Der er i Bibelen en mangfoldighed af udtryk der beskriver forskellige stillinger og bevægelser af krop, arme og hænder som udtryk for en eller anden følelse, indstilling eller sindsstemning. Af den bibelske beskrivelse fremgår det at de i det store og hele ligner dem man ser praktiseret i Mellemøsten i dag. Østerlændinge giver på denne måde udtryk for deres følelser i langt højere grad end mange vesterlændinge, der i den henseende er mere tilbageholdende og afdæmpede. Med eller uden ledsagende ord er de kropslige udtryksformer meget talende og har stor virkning.

Bøn og hyldest. Stående stilling. Blandt hebræerne og mange af de andre folkeslag der nævnes i Bibelen, havde man ikke nogen bestemt stilling man indtog under bøn. Alle de stillinger man indtog, var yderst respektfulde. Det var almindeligt at stå oprejst. Jesus omtalte denne stilling. (Mr 11:25) Uden tvivl stod Jesus selv op dengang han bad umiddelbart efter sin dåb og himmelen åbnedes og den hellige ånd dalede ned over ham i skikkelse af en due og Guds stemme lød fra himmelen. — Lu 3:21, 22.

At knæle. Det var almindeligt at knæle under bøn. Jesus knælede da han bad i Getsemane Have. (Lu 22:41) Salomon knælede da han bad på Israels folks vegne ved indvielsen af templet. (1Kg 8:54) Skønt ordet „knæ“ i mange tilfælde bruges i flertal i Bibelens grundtekst, hvilket viser at man ofte knælede ned på begge knæ, forekom det dog også at man knælede ned på ét knæ, som orientalere undertiden gør den dag i dag. — Apg 9:40; 20:36; 21:5; Ef 3:14.

At bøje sig. Når jøderne tilbad Gud, vendte de sig altid, uanset hvor de befandt sig, mod Jerusalem og templet. (1Kg 8:42, 44; Da 6:10) I et syn så Ezekiel 25 mænd der bøjede sig mod øst, med ryggen til Jehovas tempel. (Ez 8:16) Soltilbedernes templer var bygget sådan at indgangen befandt sig på vestsiden og tilbederne så mod øst når de kom ind. I Jehovas tempel lå indgangen derimod i østsiden, så Jehovas tilbedere dér vendte ryggen til det sted hvor solen står op.

Oprakte arme. Ofte når man stod eller knælede i bøn, var hænderne udbredt mod himmelen eller bedende løftet eller fremstrakt. (1Kg 8:22; 2Kr 6:13; Ne 8:6)  Undertiden var ansigtet løftet eller vendt opad (Job 22:26), eller blikket var vendt mod himmelen. — Mt 14:19; Mr 7:34; Joh 17:1.

At sidde ned eller at kaste sig ned. Når man bad i siddende stilling, lå man øjensynlig på knæ og sad tilbagelænet på hælene. (1Kr 17:16) I denne stilling kunne man bøje hovedet eller hvile det mod brystet, eller man kunne, som Elias, bøje sig helt til jorden med ansigtet mellem knæene. (1Kg 18:42) Bibelen benytter ofte udtrykkene „at kaste sig ned“ eller „at falde på sit ansigt“ om det at bøje sig. Som regel lagde man sig på knæ og bøjede sig fremad idet man støttede med hænderne eller, hyppigere, med albuerne, til hovedet rørte jorden. (1Mo 24:26, 48; Ne 8:6; 4Mo 16:22, 45; Mt 26:39) Hvis den bedende sørgede dybt eller bad meget inderligt, kunne han ligge udstrakt med ansigtet mod jorden. I tilfælde af stor kval kunne den bedende være klædt i sæk. (1Kr 21:16) Også afgudsdyrkere bøjede sig for deres guder (2Mo 20:5; 4Mo 25:2; 2Kg 5:18; Da 3:5-12), og ofte kyssede de guderne. — 1Kg 19:18.

