Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Løfte

Løfte

I Bibelen brugt om en højtidelig forsikring over for Gud om at ville gøre noget, bringe et offer, give en gave eller indtræde i en bestemt tjeneste eller stand eller at afstå fra visse ting der i sig selv ikke er utilladelige. Et løfte blev aflagt af personens egen frie vilje. Da et løfte var en højtidelig forsikring, var det lige så bindende som en ed, og nogle gange nævnes de to udtryk sammen i Bibelen. (4Mo 30:2; Mt 5:33) I sådanne tilfælde betegner „et løfte“ mest erklæringen af en hensigt, mens „en ed“ betegner påberåbelsen af en højere myndighed hvorved man bevidner at erklæringen er sandfærdig eller bindende. Eder blev ofte aflagt for at bekræfte indgåelsen af en pagt. — 1Mo 26:28; 31:44, 53.

Første gang et løfte omtales i Bibelen, er i 1 Mosebog 28:20-22, hvor Jakob lovede at give Jehova en tiendedel af alt hvad han ejede, hvis Jehova fortsat ville være med ham og ville føre ham tilbage i fred og således vise at han var hans Gud. Jakob købslog ikke med Gud, men ville blot sikre sig at han havde Guds gunst. Som det fremgår af dette eksempel, kendte allerede patriarkerne til at aflægge løfter over for Gud. (Se også Job 22:27.) Denne religiøse praksis blev altså ikke først indført med Moseloven, men blev, ligesom mange andre patriarkalske sædvaner, nærmere defineret og præciseret i Loven.

Mange løfter blev, ligesom Jakobs løfte, aflagt som en bøn til Gud om at han ville vise sin gunst og lade et foretagende lykkes. Et andet eksempel på dette er Israels løfte om at vie de byer som tilhørte kana’anæerkongen i Arad, til udslettelse hvis Jehova gav Israel sejren. (4Mo 21:1-3) Løfter kunne også være udtryk for hengivenhed for Jehova og nidkærhed for den rene tilbedelse (Sl 132:1-5) eller for at man satte sig selv eller sine ejendele til side til en særlig tjeneste. (4Mo 6:2-7) Forældre kunne aflægge løfter i forbindelse med deres børn, sådan som Hanna gjorde i forbindelse med Samuel. (1Sa 1:11; jf. Dom 11:30, 31, 39.) I sådanne tilfælde var børnene med til at opfylde forældrenes løfter.

Frivillige, men bindende. Det var helt igennem frivilligt at aflægge løfter, men når en mand havde aflagt et løfte, var han ved lov forpligtet til at holde det. Man sagde derfor ordret at man ’bandt løftet til sin sjæl’, det vil sige at man med sit liv indestod for opfyldelsen af sine ord. (4Mo 30:2; se også Ro 1:31, 32.) Da man stillede sit liv som sikkerhed, er det forståeligt at Bibelen manede til yderste forsigtighed når man aflagde et løfte, og anbefalede at man grundigt overvejede de forpligtelser man derved påtog sig. I Loven stod der: „Når du giver Jehova din Gud et løfte, må du ikke tøve med at holde det; ellers vil Jehova din Gud visselig kræve det af dig, og der vil være synd hos dig. Men hvis du lader være med at give et løfte, vil der ikke være synd hos dig.“ — 5Mo 23:21, 22.

Prædikeren udtrykte det senere med disse ord: „Hvad du lover, skal du holde. Det er bedre at du ikke lover, end at du lover uden at holde. Tillad ikke din mund at få dit kød til at synde, og sig ikke foran engelen at det var en fejltagelse.“ (Præ 5:4-6) Et løfte der aflægges i et øjebliks begejstring eller fordi man rives med af sine følelser, kan nemt vise sig at være en snare. (Ord 20:25) Den der under Moseloven aflagde et sådant uovervejet løfte, pådrog sig skyld over for Gud og måtte bringe et skyldoffer for sin synd. (3Mo 5:4-6) Et løfte har ingen værdi i Guds øjne hvis ikke det er i overensstemmelse med hans retfærdige love og udspringer af et godt hjerte og en god ånd. — Sl 51:16, 17.

