Et redskab som regel bestående af to skiveformede sten, den ene anbragt oven på den anden, mellem hvis flader kernerne af forskellige kornsorter males til mel. Man kunne støde korn i en morter, gnide det med en sten mod en anden sten eller male det i en håndkværn, den mest anvendte metode i Palæstina på Bibelens tid. Håndkværne blev brugt i tidlig patriarkalsk tid, for Abrahams hustru Sara lavede runde kager af „fint mel“. (1Mo 18:6) I ørkenen malede israelitterne den guddommeligt tilvejebragte manna „i håndkværne“ eller „stødte den i mortere“. — 4Mo 11:7, 8; se MORTER.

Man bagte som regel brød hver dag, og almindeligvis havde hver familie sin egen håndkværn. At male korn hørte med til kvindernes daglige arbejde i familien. (Mt 24:41; Job 31:10; 2Mo 11:5; Es 47:1, 2) De stod tidligt op om morgenen for at male melet der skulle bruges til den daglige brødbagning. „Håndkværnens lyd“ er i Bibelens sprogbrug et symbol på normale fredelige tilstande. Omvendt var det tegn på ødelæggelse og på at et land henlå øde og forladt når „håndkværnens lyd“ ikke mere hørtes. — Jer 25:10, 11; Åb 18:21, 22; jf. Præ 12:3, 4.

Som dens nutidige modstykke i Mellemøsten bestod håndkværnen i gammel tid af to flade, runde sten, hvoraf den øverste, „løberen“, passede til og blev drejet rundt oven på den underste, „liggeren“, der lå fast. (5Mo 24:6; Job 41:24) I dag er den tungere underste sten som regel lavet af basalt og er knap 50 cm i diameter og fra 5 til 10 cm tyk. En træpløk som er forsænket og fastgjort midt i den underste sten, tjener som aksel for den øverste sten. Overfladen på den underste sten er konveks, idet den buer let nedad og udefter, så det malede korn drives ud mod stenens yderside, mens undersiden af den øverste møllesten er konkav, så den passer til overfladen af den underste sten. Et tragtformet hul midt i den øverste sten giver plads for træpløkken hvorom stenen drejer, og det er også her man hælder kornet ned i kværnen. Hen imod yderkanten af den øverste sten er der et andet hul hvori man sætter en træpind der tjener som håndtag når man drejer den øverste møllesten.

Der var som regel to kvinder om arbejdet med at male korn på en håndkværn. (Lu 17:35) De sad vendt mod hinanden, hver med en hånd på håndtaget hvormed de drejede den øverste  møllesten. Med den frie hånd fyldte den ene kvinde umalet korn i mindre mængder ned i hullet i den øverste møllesten, mens den anden samlede melet efterhånden som det dukkede frem fra kanten af møllen og faldt ned i bakken eller det udbredte klæde under kværnen.

Da man normalt skulle bage brød hver dag og derfor hyppigt måtte male mel, forbød Guds lov barmhjertigt israelitterne at tage en håndkværn eller den øverste møllesten som pant. Familiens daglige brød afhang af håndkværnen. At tage den eller den øverste møllesten ville være det samme som at tage selve „sjælen“ eller „livet“. — 5Mo 24:6, fdn.

Der omtales også større kværne i Bibelen. Jesus talte om „en af de møllesten der drejes af et æsel“. (Mt 18:6) Den har måske lignet den som filistrene satte den blinde Samson ved dengang han kom til at „dreje kværnen i fangernes hus“. — Dom 16:21.

Da Abimelek angreb byen Tebez, „kastede en kvinde overstenen fra en håndmølle ned i hovedet på Abimelek, så den slog hans hovedskal i stykker“. (Dom 9:50, 53; 2Sa 11:21) I Åbenbaringens Bog sammenlignes Babylon den Stores pludselige og fuldstændige tilintetgørelse med at en sten „der var som en stor møllesten“, kastes i havet. — Åb 18:21.