Kronologi
Ordet „kronologi“ kommer af det græske chronologiʹa (af chroʹnos, tid, og leʹgō, at sige, tælle, beregne), dvs. „beregning af tiden, tidsregning“. Ved hjælp af kronologien er det muligt at placere begivenhederne i deres rette tidsfølge og sammenhæng og at sætte de rette tidsangivelser på de enkelte begivenheder.
Jehova er „den gamle af dage“ og Evighedens Gud. (Da 7:9; Sl 90:2; 93:2) At han nøje overholder tiden, ses ikke alene i den enestående præcision hvormed himmellegemerne bevæger sig, men også i den bibelske beretning om hans gerninger. Som en opfyldelse af sine løfter eller profetier har han ladet begivenheder indtræffe på det forudsagte tidspunkt, uanset om det mellemliggende tidsrum udgjorde en dag (2Mo 9:5, 6), et år (1Mo 17:21; 18:14; 21:1, 2; 2Kg 4:16, 17), årtier (4Mo 14:34; 2Kr 36:20-23; Da 9:2), århundreder (1Mo 12:4, 7; 15:13-16; 2Mo 12:40, 41; Ga 3:17) eller årtusinder (Lu 21:24; se NATIONERNES FASTSATTE TIDER). Vi forsikres om at hans hensigter vedrørende fremtiden vil blive fuldbyrdet til den forudsagte tid, helt frem til dagen og timen. — Hab 2:3; Mt 24:36.
Det var Guds hensigt at mennesket, der var dannet i Skaberens billede og lighed (1Mo 1:26), skulle udmåle tiden. Allerede i det første kapitel i Bibelen siges det at „lysgivere på den udstrakte himmel“ skulle „sætte skel mellem dagen og natten“, og at de skulle „tjene til tegn og til afmærkning af årstider og til afmærkning af dage og år“. (1Mo 1:14, 15; Sl 104:19) (Hvordan menneskene helt fra begyndelsen har lagt mærke til himmellegemernes bevægelser og inddelt tiden efter dem, er behandlet i artiklerne DAG; KALENDER; MÅNE; UGE; ÅR.) Menneskene har holdt regnskab med tiden og gjort deres optegnelser lige fra Adams tid og indtil den dag i dag. — 1Mo 5:1, 3-5.
Æraer. En nøjagtig tidsregning kræver at man vælger et punkt på tidens strøm hvorfra man tæller enten frem eller tilbage i tidsenheder (timer, dage, måneder, år). Dette udgangspunkt kan være enten solopgang (til udmåling af dagens timer), en nymåne (til udmåling af månedens dage) eller forårets begyndelse (til udmåling af årets længde). Til at holde regnskab med længere tidsafsnit har man gjort brug af „æraer“, idet man som udgangspunkt for en æra har valgt en skelsættende begivenhed hvorfra man regnede en tidsperiode der strakte sig over mange år. Når man for eksempel i kristenheden siger at det i dag er „den 1. oktober 1997 e.v.t. (efter vor tidsregning)“, mener man at det i dag er „den første dag i den 10. måned i det 1997. år efter det tidspunkt der anses for at være tidspunktet for Jesu fødsel“.
I den verdslige historie er en sådan tidsregning ved hjælp af „æraer“ af ret sen dato. Grækerne, som formodentlig er de første der har gjort brug af æraer i tidsregningen, begyndte sandsynligvis på dette i det 4. århundrede f.v.t. (før vor tidsregning). De inddelte tiden i perioder på fire år, „olympiader“, begyndende med den første olympiade, der sættes til år 776 f.v.t. Desuden benævnte de ofte et år efter en bestemt embedsmands embedsperiode. Romerne regnede tiden fra det traditionelle tidspunkt for byen Roms grundlæggelse, 753 f.v.t. De henviste også til de enkelte år ved at angive navnene på de to konsuler der varetog dette embede det pågældende år. Ikke før det 6. århundrede e.v.t. foretog en munk ved navn Dionysius Exiguus den tidsudregning der tog sit udgangspunkt i Kristi fødsel, som blev begyndelsen til „den kristne æra“, og som nu, mere nøjagtigt, kaldes „vor tidsregning“. Muslimerne har Muhameds flugt fra Mekka (hidjrah eller hedjra) i 622 e.v.t. som udgangspunkt for deres tidsregning. De gamle ægyptere, assyrere og babyloniere synes derimod ikke konsekvent at have gjort brug af et sådant kronologisk system med æraer over et tidsrum af længere varighed.
I Bibelen dateres begivenhederne ikke efter et kronologisk system der har en enkelt markant begivenhed som udgangspunkt for alle efterfølgende begivenheder. Det betyder dog ikke at man ikke havde en tidsregning hvorefter man kunne placere begivenhederne nøjagtigt på tidens strøm. Den omstændighed at bibelskribenterne for bestemte begivenheder kunne anføre præcise tidsangivelser som spændte over flere hundrede år, viser at det israelitiske folk og dets forfædre ikke manglede interesse for at tidsfæste begivenhederne. Moses kunne således skrive: „Ved udløbet af de fire hundrede og tredive år [regnet fra det tidspunkt da Abraham gik over Eufratfloden ind i Kana’ans land, og da Gud utvivlsomt lod pagten med ham træde i kraft], ja på netop den dag, gik alle Jehovas hære ud af Ægyptens land.“ (2Mo 12:41; se UDGANGEN AF ÆGYPTEN; jf. Ga 3:16, 17.) Atter siges der, i 1 Kongebog 6:1, at det var „i det fire hundrede og firsindstyvende år efter at Israels sønner var draget ud af Ægyptens land“ at kong Salomon begyndte at bygge templet i Jerusalem. Dog kom hverken ikrafttrædelsen af pagten med Abraham eller udgangen af Ægypten til at danne begyndelsen til en æra som et udgangspunkt hvorfra tiden regnedes når andre begivenheder blev omtalt.
Man må derfor ikke forvente at kronologien i Bibelen svarer nøjagtigt til et moderne kronologisk system hvori alle begivenheder kan tidsfæstes med matematisk nøjagtighed i forhold til et givet tidspunkt i fortiden, som for eksempel begyndelsen til den kristne æra. Som oftest blev begivenhederne anbragt på tidens strøm på samme måde som man naturligt gør det i dag. Ligesom man i dag tidsfæster en begivenhed ved for eksempel at sige at „det var året efter den hårde vinter“, eller at „det var fem år efter Anden Verdenskrig“, således tidsfæstede bibelskribenterne de begivenheder de berettede om, efter begivenheder som var forholdsvis nye og almindeligt kendte dengang.
I nogle tilfælde er det ikke muligt at angive det nøjagtige tidspunkt for visse begivenheder fordi det tidspunkt bibelskribenten benytter som udgangspunkt, ikke er kendt. Det kan også forekomme at en bibelskribent benytter mere end ét udgangspunkt at datere begivenhederne efter i den historiske periode han beskriver. Denne vekslen i udgangspunkter er ikke tegn på uklarhed eller usikkerhed hos bibelskribenten; man kan nemlig ikke bedømme hans metoder efter vor moderne opfattelse af hvordan begivenheder bør refereres og dateres. Og selv om der i nogle af de vanskeligere tilfælde kan være tale om afskriverfejl, er det ikke klogt i andre tilfælde at antage at dette er forklaringen når der ikke findes holdepunkter herfor i form af afvigende læsemåder i gamle bibelhåndskrifter. Det allerede eksisterende materiale vidner på overbevisende måde om den bemærkelsesværdige nøjagtighed og omhu hvormed Bibelens bøger er blevet afskrevet, og hvorved skrifternes uangribelighed er blevet bevaret. — Se BIBELHÅNDSKRIFTER; SKRIFTLÆRD.
Bibelens kronologi og den verdslige historie. Der er ofte givet udtryk for at man burde „samordne“ Bibelens tidsregning med de tidsangivelser der findes i verdslige historiske kildeskrifter og få dem til at stemme overens. Eftersom sandheden er det der stemmer med virkeligheden eller kendsgerningerne, ville en sådan samordning være ønskelig — hvis man kunne påvise at de verdslige historiske kildeskrifter var utvetydige og helt igennem nøjagtige og pålidelige og således udgjorde en nøjagtig norm som man kunne sammenligne med. Eftersom bibelkritikere ofte har fremstillet Bibelens tidsregning som stående tilbage for de hedenske folkeslags, vil det være umagen værd at undersøge nogle af de gamle historiske beretninger tilhørende folk og nationer hvis liv og virke berørte eller havde forbindelse med de folk og begivenheder Bibelen beretter om.
Mere end noget andet skrift fra oldtiden udmærker Bibelen sig ved at være en historisk bog. De historiske indskrifter som stammer fra de gamle ægyptere, assyrere, babyloniere, medere, persere og andre gamle folkeslag, er for størstedelens vedkommende fragmentariske, og de der omhandler den tidligste tid, er dunkle og tydeligvis sagn og legender. Således begynder det oldtidsdokument der er kendt som „Den Sumeriske Kongeliste“: „Da kongeværdigheden var udgået fra himmelen, var kongedømmet (først) i Eridu. (I) Eridu (blev) A-lulim konge og herskede i 28.800 år. Alalgar herskede i 36.000 år. To konger herskede (således) over det i 64.800 år. . . . (I) Bad-tibira herskede En-men-lu-Anna i 43.200 år; En-men-gal-Anna herskede i 28.800 år; guden Dumu-zi, en hyrde, herskede i 36.000 år. Tre konger herskede (således) over det i 108.000 år.“ — Ancient Near Eastern Texts ved J. B. Pritchard, 1974, s. 265; også Babylonske og Assyriske Kongers Historiske Indskrifter ved O. E. Ravn, 1934, s. 27.
Det man véd fra ikkebibelske kilder om disse gamle folkeslag, er møjsommeligt stykket sammen af oplysninger hentet fra monumenter, tavler og de (senere) græske og romerske historikere fra den klassiske oldtid. Arkæologerne har fremdraget i titusindvis af lertavler med assyrisk–babylonisk kileskrift samt et stort antal ægyptiske papyrusruller, men størstedelen af disse indeholder religiøse tekster eller er forretningsdokumenter såsom købekontrakter, regninger og skøder. Det betydeligt mindre antal historiske skrifter som er bevaret enten på tavler, cylindre, steler eller monumenter, er hovedsagelig tekster der forherliger regenterne og skildrer deres militære bedrifter i blomstrende vendinger.
I modsætning hertil indeholder Bibelen en usædvanlig sammenhængende og detaljeret historisk beretning der spænder over ca. 4000 år, usædvanlig derved at den — bemærkelsesværdigt kontinuerligt — skildrer ikke alene begivenheder fra menneskets tilblivelse og frem til landshøvdingen Nehemias’ tid, det 5. århundrede f.v.t., men også i store træk — ved hjælp af Daniels profeti (historie skrevet på forhånd) i Daniels Bog, kapitel 11 — dækker perioden fra Nehemias’ tid og frem til Jesus og apostlene. Bibelen giver en levende og virkelighedstro skildring af Israels nation lige fra dens grundlæggelse. Den fortæller ærligt om nationens stærke og svage sider, dens sejre og nederlag, dens sande og falske gudsdyrkelse, de velsignelser den erfarede, såvel som de domme og ulykker der kom over den. Selv om denne ærlighed alene ikke er en garanti for en pålidelig kronologi, giver den god grund til at fæste lid til bibelskribenternes integritet og deres oprigtige ønske om at fortælle sandheden.
Bibelens krønikeskrivere, som for eksempel nedskriverne af Første og Anden Kongebog og af Første og Anden Krønikebog, havde utvivlsomt adgang til detaljerede, officielle optegnelser. Det fremgår af de omfattende slægtsregistre de opstillede, og som indeholder flere hundrede navne; det fremgår ligeledes af deres sammenhængende og saglige fremstilling af henholdsvis Judas og Israels kongers historie og deres forhold til andre nationer og til hinanden. Nogle historieforskere er stadig i tvivl om visse assyriske og babyloniske kongers kronologiske placering, også med hensyn til konger i de senere dynastier. Men om rækkefølgen af Judas og Israels konger hersker der ikke nogen tvivl.
Der henvises i Bibelen til „Bogen om Jehovas Krige“ (4Mo 21:14, 15), „bogen med Israels kongers historie“ (1Kg 14:19; 2Kg 15:31), „bogen med Judas kongers historie“ (1Kg 15:23; 2Kg 24:5) og „bogen med Salomons historie“ (1Kg 11:41), hvortil kommer de mange henvisninger til lignende annaler eller officielle dokumenter som Ezra og Nehemias henviser til. Dette viser at bibelskribenterne ikke forlod sig på deres hukommelse eller på den mundtlige overlevering, men at deres oplysninger var veldokumenterede. De bibelske historikere henviser også til andre landes statsdokumenter og annaler, idet nogle dele af Bibelen er skrevet i lande uden for Israel, som for eksempel Ægypten, Babylon og Persien. — Se BOG; ESTERS BOG; EZRAS BOG.
En omstændighed der uden tvivl medvirkede til at israelitterne nøje holdt regnskab med tiden og antallet af forløbne år — i hvert fald så længe de trofast overholdt Moseloven — var den at de skulle overholde sabbatsårene og jubelårene og derfor inddelte tiden i 7-års og 50-års perioder. — 3Mo 25:2-5, 8-16, 25-31.