Religiøse gestus over for noget skabt. Job pegede på faren ved at man lod sig forlede af sit hjerte til at ære noget skabt som solen, månen eller forskellige genstande, og tilbede dette ved bestemte gestus — måske ved at sende det fingerkys, ligesom de hedenske månetilbedere og afgudsdyrkere gjorde. Job forstod at man derved fornægtede den sande Gud, og at det var en misgerning som man måtte stå til regnskab for. — Job 31:26-28.

Stillinger de kristne indtager under bøn. Både Jesus, Paulus og andre bad offentligt, og Jesus anbefalede desuden at man bad i enrum. (Mt 6:5, 6) Men han fordømte at man hyklerisk bad lange bønner for at blive bemærket af andre, sådan som nogle af farisæerne havde for skik. (Mr 12:40; Lu 20:47) Fra de jødiske synagoger overtog de kristne dog mange skikke som ikke havde Guds mishag, og i De Kristne Græske Skrifter omtales de samme stillinger og bevægelser i forbindelse med bøn som var almindelige blandt jøderne. Intetsteds anbefales et ansigtsudtryk eller en kropsholdning der udtrykker hyklerisk fromhed eller skinhellighed. Der lægges ikke vægt på at den bedende indtager en bestemt stilling, som at folde eller samle hænderne. Man kan endda bede i tankerne uden at det kommer synligt til udtryk, for eksempel mens man udfører en tjenesteopgave, eller når man befinder sig i en nødsituation. (Jf. Ne 2:4.) Kristne opfordres til fortsat at bede „med enhver form for bøn og anråbelse“. — Ef 6:18.

Respekt, ydmyghed. At knæle. De stillinger og bevægelser hvormed østerlændinge gav udtryk for deres respekt for andre — især når de fremsatte en anmodning over for en overordnet — var stort set de samme som dem man brugte under bøn. Der er eksempler på at man knælede når man fremførte en anmodning over for en anden. Der var ikke tale om tilbedelse af vedkommende, men om respektfuld anerkendelse af dennes stilling eller embede. — Mt 17:14; Mr 1:40; 10:17; 2Kg 1:13.

At bøje sig. Hyppigt brugte man at bøje sig som hilsen eller når man henvendte sig til nogen i et forretningsanliggende, eller når man ville give udtryk for stor respekt for den man stod over for. Jakob bøjede sig syv gange for Esau da han mødte ham. (1Mo 33:3) Og Salomon viste, selv som konge, respekt for sin moder ved at bøje sig for hende. — 1Kg 2:19.

At bøje sig kunne også være et tegn på at man indrømmede et nederlag. (Es 60:14) De overvundne kunne træde frem for sejrherren klædte i sæk og med reb om hovedet for at bede om nåde. (1Kg 20:31, 32) Nogle mener at de omtalte reb var lagt om halsen som tegn på at de underkastede sig og var sejrherrens fanger.

Selv om jøderne almindeligvis bøjede sig for myndighedspersoner for at vise deres respekt, nægtede Mordokaj at bøje sig for Haman. Dette skyldtes at Haman som agagit sandsynligvis var amalekit, og Jehova havde sagt at han ville udslette Amaleks minde under himmelen, og at han ville have krig med Amalek fra generation til generation. (2Mo 17:14-16) Da det ville have været tegn på at Mordokaj havde fred med Haman hvis han havde bøjet sig eller kastet sig ned for ham, nægtede Mordokaj at udføre denne handling, hvorved han ville have overtrådt Guds bud. — Est 3:5.

At kaste sig ned. Josua kastede sig til jorden foran en engel, „fyrsten over Jehovas hær“, ikke for at tilbede engelen, men som tegn på at han anerkendte det høje embede engelen besad, og at han forstod at engelen var udsendt af Jehova med en befaling til ham. — Jos 5:14.

