(Kyʹros).

Perserrigets grundlægger og Babylons erobrer. Han kaldes „Kyros den  Store“, hvorved der skelnes mellem ham og hans farfader, Kyros I.

I det kileskriftdokument der kaldes Kyroscylinderen, lægges følgende ord i munden på Kyros efter at han havde erobret det babyloniske rige: „Jeg er Kyros, verdens konge, den store konge, den retmæssige konge, konge af Babylon, konge af Sumer og Akkad, konge over (landene helt til) de fire verdenshjørner, søn af Kambyses [assyrisk: Ka-am-bu-zi-ja], den store konge, konge af Ansjan, sønnesøn af Kyros [I], efterkommer af Teispes, af en slægt, som altid har udøvet kongemagt.“ (Babylon af Jørgen Læssøe, 1966, s. 125) Heraf fremgår det at Kyros nedstammede fra kongerne i Anshan, en by og et landskab hvis beliggenhed der hersker nogen usikkerhed om, men i almindelighed mener man nu at det har ligget øst for Elam. Denne kongeslægt kaldes achaimeniderne efter Teispes’ fader, Achaimenes.

Den første del af Kyros II’s historie fortaber sig i det dunkle. Den er hovedsagelig baseret på de græske historikere Herodots (5. årh. f.v.t.) og Xenofons (ca. et halvt årh. senere) temmelig fantasifulde beretninger. Begge fortæller dog at Kyros er søn af den persiske konge Kambyses og dennes hustru Mandane, som var datter af medernes konge Astyages. (Herodots historie, oversat af Thure Hastrup og Leo Hjortsø, 1979, I, 107, 108; Xenofons Cyropaedia, I, ii, 1) Ktesias, en anden græsk historiker fra samme periode, benægter at Kyros var blodsbeslægtet med mederne, og hævder i stedet at Kyros blev Astyages’ svigersøn ved at ægte hans datter Amytis.

Kyros efterfulgte sin fader, Kambyses I, som konge over Anshan, som da var underlagt den mediske konge Astyages’ overherredømme. Diodoros (1. årh. f.v.t.) sætter begyndelsen af Kyros’ regering til det første år af den 55. olympiade, dvs. 560/559 f.v.t. Herodot fortæller at Kyros gjorde oprør mod det mediske overherredømme, og da de mediske tropper derefter svigtede Astyages, vandt Kyros en let sejr og indtog medernes hovedstad, Ekbatana. Ifølge Nabonids Krønike „opbød kong Ishtumegu (Astyages) sine tropper og marcherede mod Kyros, Anshans konge, for at møde ham i et slag. Ishtumegus hær gjorde oprør mod ham og overgav ham i lænker til Kyros.“ (Ancient Near Eastern Texts ved J. B. Pritchard, 1974, s. 305) Kyros vandt mederne for sig, og mederne og perserne kæmpede derefter i forening under hans førerskab. I de følgende år rykkede Kyros frem for at befæste sit herredømme over den vestlige del af medernes rige, og han trængte helt frem til det lydiske riges østgrænse ved floden Halys i Lilleasien.

Kyros slog derpå Lydiens rige kong Krøsus og indtog byen Sardes. Han undertvang derefter de joniske byer og lagde hele Lilleasien ind under Perserriget. I løbet af få år var Kyros således blevet Babylons og dets konges, Nabonids, største rival.