Noget der især adskiller Bibelen fra samtidige hedenske skrifter, er den stærke tidsfornemmelse man mærker hele vejen igennem den, og som gælder ikke blot fortiden og nutiden, men også fremtiden. (Da 2:28; 7:22; 8:18, 19; Mr 1:15; Åb 22:10) Det enestående profetiske element bevirkede at nøjagtighed i de kronologiske oplysninger var af langt større betydning for israelitterne end for nogen af de hedenske folk, da profetierne ofte drejede sig om bestemte tidsperioder. Som Guds bog fremhæver Bibelen at Gud opfylder sit ord punktligt og til tiden (Ez 12:27, 28; Ga 4:4), og viser at specifikke profetier var tegn på hans guddommelighed. — Es 41:21-26; 48:3-7.
Det er rigtigt at nogle af de ikkebibelske dokumenter er adskillige hundrede år ældre end de ældste bibelhåndskrifter man hidtil har fundet. Hugget i sten eller prentet i ler kan nogle af de gamle hedenske skriftlige dokumenter synes imponerende, men dette er ikke nogen garanti for at de er nøjagtige og ikke indeholder forkerte oplysninger. Ikke materialet, men skribenten, hans formål med at skrive, hans respekt for sandheden og hans fastholden ved rette principper er dét der har betydning og er grundlaget for om man kan fæste lid til hans oplysninger, kronologiske såvel som andre. Den værdi som de verdslige dokumenter måtte synes at have på grund af deres høje alder, reduceres betydeligt på grund af indholdets langt ringere kvalitet i forhold til Bibelen. Da der øjensynlig blev brugt forgængelige materialer, som for eksempel papyrus og pergament, ved nedskrivningen af Bibelens bøger, kan den fortsatte brug af disse samt vejrligets nedbrydende virkning i det meste af Israel (til forskel fra det usædvanlig tørre klima i Ægypten) udmærket forklare hvorfor der ingen originale håndskrifter findes i dag. Men som en bog der er inspireret af Jehova, er Bibelen blevet omhyggeligt afskrevet og bevaret i sin fuldstændige form indtil den dag i dag. (1Pe 1:24, 25) Den guddommelige inspiration, ved hjælp af hvilken Bibelens historikere nedfældede deres beretninger, er en garanti for bibelkronologiens pålidelighed. — 2Pe 1:19-21.
Som forklaring på hvorfor verdslige historiske værkers tidsangivelser ikke kan bruges som målestok for nøjagtigheden af Bibelens kronologi, kan anføres følgende karakteristik udtalt af forfatteren C. W. Ceram om „videnskaben om den historiske datering“: „Nærmer man sig som ung studiet af oldtidshistorien for første gang, oplever man snart den dag, da man betages af ærefrygt for den sikkerhed, hvormed den moderne historiker daterer begivenheder, som ligger tusinder af år tilbage. Denne ærefrygt vokser under det fortsatte studium, når man kommer i berøring med de historiske kilder og ser, hvor fattige, unøjagtige og forløjede de allerede var, da de blev til — og når man ser, hvor brudstykkeagtigt de er kommet til os, halvt ødelagte af tidens tand eller af den ilde medfart, mennesker har givet dem. Men efterhånden som studiet bliver langvarigere, skal det såmænd nok hænde, at man en skønne dag står ganske fortvivlet over for datahistoriens talskelet og opdager, at på dette skelet ville kun skæve og forvoksede legemer have kunnet leve — medens en dyb og sikker anelse dog siger os, at de gamle kulturer voksede ganske organisk op. Så begynder vi at tvivle om enhver dato.“ — Hittiternes Gaade, 1955, s. 108.
Denne bedømmelse synes måske ekstrem, men er med hensyn til de verdslige historiske kilder ikke grundløs. Som det vil fremgå af det følgende, er der ingen grund til at tvivle på nøjagtigheden af Bibelens kronologi blot fordi visse verdslige kilder afviger fra den. Tværtimod er det kun når den verdslige kronologi stemmer med Bibelens, at man kan fæste nogen lid til den verdslige datering. Når man undersøger dokumenterne fra de hedenske nationer der havde forbindelse med Israels nation, må man naturligvis gøre sig klart at nogle af de uoverensstemmelser der synes at være, blot kan skyldes at man i dag ikke helt forstår de metoder som oldtidens verdslige historikere brugte når de tidsfæstede begivenheder, ligesom man måske heller ikke helt forstår de metoder de bibelske historikere brugte. Men bortset fra dette er der rigeligt med vidnesbyrd om direkte skødesløshed og unøjagtighed, eller ligefrem overlagt forfalskning, i de hedenske historikeres og kronologers dokumenter.
Ægyptisk kronologi. Den ægyptiske historie mødes på forskellige punkter med den israelitiske. I dette værk ansætter vi 1728 f.v.t. som det år israelitterne drog ned til Ægypten, og 1513 f.v.t. for deres udgang 215 år senere. Farao Sjisjaks angreb på Jerusalem indtraf i Rehabeams femte regeringsår, 993 f.v.t.; kong So af Ægypten levede i Hosjeas regeringstid (ca. 758-740 f.v.t.); og farao Nekos felttog der medførte Josias’ død, fandt sandsynligvis sted i 629 f.v.t. (1Kg 14:25; 2Kg 17:4; 2Kr 35:20-24) Afvigelsen mellem disse tidsangivelser og dem der almindeligvis anføres af nutidens historikere, er på omkring hundrede år eller mere for udgangen af Ægypten og indsnævres til ca. 20 år på farao Nekos tid. Det følgende viser hvorfor vi foretrækker at bruge den kronologi der bygger på den bibelske tidsregning.
Når historikerne i dag udforsker Ægyptens oldtidshistorie, støtter de sig hovedsagelig til nogle gamle dokumenter der indeholder annaler eller kongerækker. Heriblandt kan nævnes den fragmentariske Palermo-sten, som opregner hvad der anses for at være de første fem dynastier i Ægyptens historie, den meget ufuldstændige Torino-papyrus, der anfører en række konger og deres regeringstider fra „Det Gamle Rige“ og et stykke ind i „Det Nye Rige“, samt flere ligeledes fragmentariske inskriptioner hugget i sten. For at kunne koordinere disse uafhængige dokumenter og opstille en sammenhængende kronologi støtter man sig til Manetho, en ægyptisk præst fra det 3. århundrede f.v.t. som skrev et værk om Ægyptens historie og religion hvori han inddeler de ægyptiske herskere i 30 dynastier — en inddeling som ægyptologerne følger den dag i dag. På grundlag af disse kilder, samt astronomiske beregninger der bygger på ægyptiske tekster som beskæftiger sig med månefaser og Hundestjernens (Sothis’) opgang, har man opstillet en kronologisk tabel.
Problemer i den ægyptiske kronologi. Usikkerheden er stor. Manethos værk, som man bruger for at ordne de fragmentariske kongerækker og andre inskriptioner, er kun bevaret i skrifter af senere historikere, som for eksempel Josefus (1. årh. e.v.t.), Sextus Julius Africanus (3. årh. e.v.t., altså over 500 år efter Manethos tid), Eusebios (4. årh.) og Syncellus (slutningen af det 8. eller begyndelsen af det 9. årh.). Ifølge professor W. G. Waddell er deres citater fra Manetho fragmentariske og ofte forvanskede, med det resultat at „det er yderst vanskeligt at blive helt på det rene med hvad der virkelig stammer fra Manetho, og hvad der er uægte eller forvansket“. Efter at have påpeget at Manethos kildemateriale indbefattede uhistoriske sagn og overleveringer der „indførte konger som deres helte, uden hensyn til den kronologiske orden“, siger han: „Der har været mange fejl i Manethos værk lige fra begyndelsen; de kan ikke alle føres tilbage til afskriverne og bearbejderne. I mange tilfælde har man fundet regeringstidernes længde umulig; i nogle tilfælde har Manethos opgivelser af navne på konger og den rækkefølge hvori de regerede, vist sig uholdbare når de blev sammenholdt med mindesmærkernes vidnesbyrd.“ — Manetho, indledningen, s. vii, xvii, xx, xxi, xxv.
Mange af de ekstremt lange tidsperioder Manetho opgiver, lader sig muligvis forklare med at nogle af dynastierne regerede samtidig og ikke efter hinanden. T. Nicklin siger således i bogen Studies in Egyptian Chronology (Blackburn 1928, s. 39): „De manethoske dynastier . . . er ikke fortegnelser over konger som regerede over hele Ægypten, men er fortegnelser dels over mere eller mindre uafhængige fyrster og dels . . . over fyrsteslægter hvorfra der senere udgik regenter som herskede over hele Ægypten.“ Professor Waddell (s. 1-9) bemærker at der „måske herskede flere ægyptiske konger på en og samme tid; . . . det var således ikke en række af konger der efterfulgte hinanden på tronen, men flere konger der regerede samtidig i forskellige områder. Derved bliver det samlede antal år så stort.“
Det er uden tvivl disse problemer i den ægyptiske kronologi der får nutidige historikere til at ansætte så høje årstal i den ægyptiske historie og føre dens begyndelse helt tilbage til år 3000 f.v.t. Eftersom den jordomspændende vandflod ifølge Bibelen indtraf i 2370 f.v.t., må Ægyptens historie imidlertid være begyndt senere end dette.
Ægyptologerne fæster større lid til selve de gamle inskriptioner. Men de ægyptiske skriveres omhu, sandfærdighed og pålidelighed er på ingen måde hævet over mistanke. Som professor J. A. Wilson siger: „En advarsel bør fremsættes om de ægyptiske inskriptioners nøjagtighed og historiske værdi. Det var en verden fuld af . . . gudesagn og mirakler.“ Efter at have antydet at skriveren ikke generede sig for at lave om på tidsangivelserne for at vise den regerende monark en særlig ære, tilføjer han: „Historikeren vil acceptere sine data som de er, medmindre der er tydelige grunde til at drage dem i tvivl; men han må være rede til at ændre opfattelse så snart nyt materiale kaster nyt lys over den tidligere fortolkning.“ — The World History of the Jewish People, 1964, bd. 1, s. 280, 281.
Ingen oplysninger om Israel. Ingen af de ægyptiske inskriptioner man kender til, fortæller noget om israelitternes 215 år lange ophold i landet eller om deres udgang derfra. Det er dog ikke overraskende, for ægypterne undlod som regel at nævne noget der stillede dem selv i et ugunstigt lys, og de undså sig heller ikke for at ødelægge beretningerne om en tidligere regent hvis de ikke faldt i den regerende faraos smag. Således lod Thotmes III efter dronning Hatshepsuts død hendes navn og symboler mejsle ud af de mindesmærker hun havde sat.
Eftersom den farao der regerede da israelitterne drog ud af Ægypten, ikke er navngivet i Bibelen, er bestræbelserne for at identificere ham baseret på gisninger. Dette forklarer til dels hvorfor nutidige historikeres beregninger af tiden for udgangen varierer fra 1441 til 1225 f.v.t., en forskel på over 200 år.
Assyrisk kronologi. Fra Salmanassar III’s tid (begyndelsen af det 1. årtusind f.v.t.) omtaler de assyriske inskriptioner berøring med israelitterne, og i nogle tilfælde nævnes judæiske og israelitiske konger ved navn. Nogle af de assyriske inskriptioner prydede paladsernes vægge; andre var kongelige annaler, kongelister, som dem der er fundet i Khorsabad, og limmu- eller eponymlister.
Assyriske kongeindskrifter og annaler. Om de assyriske kongeindskrifter siger Albert Olmstead i sit værk Assyrian Historiography (1916, s. 5, 6): „Vi kan . . . bruge den officielle indskrift til udfyldning af hullerne i annalerne [kongekrøniker som opregner årets begivenheder], men den har ikke den mindste værdi når den ikke stemmer med originalen.“ Efter at have vist at hovedformålet med kongeindskrifterne ikke var at give en sammenhængende historisk beretning om monarkens regeringstid, tilføjer han: „Lige så alvorligt er det at de sjældent anfører begivenhederne i kronologisk orden. . . . At de må anvendes med forsigtighed, skulle være tydeligt.“
Om annalerne siger han: „Vi har her en egentlig kronologi, og hvis der undertiden kan findes fejl i den, begået med forsæt eller på anden vis, er i hvert fald den relative kronologi i almindelighed korrekt. . . . Men det ville være meget forkert at antage at annalerne altid er pålidelige. Tidligere historikere har i alt for vid udstrækning godtaget deres angivelser medmindre de havde et afgjort bevis for deres unøjagtighed. I de sidste få år har man fremdraget en mængde nyt materiale som vi måske kan bruge til en kritisk undersøgelse af Sargon-dokumenterne. . . . Føj hertil hvad fremmede kilder, som for eksempel de hebraiske og babyloniske, kan oplyse, og vi behøver næppe at studere Assyriens egen historie for at blive overbevist om at annalerne langtfra er pålidelige.“
Hertil kan føjes hvad professor D. D. Luckenbill siger: „Man opdager hurtigt at det motiv der drev de kongelige skrivere, ikke var at give en nøjagtig skildring af de begivenheder som fandt sted år efter år under kongens regering. Undertiden ser det ud til at der er byttet rundt på felttogene uden påviselig grund, men som oftest er det tydeligt at den kongelige forfængelighed krævede at man tog let på den historiske nøjagtighed.“ — Ancient Records of Assyria and Babylonia, 1926, bd. I, s. 7.
Efterhånden som man kom længere ind i en konges regeringstid, blev de kongelige annaler ofte underkastet en drastisk revision. I de senere udgaver kom nye begivenheder til, men det lykkedes tilsyneladende også at manipulere med tidligere tal og oplysninger for at gøre kongen tilpas. For eksempel nævner professor Olmstead at Assurbanipal „koldt beregnende tog bid efter bid af sin faders to sidste felttog mod Ægypten indtil der i den sidste udgave ikke er noget som han ikke selv tager æren for“. — Assyrian Historiography, s. 7.