Da Jesus var her på jorden, kom folk og kastede sig ned foran ham for at rette en anmodning til ham og vise ham ærbødighed, og han irettesatte dem ikke. (Lu 5:12; Joh 9:38) Det var fordi han var den udnævnte konge, den designerede konge; som han selv sagde: „Guds kongelige majestæt er kommet nær“ (ED); „Guds rige er kommet nær.“ (NV, Mr 1:15) Jesus var arving til Davids trone, og derfor kunne man med rette vise ham ærbødighed som konge. — Mt 21:9; Joh 12:13-15.

 Imidlertid forbød Jesu apostle andre at kaste sig ned foran dem. Det var fordi man i de tilfælde der er beskrevet, gjorde det som en tilbedelseshandling, som om den kraft hvorved apostlene helbredte eller gjorde andre kraftige gerninger, var deres egen. Apostlene forstod at kraften var fra Gud, at æren for det der skete, skulle gå til ham, og at al tilbedelse skulle rettes mod Jehova gennem Jesus Kristus, som de blot var sendebud for. — Apg 10:25, 26.

I forbindelse med den ærbødighed man viste Jesus, bruges ofte det græske udsagnsord proskyneʹō, hvis grundbetydning er „at bringe hyldest“ eller „at bøje sig ærbødigt for“, men som også oversættes med „at tilbede“. (Mt 2:11; Lu 4:8) Jesus tog ikke imod nogen tilbedelse, for den tilkommer Gud alene (Mt 4:10), men når nogen bøjede sig for ham, tillod han det som en anerkendelse af den myndighed der var givet ham af Gud. Den engel som Jesus Kristus sendte til Johannes med Åbenbaringen, gav udtryk for det princip at menneskers tilbedelse kun tilkommer Gud, og derfor ville engelen ikke tage imod nogen tilbedelse fra Johannes. — Åb 19:10; se TILBEDELSE; ÆRBØDIGHED.

At tildække hovedet var et tegn på en kvindes respekt for manden. Denne skik fulgte man i den kristne menighed. I sin redegørelse for den kristne ledelses princip sagde apostelen Paulus blandt andet: „Enhver kvinde som beder eller profeterer med hovedet utildækket, bringer skam over sit hoved, . . . Det er derfor kvinden bør have et myndighedstegn på sit hoved af hensyn til englene.“ — 1Kor 11:3-10; se HOVED, MYNDIGHED SOM.

At tage sine sandaler af var tegn på respekt og ærbødighed. Moses fik befaling til at gøre dette ved den brændende tornebusk, og Josua dengang en engel talte til ham. (2Mo 3:5; Jos 5:15) Præsterne udførte deres tjeneste i teltboligen og i templet barfodede, for dette var hellige steder. At løse en andens sandalremme eller bære sandalerne for en anden blev betragtet som tyendearbejde og var et udtryk for ydmyghed; det viste at man var klar over sin egen ringe betydning i forhold til den anden. Det er stadig skik i Mellemøsten at tage sandalerne af før man går ind i et hus, og undertiden er det en tjener der gør det for en. — Mt 3:11; Joh 1:27; se SANDAL.

At hælde vand på en andens hænder. Elisa blev beskrevet som Elias’ tjener med ordene „han som hældte vand på Elias’ hænder“. Det var noget man især gjorde efter et måltid. I Mellemøsten brugte man ikke kniv og gaffel, men fingrene, og efter måltidet hældte tjeneren vand over sin herres hænder så han kunne vaske dem. (2Kg 3:11) På samme måde blev den skik at vaske en persons fødder udført som et tegn på gæstfrihed og respekt og, under visse forhold, ydmyghed. — Joh 13:5; 1Mo 24:32; 43:24; 1Ti 5:10.

Overenskomst, tegn på fællesskab. At give hånd eller håndslag var en bekræftelse på at man havde sluttet en overenskomst, en kontrakt eller en handel, og at den nu var trådt i kraft. (Ezr 10:19) Bibelen advarer imod at man stiller sikkerhed for en andens lån og i den forbindelse giver håndslag. (Ord 6:1-3; 17:18; 22:26) At man var fælles om et foretagende, gav man også til kende ved at give hinanden hånden. — 2Kg 10:15; Ga 2:9.