Babylons erobring. Kyros rustede sig nu til en konfrontation med det mægtige Babylon, og det er især fra dette tidspunkt han træder frem i opfyldelsen af bibelprofetien. I Esajas’ inspirerede genoprettelsesprofeti om Jerusalem og templet dér var denne persiske hersker blevet nævnt som den der af Jehova Gud var udpeget til at omstyrte Babylon og give de landflygtige jøder fri. (Es 44:26–45:7) Skønt denne profeti var blevet nedskrevet mere end halvandet hundrede år før Kyros fremstod, og Juda øjensynlig var blevet lagt øde endnu før Kyros var født, erklærede Jehova at Kyros ville optræde som hans „hyrde“ til gavn for det jødiske folk. (Es 44:28; jf. Ro 4:17.) Som følge af at Kyros således var udpeget på forhånd, blev han kaldt Jehovas „salvede“ (hebr.: masjīʹach, messias; gr.: christosʹ, kristus). (Es 45:1) At Gud ’kaldte ham ved navn’ (Es 45:4) på dette tidlige tidspunkt, betød ikke at han gav Kyros dette navn da han blev født, men at han på forhånd vidste at en mand af dette navn ville fremstå, og at han ikke kaldte ham uden at kende hans navn, men kaldte ham specielt, med navns nævnelse.

Uden at Kyros, der sandsynligvis var hedning og tilhænger af Zarathustras lære, var sig det bevidst, havde Jehova Gud billedligt talt ’grebet hans højre hånd’ for at føre og styrke ham, spænde hans bælte og ruste ham og bane vejen for ham så han kunne fuldbyrde den guddommelige hensigt: erobringen af Babylon. (Es 45:1, 2, 5) Som den der „fra begyndelsen fortæller om enden, og fra gammel tid om de ting der ikke er gjort“, havde den almægtige Gud ladet omstændighederne i de menneskelige forhold udvikle sig sådan at hans beslutning kunne gennemføres. Han havde kaldt Kyros „fra solopgangen“, nemlig fra Persien (øst for Babylon), hvor Kyros’ foretrukne residensstad, Pasargadæ, lå, og han skulle være som en ’rovfugl’ der hurtigt slog ned på Babylon. (Es 46:10, 11) Det er interessant at bemærke at „perserne bar en ørn fæstet til spidsen af en lanse, og at solen, som de betragtede som deres guddom, også var repræsenteret på deres bannere, der . . . vogtedes med den største nidkærhed af hærens tapreste mænd“. — The Encyclopædia Britannica, 1910, bd. X, s. 454.

 Hvordan ledte Kyros Eufratflodens vande bort?

Profetierne om Kyros’ erobring af Babylon lod forstå at floderne ville være udtørrede og portene ikke være lukkede, at byen pludselig ville blive invaderet, og at Babylons krigere ikke ville gøre modstand. (Es 44:27; 45:1, 2; Jer 50:35-38; 51:30-32) Herodot fortæller at Babylon var omgivet af en dyb og bred voldgrav, og at man kom ind i byen gennem talrige bronze- (eller kobber-)porte i de mure der løb langs Eufratfloden, som delte byen i to dele. Efter at have lagt sig i stilling omkring byen indtog Kyros den på følgende måde: „Han ledte ved en gennemgravning floden ind i det sumpede søbassin [den kunstige sø som efter sigende var anlagt af dronning Nitokris] og gjorde det derved muligt at vade gennem det gamle flodleje, når vandet sank. Da dette var gennemført, og vandet sunket så meget, at det kun gik en mand til midt op på låret, trængte de persere, der var opstillet netop med dette for øje, gennem Eufrats flodleje ind i Babylon. Hvis babylonierne havde været underrettet i forvejen eller havde fundet ud af, hvad det var Kyros gjorde, kunne de roligt have ladet perserne komme ind i byen og dér have beredt dem en frygtelig undergang. Ved at lukke alle portene, der vender ud mod floden, og ved selv at bemande de mure, der løber langs flodens bredder, kunne de nemlig have fanget dem som i en fiskeruse. Men nu var perserne over dem, inden de anede noget. Efter hvad folk, der bor dér siger, er byen så stor, at da yderkvartererne var erobret, anede de babyloniere, der bor midt i byen, ikke, at det allerede var ude med dem. Da de netop fejrede en fest, fortsatte de med at danse og more sig, lige til de så også fik det til gavns at vide. [Jf. Da 5:1-4, 30; Jer 50:24; 51:31, 32.] Således var Babylon for første gang faldet i fjendehånd.“ — Herodots historie, oversat af Thure Hastrup og Leo Hjortsø, 1979, I, 191.

