Person af hunkøn som er ude over pubertetsalderen. Det hebraiske ord for kvinde er ’isjsjahʹ (ordr.: mandinde), og det gengives også med „hustru“. Tilsvarende oversættes det græske ord gynēʹ med både „kvinde“ og „hustru“.

Skabelse. Allerede før den første mand, Adam, bad om at få en livsledsager, sørgede hans Gud og Skaber for at han fik en. Efter at Jehova havde sat Adam i Edens have og givet ham påbudet angående træet til kundskab om godt og ondt, sagde han: „Det er ikke godt for mennesket at være alene. Jeg vil lave ham en medhjælp, som et modstykke til ham.“ (1Mo 2:18) Det var ikke for at Adam skulle finde en livsledsager blandt dyrene at Gud førte dyrene hen til ham, men for at han skulle give dem navne. Adam følte ikke nogen seksuel tilbøjelighed for dyrene og kunne fastslå at der ikke fandtes nogen egnet livsledsager til ham blandt dem. (1Mo 2:19, 20) „Derfor lod Jehova Gud en dyb søvn falde over mennesket, og mens han sov tog han et af hans ribben og lukkede derpå kødet til over dets sted. Og Jehova Gud byggede så en kvinde af ribbenet som han havde taget fra Adam, og førte hende hen til Adam. Da sagde Adam: ’Dette er endelig ben af mine ben og kød af mit kød. Hun skal kaldes Kvinde, for af manden er hun taget.’“ — 1Mo 2:21-23.

Stilling og ansvar. Da kvinden var skabt af en del af manden, var hans tilblivelse en forudsætning for hendes. Som en del af manden og „ét kød“ med ham og som hans medhjælp og modstykke var hun underordnet ham. Hun var også underlagt den lov som Gud havde givet Adam om træet til kundskab om godt og ondt. Hun havde pligt til at virke til gavn for manden. Sammen skulle de sætte børn i verden og herske over dyrene. — 1Mo 1:28; 2:24.

Eftersom det normale for kvinder på Bibelens tid var at gifte sig, har de skriftsteder der taler om kvindens ansvar og pligter, som regel relation til hendes stilling som hustru. Alle kvinder i Israel havde først og fremmest pligt til at tjene og tilbede Jehova Gud. Abigajil, der blev Davids hustru efter at hendes første mand, Nabal, var død, er et eksempel herpå. Nabal var en usling der nægtede at hjælpe David, Jehovas salvede, med sine materielle midler, og Abigajil forstod at hun, selv om hun var Nabals hustru, ikke var forpligtet til at følge sin mand i en adfærd der gik imod Jehovas vilje. Jehova velsignede hende fordi hun hjalp hans salvede og derved viste at hun holdt fast ved den sande gudsdyrkelse. — 1Sa 25:23-31, 39-42.

Næst efter Gud skulle kvinden adlyde sin mand. Hun havde pligt til at arbejde flittigt til gavn for familien og at gøre sin ægtemand og sit overhoved ære. Dette ville være til ære for hende selv. I Ordsprogene 14:1 står der: „Den kvinde der ejer sand visdom opbygger sit hus, men den dåragtige river det ned med sine hænder.“ Hun skulle altid tale godt om sin mand og øge andres respekt for ham, og han skulle kunne være stolt af hende. „En dygtig hustru er sin ægtemands krone, men den der handler skammeligt er som råddenskab i hans knogler.“ (Ord 12:4) Den ærefulde stilling og de forrettigheder hun har som hustru, samt de velsignelser hun opnår som følge af trofasthed, flid og visdom, er beskrevet i Ordsprogenes Bog, kapitel 31. — Se HUSTRU.

En hebraisk moder havde travlt med at lære sine børn retfærdighed, respekt og flid, og hun gjorde ofte meget for at vejlede sine ældre sønner og øve en god indflydelse på dem. (1Mo 27:5-10; 2Mo 2:7-10; Ord 1:8; 31:1; 2Ti 1:5; 3:14, 15) Døtre blev først og fremmest oplært til at være gode hustruer ved at moderen lærte dem  at lave mad, at væve og at føre hus i almindelighed, mens faderen lærte sønnerne et fag. Kvinder kunne frit udtale sig til deres mænd (1Mo 16:5, 6), og de hjalp undertiden deres mænd til at træffe de rigtige afgørelser. — 1Mo 21:9-13; 27:46–28:4.