Velsignelse. At lægge hænderne på en andens hoved; at løfte hænderne. Eftersom det hebraiske udsagnsord barakhʹ bruges både om at knæle og om at velsigne, er det muligt at den der modtog en velsignelse, knælede ned og bøjede sig mod den der uddelte velsignelsen. Den der velsignede, lagde da sine hænder på hovedet af den der blev velsignet. (1Mo 48:13, 14; Mr 10:16) Når en hel forsamling eller gruppe blev velsignet, var det almindeligt at løfte hænderne imod den samtidig med at man udtalte velsignelsen. — 3Mo 9:22; Lu 24:50.

Edsaflæggelse. At løfte hånden; at lægge hånden under en andens hofte. Når man aflagde ed, var det skik at man løftede højre hånd. Gud siger om sig selv at han gør dette, og det skal naturligvis forstås symbolsk. (5Mo 32:40; Es 62:8) Engelen i Daniels syn løftede både sin højre og sin venstre hånd mod himmelen for at sværge. (Da 12:7) Man kunne også bekræfte en ed som man aflagde over for en anden, ved at lægge hånden under den andens hofte, sådan som Abrahams tjener gjorde da han svor at han ville hente en hustru til Isak hos Abrahams slægtninge (1Mo 24:2, 9), og som Josef gjorde over for Jakob da han svor at han ikke ville begrave Jakob i Ægypten. (1Mo 47:29-31) Ordet „hofte“ anvendes om den øverste del af benet fra hoften til knæet, den del hvori lårbenet sidder. Ifølge den jødiske rabbiner Rashbam blev denne fremgangsmåde brugt når en overordnet tog en underordnet i ed, som for eksempel når en herre tog sin tjener i ed eller en fader sin søn; i begge tilfælde havde den overordnede krav på den andens lydighed. Ifølge en anden jødisk lærd, Abraham Ibn Ezra, var det skik dengang at en tjener aflagde ed ved at lægge hånden under sin herres hofte, det vil sige at denne sidste sad på hånden. Det betød at tjeneren var underlagt sin herres myndighed. — The Soncino Chumash, redigeret af A. Cohen, London 1956, s. 122.

 Sorg, skam. At kaste støv på hovedet; at sønderrive sine klæder; at klæde sig i sæk. Som regel gav man udtryk for sin sorg ved at græde (1Mo 50:1-3; Joh 11:35), ofte ved bedrøvet at bøje hovedet (Es 58:5), ved at kaste støv på hovedet (Jos 7:6) eller ved at sidde på jorden. (Job 2:13; Es 3:26) Ofte sønderrev man sine klæder (1Sa 4:12; Job 2:12; se SØNDERRIVNING AF KLÆDER), og undertiden kom man aske på hovedet. (2Sa 13:19) Da jøderne blev dømt til udslettelse for deres fjenders hånd efter ordre fra kong Ahasverus, blev „sækkelærred og aske . . . bredt ud som leje for mange“. (Est 4:3) Jehova advarede på forhånd Jerusalem om at det skulle binde sækkelærred om sig og vælte sig i aske under den trængsel der ville komme over det. (Jer 6:26) I filisterbyen Afra skulle man ifølge profeten Mikas ord ’vælte sig i støvet’. — Mik 1:10.

At klippe håret af eller rive hår af hovedet; at slå sig for brystet. At klippe håret af (Job 1:20), at rive hår ud af skægget (Ezr 9:3), at tildække hovedet (2Sa 15:30; Est 6:12), at tildække overskægget (Ez 24:17; Mik 3:7) og at holde hænderne på hovedet var tegn på stor, næsten lammende, sorg eller skam. (2Sa 13:19; Jer 2:37) Nogle mener at sidstnævnte udtryk betød at Guds tunge hånd hvilede på den sørgende. Esajas gik omkring nøgen og barfodet som tegn på hvad der ville overgå Ægypten og Ætiopien. (Es 20:2-5) Sønderknust af sorg eller anger kunne man slå sig for brystet (Mt 11:17; Lu 23:27), eller man kunne slå sig på hoften som udtryk for sorg, anger, skam og følelsen af at være ydmyget. — Jer 31:19; Ez 21:12.

