[hebr.: ‛æghlahʹ; gr.: daʹmalis].

En ung ko som endnu ikke har kælvet.

Blandt de dyr Abraham skulle ofre da Gud sluttede pagt med ham, var også en kvie. Han skar dyrene i to stykker, hvorefter han så „en rygende ovn og en brændende fakkel som passerede mellem disse stykker“. — 1Mo 15:9-18.

I Israel gjaldt den lov at hvis nogen rørte ved liget af et menneske, en menneskeknogle eller en grav eller kom ind i et telt hvor der lå en død, var vedkommende uren. Derefter måtte den urene gennemgå en særlig renselse for ikke at blive ’udryddet af menigheden’. Til denne renselse brugte man asken af en sund rød ko som endnu ikke havde trukket under åg. Man kom vand på noget af asken og stænkede denne blanding på den urene. Paulus nævner denne renselsesproces idet han viser at den kun helligede så vidt som til kødets renhed, men var et billede på den virkelige renselse af samvittigheden ved Jesu Kristi offer. — 4Mo 19:1-22; He 9:13, 14.

Man brugte også en ung ko, eller en kvie, når der hvilede blodskyld på en by som følge af et mord og man ikke vidste hvem morderen var. De ældste i den by der lå nærmest det sted hvor man havde fundet den dræbte, skulle, sammen med nogle af præsterne af Levis sønner, tage en  kvie som ikke havde været brugt til arbejde, og brække halsen på den i en uopdyrket regnflodsdal hvor der løb vand. Derefter skulle byens ældste vaske deres hænder over kvien og bede Gud om ikke at drage byen til ansvar for det udgydte blod. Gud ville så høre bønnen og fritage byen for blodskyld. Uden tvivl var dét at man brækkede kviens hals i stedet for at slagte den som et syndoffer, et symbol på at dyret led den straf som den ukendte morder ville være blevet idømt. Det vil dog ikke sige at handlingen på nogen måde kom til at gavne morderen ved at sone hans forbrydelse. Det blev overladt til Jehova Gud, som ser alt, at fælde dommen over den egentlige morder. Hvis morderen senere blev fundet, måtte han naturligvis lide døden, sådan som Moseloven krævede. Den ceremonielle handling som blev foretaget med kvien, ville gøre sagen offentligt kendt og kunne måske føre til at morderen blev fundet. — 5Mo 21:1-9; 4Mo 35:30-33.

Profeten Jeremias omtalte billedligt det fede og fremgangsrige Ægypten som „en meget smuk kvie“, men forudsagde at det gik sin undergang i møde. (Jer 46:20, 21) Samme profet sammenlignede også Guds folks babyloniske erobrere med en kvie der stampede i det sarte græs af fryd over at have erobret Israel. (Jer 50:11) Hoseas nævnte at tistammeriget, Efraim, engang havde været som „en tæmmet kvie“; det blev oplært og velsignet af Gud, havde overflod og fik, som et dyr der tærsker, lov til at spise af frugten af sit arbejde, der var forholdsvis let. — Ho 10:11; 5Mo 25:4.