Eksemplerne på en sådan åbenlys upålidelighed, tilsigtet eller utilsigtet, er utallige. Når skriverne udarbejdede tributlister, undså de sig ikke for at opføre en konge som vasal der betalte tribut, selv om han — som det fremgår af andre historiske optegnelser — var død på det tidspunkt. George Smith anfører et eksempel hvor en tributliste udarbejdet under Asarhaddon, 13 år senere tillægges hans søn Assurbanipal, og han siger at denne senere liste „højst sandsynligt er en direkte kopi af den tidligere liste, uden at der er gjort noget forsøg på at undersøge om de pågældende konger stadig regerede, og om de rent faktisk betalte tribut“. — The Assyrian Eponym Canon, London 1875, s. 179.
Eponymlister (limmulister). Trods dette er nutidige kronologer stort set enige om at eponymlisterne på en eller anden måde har undgået en sådan forvanskning, og at de praktisk taget er fejlfri. Eponymlister, også kaldet limmulister, er slet og ret fortegnelser over embedsmænds navne og rang eller over deres navne ledsaget af en kort bemærkning om et felttog eller en anden mindeværdig begivenhed. Her anføres et uddrag af en af dem:
Bel-harran-bel-usur
(statholder) i Guzana
mod Damaskus
—
Salmanassar
satte sig på tronen
Marduk-bel-usur
(statholder) i Amedi
i landet
Mahde
(statholder) i Nineve
mod [Samaria]
Assur-ishmeani
(statholder) i [Kakzi]
mod [Samaria]
Salmanassar
konge af Assyrien
mod [Samaria]
Som det ses af dette eksempel, gives der ingen egentlige tidsangivelser. Man antager imidlertid at hvert navn på listen repræsenterer et år, sådan at man kan tælle årene ved at tælle navnene. Ved hjælp af disse eponymlister forsøger nutidige historikere at harmonisere den assyriske historie med den bibelske, især for perioden fra 911 til 649 f.v.t., som navnene eller eponymerne henføres til. Som udgangspunkt benytter de henvisningen til en solformørkelse ud for en vis Bur-Sagale, der var statholder i Guzana. Denne solformørkelse angives at have fundet sted i måneden sivan (maj-juni), og historikerne daterer den almindeligvis til den 15. juni 763 f.v.t. Pålideligheden af denne datering, der benyttes som grundlag for en harmonisering af Assyriens historie med Judas og Israels, er behandlet i afsnittet „Astronomiske beregninger“.
Eftersom oplysningerne på eponymlisterne er meget knappe (i sammenligning med annalerne og andre tekster), er det indlysende at muligheden for at opdage fejl er betydeligt reduceret. Når der er uoverensstemmelser mellem eponymlisterne og annalerne, for eksempel når et felttog er placeret i et andet regeringsår eller et andet eponymat, foretrækker nutidige historikere dog som regel at henføre fejlen til annalerne og ikke til eponymlisterne. End ikke „Assyriens synkronistiske historie“, en berømt tavle der indeholder en kort beretning om samkvemmet mellem Assyrien og Babylonien i en periode på flere hundrede år, hævdes at være helt fejlfri. A. T. Olmstead fremlægger vidnesbyrd om at dette dokument blot er en kopi af en tidligere kongeindskrift, og siger: „Vi kan derfor ikke engang betragte vort dokument som historisk i egentlig forstand, men blot som en inskription der blev affattet til [den assyriske hovedgud] Assurs og hans folks ære. . . . Når vi anlægger dette synspunkt, foruroliges vi ikke længere over de talrige fejl, selv i kongernes rækkefølge, som i høj grad begrænser dokumentets værdi på de steder hvor dets vidnesbyrd er mest tiltrængt.“ — Assyrian Historiography, s. 32.
Det siger sig selv at de skiftende registreringsmetoder der findes i eponymlisterne, gør det meget vanskeligt for forskerne i dag at opstille en nøjagtig kronologi, især når man betænker at registreringen af data der dækker en periode på flere hundrede år, blev foretaget af skrivere der åbenbart ikke lagde særlig stor vægt på omhu og historisk nøjagtighed. Desuden er det tydeligt at nutidens historikere føler sig berettigede til at korrigere eller se bort fra de assyriske eponymlister når andre faktorer eller vidnesbyrd taler for det.
Af det foregående kan man slutte at enten er den assyriske historieskrivning af meget lav karat, eller også forstås den ikke fuldt ud af vore dages historikere. Uanset hvordan det forholder sig, føler vi os ikke forpligtede til at forsøge at harmonisere bibelkronologien med historien som den præsenteres i de assyriske optegnelser. Derfor omtaler vi i dette værk kun de tydeligt sammenfaldende begivenheder i Assyriens og Israels/Judas historie, sådan som de er refereret i Bibelen.
Babylonisk kronologi. Babylon træder især ind i bibelhistorien fra Nebukadnezar II’s tid. Denne konges fader, Nabopalassar, grundlagde det såkaldte nybabyloniske rige, som endte med Nabonids og hans søn Belsazzars regering da Babylon blev indtaget af perseren Kyros. Det er en periode som har særlig interesse for bibelforskere, da den omfatter det tidspunkt da Jerusalem blev ødelagt af babylonierne og størstedelen af de 70 år hvori jøderne var i landflygtighed.
Ifølge Jeremias 52:28 blev de første jøder ført i landflygtighed til Babylon i Nebukadnezars (Nebukadrezars) syvende regeringsår. I overensstemmelse hermed siger en kileskrifttekst som tilhører Den Babyloniske Krønike (British Museum 21946): „Det syvende år: I kislev måned mønstrede kongen af Akkad sin hær og marcherede mod Hattu. Han slog lejr mod byen i Juda, og på den anden dag i adar måned indtog han byen (og) tog (dens) konge [Jojakin] til fange. Han indsatte en konge efter sit eget valg [Zedekias] i byen, tog den store tribut og bragte den til Babylon.“ (Assyrian and Babylonian Chronicles, A. K. Grayson, 1975, s. 102; jf. 2Kg 24:1-17; 2Kr 36:5-10.) (BILLEDE, bd. 2, s. 326) For de sidste 32 år af Nebukadnezars regeringstid findes der ingen historiske optegnelser i krønikeform bortset fra en fragmentarisk inskription om et felttog mod Ægypten i hans 37. år.
Med hensyn til Awel-Marduk (Evil-Merodak, 2Kg 25:27, 28) har man kun fundet kileskrifttavler indtil hans andet regeringsår. Og vedrørende Neriglissar, som skal have efterfulgt Awel-Marduk, er der bevaret tavler med kontrakter som er dateret til hans fjerde regeringsår.
En af de babyloniske lertavler hjælper os til at forbinde den babyloniske kronologi med den bibelske. Denne tavle indeholder følgende astronomiske oplysninger angående Kyros II’s søn Kambyses II’s syvende regeringsår: „År 7, tammuz, natten til den 14., 12/3 dobbelttime [3 timer og 20 minutter] efter nattens frembrud, en måneformørkelse; synlig i sit fulde forløb; den strakte sig over den nordlige halvdel af [måne]skiven. Tebet, natten til den 14., to og en halv dobbelttime [5 timer] om natten før morgenen [altså den sidste del af natten], var måneskiven formørket; det fulde forløb var synligt; mørket strakte sig over den sydlige og den nordlige del.“ (Inschriften von Cambyses, König von Babylon af J. N. Strassmaier, Leipzig 1890, nr. 400, linje 45-48; Sternkunde und Sterndienst in Babel af F. X. Kugler, Münster 1907, bd. I, s. 70, 71) Disse to måneformørkelser kan øjensynlig identificeres med dem der kunne ses over Babylon den 16. juli 523 f.v.t. og den 10. januar 522 f.v.t. (Canon of Eclipses af Theodor v. Oppolzer, oversat fra tysk af O. Gingerich, 1962, s. 335) Tavlen viser i så fald at Kambyses II’s syvende år begyndte i foråret 523 f.v.t.
Det vil sige at Kambyses II’s første regeringsår var 529 f.v.t., og at hans tiltrædelsesår, det sidste år Kyros II herskede som konge af Babylon, var 530 f.v.t. Den sidste tavle der er dateret til Kyros II’s regeringstid, er fra hans 9. år (den 23. dag i den 5. måned). (Babylonian Chronology, 626 B.C.–A.D. 75 af R. Parker og W. Dubberstein, 1971, s. 14) Hvis Kyros II’s niende år som konge af Babylon var 530 f.v.t., må hans første år have været 538 f.v.t., og hans tiltrædelsesår 539 f.v.t.
Berossos. I det 3. århundrede f.v.t. skrev Berossos, en babylonisk præst, en babylonshistorie på græsk, øjensynlig baseret på kileskrifttekster. Om hans skrifter bemærker professor Olmstead: „Kun små brudstykker, uddrag og småhentydninger er overleveret til vor tid, og de mest betydningsfulde af disse brudstykker er blevet overleveret på en måde som næsten er uden sidestykke. I dag må vi rådføre os med en moderne latinsk oversættelse af en armensk oversættelse af den tabte græske original til Eusebios’ Verdenskrønike. Eusebios har dels lånt fra Alexander Polyhistor, som lånte direkte fra Berossos, og dels fra Abydenos, som efter alt at dømme lånte fra Juba, som igen lånte fra Alexander Polyhistor og derfor fra Berossos. For at gøre forvirringen endnu større har Eusebios i nogle tilfælde ikke været opmærksom på at Abydenos kun er et svagt ekko af Polyhistor, og har gengivet begge beretninger ved siden af hinanden. Og det er ikke det værste. Selv om hans Polyhistor-gengivelse i almindelighed må foretrækkes, ser det ud til at Eusebios har brugt et dårligt manuskript af denne forfatter.“ (Assyrian Historiography, s. 62, 63) Josefus, en jødisk historiker fra det 1. århundrede e.v.t., hævder også at have nogle af sine oplysninger fra Berossos. Det er imidlertid indlysende at kronologiske angivelser der henføres til Berossos, næppe kan antages at være hundrede procent pålidelige.
Andre grunde til forskelle. En ukyndig der beskæftiger sig med oldtidshistorie, vil måske fejlagtigt tro at kileskrifttavlerne (som dem Berossos måske har brugt) altid blev skrevet samtidig med eller ret kort tid efter at de begivenheder de fortæller om, fandt sted. Men bortset fra de mange forretningsdokumenter, som naturligvis var samtidige, vidner de babyloniske historiske tekster og endog mange astronomiske tekster ofte om at være fra en langt senere tid. Assyriologen D. J. Wiseman siger således at en del af den såkaldte Babyloniske Krønike, nemlig den del der dækker perioden fra Nabu-nasirs regeringstid til Shamash-shum-ukins tid (en periode som nutidige historikere har ansat til 747-648 f.v.t.), er „en afskrift som er foretaget i Darius’ toogtyvende regeringsår [fodnoten lyder: Dvs. 500/499 f.v.t. hvis det var Darius I] fra en ældre, beskadiget tekst“. (Chronicles of Chaldaean Kings, London 1956, s. 1) Der er altså 150 til 250 år mellem denne tekst og de begivenheder den omhandler, og den er samtidig en afskrift af en tidligere, defekt, tekst, som muligvis ikke engang var den originale. Om Den Babyloniske Krønikes tekster fra Nabopalassar til Nabonid siger samme forfatter: „Den Nybabyloniske Krønikes tekster er skrevet med en lille skrifttype som ikke lader sig tidsfæste nøjagtigt, men kan dateres til et hvilket som helst tidspunkt umiddelbart efter begivenhederne indtil afslutningen på achaimenidernes styre.“ Det vil sige at de kan være skrevet så sent som ved Perserrigets undergang i 331 f.v.t., ca. 200 år efter Babylons fald. Som vi allerede har set, giver et tidsrum på et par hundrede år de hedenske skrivere rig mulighed for at ændre eller forfalske oplysningerne i et dokument, deriblandt de tal det indeholder. I betragtning af alt dette er det ikke klogt uforbeholdent at acceptere de traditionelle tidsangivelser for de nybabyloniske kongers regeringstider.
Såvel mangelen på samtidige historiske optegnelser fra Babylon som den omstændighed at verdslige tidsangivelser let har kunnet ændres, giver absolut rum for den mulighed at en eller flere af de nybabyloniske herskere har regeret længere end de traditionelle tal viser. At der ikke er fundet tavler for de sidste år af deres eventuelle længere regeringstider, er ikke noget vægtigt modargument. Der er konger som har regeret langt senere, og for hvem der ikke er fundet tavler til bekræftelse af deres regeringstid. Hverken for Artaxerxes III (Ochos) (der ifølge historikerne herskede 21 år [358 til 338 f.v.t.]) eller Arses (der tillægges en regeringstid på 2 år [337 til 336 f.v.t.]) findes der samtidige kileskrifttekster som viser hvor længe de har regeret.
Der er i virkeligheden også babyloniske konger som historikerne ikke kan placere selv om der findes optegnelser om dem. Professor A. W. Ahl siger (i Outline of Persian History, 1922, s. 84): „På kontrakttavlerne der er fundet i Borsippa, forekommer navne på babyloniske konger som ikke optræder andre steder. De hører efter al sandsynlighed til i slutningen af Darius I’s tid og begyndelsen af Xerxes I’s tid, sådan som Ungnad formoder.“ Men det er stadig kun en formodning.
Persisk kronologi. En række vigtige bibelske begivenheder fandt sted i den persiske periode: Babylons fald, Kyros’ frigivelse af jøderne, afslutningen på Judas 70 års øde tilstand, genopbygningen af Jerusalems tempel, der blev fuldført „i kong Darius’ [perseren Darius I’s] sjette regeringsår“, og istandsættelsen af Jerusalems mure, der blev foretaget af Nehemias efter et dekret som blev udstedt i Artaxerxes den Langhåndedes 20. regeringsår. — 2Kr 36:20-23; Ezr 3:8-10; 4:23, 24; 6:14, 15; Ne 2:1, 7, 8.