Vrede, spot, fornærmelse, nedkaldelse af ondt. At ryste på hovedet; at tildele lussinger. Forskellige bevægelser med hoved, hænder, læber osv., ofte ledsaget af ord, var umiskendelige udtryk for vrede, fjendskab, ringeagt, spot, foragt m.m. Til disse udtryksformer hørte vrængning med læberne, hovedrysten og vinken med hånden (2Kg 19:21; Sl 22:7; 44:14; 109:25; Zef 2:15), slag i ansigtet med flad hånd (Job 16:10; Mt 5:39; Joh 18:22) og at rive hår af en andens skæg. (Es 50:6) Jesus blev udsat for den største vanære og forsmædelse fra den jødiske højesterets side da man spyttede på ham, gav ham lussinger, tilhyllede hans ansigt, slog ham med knytnæver og spottende sagde til ham: „Profetér for os, Kristus. Hvem var det der slog dig?“ (Mt 26:67, 68; Mr 14:65) Bagefter fik han en lignende behandling af de romerske soldater. — Mt 27:30; Mr 15:19; Joh 19:3.

At kaste med støv var en anden måde hvorpå man viste sin foragt. Sjim’i gjorde dette over for David samtidig med at han nedkaldte ondt over ham og kastede med sten. (2Sa 16:13) Da Paulus fremførte sit forsvar for folkemængden i Jerusalem, gav den sit raseri til kende ved at råbe højt, smide om sig med klæder og kaste støv op i luften. — Apg 22:22, 23.

Ved at klappe i hænderne kunne man påkalde sig en andens opmærksomhed, sådan som det er tilfældet i Josua 15:18. Oftere var det dog et tegn på vrede (4Mo 24:10), hån eller foragt (Job 27:23; Kl 2:15), sorg (Ez 6:11) eller fjendskab, idet man glædede sig over det onde der var overgået en rival, en hadet fjende eller en undertrykker; undertiden trampede man samtidig med fødderne. — Ez 25:6; Na 3:19.

Udnævnelse. Salvelse. Visse handlinger knyttede sig til udnævnelsen til et embede eller overdragelse af myndighed. Da præsterne blev indsat i deres embede, blev Aron salvet med den hellige salveolie. (3Mo 8:12) Konger blev også salvet. (1Sa 16:13; 1Kg 1:39) Perserkongen Kyros blev ikke salvet med bogstavelig salveolie af en udsending fra Gud, men han omtales billedligt som Jehovas salvede fordi han var udset til at erobre Babylon og udfri Guds folk. (Es 45:1) Elisa blev ’salvet’ ved at han blev udnævnt, men han blev aldrig salvet bogstaveligt med olie. (1Kg 19:16, 19) Jesus blev salvet af sin Fader, Jehova, ikke med olie, men med hellig ånd. (Es 61:1; Lu 4:18, 21) Hans åndsavlede brødre, som udgør den kristne menighed, salves ved hjælp af ham. (2Kor 1:21; Apg 2:33) Denne salvelse udnævner, bemyndiger og gør dem egnede som Guds tjenere. — 1Jo 2:20; 2Kor 3:5, 6; se SALVELSE.

Håndspålæggelse blev brugt for at tilkendegive at en person var udnævnt til et embede eller en speciel opgave. For eksempel lagde apostlene hænderne på de syv mænd der blev udnævnt til at tage sig af den daglige uddeling af mad i menigheden i Jerusalem. (Apg 6:6) Timoteus blev udnævnt til en tilsynsgerning af menighedens ældsteråd. (1Ti 4:14) Senere fik han af apostelen Paulus overdraget at udnævne andre, hvilket han først måtte gøre efter moden overvejelse. — 1Ti 5:22.