Xenofons beretning er i hovedtrækkene den samme som Herodots, men han giver lidt andre enkeltheder. Han fortæller at Kyros anså det for næsten umuligt at storme Babylons vældige mure, hvorefter han belejrede byen og ledte vandet i Eufratfloden bort ved hjælp af grøfter; og mens byen festede, sendte han sine tropper gennem flodlejet forbi byens mure. Under anførsel af Gobryas og Gadatas overraskede tropperne vagterne og trængte frem til og ind i paladset gennem dets porte. På én nat blev byen indtaget og kongen dræbt, og de babyloniske soldater der holdt citadellerne besat, overgav sig den følgende morgen. — Cyropaedia, VII, v, 33; jf. Jer 51:30.

Den jødiske historiker Josefus gengiver en beretning om Kyros’ erobring af Babylon skrevet af den babyloniske præst Berossos (3. årh. f.v.t.) idet han siger: „I det 17. år af hans [Nabonids] regering kom Kyros fra Persien med en stor hær; og efter at have erobret hele det øvrige Asien rykkede han frem mod Babylon. Da Nabonnedus [Nabonid] fik meddelelse om hans fremrykning, førte han sin hær ud til kamp imod ham, men han blev slået og flygtede med nogle få ledsagere og lukkede sig inde i byen Borsippa [en søsterby til Babylon]. Derefter indtog Kyros Babylon og gav ordre til at ydermurene skulle rives ned på grund af deres frygtindgydende udseende, hvorpå han fortsatte til Borsippa for at belejre Nabonnedus. Da denne overgav sig uden at vente på at blive belejret, blev han behandlet venligt af Kyros, som sendte ham bort fra Babylonien og lod ham bosætte sig i Karmanien. Dér tilbragte Nabonnedus resten af sit liv indtil han døde.“ (Against Apion, I, 150-153 [20]) Denne beretning adskiller sig hovedsagelig fra de andre ved oplysningerne om hvad Nabonid gjorde, og hvordan Kyros behandlede ham. Men den stemmer med den bibelske beretning om at det var Belsazzar og ikke Nabonid der blev dræbt den nat Babylon faldt. — Se BELSAZZAR.

De kileskriftdokumenter der er fremdraget ved arkæologiske fund, bekræfter den pludselighed hvormed Babylon blev indtaget af Kyros, selv om de ikke oplyser de nærmere enkeltheder om hvordan erobringen fandt sted. Ifølge Nabonids Krønike angreb Kyros i måneden tisjri (september/oktober) i det der skulle blive Nabonids sidste regeringsår (539 f.v.t.), de babyloniske styrker ved Opis og slog dem. Teksten fortsætter: „Den 14de indtoges Sippar uden kamp. Nabonid gjorde sig usynlig. Den 16de drog statholderen over Gutium, Ugbaru [Gobryas], og Kyros’ tropper ind i Babylon uden kamp. Derefter blev Nabonid, da han vendte tilbage, taget til fange i Babylon. . . . I måneden Marchesvan [oktober/november] på den 3die dag drog Kyros ind i Babylon.“ (Babylonske og Assyriske Kongers Historiske Indskrifter ved O. E. Ravn, 1934, s. 215, 216) Ved hjælp af denne inskription kan Babylons fald tidsfæstes til den 16. tisjri 539 f.v.t., og Kyros’ indtog fandt sted 17 dage senere, den 3. marhesjwan.