Ansættelsen af Babylons fald til 539 f.v.t. bygger ikke blot på den ptolemæiske kanon, men også på andre kilder. Historikeren Diodoros viser samstemmende med Africanus og Eusebios at Kyros’ første år som konge af Persien svarede til den 55. olympiade, år 1 (560/559 f.v.t.), mens Kyros’ sidste år sættes til den 62. olympiade, år 2 (531/530 f.v.t.). Ifølge kileskrifttavler regerede Kyros i ni år over Babylon, hvilket bekræfter at han erobrede byen i år 539 f.v.t. — Handbook of Biblical Chronology af Jack Finegan, 1964, s. 112, 168-170; Babylonian Chronology, 626 B.C.–A.D. 75, s. 14; se oplysningerne ovenfor, i afsnittet „Babylonisk kronologi“; også PERSIEN, PERSERE.
Flere af de persiske kongers inskriptioner er bevaret til i dag, men man kan ikke ud fra dem fastslå længden af deres regeringstider. Man har for eksempel fundet et antal daterede tavler i Persepolis, men der nævnes ingen kongenavne på dem.
Astronomiske beregninger. Det hævdes at „en astronomisk bekræftelse kan gøre en relativ kronologi [en kronologi der blot anfører rækkefølgen af visse begivenheder] til en absolut kronologi, det vil sige et system af tidsangivelser der er forbundet med den kalender vi bruger i dag“. (The Old Testament World af Martin Noth, 1966, s. 272) Det er sandt at himmellegemerne er tilvejebragt af Skaberen for at menneskene på jorden kan måle tiden efter dem, men bestræbelserne for at forbinde gamle astronomiske oplysninger med begivenheder i fortiden indebærer flere faktorer som giver mulighed for fejl både i beregningen og i fortolkningen.
Mange af de såkaldte synkroniseringer af astronomiske data med begivenheder eller tidspunkter i oldtidshistorien er baseret på sol- eller måneformørkelser. Imidlertid vil „enhver by gennemsnitlig opleve omkring 40 måneformørkelser og 20 partielle solformørkelser i løbet af 50 år, [men] kun én total solformørkelse i løbet af 400 år“. (Encyclopædia Britannica, 1971, bd. 7, s. 907) Der hersker altså betydelig usikkerhed hvis man skal fastsætte tidspunktet for en historisk begivenhed ved hjælp af en sol- eller måneformørkelse medmindre der er tale om en tydeligt angivet total solformørkelse i et ganske bestemt område. Desværre er sådanne præcise oplysninger sjældne i de gamle kileskrifttekster og andre kilder.
Et eksempel er den solformørkelse historikerne bruger som udgangspunkt når de skal forbinde den assyriske kronologi med Bibelens. Den nævnes i en assyrisk eponymliste og angives at have fundet sted i den tredje måned (efter forårets begyndelse) mens Bur-Sagale var eponym. Nutidige kronologer slutter at det var den solformørkelse der indtraf den 15. juni 763 f.v.t. Når de så tæller 90 år (eller 90 navne) tilbage på eponymlisterne, kommer de til 853 f.v.t. som tidspunktet for slaget ved Karkar i Salmanassar III’s sjette regeringsår. De hævder at Salmanassar anfører kong Akab af Israel som værende med i koalitionen mod Assyrien i dette slag, og at Salmanassar 12 år senere (hans 18. regeringsår) omtaler kong Jehu af Israel blandt dem der betalte tribut til ham. De udleder heraf at 853 f.v.t. var Akabs sidste regeringsår, og at Jehus regering begyndte i 841 f.v.t. Hvor stærkt kan man fæste lid til disse beregninger?
For det første går man ud fra at solformørkelsen var total, skønt dette ikke siges i eponymlisten. Og selv om de fleste historikere i dag forbinder den med solformørkelsen i 763 f.v.t., er det ikke alle der har gjort det; nogle har foretrukket året 809 f.v.t., hvor der indtraf en solformørkelse som har været i hvert fald partiel i Assyrien (hvilket også var tilfældet i årene 857 og 817 f.v.t., m.fl.). (Oppolzers Canon der Finsternisse, tavle 17, 19, 21) Historikerne vil dog ikke fravige tidspunktet 763 f.v.t. fordi det ville ’skabe uorden i den assyriske historie’ hvis de gjorde det. Men som det er blevet påvist tidligere i denne artikel, har assyrerne selv skabt betydelig uorden i deres historie.
For det andet er det temmelig usandsynligt at kong Akab deltog i slaget ved Karkar. Selv om Ahazjas og Jorams regeringstider (der lå mellem Akabs og Jehus) kunne ansættes til blot 12 år (jf. 1Kg 22:40, 51; 2Kg 1:2, 17; 3:1), strider vidnesbyrdene mod en præcis synkronisering af Akabs regeringstid med slaget ved Karkar. Salmanassars omtale af Jehu kan derfor meget vel gælde et af Jehus senere regeringsår. Den omstændighed at assyrerne angiveligt manipulerede med tidsangivelserne for felttogene og gav deres konger æren for at have modtaget tribut fra personer som for længst var døde, begrænser i endnu højere grad værdien af forsøgene på en synkronisering. Ifølge oversigten „Fremtrædende årstal i Judas og Israels kongetid“, som bringes i slutningen af denne artikel, døde Akab omkring 920 f.v.t., og Jehus regering regnes fra ca. 904 f.v.t.
Den ptolemæiske kanon. Claudius Ptolemæus var en græsk astronom der levede i det 2. århundrede e.v.t., eller mere end 600 år efter den nybabyloniske periodes slutning. Hans kanon eller kongeliste var forbundet med et astronomisk værk som han udarbejdede. De fleste nutidige historikere anerkender Ptolemæus’ oplysninger om de nybabyloniske konger og længden af deres regeringstider.
Det ser ud til at Ptolemæus byggede sine historiske oplysninger på kilder fra den seleukidiske periode, der begyndte over 250 år efter at Kyros havde indtaget Babylon. Det er derfor ikke overraskende at Ptolemæus’ angivelser stemmer med dem man finder hos Berossos, en babylonisk præst fra seleukidetiden.
Måneformørkelser. De årstal som man på grundlag af den ptolemæiske kanon og (ældre) kileskrifttekster giver for de nybabyloniske konger, søger man at bekræfte ved hjælp af de angivne måneformørkelser. Men selv om Ptolemæus har kunnet udregne eller afskrive tidspunktet for visse måneformørkelser i fortiden (en nutidig astronom har fundet at 60 procent af Ptolemæus’ angivelser er korrekte), er dette intet bevis for at hans historiske oplysninger er nøjagtige. Det er ikke givet at de måneformørkelser han forbinder med visse kongers regeringstider, stemmer med de faktiske forhold.
Tidspunktet for Herodes den Stores død er et eksempel på hvor vanskeligt det kan være at datere ved hjælp af måneformørkelser. Josefus viser (i Jewish Antiquities, XVII, 167 [vi, 4]; XVII, 188-214 [viii, 1–ix, 3]) at Herodes døde kort efter en måneformørkelse og kort tid før påske. Mange ansætter dette til år 4 f.v.t. med den begrundelse at der indtraf en måneformørkelse den 11. marts (13. marts ifølge den julianske kalender) dette år. På grundlag af denne beregning ansætter mange kronologer i dag Jesu fødsel til år 5 f.v.t.
Måneformørkelsen i år 4 f.v.t. var imidlertid på kun 36 procent og har næppe vakt stor opmærksomhed i den tidlige morgentime den indtraf. I år 1 f.v.t. forekom to andre måneformørkelser som begge opfylder kravet om at være indtruffet kort tid før påske. En partiel måneformørkelse som indtraf den 27. december (29. december ifølge den julianske kalender) dette år, var måske synlig i Jerusalem, men har sikkert ikke været nogen iøjnefaldende begivenhed. Ifølge beregninger der bygger på Oppolzers Canon der Finsternisse (s. 343), trådte månen ud af jordens skygge da tusmørket faldt på i Jerusalem, og da det blev helt mørkt, kunne hele månen atter ses. Denne måneformørkelse er imidlertid ikke nævnt i Manfred Kudleks og Erich Micklers omfattende liste. I hvor vid udstrækning den kunne ses i Jerusalem, eller om den overhovedet kunne ses, er derfor uvist i dag. Mere bemærkelsesværdig end nogen af de foregående var imidlertid en måneformørkelse der indtraf i de sene nattetimer natten til den 8. januar år 1 f.v.t. (10. januar ifølge den julianske kalender). Det var en total formørkelse hvor månen ikke kunne ses i 1 time og 41 minutter. Enhver som var vågen, ville have bemærket den, også selv om det var overskyet. Der indtraf altså flere måneformørkelser kort før påske i de år der kan komme på tale. Ifølge de oplysninger der foreligger i dag, ser det ud til at den måneformørkelse der indtraf den 8. januar år 1 f.v.t., var den der vakte størst opsigt. — Solar and Lunar Eclipses of the Ancient Near East From 3000 B.C. to 0 With Maps af M. Kudlek og E. H. Mickler, Neukirchen-Vluyn, Tyskland, 1971, bd. I, s. 156.
Ikke alle de astronomiske tekster som historikerne benytter til datering af begivenheder og perioder i oldtidshistorien, er baseret på sol- og måneformørkelser. Der er også fundet astronomiske dagbøger som beskriver månens stilling (i forhold til visse stjerner og stjernebilleder) ved dens tilsynekomst og dens forsvinden på nærmere angivne dage i Babylon (fx at „månen var en alen foran Løvens bagerste fod“) samt visse planeters stilling på de samme tidspunkter. Nutidige kronologer påpeger at den samme astronomiske position ikke forekommer i tusinder af år. Disse dagbøger indeholder også henvisninger til visse kongers regeringstider og ser ud til at stemme med den ptolemæiske kanon. Men hvor sikkert og pålideligt dette materiale end synes at være, er der dog faktorer som i høj grad begrænser dets værdi.
For det første kan de observationer der er gjort i Babylon, indeholde fejl. De babyloniske astronomer beskæftigede sig mest med de himmelfænomener der fandt sted tæt ved horisonten, ved solens og månens tilsynekomst og forsvinden. Imidlertid skjules horisonten, set fra Babylon, ofte af sandstorme. Med henvisning til dette nævner professor O. Neugebauer at Ptolemæus selv klagede over „mangelen på pålidelige planetobservationer [fra oldtidens Babylon]. Han [Ptolemæus] bemærker at de gamle iagttagelser ikke er foretaget med særlig stor kyndighed, da de beskæftiger sig med tilsynekomst og forsvinden samt stationære punkter, fænomener som det ifølge sagens natur er vanskeligt at iagttage.“ — The Exact Sciences in Antiquity, 1957, s. 98.
For det andet er langt de fleste af de astronomiske dagbøger man har fundet, ikke skrevet i det nybabyloniske riges eller Perserrigets tid, men først i den seleukidiske periode (312-65 f.v.t.), selv om de indeholder angivelser fra disse tidligere rigers tid. Man mener at de er afskrifter af tidligere dokumenter. Der hersker i realiteten en alvorlig mangel på samtidige astronomiske tekster ved hjælp af hvilke historikerne kunne opstille en fuldstændig kronologi over den nybabyloniske og den persiske periode (fra slutningen af det 7. til slutningen af det 4. årh. f.v.t.).
Endelig gælder det samme for disse astronomiske tekster som for den ptolemæiske kanon: selv om de astronomiske angivelser, sådan som de nu forstås og fortolkes, i det store og hele er nøjagtige, beviser det ikke at de historiske oplysninger der gives sammen med dem, er nøjagtige. Ligesom Ptolemæus blot brugte visse kongers regeringstider (sådan som han forstod dem) som en ramme for sine astronomiske oplysninger, sådan kan skriverne eller afskriverne i seleukidetiden simpelt hen i deres astronomiske tekster have indføjet hvad der var den anerkendte eller „populære“ kronologi på deres tid. Denne kronologi kan godt have rummet fejl. For eksempel kan en astronom (eller skriver) i fortiden have anført at et bestemt himmelfænomen fandt sted i det år som ifølge vor kalender ville være 465 f.v.t., og hans opgivelse viser sig måske at være korrekt når der foretages nøjagtige beregninger for at få den fastslået. Men han kan også have anført at det år hvori det omtalte himmelfænomen fandt sted (465 f.v.t.), var kong Xerxes’ 21. regeringsår og her tage fejl. Med andre ord, nøjagtighed i de astronomiske opgivelser betyder ikke nødvendigvis nøjagtighed i de historiske.
Arkæologisk datering. De problemer der er forbundet med tidsbestemmelse ved hjælp af oldsager som findes ved arkæologiske udgravninger, er behandlet under ARKÆOLOGI. Her skal blot anføres at når der ikke findes daterede inskriptioner, kan tidsbestemmelse ved hjælp af oldsager som for eksempel potteskår kun have sammenlignende værdi. Arkæologen kan således kun sige at ’dette lag og dets indhold i denne ruinhøj sandsynligvis er fra samme periode som det lag i den ruinhøj (eller fra en tidligere eller senere periode)’. På denne måde kan man opbygge en generel kronologisk rækkefølge, som dog altid kan blive udsat for korrektioner og ændringer, undertiden på flere hundrede år. For eksempel ansatte arkæologen Barton i 1937 lertøj fra „den tidlige bronzealder“ til perioden 2500-2000 f.v.t., mens W. F. Albright året efter satte den samme periode til 3200-2200 f.v.t.