Det var som regel forældrene der valgte en brud til deres søn. Under Moseloven havde pigen dog uden tvivl lov til at give udtryk for sin mening og sine ønsker, ligesom Rebekka gjorde. (1Mo 24:57, 58) Man praktiserede polygami, og polygame forhold var omfattet af Loven indtil Gud indførte det oprindelige monogame ægteskab da den kristne menighed blev oprettet. — 1Mo 2:23, 24; Mt 19:4-6; 1Ti 3:2.

Selv de militære love begunstigede såvel kvinder som mænd, idet en nygift mand var fritaget for militærtjeneste i et år. Dette gav parret mulighed for at benytte sig af retten til at få et barn, som ville være en stor trøst for moderen mens hendes mand var borte, og i endnu højere grad hvis han skulle dø i kamp. — 5Mo 20:7; 24:5.

Lovene gjaldt i lige høj grad mænd som kvinder der havde gjort sig skyldige i ægteskabsbrud, incest, omgang med dyr og andre forbrydelser. (3Mo 18:6, 23; 20:10-12; 5Mo 22:22) Kvinder måtte ikke bære mandsklæder, og mænd måtte ikke bære kvindeklæder, for det kunne bane vej for umoralitet, inklusive homoseksuel adfærd. (5Mo 22:5) Kvinder havde del i sabbattens velsignelser, i lovene om nasiræerløfter og i højtiderne, ja, de var omfattet af stort set alle Lovens bud. (2Mo 20:10; 4Mo 6:2; 5Mo 12:18; 16:11, 14) Børn skulle ære og adlyde både deres moder og deres fader. — 3Mo 19:3; 20:9; 5Mo 5:16; 27:16.

Forrettigheder i den kristne menighed. For dem der er kaldet af Gud med den himmelske kaldelse (He 3:1) til at være medarvinger med Jesus Kristus, er der ingen forskel på mænd og kvinder i åndelig forstand. Apostelen skriver: „I er jo alle Guds sønner ved troen på Kristus Jesus. . . . der er hverken mand eller kvinde; for I er alle én i samhørighed med Kristus Jesus.“ (Ga 3:26-28) De må alle forvandles og skifte natur når de oprejses, idet de bliver „delagtige i guddommelig natur“. I denne tilstand vil ingen være kvinder, for der findes ingen kønsforskel blandt åndeskabninger. Adskillelsen i køn blandt jordiske skabninger er forordnet af Gud med henblik på deres formering. — 2Pe 1:4.

Forkyndere af den gode nyhed. Der var kvinder (omtalt som „døtre“ og „tjenestepiger“ i Joels profeti) blandt dem der modtog den hellige ånds gaver på pinsedagen i år 33. Fra da af kunne de kristne kvinder som modtog disse gaver, tale på fremmede tungemål som de ikke før havde talt og forstået, og de kunne „profetere“. Dette sidste betød ikke nødvendigvis at de forudsagde vigtige fremtidige begivenheder, men at de fremsatte bibelske sandheder. — Joel 2:28, 29; Apg 1:13-15; 2:1-4, 13-18; se PROFETINDE.

De skulle ikke kun fremsætte bibelske sandheder over for deres trosfæller. Før Jesus steg til himmelen, sagde han til sine disciple: „I skal få kraft når den hellige ånd kommer over jer, og I skal være vidner om mig både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og til jordens fjerneste egne.“ (Apg 1:8) Da den hellige ånd derefter blev udgydt over dem på pinsedagen i år 33, fik alle de omkring 120 disciple (deriblandt nogle kvinder) kraft til at virke som hans vidner (Apg 1:14, 15; 2:3, 4), sådan som det var blevet forudsagt i Joels profeti (2:28, 29), der blev citeret af Peter ved denne lejlighed. Der var derfor kvinder blandt dem der havde det ansvar at være vidner for Jesus „i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og til jordens fjerneste egne“. I overensstemmelse med dette skrev apostelen Paulus senere at Evodia og Syntyke i Filippi havde „kæmpet skulder ved skulder med [ham] i forbindelse med den gode nyhed“; og Lukas nævnte at Priskilla sammen med sin mand, Akvila, havde ’forklaret Guds vej’ i Efesus. — Flp 4:2, 3; Apg 18:26.