Håndspålæggelsen kunne også have andre betydninger. For eksempel betød den i 2 Mosebog 29:10, 15 at Aron og hans sønner anerkendte at de pågældende ofre blev bragt til gavn for dem. Samme betydning havde den i det tilfælde der nævnes i 3 Mosebog 4:15.

Håndspålæggelse kunne også være et tegn på at en person fik en særlig gavn af den, eller at der tilflød vedkommende en særlig kraft, som for eksempel når Jesus helbredte nogle ved at lægge hænderne på dem (Lu 4:40) eller den hellige  ånd kom over dem som Paulus lagde hænderne på. (Apg 19:6) Det vil ikke sige at ånden passerede gennem Paulus’ hænder, men at han var bemyndiget til på Kristi vegne og i overensstemmelse med de foreskrevne krav at udpege hvem der ville modtage åndens gaver. (Se også Apg 8:14-19.) At det ikke var nødvendigt med en håndspålæggelse for at formidle åndens gaver, ses i tilfældet med Kornelius og hans husstand, hvor apostelen Peter blot var til stede da de fik den hellige ånd og tungetalens gave, men ikke lagde hænderne på nogen. — Apg 10:44-46.

Gunst. At stå foran en overordnet. Eftersom der skulle en særlig tilladelse til for at træde frem for en konge, var det tegn på gunst og anerkendelse at stå foran eller at blive stillet foran en myndighedsperson. (Ord 22:29; Lu 1:19; 21:36) I Åbenbaringen 7:9, 15 ses en stor skare som står foran tronen, hvilket er et tegn på at de har opnået anerkendelse af Gud og nu befinder sig i en begunstiget stilling.

At ’opløfte en persons hoved’ blev undertiden brugt som et symbolsk udtryk for at vedkommende var blevet ophøjet til eller atter indsat i en begunstiget stilling. — 1Mo 40:13, 21; Jer 52:31.

At fylde nogens hænder med myndighed. At fylde nogens hænder med myndighed er et udtryk som blev brugt om præsternes indsættelse i deres embede. Moses fremstillede denne handling symbolsk da han som mellemmand lagde de forskellige dele af ofrene på Arons og hans sønners hænder og gav sig til at svinge dem frem og tilbage for Jehovas ansigt. Svingningen betød at ofrene til stadighed blev frembåret for Jehova. — 3Mo 8:25-27.

Venskab. At kysse en anden; at vaske en andens fødder; at salve en andens hoved. Et kys var tegn på venskab (1Mo 27:26; 2Sa 19:39), og undertiden på dybere følelser, idet man faldt hinanden om halsen og omfavnede og kyssede hinanden under tårer. (1Mo 33:4; 45:14, 15; 46:29; Lu 15:20; Apg 20:37) Tre handlinger blev betragtet som nødvendige tegn på sand gæstfrihed: at hilse en gæst velkommen med et kys, at vaske hans fødder og at salve hans hoved. — Lu 7:44-46.

Når man lå til bords, som det var skik på Jesu tid, var det tegn på særligt venskab og fortrolighed at læne sig tilbage mod en andens bryst, og det blev betragtet som en særlig gunstbevisning at indtage ’pladsen op mod en andens bryst’. (Joh 13:23, 25) Dette skal man have i tanke når man læser Lukas 16:22, 23 og Johannes 1:18.

At holde måltid (hebr.: „at spise brød“) med en anden var symbol på venskab og fred mellem deltagerne i måltidet. (1Mo 31:54; 2Mo 2:20; 18:12) Hvis en af deltagerne derefter vendte sig mod en anden som han havde spist sammen med, og skadede ham, blev det betragtet som et nedrigt forræderi. Det var dette Judas gjorde sig skyldig i. — Sl 41:9; Joh 13:18.

