Rapfodede tjenere for højtstående personer, kurerer, budbringere som bragte ilbud. Ordet er oversat fra participiumsformen af det hebraiske udsagnsord ruts, „at løbe“. Det er i nogle oversættelser gengivet med ’livvagt’, ’drabant’ og ’ilbud’. Et andet udtryk, „mænd til fods“ (Jer 12:5), er oversat fra raghlīʹ, eller mere fuldstændigt, ’īsj raghlīʹ.

Løbere kunne være rapfodede mænd i almindelighed der tjente som budbringere, som for eksempel Joabs broder Asael og Zadoks søn Ahima’az. (2Sa 2:18; 18:19, 23, 27) Elias løb engang mindst 30 km, fra Karmel til Jizre’el, og nåede frem før kong Akabs vogn. Han kunne gøre dette fordi „Jehovas hånd“ var over ham. — 1Kg 18:46.

I officiel forstand var løberne rapfodede mænd som var udvalgt til at løbe foran kongens vogn. Da Absalom lagde planer om at tilrive sig kongemagten, fik han 50 løbere til at løbe foran sin vogn for at skabe respekt og værdighed om sin person, og senere gjorde Adonija det samme under sit forsøg på at bemægtige sig tronen. (2Sa 15:1; 1Kg 1:5) Løberne tjente som kongens personlige garde, der havde nogenlunde samme funktion som en livvagt i vore dage. (1Sa 22:17; 2Kg 10:25) De stod vagt ved indgangen til kongens hus og ledsagede kongen fra hans hus til templet. (1Kg 14:27, 28; 2Kg 11:6-8, 11; 2Kr 12:10) Desuden overbragte de budskaber fra kongen. (2Kr 30:6) På perserkongen Ahasverus’ tid var løberne åbenbart erstattet af kurerer som red på hurtige postheste. — Est 3:13, 15; 8:10, 14.

Brugt billedligt. I De Kristne Græske Skrifter er der nogle få steder hvor ordet „løbe“ bruges konkret om det at skynde sig. (Mt 28:8; Mr 9:15; 10:17; Joh 20:2) Apostelen Paulus bruger imidlertid ordet billedligt. Han skrev til menigheden i Korinth: „Ved I ikke at løberne i et løb  alle løber, men kun én får sejrsprisen? Løb på en sådan måde at I kan opnå den. Og enhver som tager del i en idrætskamp, viser selvbeherskelse i alt. De gør det naturligvis for at få en forgængelig krone, men vi en uforgængelig. Derfor løber jeg ikke som i det uvisse; jeg retter mine slag således at jeg ikke slår i luften; men jeg banker løs på mit legeme og behandler det som en træl, for at jeg, efter at have forkyndt for andre, ikke på en eller anden måde selv skal blive forkastet.“ — 1Kor 9:24-27.

Deltagerne i de græske væddeløb gennemgik en hård træning og var underkastet streng disciplin; deres kost og adfærd blev nøje overvåget. Dommerne håndhævede løbets regler med strenghed. Hvis én kom først i mål, men havde overtrådt reglerne, havde han løbet forgæves, hvilket apostelen gør opmærksom på med disse ord: „Det gælder også hvis nogen tager del i kamplegene: han krones ikke medmindre han har kæmpet efter reglerne.“ (2Ti 2:5) Løberne holdt blikket rettet mod sejrsprisen, som var anbragt ved mållinjen. Paulus ’løb’ med opmærksomheden ufravendt rettet mod målet. (Ga 2:2; Flp 2:16; 3:14) Da han var nær sit livs afslutning, kunne han sige: „Jeg har kæmpet den gode kamp, jeg har fuldendt løbet, jeg har bevaret troen. Henlagt til mig herefter er retfærdighedens krone.“ — 2Ti 4:7, 8.

Da Paulus gjorde rede for hvordan Gud udvalgte medlemmerne af det åndelige Israel, forklarede han at israelitterne efter kødet henholdt sig til deres kødelige afstamning fra Abraham. (Ro 9:6, 7, 30-32) De mente at de var de udvalgte, og de ’løb’, eller jagede, efter retfærdighed, men på den forkerte måde. De forsøgte at opnå retfærdighed på deres egen måde, ved gerninger, og underordnede sig ikke retfærdigheden fra Gud. (Ro 10:1-3) Paulus henviser til at Gud var retfærdig da han forkastede det kødelige Israel som nation og dannede et åndeligt Israel. I denne forbindelse siger han at ’det ikke afhænger af den der vil eller af den der løber, men af Gud, som har barmhjertighed’. — Ro 9:15, 16.