Menighedens møder. Der var møder hvor disse kvinder kunne bede eller profetere, forudsat at de bar en hovedbeklædning og således havde hovedet tildækket. (1Kor 11:3-16; se HOVED [Om at tildække hovedet].) Men ved de møder der åbenbart var offentlige, det vil sige når „hele menigheden“ samt „ikketroende“ var til stede (1Kor 14:23-25), skulle kvinderne „tie“. Hvis der var noget de ’ønskede at få at vide’, kunne de ’spørge deres mænd derhjemme, for det var til skam for en kvinde at tale i en menighed’. — 1Kor 14:31-35.

Selv om en kvinde ikke havde lov til at undervise i menigheden, kunne hun undervise mennesker udenfor som ønskede at lære sandheden fra Bibelen og den gode nyhed om Jesus Kristus at kende. (Jf. Sl 68:11.) Desuden kunne kvinderne være „lærere i hvad der er godt“ over for yngre kvinder (og børn) i menigheden. (Tit 2:3-5) Men en kvinde måtte ikke udøve myndighed over en mand eller diskutere med mænd, for eksempel ved menighedens møder. Hun skulle huske hvordan det gik Eva, og hvordan Gud udtalte sig om kvindens stilling efter at Adam og Eva havde syndet. — 1Ti 2:11-14; 1Mo 3:16.

 Mænd tjener som tilsynsmænd og menighedstjenere. I drøftelsen af de „gaver i form af mennesker“ som Kristus gav til menigheden, er kvinder ikke nævnt. Ordene „apostle“, „profeter“, „evangelieforkyndere“, „hyrder“ og „lærere“ er alle hankøn. (Ef 4:8, 11) Efeserne 4:11 lyder ifølge An American Translation: „Og han har givet os nogle mænd som apostle, nogle som profeter, nogle som missionærer, nogle som pastorer og lærere.“ — Jf. Mo.

Da apostelen Paulus skrev til Timoteus om kvalifikationskravene til ’tilsynsmænd’ (epiʹskopoi), der også var „ældste“ (presbyʹteroi), og til „menighedstjenere“ (diaʹkonoi), nævnte han udtrykkeligt, i fuld overensstemmelse hermed, at de skulle være mænd, og, hvis de var gift, „én kvindes mand“. Ingen af apostlene nævner opgaven som „diakonisse“ (diakoʹnissa). — 1Ti 3:1-13; Tit 1:5-9; jf. Apg 20:17, 28; Flp 1:1.

Skønt Føbe omtales som „tjener“ (diaʹkonos, uden den bestemte artikel på græsk) (Ro 16:1), er det klart at hun ikke var en udnævnt, kvindelig menighedstjener, for der er ikke givet forordning om sådanne noget sted i Bibelen. Apostelen skrev ikke at menigheden skulle vejledes af hende, men at den skulle tage godt imod hende og „stå hende bi i enhver sag hvor hun måtte behøve jer“. (Ro 16:2) Når Paulus brugte betegnelsen tjener om hende, havde det øjensynlig noget at gøre med hendes forkyndelse af den gode nyhed, og han omtalte hende som en kvindelig tjener eller forkynder der var tilsluttet menigheden i Kenkreæ. — Jf. Apg 2:17, 18.

I hjemmet. Kvinden beskrives i Bibelen som „det svagere kar, det kvindelige“, og hendes mand skal behandle hende i overensstemmelse hermed. (1Pe 3:7) Hun har mange forrettigheder, som for eksempel at være med til at opdrage og undervise børnene og at stå for den daglige husførelse, under mandens ledelse og med hans godkendelse. (1Ti 5:14; 1Pe 3:1, 2; Ord 1:8; 6:20; kap. 31) Det er hendes pligt at underordne sig sin mand. (Ef 5:22-24) Hun skal yde manden hvad der tilkommer ham i det ægteskabelige samliv. — 1Kor 7:3-5.