Uskyld, at nægte medansvar. At vaske sine hænder. At erklære sig ikke skyldig i en sag eller at sige sig fri for medansvar vistes symbolsk ved at man vaskede sine hænder. (5Mo 21:6) Salmisten erklærede på denne måde sin uskyld i Salme 73:13. (Jf. Sl 26:6.) Pilatus prøvede at fralægge sig ansvaret for Jesu død ved at vaske sine hænder i folkemængdens påsyn idet han sagde: „Jeg er uskyldig i dennes blod. Det bliver jeres sag.“ — Mt 27:24.

At ryste sine klæder ud. Paulus viste at han fralagde sig yderligere ansvar for de jøder som han havde forkyndt for i Korinth, ved at ryste sine klæder ud over for dem samtidig med at han sagde: „Lad jeres blod komme over jeres egne hoveder. Jeg er ren. Fra nu af vil jeg gå til folk fra nationerne.“ (Apg 18:6) Da Nehemias ved en bestemt lejlighed rystede sin brystfold ud, skulle det symbolsk betegne hvordan Gud ville forkaste den der ikke overholdt aftalen. — Ne 5:13.

At ryste støvet af sine fødder. At ryste støvet af sine fødder var ligeledes et tegn på at man fralagde sig et ansvar. Jesus sagde at disciplene kunne gøre dette over for et hus eller en by som ikke ville tage imod dem eller høre på dem. — Mt 10:14; Lu 10:10, 11; Apg 13:51.

Glæde. At klappe i hænderne. Man gav udtryk for glæde ved at klappe i hænderne (2Kg 11:12; Sl 47:1) og ved at danse, ofte samtidig med at der blev spillet musik. (Dom 11:34; 2Sa 6:14) Sang og jubelråb under arbejdet, især under vinhøsten, var udtryk for glæde og taknemmelighed. — Es 16:10; Jer 48:33.

Fjendskab. At svinge hånden truende mod nogen eller noget var tegn på fjendskab. — Es 10:32; 19:16.

At løfte hovedet var et symbolsk udtryk for at man skred til handling, som regel for at modstå, bekæmpe eller undertrykke. — Dom 8:28; Sl 83:2.

At løfte sin hånd mod en myndighedsperson var ensbetydende med oprør imod ham. — 2Sa 18:28; 20:21.

At slikke støvet var et symbol på nederlag og tilintetgørelse. — Sl 72:9; Es 49:23.

At sætte hånden eller foden på sine fjenders nakke var et billedligt udtryk for at fjenden havde lidt nederlag, at han var blevet slået på flugt, forfulgt,  indhentet og fanget. — 1Mo 49:8; Jos 10:24; 2Sa 22:41; Sl 18:40.

At få overdraget myndighed, at skride til handling. At stå frem eller at rejse sig betød at man fik overdraget magt og myndighed eller at man skred til handling. Udtrykket ’at fremstå’ eller ’at stå frem’ blev brugt om kongerne når de fik overdraget kongemagt eller udøvede den på en bemærkelsesværdig måde. (Da 8:22, 23; 11:2, 3, 7, 21; 12:1) Om Jehova siges det at han ’rejser sig’ eller ’står frem’ for at fælde dom over folkene. (Sl 76:9; 82:8) Om Satan siges det at han ’trådte op’ eller ’rejste sig’ imod Israel da han æggede David til at foretage en folketælling. — 1Kr 21:1.

At binde noget om hofterne eller lænden betød at man gjorde sig rede til handling. Udtrykket er hentet fra den skik at binde den lange og folderige klædning op med et bælte eller lignende så den ikke hindrede én under arbejde, gang eller løb. — Job 40:7; Jer 1:17; Lu 12:37; 1Pe 1:13, fdn.

Andre udtryk. At lægge sig ved en mands fødder. Da Rut ville minde Boaz om at han var hendes genløser, kom hun om natten, afdækkede pladsen ved hans fødder og lagde sig dér. Da han vågnede, sagde hun til ham: „Jeg er Rut, din trælkvinde, og du må brede din kappeflig ud over din trælkvinde, for du er genløser.“ Hermed viste Rut at hun var villig til at lade Boaz indgå svogerægteskab med hende. — Rut 3:6-9.

