(Kuʹta).

To navne for samme sted, hvorfra assyrerkongen flyttede et folk til Samarias byer efter at israelitterne var ført i landflygtighed i 740 f.v.t. (2Kg 17:23, 24, 30) De tvangsforflyttede fra Kuta og andre steder blev imidlertid plaget af løver som dræbte nogle af dem, og da de appellerede til assyrerkongen om hjælp, sendte han dem en præst der tidligere havde gjort tjeneste i Israels nordrige. Eftersom den tilbedelse der var blevet praktiseret i Israel, længe havde haft Guds mishag (1Kg 13:33, 34; 16:31-33), fik denne præst ikke kolonisterne til virkelig at tilbede Jehova, men „det var deres egne guder de dyrkede“. Folkene fra Kuta fortsatte således med at tjene deres gud Nergal. Det folkeslag der opstod ved at folkene fra Kuta og andre steder giftede sig med de tilbageværende israelitter, blev i almindelighed kaldt „samaritanere“. Ifølge Josefus blev de „på hebraisk kaldt kutim (kutæere) og af grækerne samareitai (samaritanere)“. (Jewish Antiquities, IX, 290 [xiv, 3]) Betegnelsen „kutim“ blev åbenbart brugt fordi der var forholdsvis mange folk fra Kuta blandt de oprindelige bosættere. — 2Kg 17:24-41.

Da der i Tell Ibrahim (Imam Ibrahim) ca. 50 km nordøst for Babylon er fundet tavler indeholdende kontrakter med navnet Kutu (der på akkadisk svarer til Kut), identificerer de fleste geografer nu Tell Ibrahim med det bibelske Kuta. Det lader til at Kuta engang var en af de mere fremtrædende byer i det babyloniske rige, og at den også var ret stor, for ruinhøjen i dag er omkring 18 m høj og 3 km i omkreds. Blandt ruinerne udpeges et sted hvor man mener der har ligget et tempel for Nergal, hvilket stemmer med Bibelens oplysning om at „folkene fra Kut“ dyrkede denne gud. — 2Kg 17:29, 30.