Et arisk verdensrige grundlægges. Med denne sejr bragte Kyros det semitiske herredømme i Mesopotamien og Mellemøsten til ophør og grundlagde det første verdensrige af arisk  oprindelse. I Kyros’ cylinderindskrift, som historikerne mener var beregnet til offentliggørelse i Babylon, tilskriver Kyros guden Marduk, Babylons øverste guddom, æren for sin sejr idet han siger: „Han (Marduk) spejdede ud over alle lande i deres helhed, og hans øje faldt på ham (Kyros)! Han søgte sig den rette fyrste, hans hjertes begær, som kan gribe hans hånd: Kyros, kongen af Anshan, hans navn nævnede han, til fyrsteværdigheden over alt og alle kaldte han [ham ved navn]. . . . Den store herre Marduk, der vogter sine mennesker, blev med glæde de gode handlinger og hans (Kyros’) retsind var: han gav ordre til hans tog mod sin by Babylon og lod ham begive sig ud på vejen til Babylon; han går stadig ved hans side som en ven og ledsager. Hans vidtstrakte tropper, hvis tal ligesålidt kan angives som en flods vande, har ombundet deres våben og skrider frem ved hans side. Han lod ham nå frem til det indre af sin by Babylon uden kamp og slag; han skånede Babylon i dets nød.“ — Babylonske og Assyriske Kongers Historiske Indskrifter, s. 217.

Hvorfor forklarer Kyroscylinderen Babylons fald anderledes end Bibelen?

Trods denne hedenske fortolkning af begivenhederne viser Bibelen at Kyros, i dekretet der gav de landflygtige jøder lov til at vende tilbage til Jerusalem for at genopbygge templet dér, anerkendte at magten var skænket ham af Jehova Gud. Han siger i dekretet: „Alle jordens riger har Jehova, himmelens Gud, givet mig, og han har betroet mig at bygge ham et hus i Jerusalem, som er i Juda.“ (Ezr 1:1, 2) Det betyder naturligvis ikke at Kyros gik over til jødedommen, men at han kendte den bibelske baggrund for sin sejr. I betragtning af den høje administrative stilling Daniel beklædte, både før og efter Babylons fald (Da 5:29; 6:1-3, 28), ville det være højst usædvanligt hvis Kyros ikke havde fået oplysning om de profetier som Jehovas profeter havde nedskrevet og udtalt, deriblandt Esajas’ profeti som nævnte selve Kyros’ navn. Med hensyn til Kyros’ cylinderindskrift, hvorfra ovennævnte uddrag er citeret, anerkendes det at andre end kongen har medvirket ved dokumentets udformning. Bogen Biblical Archaeology af G. Ernest Wright (1962, s. 203) nævner „kongen, eller det kontor der udformede dokumentet“ (jf. fremgangsmåden ved Darius’ hof i Da 6:6-9), mens dr. Emil G. Kraeling (Rand McNally Bible Atlas, 1966, s. 328) kalder Kyroscylinderen for „et propagandaskrift som er forfattet af de babyloniske præster“. Det er muligt at teksten er skrevet under indflydelse af de babyloniske præster (Ancient Near Eastern Texts, ved J. B. Pritchard, 1974, s. 315, fdn. 1) og har tjent til at bortforklare hvorfor Marduk (også kendt som Bel) og de andre babyloniske guder ikke formåede at frelse byen, og at man oven i købet har tilskrevet Marduk de hændelser som skyldtes Jehova. — Jf. Es 46:1, 2; 47:11-15.

Kyros’ dekret om frigivelsen af de landflygtige. Da Kyros udstedte det dekret som gjorde ende på jødernes fangenskab i Babylon, opfyldte han det hverv han havde fået overdraget som Jehovas ’salvede hyrde’ for Israel. (2Kr 36:22, 23; Ezr 1:1-4) Proklamationen udgik „i kong Kyros af Persiens første år“, hvilket vil sige hans første år som hersker over det erobrede Babylon. I Daniel 9:1 tales der om „Darius’ første år“, og dette år kan have ligget mellem Babylons fald og „Kyros af Persiens første år“ som konge over Babylon. Hvis denne betragtning er rigtig, kan Kyros’ første år, som det er beregnet i dekretet, ikke være begyndt før sidst på året 538 f.v.t. Og selv om man betragter Darius som vicekonge over Babylon, således at han regerede samtidig med Kyros, vil Kyros’ første regeringsår ifølge babylonisk skik alligevel strække sig fra nisan år 538 til nisan år 537 f.v.t.