Det er som G. Ernest Wright skriver: „På dette område kan vi sjældent arbejde med visheder. Det er tværtimod nødvendigt at opstille hypoteser der altid indeholder større eller mindre grader af sandsynlighed. Om de er korrekte, afhænger af [arkæologernes] evne til at tyde og sammenholde et stort antal uensartede data, men nye oplysninger kan hvert øjeblik betyde at en given hypotese må ændres, eller at en forsker vil formulere den noget anderledes.“ — Shechem, The Biography of a Biblical City, 1965, forordet, s. xvi.
En yderligere forklaring gives i bogen Chronologies in Old World Archaeology (redigeret af Robert Ehrich og trykt i 1965 til afløsning af et tidligere værk fra 1954), der indeholder et kompendium af kendte arkæologers synspunkter angående „den relative kronologis løse netværk“. Der siges i forordet (s. vii): „Formålet med denne bog er i serier at fremstille forskellige naboområders kronologi som de ses af regionale fagfolk i 1964. Trods de nye oplysninger er situationen som helhed stadig flydende, og nye data vil gøre nogle konklusioner forældede, måske endda før dette værk udkommer på tryk.“ Dette bør man have i tanke når man bedømmer den alder arkæologerne tillægger visse byer, som for eksempel Jeriko, eller når de daterer perioden for israelitternes erobring af Palæstina.
De klassiske historikere. Ordet „klassisk“ betegner her de gamle grækeres og romeres tid og kultur. Visse klassiske historikeres værker er ikke blot kilder til græsk og romersk historie, men bruges også af nutidens historikere til at udfylde huller eller bekræfte visse data i det gamle Ægyptens, Assyriens, Babylons, Persiens, Syriens og Palæstinas historie. Blandt de gamle græske historikere kan nævnes Herodot (ca. 484-425 f.v.t.), Thukydid (ca. 471-401 f.v.t.), Xenofon (ca. 431-352 f.v.t.), Ktesias (4.-5. årh. f.v.t.) og senere Strabon, Diodoros fra Sicilien og Alexander Polyhistor fra det 1. århundrede f.v.t. og Plutarch fra det 1. og 2. århundrede e.v.t. Blandt de romerske historikere er Titus Livius (59 f.v.t.–17 e.v.t.), Gnæus Pompejus Trogus (samtidig med Livius), Plinius den Ældre (23-79 e.v.t.) og Sextus Julius Africanus (3. årh. e.v.t.), der formentlig var født i Libyen. Bortset fra disse er de vigtigste oplysningskilder Manetho og Berossos (allerede nævnt); Josefus, en jødisk historiker hvis værker (skønt de nogle steder er selvmodsigende i deres nuværende form) er ganske nyttige i forbindelse med det 1. århundredes historie, og Eusebios, kirkehistoriker og biskop i Cæsarea (ca. 260-340 e.v.t.).
De levede alle efter den assyriske og nybabyloniske periode, og kun de fire første som er nævnt, levede på Perserrigets tid. Hvad den assyriske og den nybabyloniske periode angår, skildrer ingen af disse historikere altså deres egne erfaringer, men gengiver de traditionelle opfattelser som de har hørt eller måske i nogle tilfælde har læst og afskrevet. Nøjagtigheden af deres oplysninger afhænger naturligvis af kvaliteten af deres kilder.
Desuden er det vi kender til deres værker i dag, baseret på afskrifter af afskrifter, hvoraf den ældste i mange tilfælde blot er fra middelalderen. Vi har allerede set hvordan Manethos og Berossos’ kronologier er blevet forvansket af afskrivere. Med hensyn til de øvrige oldtidshistorikere fra den klassiske periode er det værd at bemærke følgende angående deres kvalifikationer og pålidelighed:
Skønt Herodots historieforskning — som bestod i at han stillede spørgsmål, søgte relevante oplysninger og drog konklusioner — sættes højt, siges det også at „hans data undertiden var utilfredsstillende“, og at „han giver en logisk forklaring side om side med en ulogisk“. Desuden hævdes det at han „klart hører til den romantiske skole“ og således i lige så høj grad er historiefortæller som historiker. (The New Encyclopædia Britannica, 1985-udg., bd. 5, s. 881, 882; 1910-udg., bd. XIII, s. 383) Om Xenofon siges det at „objektivitet, grundighed og forskning ikke lå til ham“, og at han smykkede sine beretninger med „opdigtede udtalelser“. (The New Encyclopædia Britannica, 1987, bd. 12, s. 796) George Rawlinson anklager Ktesias for at udvide det mediske monarkis periode „ved bevidst at fordoble den“, og han siger videre: „Hver konge eller periode hos Herodot forekommer to gange hos Ktesias — et let gennemskueligt trick, klodset skjult under et letkøbt dække af frit opfundne navne.“ — The Seven Great Monarchies of the Ancient Eastern World, 1885, bd. II, s. 85.
Om den romerske historie fra kongetiden (før republikkens oprettelse) hedder det at den „strækker sig ind i mytologiens verden. Den er ikke stort andet end en samling fabler som fortælles temmelig ukritisk og uden større hensyn til den kronologiske rækkefølge end hvad der behøves for at give fortællingen flugt eller for at udfylde huller, som for eksempel perioden mellem Æneas’ flugt fra Troja og året for Roms formodede grundlæggelse.“ Selv i tiden efter republikkens oprettelse (ca. 509 f.v.t.) var historikerne stadig tilbøjelige til at gengive folkelige overleveringer sammen med historiske kendsgerninger uden at skelne mellem de forskellige typer af oplysninger. „Stamtavler blev opfundet, opdigtede konsulembeder [i Romerriget regnede man ofte tiden efter konsulers embedsperioder] og fiktive sejre blev indføjet, og gamle familiesagn . . . blev formelt indlemmet i statens historie.“ Om de romerske krønikeskrivere hedder det: „Hvad de fandt af skriftlige optegnelser, afskrev de; hullerne udfyldte de, i mangel af personlige erfaringer, efter forgodtbefindende.“ — The Encyclopædia Britannica, 1911, bd. XVI, s. 820, 821.
Thukydid. Thukydid betragtes i almindelighed som en undtagelse fra regelen om unøjagtighed og manglende omhu hos de klassiske historikere. Han er kendt for sin grundige historieforskning. The New Encyclopædia Britannica (1987, bd. 11, s. 741) siger om ham: „Hans autoritet overgås næppe af nogen anden historiker. Han følger et strengt kronologisk skema, og de steder hvor dette skema kan kontrolleres ved hjælp af de sol- eller måneformørkelser han nævner, passer det nøjagtigt.“
Det kan undertiden være nødvendigt at hente oplysninger hos de klassiske historikere, især om persertiden (som danner baggrunden for Ezras, Nehemias’ og Esters bøger) og frem til aposteltiden. Deres værker er også en hjælp til at fastsætte tider og begivenheder som opfylder dele af Daniels profetiske syner (kap. 7-9, 11), der endog strækker sig ud over aposteltiden. Men som vist i det foregående, er der ingen grund til at sidestille deres beretninger og kronologiske oplysninger med Bibelen selv. Hvor der er uoverensstemmelser, kan vi trygt stole på den bibelske beretning, som enten er nedfældet af øjenvidner eller af mænd der som Lukas ’omhyggeligt har gået alle ting igennem forfra’. (Lu 1:1-4) Ved hjælp af de nøjagtige kronologiske oplysninger vi finder hos Lukas og andre bibelskribenter, kan vi tidsfæste hovedbegivenhederne i Jesu liv og i aposteltiden. — Mt 2:1, 19-22; Lu 3:1-3, 21-23; m.fl.
Bibelens tidsregning. Det er tydeligt at de verdslige historiekilder fra oldtiden alle må bruges med en vis forsigtighed. De er kendt for deres mange unøjagtigheder, og det er usandsynligt at deres kronologier skulle være fejlfri. I modsætning hertil har Bibelen vist sig at være sand på alle områder og at give langt det nøjagtigste billede af de perioder i oldtiden den beskriver. Dens kronologi er også pålidelig. — Se BIBELEN (Ægthed).
Når de bibelske tidsangivelser skal udregnes efter moderne dateringsmetoder, skal man huske at der er forskel på mængdetal og ordenstal. Mængdetallene, 1, 2, 3, 10, 100 osv., har deres fulde værdi; men ved ordenstallene, som for eksempel 3., 5. og 22., må man trække én fra for at få det fulde antal. Når der således i Bibelen tales om „Nebukadrezars attende år“ er „attende“ et ordenstal og står for 17 hele år plus nogle dage, uger eller måneder (alt efter det tidsrum der er gået fra udløbet af det 17. år). — Jer 52:29.
Når man skal tælle et antal år fra et tidspunkt i perioden „f.v.t.“ til et tidspunkt i perioden „e.v.t.“, skal man huske at der fra en dato som for eksempel den 1. oktober i år 1 f.v.t. til den 1. oktober i år 1 e.v.t. kun er ét år og ikke to, hvilket fremgår af følgende diagram:
f.v.t.
e.v.t.
2
1
1
2
1. okt.
1. okt.
Grunden hertil er at årstallene er ordenstal. Fra den 1. oktober i år 2 f.v.t. (det tilnærmelsesvise tidspunkt for Jesu fødsel) til den 1. oktober i år 29 e.v.t. (det tilnærmelsesvise tidspunkt for Jesu dåb) er der således i alt 30 år, nemlig ét helt år og 3 måneder i perioden f.v.t. og 28 hele år og 9 måneder i perioden e.v.t. — Lu 3:21-23.
Fra menneskets skabelse til vor tid. Det er ikke muligt for vor tids historikere at fastsætte et bestemt tidspunkt som begyndelsen til menneskets „historiske tid“. Uanset hvilket af de gamle kulturriger man vender sig til, bliver kronologien stadig mere usikker jo længere tilbage man kommer i det 2. årtusind f.v.t.; og i det 3. årtusind f.v.t. hersker der fuldstændig forvirring, og meget henligger i mørke. I modsætning hertil hænger den bibelske historie tidsmæssigt sammen, så det er muligt at regne tilbage til begyndelsen af menneskets historie. Denne udregning af de forløbne åremål lettes yderligere ved at Bibelen angiver den samlede længde af visse større tidsperioder, som for eksempel den periode på fulde 479 år der gik fra udgangen af Ægypten til påbegyndelsen af tempelbyggeriet under Salomons regering. — 1Kg 6:1.
For at kunne udregne tiden så den passer til vor nutidige kalender må man bruge et fast punkt, et basisårstal, at gå ud fra, det vil sige et velunderbygget og almindeligt anerkendt årstal for en historisk begivenhed som også er nævnt i Bibelen. Med dette basisårstal som udgangspunkt kan man regne såvel fremad som bagud og sætte en moderne tidsangivelse på mange af de begivenheder Bibelen omtaler.
Et sådant årstal som er fælles for den bibelske og den verdslige historie, er år 29 e.v.t., hvis første måneder faldt i kejser Tiberius’ 15. regeringsår. Han blev udråbt til kejser af det romerske senat den 15. september år 14 e.v.t. (gregorianske kalender). Det var i år 29 e.v.t. at Johannes Døber begyndte at forkynde, og samme år, måske omkring seks måneder senere, døbte han Jesus. — Lu 3:1-3, 21, 23; 1:36.
Et andet basisårstal der kan bruges som udgangspunkt, er året 539 f.v.t., der finder støtte i flere historiske kilder som det år da perseren Kyros indtog Babylon. (De verdslige historiske kilder til Kyros’ regering er blandt andre Diodoros, Julius Africanus, Eusebios og Ptolemæus samt de babyloniske kileskrifttekster.) I Kyros’ første regeringsår udstedte han dekretet om jødernes frigivelse fra fangenskabet i Babylon. Som anført i artiklen om KYROS er det højst sandsynligt at dette dekret blev udstedt i vinteren 538 f.v.t. eller hen imod foråret 537 f.v.t. Dette ville give jøderne tid nok til at gøre de nødvendige forberedelser, at foretage den fire måneder lange rejse til Jerusalem og at komme dertil før den syvende måned (tisjri, eller omkring den 1. oktober) i år 537 f.v.t. — Ezr 1:1-11; 2:64-70; 3:1.
Med et sådant basisårstal som udgangspunkt kan man tidsfæste et stort antal bibelske begivenheder i forhold til vor tid. En kronologi opstillet på grundlag af en sådan beregning kommer da til at se ud som i nedenstående ramme.
Begivenhed
Årstal efter vor kalender
Mellemliggende tidsrum
Fra Adams skabelse
4026 f.v.t.
—
til Vandfloden begynder
2370 f.v.t
1656 år
til Abrahamspagtens oprettelse
1943 f.v.t.
427 år
til udgangen af Ægypten
1513 f.v.t.
430 år
til tempelbyggeriet begynder
1034 f.v.t.
479 år
til rigets deling
997 f.v.t.
37 år
til Juda lægges øde
607 f.v.t.
390 år
til jødernes hjemkomst fra landflygtigheden
537 f.v.t.
70 år
til genopbygningen af Jerusalems mure
455 f.v.t.
82 år
til Jesu dåb
29 e.v.t.
483 år
til vor tid
1997 e.v.t.
1968 år
i alt fra Adams skabelse til 1997 e.v.t.
—
6022 år
Hvad er da det bibelske grundlag og, i nogle tilfælde, det historiske grundlag for denne kronologi? Her følger yderligere oplysninger som viser hvordan hver af ovennævnte tidsperioder er udregnet.
