar af Jesu kongeværdighed, og sikkert også for at øge hans lidelser, flettede de romerske soldater en tornekrone og satte den på hans hoved. (Mt 27:29; Mr 15:17; Joh 19:2) Der har været forskellige meninger om hvilken plante de brugte, men evangelisterne siger intet herom.

 Ved sportskampene brugte man kroner i form af blomster- eller løvkranse. (2Ti 2:5) Vinderne i de græske sportskampe fik en krone eller krans der var lavet af løv fra træer og smykket med blomster. Ved De Pythiske Lege fik sejrherrerne således en laurbærkrans, ved De Olympiske Lege en krans af vilde olivenblade og ved De Isthmiske Lege en krans af fyr.

Brugt billedligt. En dygtig hustru betragtes som „sin ægtemands krone“ fordi hendes gode adfærd gør hendes mand ære og øger hans anseelse. (Ord 12:4) Den symbolske kvinde Zion skulle blive „en hæderskrone“ i Jehovas hånd, måske i den forstand at han havde frembragt hende og nu holdt hende frem, så at sige, for at andre kunne beundre hans værk. — Es 62:1-3.

Paulus og hans rejsefæller oprettede en kristen menighed i Thessalonika, og Paulus omtalte den som deres „jubels krone“, noget af det der glædede dem allermest. — 1Ts 2:19, 20; jf. Flp 4:1.

Grå hår er en prægtig „hæderskrone når de findes på retfærdigheds vej“; det vil sige at et liv levet i frygt for Jehova er smukt i hans øjne, og alle bør respektere den aldrendes gode eksempel. (Ord 16:31; se 3Mo 19:32.) Visdom er som en krone der ophøjer sin ejermand og vinder ham respekt. (Ord 4:7-9) Jesus Kristus, der var blevet gjort „lidt ringere end engle“, blev „kronet med herlighed og ære [som en himmelsk åndeskabning der blev ophøjet langt over englene] for at have lidt døden“. (He 2:5-9; Flp 2:5-11) I himmelen bliver Jesu salvede disciple belønnet for deres trofasthed med „herlighedens uvisnelige krone“, en krone som er „uforgængelig“. (1Pe 5:4; 1Kor 9:24-27; 2Ti 4:7, 8; Åb 2:10) Men troløse der svigter Rigets interesser på jorden, vil miste den himmelske krone. Den herliggjorte Jesus Kristus formanede derfor: „Bliv ved med at holde fast ved det du har, for at ingen skal tage din krone.“ — Åb 3:11.

I De Kristne Græske Skrifter er ordet diaʹdēma gengivet med „diadem“ i nyere oversættelser. Det bruges altid som et symbol på kongelig værdighed, hvad enten denne er virkelig eller blot påtaget. Den store, ildrøde drage, Satan Djævelen, har et diadem på hvert af sine syv hoveder. (Åb 12:3, 9) Det symbolske syvhovedede vilddyr der stiger op af havet, har et diadem på hvert af sine ti horn. (Åb 13:1) Den der kaldes Trofast og Sand, Jesus Kristus, har „mange diademer“ på sit hoved, men disse er skænket ham af Jehova, den retmæssige kilde til magt og myndighed. (Åb 19:11-13; 12:5, 10) I Åbenbaringen 6:2 og 14:14 skildres Jesus Kristus i overensstemmelse hermed som bærende en krone (steʹfanos).