I betragtning af hvad Bibelen siger, blev Kyros’ dekret om jødernes frigivelse sandsynligvis udstedt sidst i år 538 eller først i år 537 f.v.t. Dette ville give de landflygtige jøder tid nok til at forberede sig på at bryde op fra Babylon og foretage den lange rejse til Juda og Jerusalem (en rejse der kunne tage omkring fire måneder ifølge Ezr 7:9) og være bosat „i deres byer“ i Juda umiddelbart før „den syvende måned“ (tisjri) i år 537 f.v.t. (Ezr 3:1, 6) Dette markerede afslutningen på de forudsagte 70 år hvori Juda skulle ligge øde, og som begyndte i den samme måned, tisjri, i 607 f.v.t. — 2Kg 25:22-26; 2Kr 36:20, 21.

Kyros’ venlighed mod jøderne var en stærk kontrast til den behandling de havde fået af tidligere hedenske herskere. Han gav dem de kostbare tempelkar tilbage som Nebukadnezar II havde ført med til Babylon, gav dem kongelig fuldmagt til at importere cedertræ fra Libanon og gav bemyndigelse til at omkostningerne ved tempelbyggeriet blev dækket af midler fra kongens hus. (Ezr 1:7-11; 3:7; 6:3-5) Ifølge indskriften på Kyroscylinderen (BILLEDE, bd. 2, s. 332) var perserkongen i det store og hele human og tolerant i sin behandling af de undertvungne folk i sit rige. Ifølge indskriften siger han: „Til [visse tidligere nævnte] hellige byer på den anden side af  Tigris, hvis helligdomme længe havde ligget i ruiner, sendte jeg de guder tilbage som (før) boede der og byggede dem varige helligdomme. Jeg samlede (også) alle deres (tidligere) indbyggere og gav (dem) deres boliger tilbage.“ — Ancient Near Eastern Texts, s. 316.

Foruden den kongelige proklamation som er citeret i Ezra 1:1-4, omtaler Bibelen endnu et dokument fra Kyros’ hånd, et „memorandum“, der blev gemt i arkivet i Ekbatana i Medien og blev fundet dér under perserkongen Darius’ regering. (Ezr 5:13-17; 6:1-5) Om dette andet dokument siger professor G. Ernest Wright: „[Det] kaldes udtrykkeligt et dikrona, et officielt aramaisk udtryk for et memorandum der indeholdt et notat om en mundtlig bestemmelse fra kongen eller en embedsmand, og som satte det administrative apparat i gang. Det var ikke beregnet til offentliggørelse, men udelukkende bestemt for den rette embedsmands øjne, hvorefter det blev henlagt i regeringens arkiver.“ — Biblical Archaeology, s. 203.

Hans død og profetiske betydning. Man mener at Kyros faldt i et slag i år 530 f.v.t., men de nærmere omstændigheder herved er dunkle. Før hans død var hans søn Kambyses II åbenbart indtrådt i regeringen, og efter faderens død besteg han den persiske trone som enehersker.

Profetierne om det symbolske store Babylons pludselige fald, som findes i Åbenbaringens Bog, danner i store træk en parallel til beskrivelsen af Kyros’ erobring af det bogstavelige Babylon. (Sml. Åb 16:12; 18:7, 8 med Es 44:27, 28; 47:8, 9.) Anføreren for de mægtige hærstyrker der beskrives umiddelbart efter beretningen om det symbolske Babylons fald, er imidlertid ikke nogen jordisk konge, men det himmelske „Guds Ord“, Jehovas sande salvede Hyrde, Kristus Jesus. — Åb 19:1-3, 11-16.