Prydelse. Bibelen fordømmer intetsteds at man pynter sig med klæder eller smykker, men den påbyder at man i den henseende lader sig lede af beskedenhed og sømmelighed. Apostelen giver den anvisning at kvindernes klædning skal være velordnet, og at de skal smykke sig „med fordringsløshed og et sundt sind“. Vægten skal ikke lægges på frisure, smykker og en dyr klædedragt, men på det der bidrager til den åndelige skønhed, nemlig „gode gerninger“ og „hjertets skjulte menneske, med den stille og milde ånds uforgængelige klædedragt“. — 1Ti 2:9, 10; 1Pe 3:3, 4; jf. Ord 11:16, 22; 31:30.

Apostelen Peter siger til sådanne kvinder der villigt underordner sig og har en ren, respektfuld og gudfrygtig adfærd: „I er blevet hendes [Saras] børn, hvis I altså bliver ved med at gøre det gode uden at frygte noget som kunne skræmme.“ Der åbner sig altså store muligheder for sådanne kvinder, ikke ved at de rent bogstaveligt nedstammer fra den trofaste Sara, men ved at de efterligner hende. Sara fik lov til at føde Isak og at blive en af stammødrene til Jesus Kristus, der i første række er ’Abrahams afkom’. (Ga 3:16) Kristne hustruer der i billedlig forstand viser at de er Saras døtre, selv over for en ikketroende ægtemand, kan således vente at blive rigt belønnet af Gud selv. — 1Pe 3:6; 1Mo 18:11, 12; 1Kor 7:12-16.

Kvinder gik Jesus til hånde. Flere kvinder nød visse privilegier under Jesu jordiske tjeneste, men dog ikke de samme som de 12 apostle og de 70 evangelieforkyndere. (Mt 10:1-8; Lu 10:1-7) Flere kvinder fulgtes med Jesus og hans disciple og sørgede for dem med hvad de havde. (Lu 8:1-3) Der var en kvinde som salvede ham få dage før hans død, og på grund af denne handling sagde Jesus: „Overalt hvor denne gode nyhed forkyndes i hele verden, skal det som denne kvinde har gjort også fortælles, til minde om hende.“ (Mt 26:6-13; Joh 12:1-8) Der var kvinder blandt dem som Jesus specielt viste sig for den dag han opstod, og der var også kvinder blandt dem han senere viste sig for. — Mt 28:1-10; Joh 20:1-18.

Brugt billedligt. I flere tilfælde bliver menigheder og organisationer billedligt fremstillet ved en kvinde. Det samme gælder byer. Kristi herliggjorte menighed omtales som hans „brud“, som også kaldes „den hellige by, det ny Jerusalem“. — Joh 3:29; Åb 21:2, 9; 19:7; jf. Ef 5:23-27; Mt 9:15; Mr 2:20; Lu 5:34, 35.

Jehova sammenlignede Israels folk eller menighed med en „kvinde“ hvis „ægtemand“ han var som følge af det pagtsforhold der bestod imellem dem ved Lovpagten. I genoprettelsesprofetierne taler han til Israel på denne måde idet han undertiden henvender sine ord til Jerusalem, landets største og vigtigste by. Denne kvindes „sønner“ og „døtre“ (Es 43:5-7) var medlemmerne af Israels folk. — Es 51:17-23; 52:1, 2; 54:1, 5, 6, 11-13; 66:10-12; Jer 3:14; 31:31, 32.

I mange tilfælde omtales andre nationer eller byer som kvinder, eller de tiltales eller omtales i hunkøn. Nogle få eksempler er: Moab (Jer 48:41),  Ægypten (Jer 46:11), Rabba i Ammon (Jer 49:2), Babylon (Jer 51:13) og det symbolske Babylon den Store. — Åb 17:1-6; se BABYLON DEN STORE; DATTER.

