Noget, især penge, som for et vist tidsrum overlades en anden under den forudsætning at det senere leveres tilbage, eller at noget andet af samme art eller værdi gives som vederlag.

Blandt oldtidens folkeslag krævede man ofte meget høje renter, og de der ikke kunne betale et lån tilbage, blev straffet hårdt. Af gamle optegnelser fremgår det at rentesatsen for brugen af en mark kunne være halvdelen af afgrøden, og det blev ikke betragtet som ulovligt at kræve at en købmand betalte det dobbelte af det lånte beløb tilbage. (Ancient Near Eastern Texts ved J. B. Pritchard, 1974, s. 168, 170) Skyldnere fik undertiden en meget hård behandling. — Livius, II, XXIII, 2-7; jf. Mt 18:28-30.

I fortidens Israel var situationen imidlertid helt anderledes. Israelitterne lånte normalt penge eller fødevarer ud til fattige landsmænd som havde været ude for økonomisk modgang, og Loven forbød at man krævede renter af dem. Hvis en israelit havde krævet renter af en nødlidende landsmand, ville han i virkeligheden have tjent på dennes modgang. (2Mo 22:25; 3Mo 25:35-37; 5Mo 15:7, 8; 23:19) Det var dog tilladt at kræve renter af udlændinge. Men selv denne foranstaltning i Loven gjaldt muligvis kun forretningslån og ikke lån i tilfælde af nød. Udlændinge opholdt sig som regel kun midlertidigt i Israel og i forretningsøjemed, og det var kun rimeligt at forlange renter af dem da de også lånte ud til andre mod renter. — 5Mo 23:20.

I De Hebraiske Skrifter dadles låntagere der ikke betaler lånet tilbage (Sl 37:21), og samtidig tilskyndes der til at man låner ud til de nødlidende. (5Mo 15:7-11; Sl 37:26; 112:5) I Ordsprogene 19:17 siges der: „Den der viser den ringe sin gunst låner ud til Jehova, og Han vil gengælde ham efter fortjeneste.“

Tilfældet med Hanna viser at Jehova betaler gavmildt tilbage. Efter at hun havde ’udlånt’ sin eneste søn, Samuel, til tjenesten ved Jehovas helligdom og dermed havde opfyldt sit løfte, blev hun rigt velsignet, ikke blot med en søn til, men med hele tre sønner og to døtre. — 1Sa 1:11, 20, 26-28; 2:20, 21.

Mens Jesus Kristus befandt sig på jorden, genspejlede han sin Faders gavmilde indstilling og lærte andre at gøre det samme. Om det at låne ud sagde han: „Hvis I låner ud uden renter til dem som I håber at få igen fra, hvilken anerkendelse kan I så vente for det? Selv syndere låner ud uden renter til syndere for at få lige så meget igen. I skal derimod blive ved med . . . at låne ud uden renter, uden at håbe at få noget igen; så skal jeres belønning være stor, og så vil I være den Højestes sønner, for han er venlig mod de utaknemmelige og onde.“ — Lu 6:34, 35.

Jesu jødiske tilhørere var ifølge Moseloven forpligtede til at yde rentefri lån til nødlidende landsmænd. Det var ikke usædvanligt at selv syndere lånte ud uden renter til personer der var i stand til at betale lånet tilbage. Disse lån blev måske endda ydet for at man senere kunne opnå en eller anden gunst hos låntageren. Men hvis man ønskede at efterligne Gud, ville man gøre mere end en synder, idet man ville låne ud til nødlidende mennesker som på grund af deres økonomiske situation måske aldrig ville blive i stand til at betale lånet tilbage.

Omstændighederne vil naturligvis være afgørende for i hvilke situationer Jesu ord kan anvendes. For eksempel har forpligtelsen til at sørge for nødlidende familiemedlemmer altid forrang. Det vil derfor ikke være rigtigt at låne ud til andre hvis dette hindrer en i at give familien det nødvendige til livets opretholdelse. (Mr 7:11-13; 1Ti 5:8) Den eventuelle låntagers indstilling og omstændigheder er også af betydning. Er vedkommende i nød fordi han har været uansvarlig, doven og uvillig til at bestille noget skønt han kunne få arbejde? Hvis det er tilfældet, gælder apostelen Paulus’ ord: „Hvis nogen ikke vil arbejde, så lad ham heller ikke spise.“ — 2Ts 3:10; se GÆLD; RENTE.