Indlæring gennem det man ser på skrift; hørlig gengivelse af det skrevne.

Mennesker har fra de tidligste tider vist interesse for at læse. Assyrerkongen Assurbanipal, der oprettede et bibliotek med 22.000 lertavler og tekster, sagde: „Jeg glædede mig over at læse inskriptioner på sten fra tiden før oversvømmelsen.“ (Light From the Ancient Past af J. Finegan, 1959, s. 216, 217) Det kan være nogle beretninger som ifølge overleveringen handlede om den verdensomspændende vandflod, eller det kan være nogle assyriske optegnelser fra tiden før en lokal oversvømmelse. De eneste skrifter om en oversvømmelse man har fundet i ruinerne af Assurbanipals palads, er dem der indeholder den meget mytologiske, babyloniske vandflodsberetning. Det kan ikke i dag fastslås om de hedenske assyrere virkelig havde sande beretninger eller skrifter fra tiden før den verdensomspændende vandflod.

Læsningens oprindelse hænger naturligvis sammen med skrivekunstens oprindelse. Det der kan oplyses om dette, findes under SKRIVEKUNST.

Det er bemærkelsesværdigt at der i Bibelens gengivelse af hændelser fra det 16. århundrede f.v.t., fra Moses’ tid, specifikt nævnes læsning og skrivning. (2Mo 17:14) Det israelitiske folk blev opfordret til at læse og skrive. (5Mo 6:6-9) Josua, Moses’ efterfølger, fik som Israels leder påbud om at læse i Skrifterne „dag og nat“, regelmæssigt, for at han kunne have lykken med sig i den gerning Gud havde overdraget ham. For at indprente sig betydningen af Guds ord, og uden tvivl som en hjælp for hukommelsen, skulle han „læse dæmpet“. — Jos 1:8.

Israels konger var guddommeligt forpligtede til at lave sig en afskrift af Guds lov og at læse i den daglig. (5Mo 17:18, 19; se EFTERTANKE.) Deres efterladenhed i denne henseende bidrog til at den sande tilbedelse blev forsømt i landet, og resulterede i at folket blev fordærvet, hvilket førte til Jerusalems ødelæggelse i 607 f.v.t.

 Jesus havde i synagogerne adgang til alle de inspirerede Hebraiske Skrifter, og det berettes at han ved en lejlighed læste op af Esajas’ skriftrulle og anvendte profetien på sig selv. (Lu 4:16-21) Da han tre gange blev prøvet af Satan, lød hans svar også i hvert af de tre tilfælde: „Der står skrevet.“ (Mt 4:4, 7, 10) Han var tydeligvis godt kendt med Skrifterne.

Apostlene — som var sekundære grundsten i et helligt tempel, den kristne menighed — anså det for nødvendigt at læse Skrifterne for at kunne udføre deres tjeneste. De henviste til og citerede fra De Hebraiske Skrifter i hundredvis af gange i deres breve og bøger, og de tilskyndede andre til at læse dem. (Apg 17:11) De jødiske ledere mærkede ganske vist at Peter og Johannes var ulærde og almindelige mennesker (Apg 4:13), men det betød ikke at de ikke kunne læse og skrive, hvilket deres breve til fulde viser at de kunne. De var blot ikke blevet uddannet ved en af de højere jødiske skoler, ved de skriftlærdes fødder. Af samme grund var jøderne forbløffede over at Jesus var i besiddelse af lærdom skønt han ikke, som de sagde, havde „studeret ved skolerne“. (Joh 7:15) At mange kunne læse på den tid, fremgår af beretningen om den ætiopiske eunuk, en proselyt som læste profeten Esajas, og som af den grund kom i samtale med Filip, der henvendte sig til ham. Eunukken blev belønnet for sin interesse for Guds ord idet han fik den forret at blive en Kristi discipel. — Apg 8:27-38.

Den del af Bibelen der er skrevet før det 1. århundrede, blev affattet på hebraisk og aramaisk. I det 3. århundrede f.v.t blev De Hebraiske Skrifter oversat til græsk, der da var blevet det internationale sprog. Med undtagelse af Mattæusevangeliet blev alle De Kristne Skrifter skrevet på græsk. Bibelen var således tilgængelig for næsten alle i Romerriget der kunne læse, og især for jøderne, både i Palæstina og i adspredelsen.

Bibelen er på en måde let at læse. Den er værdsat og derfor almindeligt efterspurgt. Dens oplag og udbredelse overgår langt alle andre bøgers. Hele Bibelen eller dele af den foreligger nu på mere end 2000 sprog og dialekter og i milliarder af eksemplarer. Den siges at foreligge på så mange sprog at 97 procent af jordens beboere har adgang til den på deres eget sprog.

Bibelen selv nævner mange gode grunde til at man bør læse den: man lærer ydmyghed (5Mo 17:19, 20), opnår glæde og lykke (Åb 1:3) og får indblik i profetiernes opfyldelse (Hab 2:2, 3). Den råder også læseren til at vælge sit læsestof med skønsomhed; det er nemlig ikke alle bøger der virker opbyggende og forfriskende på sindet. — Præ 12:12.

For virkelig at fatte og forstå Guds ord må man have Guds ånds hjælp. (1Kor 2:9-16) Skal læsningen give udbytte, må man desuden gå til Guds ord med et åbent sind — uden fordomme eller forudfattede meninger — ellers vil den sande betydning være tilsløret for én, ligesom den var for de jøder der afviste den gode nyhed Jesus forkyndte. (2Kor 3:14-16) Overfladisk læsning er ikke nok. Læseren må have hjertet med, fordybe sig i studiet, grunde over det læste og søge at få personlig gavn af det. — Ord 15:28; 1Ti 4:13-16; Mt 24:15; se OPLÆSNING.