„Kvinden“ i 1 Mosebog 3:15. På det tidspunkt da Gud udtalte dommen over menneskenes første forældre, Adam og Eva, gav han løfte om et afkom som „kvinden“ ville føde, og som skulle knuse slangens hoved. (1Mo 3:15) Her var en ’hellig hemmelighed’ som Gud ville åbenbare når tiden var inde til det. (Kol 1:26) Nogle af de omstændigheder der gjorde sig gældende da det profetiske løfte blev udtalt, giver et fingerpeg om hvem „kvinden“ er. Eftersom hendes afkom skulle knuse slangens hoved, kunne dette afkom ikke blot være et menneske, for Bibelen viser at det ikke var en bogstavelig slange Guds ord var henvendt til. Af Åbenbaringen 12:9 fremgår det at „slangen“ er Satan Djævelen, det vil sige en åndeskabning. Derfor kan „kvinden“ i profetien ikke være en jordisk kvinde, som for eksempel Jesu moder, Maria. Apostelens ord i Galaterne 4:21-31 kaster yderligere lys over dette. — Se AFKOM, SÆD.

Her i Galaterbrevet taler apostelen om Abrahams frie kvinde og hans medhustru Hagar, og han siger at Hagar svarer til den bogstavelige by Jerusalem, som var underlagt Lovpagten, og hendes „børn“ var medlemmerne af det jødiske folk. Abrahams hustru Sara, siger Paulus, svarer til „det Jerusalem som er oventil“, som er Paulus’ og hans åndsavlede brødres åndelige moder. Denne himmelske „moder“ må således også være moder til Kristus, som er den ældste blandt disse åndelige brødre, der alle har Gud til Fader. — He 2:11, 12; se FRI KVINDE.

Det følger heraf at „kvinden“ i 1 Mosebog 3:15 må være en åndelig ’kvinde’. Og svarende til at Kristi ’brud’, eller „hustru“, ikke er en enkelt, men en kollektiv ’kvinde’, en gruppe som består af mange åndelige medlemmer (Åb 21:9), må den ’kvinde’ der frembringer Guds åndelige sønner, nemlig Guds „hustru“ (forudsagt hos Esajas og Jeremias som anført ovenfor), også bestå af mange åndelige medlemmer. Det må være en gruppe bestående af flere personer, en organisation, og den må være i himmelen.

Denne ’kvinde’ er beskrevet i Johannes’ syn i Åbenbaringens Bog, kapitel 12. Johannes ser i dette syn at en kvinde føder en søn, et drengebarn, som skal „vogte alle nationerne med en jernstav“. (Jf. Sl 2:6-9; 110:1, 2.) Johannes fik dette syn længe efter at Jesus var blevet født som menneske, og efter at han var blevet salvet som Guds Messias. Da der uden tvivl er tale om den samme, drejer synet sig ikke om Jesu fødsel som menneske, men om en anden begivenhed, nemlig hans indsættelse på tronen i Guds rige. Det der skildres, er altså Guds messianske riges fødsel.

Senere i synet ses det at Satan forfølger „kvinden“ og fører krig mod „de øvrige af hendes afkom“. (Åb 12:13, 17) Da „kvinden“ er en himmelsk kvinde og Satan på dette tidspunkt er kastet ned til jorden (Åb 12:7-9), kunne han ikke røre de himmelske personer som udgjorde „kvinden“, men han kunne nå de øvrige af hendes „afkom“, eller børn, Jesu Kristi brødre som endnu befandt sig på jorden. På denne måde forfulgte han „kvinden“.

Andre tilfælde. Da Gud forudsagde at israelitterne ville blive ramt af hungersnød hvis de var ulydige og brød hans pagt, sagde han: „Ti kvinder [skal] bage jeres brød i kun én ovn og give jeres brød tilbage efter vægt.“ Hungersnøden ville være så stor at ti kvinder ville kunne nøjes med kun én ovn, mens de under normale omstændigheder ville bruge en hver. — 3Mo 26:26.

Efter at have advaret Israel om de ulykker der ville komme over det på grund af dets utroskab, sagde Jehova gennem profeten Esajas: „Og syv kvinder skal gribe fat i én mand på den dag og sige: ’Vi vil spise vort eget brød og klæde os i vore egne kapper, blot vi må blive kaldt med dit navn så vor forsmædelse tages bort.’“ (Es 4:1) I de foregående to vers (Es 3:25, 26) havde Gud peget på at Israels mænd ville falde i krig. Han fortalte derfor israelitterne om hvilket indhug dette ville gøre i nationens mandlige befolkning, hvorved der ville blive en sådan mangel på mænd at flere kvinder ville slutte sig til én mand. De ville gerne antage hans navn og være genstand for hans opmærksomhed selv om de måtte dele ham med andre kvinder. De ville acceptere polygami og finde sig i stillingen som en medhustru blot for at få en lille andel i en mands liv. Derved ville noget af den forsmædelse der var forbundet med at være enke eller ugift eller barnløs, være fjernet.