Fra Adams skabelse til Vandfloden. De 1656 år som denne periode spænder over, er udregnet på grundlag af 1 Mosebog 5:1-29 og 7:6. Perioden kan inddeles som vist i skemaet herunder:
fra Adams skabelse til Sets fødsel
130 år
derfra til Enosj’ fødsel
105 år
til Kenans fødsel
90 år
til Mahalal’els fødsel
70 år
til Jereds fødsel
65 år
til Enoks fødsel
162 år
til Metusalems fødsel
65 år
til Lemeks fødsel
187 år
til Noas fødsel
182 år
til Vandfloden
600 år
i alt
1656 år
De tal der er opgivet for tiden før Vandfloden, er dem der findes i den masoretiske tekst, som er grundlaget for moderne oversættelser af De Hebraiske Skrifter. Tallene her afviger fra dem der findes i den græske Septuaginta, men vidnesbyrdene taler tydeligt for at den masoretiske tekst er den nøjagtigste.
I J. P. Langes Commentary on the Holy Scriptures (Genesis, s. 272, fdn.) siges der: „De indre vidnesbyrd taler klart til gunst for den hebraiske tekst på grund af dens proportionale konsekvens. Tallene i LXX følger øjensynlig et skema de er blevet tilpasset. Dette er ikke tilfældet i den hebraiske tekst, hvilket taler stærkt for at der her er tale om en autentisk genealogisk beretning. . . . Også af fysiologiske grunde er den hebraiske tekst at foretrække, for livslængderne kræver på ingen måde så sen en manddomsalder som disse tal [i Septuaginta] synes at antyde. . . . de 100 år der hver gang er lagt til i Septuaginta, vidner om at man, ud fra nogle fysiologiske overvejelser, med hensigt har søgt at bringe større forholdsmæssig overensstemmelse i tallene. . . . Til alt dette må føjes det måske bedste argument for at betragte den hebraiske tekst som den originale, nemlig den velkendte pinlige, ja ligefrem overtroiske, omhu hvormed teksten er blevet overleveret.“ — Engelsk udgave ved P. Schaff, 1976.
Selv om den moderne historiske videnskab fører menneskets eksistens på jorden meget længere tilbage end til 4026 f.v.t., støtter kendsgerningerne ikke denne antagelse. De tusinder af år som henføres til den „forhistoriske“ tid, bygger udelukkende på gisninger, hvilket bekræftes af blandt andet følgende udtalelse af den fremtrædende videnskabsmand dr. P. E. Klopsteg. Han siger: „Vil De med på en fantasirejse tilbage til den forhistoriske tid? Lad os forestille os den tidsalder hvor arten sapiens udviklede sig fra slægten Homo . . . og flyve tværs igennem de årtusinder hvorom de forhåndenværende oplysninger for størstedelens vedkommende beror på gisninger og fortolkninger, til den æra hvor de første inskriptioner hvorfra vi kan samle nogle kendsgerninger, dukker op.“ (Vor kursivering.) — Science, 30. december 1960, s. 1914.
Perioden efter Vandfloden begynder med år 2369 f.v.t. Selv om nogle henfører visse piktografiske inskriptioner til perioden 3300-2800 f.v.t. (New Discoveries in Babylonia About Genesis af P. J. Wiseman, 1949, s. 36), er dette ikke egentligt daterede dokumenter, og deres formodede alder hviler udelukkende på arkæologiske teorier.
For at få en sikrere datering bruger man undertiden C-14-metoden. Denne metode er imidlertid ikke fuldt pålidelig, som det fremgår af følgende udtalelse i bladet Science fra den 11. december 1959: „Et tilfælde der måske bliver et klassisk eksempel på ’C14-metodens upålidelighed’, er den spredning på 6000 år der var på 11 målinger fra Jarmo . . ., en forhistorisk landsby i det nordøstlige Irak som ifølge alle arkæologiske vidnesbyrd kun har været beboet i en periode på 500 år.“ (S. 1630) Der findes ingen sikre og pålidelige vidnesbyrd der taler for en datering som går længere tilbage end 2369 f.v.t. for menneskesamfundets begyndelse efter Vandfloden.
Fra 2370 f.v.t. til pagten med Abraham. Det kronologiske skema over åremålene i denne periode ser således ud:
Fra Vandflodens begyndelse til Arpaksjads fødsel
2 år
Derfra til Sjelas fødsel
35 år
til Ebers fødsel
30 år
til Pelegs fødsel
34 år
til Re’us fødsel
30 år
til Serugs fødsel
32 år
til Nakors fødsel
30 år
til Taras fødsel
29 år
til Taras død, da Abraham er 75 år gammel
205 år
I alt
427 år
Disse tal hviler på oplysningerne i 1 Mosebog 11:10–12:4. Med udtrykket „efter vandfloden“ (1Mo 11:10), som nævnes i forbindelse med Arpaksjads fødsel, må der menes ’efter Vandflodens begyndelse’ (2370 f.v.t.), det tidspunkt da regnen begyndte at falde, snarere end den periode hvori vandene oversvømmede jorden. Det hebraiske ord for „vandflod“ tyder også herpå. — Jf. 1Mo 6:17; 7:4-6, 10-12, 17; 9:11.
Den bibelske beretning anfører ikke noget tidspunkt for bygningen af Babelstårnet. I 1 Mosebog 10:25 oplyses det at den splittelse af jordens befolkning der blev resultatet af sprogforvirringen, indtraf ’i Pelegs dage’. Det betyder ikke nødvendigvis at begivenheden indtraf ved Pelegs fødsel. Udtrykket „i hans dage“ tyder på at splittelsen fandt sted på et tidspunkt i løbet af hans levetid, der strakte sig fra 2269 til 2030 f.v.t. Hvis hver mand begyndte at avle børn som 30-årig og fik ét barn hvert tredje år, med et gennemsnit af ét drengebarn hvert sjette år, og fortsatte dermed indtil 90-årsalderen, ville jordens befolkning i løbet af ca. 180 år fra Vandflodens ophør (dvs. indtil 2189 f.v.t.) være vokset til over 4000 voksne mænd. Dette forsigtigt anslåede tal ville være stort nok til at passe til omstændighederne i forbindelse med bygningen af Babelstårnet og folkenes spredning ud over jorden.
Efter at Abraham var draget ud fra Ur, modtog han et løfte fra Gud og blev ført ind i den pagt der kaldes Abrahamspagten. Det skete øjensynlig da han på Guds befaling gik over Eufratfloden på vej til Kana’ans land. Eftersom han rejste ud fra Karan og ind i Kana’ans land umiddelbart efter Taras død, sættes tidspunktet for denne pagts ikrafttræden til 1943 f.v.t. — 1Mo 11:32; 12:1-5.
Fra 1943 f.v.t. til udgangen af Ægypten. I 2 Mosebog 12:40, 41 siges der at „bosættelsestiden for Israels sønner, som havde boet i Ægypten, var fire hundrede og tredive år. Og ved udløbet af de fire hundrede og tredive år, ja på netop den dag, gik alle Jehovas hære ud af Ægyptens land.“ Mens de fleste bibeloversættelser gengiver vers 40 sådan at de 430 år udelukkende gælder opholdet i Ægypten, giver den hebraiske grundtekst rum for ovennævnte oversættelse. I Galaterne 3:16, 17 forbinder Paulus også de 430 år med tiden fra Abrahamspagtens ikrafttræden til indstiftelsen af Lovpagten. Abrahamspagten trådte øjensynlig i kraft da Abraham i 1943 f.v.t. som følge af Guds løfte gik over Eufratfloden på vej til Kana’an og således drog ind i det land Gud førte ham til. (1Mo 12:1; 15:18-21) Nøjagtig 430 år efter denne begivenhed, i 1513 f.v.t., blev hans efterkommere udfriet fra Ægypten, og samme år blev Lovpagten indgået med dem. At teksten i 2 Mosebog 12:40, 41 fra de tidligste tider er blevet opfattet sådan at perioden begyndte dengang folkets forfædre flyttede til Kana’an, fremgår af Septuaginta-oversættelsen, der lyder: „Men Israels sønners bosættelse, den tid de var bosat i Ægyptens land og i Kana’ans land, [var] fire hundrede og tredive år.“
Den periode der strakte sig fra det tidspunkt da Abraham gik ind i Kana’ans land og indtil Jakob rejste til Ægypten, var på 215 år. Dette tal når man til på følgende måde: der gik 25 år fra Abraham forlod Karan og indtil Isaks fødsel (1Mo 12:4; 21:5); derfra og til Jakobs fødsel var der 60 år (1Mo 25:26); og Jakob var 130 år da han kom til Ægypten (1Mo 47:9); hvilket giver et samlet åremål på 215 år (fra 1943 til 1728 f.v.t.). Det vil sige at israelitterne derefter har opholdt sig i Ægypten i en periode af tilsvarende længde, 215 år (fra 1728 til 1513 f.v.t.). At israelitterne i løbet af 215 år kunne have formeret sig så stærkt at folket talte omkring 600.000 „voksne mænd“, er vist i artiklen UDGANGEN AF ÆGYPTEN. — 2Mo 12:37.
Jehova sagde til Abram (Abraham): „Du skal helt sikkert vide at dit afkom vil komme til at bo som udlændinge i et land der ikke er deres; og de skal tjene dem, og disse skal mishandle dem i fire hundrede år.“ (1Mo 15:13; se også Apg 7:6, 7.) Denne udtalelse blev fremsat før Abrahams „afkom“ og arving, nemlig Isak, blev født. I 1932 f.v.t. fik Abram sønnen Ismael med den ægyptiske tjenestepige Hagar, og i 1918 f.v.t. blev Isak født. (1Mo 16:16; 21:5) Tæller vi 400 år tilbage fra udgangen af Ægypten, da ’mishandlingen’ ophørte (1Mo 15:14), kommer vi til år 1913 f.v.t., hvor Isak ville være omkring fem år gammel. Det ser ud til at Isak da blev vænnet fra, og på dette tidspunkt, hvor han allerede var ’udlænding’ i et land som ikke tilhørte ham, erfarede han begyndelsen til den forudsagte mishandling i form af Ismaels drillerier, idet denne „gjorde sig lystig“ over ham. Ismael var da omkring 19 år gammel. (1Mo 21:8, 9) Selv om det i vore øjne kunne synes uden betydning at Ismael drev løjer med Abrahams arving, var dette ingenlunde tilfældet i den patriarkalske tid. Det fremgår af Saras reaktion og af at Gud billigede hendes krav om at Hagar og sønnen Ismael blev sendt bort. (1Mo 21:10-13) Den omstændighed at beretningen om denne hændelse er blevet bevaret og omhyggeligt nedskrevet i Bibelen, er ligeledes et vidnesbyrd om at begivenheden markerede begyndelsen til de forudsagte 400 år med mishandling, som endte ved udgangen af Ægypten. — Ga 4:29.
Fra 1513 f.v.t. til rigets deling. „I det fire hundrede og firsindstyvende år efter at Israels sønner var draget ud af Ægyptens land“, i kong Salomons fjerde regeringsår, begyndte man at bygge templet i Jerusalem. (1Kg 6:1) „Fire hundrede og firsindstyvende“ er et ordenstal der repræsenterer 479 hele år plus lidt mere, i dette tilfælde én måned. Tæller man 479 år fra udgangen af Ægypten (i nisan måned 1513 f.v.t.), kommer man til år 1034 f.v.t., hvor tempelbyggeriet begyndte i den anden måned, ziv (der svarer til en del af april og en del af maj). Eftersom dette var Salomons fjerde (et andet ordenstal) regeringsår, må han være begyndt at regere tre hele år tidligere, nemlig i 1037 f.v.t. Hans 40 års regeringstid har da strakt sig fra nisan 1037 til nisan 997 f.v.t., og rigets deling har fundet sted i dette sidstnævnte år. Det kronologiske skema for denne periode ser da ud som som vist i skemaet nederst til højre.
Begivenhed
Årstal
Mellemliggende tidsrum
Fra udgangen af Ægypten
1513 f.v.t.
—
til Israel gik ind i Kana’an
1473 f.v.t.
40 år
til udløbet af dommertiden og begyndelsen af Sauls regering
1117 f.v.t.
356 år
til begyndelsen af Davids regering
1077 f.v.t.
40 år
til begyndelsen af Salomons regering
1037 f.v.t.
40 år
til rigets deling
997 f.v.t.
40 år
I alt fra udgangen af Ægypten til rigets deling (1513 til 997 f.v.t.)
—
516 år
Disse tal er baseret på oplysninger i skriftsteder som 5 Mosebog 2:7; 29:5; Apostelgerninger 13:21; 2 Samuel 5:4; 1 Kongebog 11:42, 43; 12:1-20. Nogle kritikere hæfter sig ved de fire 40-års perioder i dette tidsafsnit og hævder at de snarere vidner om et forsøg på at skabe symmetri end på at opstille en nøjagtig kronologi. De fire perioder er dog ikke helt lige lange. Mens israelitternes ørkenvandring før indgangen i Kana’an varede næsten nøjagtig 40 år som en opfyldelse af Guds dom i 4 Mosebog 14:33, 34 (jf. 2Mo 12:2, 3, 6, 17; 5Mo 1:31; 8:2-4; Jos 4:19), ser det ud til at de tre andre perioder enten var lidt kortere eller lidt længere. Ifølge 2 Samuel 5:5 var Davids regeringstid således 401/2 år. Hvis kongernes regeringsår blev regnet fra nisan til nisan, hvilket synes at have været tilfældet, kan dette betyde at kong Sauls regering kun varede 391/2 år, men at de resterende måneder frem til den følgende nisan blev tilskrevet hans regeringstid og således ikke officielt blev medregnet til Davids regeringstid. Dette var i det mindste praksis blandt de semitiske herskere i Mesopotamien; månederne fra en konges død til den efterfølgende nisan blev betegnet som den næste konges „tiltrædelsesår“, og den nye konges første officielle regeringsår blev først regnet fra nisan måned.