Udseendet under faste. Udtrykket ’at spæge sin sjæl’ betød højst sandsynligt ’at faste’, hvilket man gjorde som tegn på sorg, at man erkendte sine synder, angrede og følte sig sønderknust. (3Mo 16:29, 31; 2Sa 1:12; Sl 35:13; Joel 1:13, 14) Hykleriske mennesker på Jesu tid ’lavede deres ansigt til’, det vil sige anlagde en bedrøvet mine, for at stille deres „hellighed“ til skue ved at vise at de fastede; men Jesus sagde til sine disciple at de skulle indgnide deres hoved med olie og vaske deres ansigt, så de så normale ud når de fastede, i bevidstheden om at deres himmelske Fader ville se på hjertet. (Mt 6:16-18) De kristne fastede undertiden for helt at koncentrere sig om åndelige anliggender. — Apg 13:2, 3; se FASTE.

At lægge hånden på en afdøds øjne. Da Jehova sagde til Jakob: „Josef vil lægge sin hånd på dine øjne“ (1Mo 46:4), betød det at Josef var den der ville lukke Jakobs øjne når han var død, en pligt der normalt påhvilede den førstefødte søn. Hermed tilkendegav Jehova øjensynlig over for Jakob at førstefødselsretten skulle overgå til Josef. — 1Kr 5:2.

At fløjte. At fløjte ad noget var udtryk for forbavselse eller undren. Sådan ville reaktionen være hos dem der så Juda, og senere Babylon, lagt øde, en ødelæggelse der ville indgyde både frygt og forfærdelse. — Jer 25:9; 50:13; 51:37.

Det var skik at konger eller andre højtstående personer støttede sig til en tjeners eller en laverestående rangspersons hånd, sådan som kong Joram af Israel gjorde. (2Kg 7:2, 17) Kong Ben-Hadad II af Aram støttede sig til sin tjener Na’amans hånd når han bøjede sig i sin gud Rimmons hus. — 2Kg 5:18.

Brugt billedligt. At vaske en andens fødder. Ved personligt at vaske disciplenes fødder brugte Jesus en af de orientalske skikke til at give sine disciple en lektion i ydmyghed og i at tjene hinanden. Impulsivt bad Peter ham om ikke alene at vaske hans fødder, men også hans hænder og hoved. Men Jesus svarede: „Den der har badet behøver ikke at få vasket mere end fødderne, men er helt ren.“ (Joh 13:3-10) Her sigtede Jesus til at den der havde været i badet og derefter vendte hjem til sit hus, kun behøvede at vaske vejstøvet af fødderne, der var blevet tilsmudsede i de åbne sandaler. Han brugte denne legemlige renhed som et billede på åndelig renhed.

At vandre. Dette udtryk bruges billedligt om at leve på en bestemt måde, som for eksempel når det siges at „Noa vandrede med den sande Gud“. (1Mo 6:9; 5:22) De der vandrede med Gud, levede på en måde som Gud godkendte, idet de fulgte de retningslinjer han havde givet. I De Kristne Græske Skrifter, hvor det samme udtryk bruges, beskrives to vidt forskellige måder at leve på, nemlig som man levede før man begyndte at tjene Gud, og som man begyndte at leve efter dette tidspunkt. (Ef 2:2, 10; 4:17; 5:2) På samme måde bruges udtrykket „at løbe“. (1Pe 4:4) Gud sagde at profeterne i Juda „løb“ skønt han ikke havde sendt dem, hvilket betød at de falskeligt havde påtaget sig profetgerningen uden bemyndigelse fra ham. (Jer 23:21) Paulus omtaler den kristnes liv eller måde at leve på som et „løb“. Han sammenligner det med et kapløb som man kan løbe enten godt eller dårligt, og hvori man må løbe efter reglerne for at vinde sejrsprisen. — 1Kor 9:24; Ga 2:2; 5:7.