I en profeti som blev udtalt til Israels trøst, siger Jehova: „Hvor længe vil du vende dig hid og did, du troløse datter? For Jehova har skabt noget nyt på jorden: En kvinde vil omklamre en våbenfør mand.“ („Kvinden bejler til manden!“ AT) (Jer 31:22) Indtil da havde Israel, der ved Lovpagten var bundet til Gud som en hustru til en ægtemand, utro vendt sig „hid og did“. Nu opfordrer Jehova „Israels jomfru“ til at rejse vejvisere som kan lede hende tilbage og rette hendes opmærksomhed mod den vej der fører tilbage. (Jer 31:21) Jehova vil indgive hende sin ånd så hun vil  være ivrig efter at komme tilbage. Som en hustru omklamrer sin ægtemand for at genoprette det gode forhold til ham, således vil Israel omklamre Jehova Gud for at genoprette det gode forhold til ham som sin ægtemand.

„Kvindernes højt skattede gud“. Om „Nordens konge“ siger Daniels profeti: „Sine fædres gud ænser han ikke; heller ikke kvindernes højt skattede gud eller nogen som helst anden gud ænser han; for han gør sig større end alle. Men i stedet ærer han fæstningernes gud.“ (Da 11:37, 38) De ’kvinder’ der omtales her, står muligvis for de svagere nationer der som svagere kar bliver ’Nordens konges’ ’tjenerinder’. De har deres guder som de tilbeder og hænger ved, men „Nordens konge“ ænser dem ikke, men hylder en militaristisk gud.

De symbolske „græshopper“. I synet af de symbolske „græshopper“ i Åbenbaringen 9:1-11 siges der i beskrivelsen af græshopperne at de „havde hår som kvinders hår“. I overensstemmelse med det bibelske princip at kvindens lange hår er tegn på at hun er underordnet sin ægtemand, må disse symbolske ’græshoppers’ hår være et symbol på at de underordner sig den som i det profetiske syn er deres overhoved og konge. — Se ABADDŌN.

144.000 som „ikke har besmittet sig med kvinder“. I Åbenbaringen 14:1-4 siges det om de 144.000 der står på Zions Bjerg sammen med Lammet, at de er blevet „købt fra jorden. Det er dem som ikke har besmittet sig med kvinder; ja, de er jomfruer.“ De har et mere fortroligt forhold til Lammet end nogen andre, for de er de eneste der kan lære ’den nye sang’. (Åb 14:1-4) Det viser at de er „bruden, Lammets hustru“. (Åb 21:9) De er åndeskabninger, for de befinder sig på det himmelske Zions Bjerg sammen med Lammet. At de „ikke har besmittet sig med kvinder“ og er „jomfruer“, betyder ikke at de aldrig har været gift, for Bibelen forbyder ikke mennesker på jorden der skal være Kristi medarvinger, at gifte sig. (1Ti 3:2; 4:1, 3) Det betyder heller ikke at alle de 144.000 er mænd, for „der er hverken mand eller kvinde“ i Kristi medarvingers åndelige slægtskabsforhold. (Ga 3:28) De „kvinder“ der nævnes, må derfor være symbolske kvinder, uden tvivl religiøse organisationer som for eksempel Babylon den Store og hendes ’døtre’, falske religiøse organisationer som man ikke kunne slutte sig til eller blive en del af hvis man ønskede at forblive pletfri. (Åb 17:5) Denne symbolske beskrivelse stemmer med Moselovens krav om at Israels ypperstepræst kun måtte tage en jomfru til hustru, og Jesus Kristus er Jehovas store ypperstepræst. — 3Mo 21:10, 14; 2Kor 11:2; He 7:26.

Om tiltaleformen „kvinde“ som Jesus brugte over for Maria, se MARIA, 1 (Respekteret, elsket af Jesus).