Længden af tidsrummet fra indvandringen i Kana’an til udløbet af dommertiden er ikke direkte nævnt i Bibelen, men kan udregnes på grundlag af andre oplysninger, nemlig ved at trække det samlede åremål på 123 år som ørkenvandringen, Sauls og Davids regeringstid og de tre første år af Salomons regeringstid spænder over, fra de 479 år der ligger mellem udgangen af Ægypten og Salomons fjerde regeringsår, hvilket giver 356 år.
Bibelen forklarer ikke hvordan disse 356 år (fra israelitternes indvandring i Kana’an i 1473 f.v.t. til begyndelsen af Sauls regering i 1117 f.v.t.) er inddelt. Men det ser ud til at flere tidsperioder overlapper hinanden. Hvis man nemlig sammenlægger de forskellige perioder hvor israelitterne i dommertiden enten blev undertrykt, havde dommere eller havde fred for deres fjender, får man i alt 410 år. Hvis disse perioder skal kunne passe ind i førnævnte tidsafsnit på 356 år, må nogle af dem have været sideløbende, hvilket stemmer med de fleste kommentatorers opfattelse. Bibelens egen beskrivelse af forholdene giver rum for denne forklaring. Som regel berørte undertrykkelsen blot en del af landet eller nogle af stammerne. (KORT, bd. 1, s. 743) Bemærkningen om at ’landet derpå havde ro’, som forekommer efter beskrivelserne af israelitternes sejre over deres undertrykkere, behøver derfor ikke i hvert eneste tilfælde at gælde hele det område der var beboet af de 12 stammer, men kan sigte til den landsdel der især havde været berørt af undertrykkelsen. — Dom 3:11, 30; 5:31; 8:28; jf. Jos 14:13-15.
I Apostelgerninger, kapitel 13, opridser apostelen Paulus i korte træk Israels historie fra det tidspunkt da Gud ’udvalgte forfædrene’, videre gennem opholdet i Ægypten, udgangen, ørkenvandringen, erobringen af Kana’an og frem til fordelingen af landet, og siger så: „Alt det i løbet af omkring fire hundrede og halvtreds år. Og efter dette gav han dem dommere indtil profeten Samuel.“ (Apg 13:20) Flere bibeloversættelser skaber forvirring med deres gengivelse af dette skriftsted, der lyder således: „Derefter, i omtrent fire hundrede og halvtredsindstyve år, gav han dem dommere indtil profeten Samuel.“ (DA48, KJ, Se) De fleste af de ældste håndskrifter, deriblandt Det Sinaitiske, Det Vatikanske nr. 1209 og Det Alexandrinske, samt mange nutidige bibeloversættelser (AS, RS, AT, Kx, JB, Rø, Sch, m.fl.; v. 19, 20 i AS, RS, AT) støtter den første gengivelse, der viser at dommertiden fulgte efter de 450 år. Eftersom perioden på de „omkring fire hundrede og halvtreds år“ begyndte med at Gud ’udvalgte Israels forfædre’, må den være begyndt i 1918 f.v.t. med Isaks fødsel, det „afkom“ der i første række blev lovet Abraham. Perioden ender derfor omkring 1467 f.v.t. da den indledende erobring af Kana’ans land var til ende og fordelingen af landet kunne begynde. Da tallet kun angives som omtrentligt, er en forskel på et år eller deromkring ikke af nogen betydning.
Fra 997 f.v.t. til Jerusalems ødelæggelse. En nyttig rettesnor for den samlede længde af denne periode findes i Ezekiel 4:1-7 i den billedhandling som profeten Ezekiel skulle udføre efter Guds anvisning, og med hvilken han skildrede Jerusalems belejring. Ezekiel skulle ligge på sin venstre side i 390 dage for at „bære Israels hus’ brøde“ og på sin højre side i 40 dage for at „bære Judas hus’ brøde“, og han fik at vide at en dag stod for et år. De to perioder (på henholdsvis 390 år og 40 år) som skildredes symbolsk på denne måde, stod øjensynlig for Jehovas overbærenhed med de to rigers afgudsdyrkelse. Den jødiske forståelse af denne profeti er, som det fremgår af The Soncino Books of the Bible: „Nordrigets skyld strakte sig over en periode på 390 år ([ifølge] Seder Olam [den tidligste eftereksilske krønike der er bevaret på det hebraiske sprog] og [rabbinerne] Rashi og Ibn Ezra). Abarbanel, som citeres af Malbim, regner perioden for Samarias skyld fra det tidspunkt da skismaet fandt sted under Rehabeam . . . indtil Jerusalems fald. . . . Den højre [side, som Ezekiel lå på] betegner den der vendte mod syd, det vil sige Juda rige, som lå mod syd eller til højre. . . . Judas fordærvede tilstand varede i 40 år og begyndte kort efter Samarias fald. Ifølge Malbim regnes tiden fra Josias’ 13. regeringsår . . . da Jeremias begyndte sin tjeneste. (Jer. i. 2).“ — Kommentaren til Ezekiel, s. 20, 21; redigeret af A. Cohen, London 1950.
Fra rigets deling i 997 f.v.t. til Jerusalems fald i 607 f.v.t. var der 390 år. Ganske vist faldt Samaria, hovedstaden i det nordlige rige, allerede for assyrerne i 740 f.v.t., i Ezekias’ sjette år (2Kg 18:9, 10); men det er sandsynligt at nogle af landets indbyggere flygtede til det sydlige rige før assyrernes indtrængen. (Læg mærke til situationen i Juda efter rigets deling som den beskrives i 2Kr 10:16, 17.) Vigtigere i denne forbindelse er det imidlertid at Jehova Gud fortsat havde de landflygtige israelitter fra det nordlige rige i tanke, idet profeterne stadig tog dem med i deres budskaber længe efter Samarias fald, for det viser at deres interesser stadig repræsenteredes i hovedstaden Jerusalem, og at dens fald i 607 f.v.t. ikke alene var et udtryk for Jehovas dom over Juda, men over Israels folk som et hele. (Jer 3:11-22; 11:10-12, 17; Ez 9:9, 10) Da byen faldt, brast hele nationens håb (undtagen for de få der bevarede den sande tro). — Ez 37:11-14, 21, 22.
I den efterfølgende oversigt betragtes de 390 år som en pålidelig kronologisk rettesnor. De regeringstider der er anført for Judas konger fra Rehabeam til Zedekias, giver sammenlagt 393 år. Nogle bibelkronologer forsøger at få de forskellige oplysninger om kongerne til at passe ved at regne med flere perioder uden konger og flere perioder hvor to konger regerede samtidig; men det synes kun nødvendigt at regne med ét tilfælde hvor to konger regerede samtidig en kort tid. Det drejer sig om Joram af Juda, der (ifølge den masoretiske tekst og nogle af de ældste bibelhåndskrifter) siges at være blevet konge „mens Josafat var konge i Juda“, hvilket giver et vist grundlag for at antage at de to konger regerede samtidig i en kort periode. (2Kg 8:16) Derved kommer den samlede periode til at ligge inden for de 390 år.
Oversigten skal ikke betragtes som en absolut kronologi, men som et forslag til en oversigt over regeringsperioderne i de to riger. De inspirerede bibelskribenter beskæftigede sig med tal og begivenheder som de selv og jødefolket var fortrolige med, og de forskellige kronologiske synsvinkler de anlægger på visse punkter, frembød ingen problemer. I dag er det imidlertid anderledes, og vi må derfor lade os nøje med en opstilling der stemmer blot nogenlunde overens med den bibelske beretning.
Fra 607 f.v.t. til hjemkomsten fra landflygtigheden. Længden af denne periode er angivet i Guds egen bestemmelse vedrørende Juda: „Hele dette land skal blive et øde sted, noget man forfærdes over, og disse nationer skal tjene Babylons konge i halvfjerds år.“ — Jer 25:8-11.
Bibelprofetien giver ikke mulighed for at placere de 70 år noget andet sted end mellem det tidspunkt da Juda var lagt øde, hvilket fulgte umiddelbart efter Jerusalems ødelæggelse, og tidspunktet for de landflygtige jøders tilbagevenden til deres hjemland som følge af Kyros’ dekret. Der siges udtrykkeligt at de 70 år skulle være en periode hvori Judas land lå øde. Sådan forstod profeten Daniel profetien, for han siger: „I det første år af hans [Darius’] regeringstid lagde jeg, Daniel, i bøgerne mærke til tallet på de år Jerusalems øde tilstand skulle vare, ifølge Jehovas ord som var kommet til profeten Jeremias, nemlig halvfjerds år.“ (Da 9:2) Efter en beskrivelse af Nebukadnezars erobring af Jerusalem siges der i 2 Krønikebog 36:20, 21: „Derpå førte han dem der var levnet af sværdet i landflygtighed til Babylon, så de blev tjenere for ham og hans sønner indtil Persiens kongerige kom til magten; det skete for at opfylde Jehovas ord ved Jeremias’ mund, indtil landet havde godtgjort sine sabbatter. Alle de dage det lå øde, holdt det sabbat, indtil åremålet, halvfjerds år, var fuldt.“
Den endelige belejring af Jerusalem begyndte i Zedekias’ 9. år (609 f.v.t.), og byen faldt i hans 11. år (607 f.v.t.), svarende til det 19. år af Nebukadnezars egentlige regeringstid (regnet fra hans tiltrædelsesår 625 f.v.t.). (2Kg 25:1-8) I den femte måned i dette år (måneden ab, som svarer til juli-august) blev byen stukket i brand, murene revet ned og hovedparten af befolkningen ført i landflygtighed. Dog fik „nogle af de ringestillede i landet“ lov til at blive tilbage, og de blev der indtil snigmordet på Gedalja, som Nebukadnezar havde sat over dem, hvorpå de flygtede til Ægypten og efterlod Juda fuldstændig øde. (2Kg 25:9-12, 22-26) Dette skete i den syvende måned, etanim (eller tisjri, som svarer til september-oktober). De 70 års øde tilstand må derfor være begyndt omkring den 1. oktober 607 f.v.t. og endt i 537 f.v.t. Før den syvende måned i dette år var de første udfriede jøder tilbage i Juda, hvilket var nøjagtig 70 år efter at landet var lagt fuldstændig øde. — 2Kr 36:21-23; Ezr 3:1.
Fra 537 f.v.t. til Kornelius’ omvendelse. I det andet år efter hjemkomsten fra landflygtigheden (536 f.v.t.) blev grunden til templet atter lagt i Jerusalem, men templet stod ikke genopbygget og færdigt før perserkongen Darius I’s sjette regeringsår. (Ezr 3:8-10; 6:14, 15) Eftersom Darius ikke havde konsolideret sit herredømme over Babylon før han i december 522 havde slået Nebukadnezar III’s oprørsforsøg ned og kort efter taget ham til fange og dræbt ham i Babylon, må året 522 f.v.t. betragtes som kong Darius I’s tiltrædelsesår. Hans første regeringsår begyndte derfor i foråret 521 f.v.t. (Babylonian Chronology 626 B.C.–A.D. 75, s. 30) Darius’ sjette regeringsår begyndte derfor den 12. april 516 f.v.t. og varede ved indtil udgangen af marts 515 f.v.t. Genopbygningen af templet under Zerubbabel var derfor fuldført den 6. marts 515 f.v.t.
Det næste betydningsfulde år er Artaxerxes den Langhåndedes 20. regeringsår, det år Nehemias fik lov at rejse til Jerusalem for at genopbygge byen. (Ne 2:1, 5-8) De grunde der taler for 455 f.v.t. som året for denne begivenhed, og ikke året 445 f.v.t. som traditionelt anføres, er der gjort rede for i artiklen PERSIEN, PERSERE. De begivenheder der indtraf dette år i forbindelse med genopbygningen af byen Jerusalem og dens mure, danner udgangspunktet for profetien om de „halvfjerds uger“ i Daniel 9:24-27. De omtalte uger er tydeligt nok „åruger“ (Da 9:24, DA31, fdn.; RS; AT; Mo), det vil sige i alt 490 år. Som vist i artiklen HALVFJERDS UGER pegede profetien frem til det tidspunkt da Jesus trådte frem som Messias i år 29 e.v.t., til hans død i midten af den sidste uge, det vil sige i år 33 e.v.t., og til udløbet af den periode hvori Gud havde vist jøderne særlig gunst, nemlig i år 36 e.v.t. De 70 åruger sluttede således med Kornelius’ omvendelse, 490 år efter året 455 f.v.t. — Apg 10:30-33, 44-48; 11:1.
Jesus fremstod som Messias i det forudsagte år, måske omkring seks måneder efter at Johannes Døber var begyndt at forkynde i „det femtende år af kejser Tiberius’ regeringstid“. (Lu 1:36; 3:1, 2, 21-23) Eftersom det romerske senat udnævnte Tiberius til kejser den 15. september år 14 e.v.t., strakte hans 15. regeringsår sig fra sidste halvdel af år 28 e.v.t. til sidste halvdel af år 29 e.v.t. (Se TIBERIUS.) Jesu dåb og salvelse har derfor uden tvivl fundet sted i efteråret 29 e.v.t.
Eftersom Jesus var „omkring tredive år gammel“ ved sin dåb i år 29 e.v.t. (Lu 3:23), må hans fødsel have fundet sted 30 år tidligere, det vil sige i efteråret 2 f.v.t. Han blev født i kejser Augustus’ regeringstid og mens Quirinius var landshøvding i Syrien. (Lu 2:1, 2) Kejser Augustus regerede fra år 27 f.v.t. til år 14 e.v.t. Den romerske senator P. Sulpicius Quirinius var statholder eller landshøvding over Syrien to gange, første gang sandsynligvis umiddelbart efter P. Quintilius Varus, hvis periode som legat i Syrien udløb i år 4 f.v.t. Nogle forskere sætter Quirinius’ første statholderskab til 3-2 f.v.t. (Se MØNSTRING.) På det tidspunkt var Herodes den Store konge over Judæa, og som vist tidligere er der vidnesbyrd som peger på år 1 f.v.t. som det sandsynlige tidspunkt for hans død. Alle forhåndenværende vidnesbyrd, og især de bibelske, peger således på efteråret 2 f.v.t. som det tidspunkt da Guds søn blev født som menneske på jorden.
Den senere aposteltid. Det er muligt at sætte tilnærmelsesvise tidsangivelser på flere begivenheder som fandt sted i denne periode. Forudsigelsen af den store hungersnød som den kristne profet Agabus fremsatte, og den forfølgelse af de kristne som kong Herodes Agrippa I indledte, og som resulterede i apostelen Jakobs død og Peters fængsling, fandt efter alt at dømme sted i år 44 e.v.t. (Apg 11:27-30; 12:1-4) Herodes Agrippa døde samme år, og der er vidnesbyrd som tyder på at hungersnøden kom omkring år 46 e.v.t. Det var sandsynligvis på dette tidspunkt at Paulus og Barnabas udførte deres hjælpetjeneste i Jerusalem. — Apg 12:25.
Paulus’ første besøg i Korinth kan tidsfæstes ved hjælp af Gallios embede som prokonsul. (Apg 18:1, 11-18) Som forklaret i artiklen om GALLIO ser det ud til at hans embede som prokonsul strakte sig fra sommeren 51 til sommeren 52 e.v.t., selv om nogle forskere foretrækker 52/53 e.v.t. Paulus’ 18 måneder lange ophold i Korinth begyndte sandsynligvis i efteråret 50 e.v.t. og endte i foråret 52 e.v.t. Dette støttes yderligere af den omstændighed at to af Paulus’ medarbejdere i Korinth, Akvila og Priskilla, nylig var ankommet fra Italien som følge af kejser Claudius’ befaling om at alle jøder skulle forlade Rom. (Apg 18:2) En historiker i det 5. århundrede, Paulus Orosius, anfører at denne ordre blev givet i Claudius’ 9. regeringsår, det vil sige i år 49 eller tidligt i år 50 e.v.t.
De to år Paulus sad fængslet i Cæsarea, var de to sidste år Felix var landshøvding, hvorefter Paulus blev sendt til Rom af Felix’ efterfølger, Porkius Festus. (Apg 21:33; 23:23-35; 24:27) Der hersker nogen usikkerhed om hvornår Festus tiltrådte sit embede, da de historiske vidnesbyrd ikke stemmer helt overens. Det ser imidlertid ud til at det mest sandsynlige tidspunkt er år 58 e.v.t. Paulus’ ankomst til Rom kan da placeres til et sted mellem år 59 og 61 e.v.t.
Den store brand der hærgede Rom, indtraf i juli 64 e.v.t. og efterfulgtes af en voldsom forfølgelse af de kristne anstiftet af Nero. Det er sandsynligt at Paulus’ andet fangenskab i Rom og hans henrettelse fandt sted kort tid derefter. (2Ti 1:16; 4:6, 7) Det antages almindeligvis at Johannes’ landsforvisning til øen Patmos fandt sted under kejser Domitians regering. (Åb 1:9) Forfølgelsen af de kristne nåede et højdepunkt under hans regering (81-96 e.v.t.), især i hans tre sidste år. Traditionen vil vide at Johannes blev løsladt efter Domitians død, og at han døde i Efesus i slutningen af det 1. århundrede. Med Johannes’ breve, som blev skrevet omkring dette tidspunkt, blev Bibelens kanon fuldført, og hermed slutter aposteltiden.
[Oversigt på side 66-68]
VIGTIGE ÅRSTAL i Judas og Israels kongetid
BEMÆRK: Formålet med denne oversigt er at give et praktisk overblik over hovedbegivenheder i Judas og Israels kongetid. Bibelens angivelse af Judas kongers regeringstider er lagt til grund for ansættelsen af de øvrige tidspunkter. De regeringsår der oplyses for Judas konger, strækker sig fra foråret det pågældende år til foråret det efterfølgende år. Regeringsårene for Israels konger er koordineret med Judas kongers regeringstider. Der er talrige synkronismer i Bibelen, og de er taget i betragtning ved fastlæggelsen af disse årstal.
Desuden anføres de ypperstepræster og profeter der er nævnt i den bibelske beretning i forbindelse med de forskellige konger. Men listen er på ingen måde fuldstændig. Det aronitiske præsteskab ved teltboligen og siden hen ved templet tjente øjensynlig uafbrudt lige indtil landflygtigheden i Babylon. Og som det fremgår af Bibelen, fandtes der mange flere hellige profeter end dem der her er nævnt. — 1Kg 18:4; 2Kr 36:15, 16.
TOLVSTAMMERIGET
År f.v.t.
SAUL begynder at herske som konge over alle 12 stammer (40 år)
Profet: Samuel
Ypperstepræster: Ahija, Ahimelek
1117
Davids fødsel
1107
Samuel fuldfører Dommerbogen
ca. 1100
Samuel fuldfører Ruts Bog
ca. 1090
Første Samuelsbog fuldføres
ca. 1078
DAVID begynder at herske som konge over Juda i Hebron (40)
Profeter: Natan, Gad, Zadok
Ypperstepræst: Ebjatar
1077
David bliver konge over hele Israel; gør Jerusalem til sin hovedstad
1070
Gad og Natan fuldfører Anden Samuelsbog
ca. 1040
SALOMON begynder at herske som konge (40)
Profeter: Natan, Ahija, Iddo
Ypperstepræster: Ebjatar, Zadok
1037
Opførelsen af Salomons tempel begynder
1034
Salomons tempel fuldføres
1027
Salomon skriver Højsangen
ca. 1020
Salomon skriver Prædikerens Bog
f. 1000
JUDA RIGE
År f.v.t.
ISRAELS RIGE
REHABEAM begynder at herske som konge (17 år); nationen deles i to riger
Profeter: Sjemaja, Iddo
997
JEROBOAM begynder at herske som konge over de 10 nordlige stammer, åbenbart først fra Sikem, derefter fra Tirza (22 år)
Profet: Ahija
Ægyptens konge Sjisjak invaderer Juda og tager skatte fra templet i Jerusalem
993
ABIJA (ABIJAM) begynder at herske som konge (3)
Profet: Iddo
980
ASA begynder sandsynligvis at herske (41), men hans første regeringsår regnes fra 977
Profeter: Azarja, Oded, Hanani
978
ca. 976
NADAB begynder at herske som konge (2)
ca. 975
BASJA myrder Nadab og begynder derpå at herske som konge(24)
Profet: Jehu (Hananis søn)
Ætiopieren Zera drager imod Juda
967
ca. 952
ELA begynder at herske som konge (2)
ca. 951
ZIMRI, en hærøverste, myrder Ela og hersker derefter som konge (7 dage)
ca. 951
OMRI, hærfører, begynder at herske som konge (12)
ca. 951
Tibni bliver konge over en del af folket, hvorved nationen bliver yderligere delt
ca. 947
Omri slår Tibnis modstand ned og bliver enehersker i Israel
ca. 945
Omri køber bjerget Samaria og bygger sin hovedstad der
ca. 940
AKAB begynder at herske som konge (22)
Profeter: Elias, Mikaja
JOSAFAT begynder sandsynligvis at herske (25), men hans første regeringsår regnes fra 936
Profeter: Jehu (Hananis søn), Eliezer, Jahaziel
Ypperstepræst: Amarja
937
ca. 920
AHAZJA, Akabs søn, ’bliver konge’ (2); hans fader lever sandsynligvis stadig;
Ahazjas regeringstid kan måske regnes fra ca. 919
Profet: Elias
Joram, Josafats søn, får en andel i regeringen sammen med sin fader
ca. 919
ca. 917
JORAM, Akabs søn, begynder at regere som enehersker over Israel (12); hans broder Ahazja efterlader sig ingen sønner, og det ser ud til at Ahazjas korte regeringstid i det mindste ét sted er tilskrevet Joram
Profet: Elisa
JORAM bliver Josafats officielle medregent, og fra dette tidspunkt kan hans regeringstid regnes (8)
Profet: Elias
913
Josafat dør og Joram bliver enehersker
ca. 911
AHAZJA, Jorams søn, begynder at herske (1), men er måske blevet salvet til konge ca. 907
Ypperstepræst: Jojada
ca. 906
ATALJA tilriver sig tronen (6)
ca. 905
JEHU, en hærøverste, myrder Joram og begynder derpå at herske (28); men det ser ud til at hans regeringstid regnes fra ca. 904
Profet: Elisa
JOASJ, Ahazjas søn, begynder at herske som konge (40)
Ypperstepræst: Jojada
898
876
JEHOAHAZ begynder at herske som konge (17)
ca. 862
Joasj får åbenbart del i kongedømmet sammen med sin fader, Jehoahaz
ca. 859
JOASJ, Jehoahaz’ søn, begynder at regere som enehersker over Israel (16)
Profet: Elisa
AMAZJA begynder at herske som konge (29)
858
Joasj af Israel tager Amazja til fange, bryder hul i Jerusalems mur og tager skatte fra templet
e. 858
ca. 844
JEROBOAM II begynder at herske som konge (41)
Profeter: Jonas, Hoseas, Amos
Jonas’ Bog skrives
UZZIJA (AZARJA) begynder at herske som konge (52)
Profeter: Hoseas, Joel (?), Esajas
Ypperstepræst: Azarja (II)
829
Joels Bog bliver måske skrevet
ca. 820
Uzzija ’bliver konge’ i en særlig betydning, måske i den forstand at han nu er fri for Jeroboam II’s overherredømme
ca. 818
Amos’ Bog skrives
ca. 804
ca. 803
ZEKARJA ’bliver konge’ i en vis forstand, men hans kongemagt bliver åbenbart ikke fuldt bekræftet før ca. 792 (6 måneder)
ca. 791
SJALLUM myrder Zekarja og hersker derpå som konge (1 måned)
ca. 791
MENAHEM myrder Sjallum og begynder derpå at herske, men det ser ud til at hans regeringstid regnes fra ca. 790 (10)
ca. 780
PEKAJA begynder at herske som konge (2)
ca. 778
PEKA myrder Pekaja og begynder derpå at herske som konge (20)
Profet: Oded
JOTAM begynder at herske som konge (16)
Profeter: Mika, Hoseas, Esajas
777
AKAZ begynder øjensynlig at herske (16), men hans første regeringsår regnes fra 761
Profeter: Mika, Hoseas, Esajas
Ypperstepræst: Urija (?)
762
Akaz bliver øjensynlig tributpligtig over for Assyriens konge Tiglat-Pileser III
ca. 759
ca. 758
HOSJEA myrder Peka og ’bliver konge’ i hans sted, men det ser ud til at hans herredømme først bliver fuldt befæstet, eller at han opnår assyrerkongen Tiglat-Pileser III’s støtte i ca. 748 (9 år)
EZEKIAS begynder øjensynlig at herske (29), men hans første regeringsår regnes fra 745
Profeter: Mika, Hoseas, Esajas
Ypperstepræst: Azarja (II eller III)
746
e. 745
Hoseas’ Bog fuldføres
742
Den assyriske hær begynder at belejre Samaria
740
Assyrerne indtager Samaria og underlægger sig Israel; det nordlige rige går til grunde
Sankerib invaderer Juda
732
Esajas’ Bog fuldføres
e. 732
Mikas Bog fuldføres
f. 717
Samlingen af Ordsprogenes Bog fuldføres
ca. 717
MANASSE begynder at herske som konge (55)
716
AMON begynder at herske som konge (2)
661
JOSIAS begynder at herske som konge (31)
Profeter: Zefanias, Jeremias, profetinden Hulda
Ypperstepræst: Hilkija
659
Zefanias’ Bog skrives
f. 648
Nahums Bog skrives
f. 632
JEHOAHAZ hersker som konge (3 måneder)
628
JOJAKIM begynder at herske som konge, bliver tributpligtig over for Ægypten (11)
Profeter: Habakkuk (?), Jeremias
628
Habakkuks Bog skrives muligvis
ca. 628
Nebukadnezar II gør Jojakim tributpligtig over for Babylon
620
JOJAKIN begynder at herske som konge (3 måneder 10 dage)
618
Nebukadnezar II fører fanger og tempelskatte til Babylon
617
ZEDEKIAS begynder at herske som konge (11)
Profeter: Jeremias, Ezekiel
Ypperstepræst: Seraja
617
Nebukadnezar II invaderer Juda igen; begynder at belejre Jerusalem
609
Jerusalems mure bliver gennembrudt den 9. dag i den 4. måned
607
Jerusalem og templet afbrændes den 10. dag i den 5. måned
607
De sidste jøder forlader Juda omkring midten af den 7. måned
607
Jeremias skriver Klagesangene
607
Obadias’ Bog skrives
ca. 607
BEMÆRK: Efter indtagelsen af Samaria blev Israels riges ti stammer ført i landflygtighed. Men landet blev ikke efterladt øde, som det skete med Juda efter Jerusalems ødelæggelse i 607 f.v.t. Assyriens konge flyttede folk fra Babylon, Kuta, Avva, Hamat og Sefarvajim til Israels byer og lod dem bosætte sig der. Deres efterkommere boede der stadig da jøderne vendte tilbage til Jerusalem i 537 f.v.t. for at genopbygge templet. — 2Kg 17:6, 24; Ezr 4:1, 2.