Løfter aflagt af kvinder under Moseloven. For løfter aflagt af kvinder gjaldt særlige bestemmelser som findes i 4 Mosebog 30:3-15. En ung, ugift kvindes løfte var bindende når hendes fader havde hørt om det og ikke havde gjort indsigelse mod det. Hvis han ikke syntes om det, kunne han annullere det. En gift eller forlovet kvindes løfte var kun gyldigt hvis hendes ægtemand eller forlovede var indforstået med det. Hvis manden annullerede løftet efter at han først havde ladet det stå ved magt, måtte han bære ansvaret for hendes brøde. (4Mo 30:14, 15) Med hensyn til en enke eller en fraskilt kvinde gjaldt det at „alt hvad hun har forpligtet sin sjæl til, står ved magt for hende“. — 4Mo 30:9.

Anvendelsen af det der var helliget Jehova. Man kunne ved et løfte skænke Jehova såvel et menneske som ejendom, også marker, bortset fra det der ifølge Loven allerede var sat til side til ham, som for eksempel de førstefødte, førstegrøden og tienden. (3Mo 27:26, 30, 32) Det der blev givet som noget „helligt“ (hebr.: qoʹdhæsj, noget der er sat til side som helligt, til hellig brug), kunne løskøbes for en bestemt betaling til helligdommen (medmindre det drejede sig om rene dyr). (3Mo 27:9-27) Det der var „viet“ (hebr.: cheʹræm), kunne imidlertid ikke købes tilbage, men skulle helt og for bestandig tilhøre helligdommen eller, hvis det var viet til udslettelse, ubetinget tilintetgøres. — 3Mo 27:28, 29.

Lovstridige eller urene løfter. Inden for de hedenske religioner var løfter ofte forbundet med urene, umoralske handlinger. I Fønikien, Aram og Babylon blev udbyttet af tempelprostitutionen ved løfter viet enten til afguden eller til templet. Sådanne urene løfter var forbudt i Israel: „Det en skøge har modtaget i løn, og det ’en hund’ [sandsynligvis en pæderast, en homoseksuel mand] har fået i betaling, må du ikke bringe ind i Jehova din Guds hus for noget som helst løfte.“ — 5Mo 23:18, fdn.

Efter Jerusalems ødelæggelse mindede Jeremias jøderne i Ægypten om at en af grundene til at denne ulykke havde ramt dem, var at de havde rettet deres løfter til „himmelens dronning“ og bragt ofre til hende. Kvinderne, som spillede en fremtrædende rolle i forbindelse med denne afgudsdyrkelse, sagde at deres mænd var indforstået med de løfter de havde aflagt til „himmelens dronning“, og den tilbedelse de rettede mod hende, og at de var besluttede på at holde deres løfter til denne gudinde. De undskyldte sig altså med at de rettede sig efter Lovens bestemmelser vedrørende løfter aflagt af kvinder (4Mo 30:10-15), men Jeremias fordømte deres handlinger som lovstridige fordi de var forbundet med afgudsdyrkelse. — Jer 44:19, 23-25; 2Kor 6:16-18.

Hykleriske løfter. Efter landflygtigheden faldt jøderne ikke tilbage til direkte at dyrke afguder, men de ’gjorde Guds ord ugyldigt på grund af deres overlevering’. Deres besnærende argumenter når de fortolkede Loven, berørte aflæggelsen af løfter såvel som andre træk ved gudsdyrkelsen, og deres religiøse lederes hykleriske lære var „menneskebud“. (Mt 15:6-9) For eksempel hed det ifølge den jødiske overlevering at hvis en mand sagde til sin fader eller moder: „Hvad jeg end har som kunne være en hjælp for jer, er en gave der er viet til Gud“ (hvorved han helligede det), aflagde han derved et løfte om at vie alt det han havde talt om, til Gud, og han måtte derfor ikke bruge sine ejendele til at understøtte sine forældre med. Templet havde formelt førsteretten til disse ejendele, men i virkeligheden havde han stadig fuld frihed til selv at råde over dem. — Mt 15:5, 6.

Ofre som blev bragt i forbindelse med løfter. Under Moseloven blev visse ofre ledsaget af brændofre som et udtryk for fuld hengivelse og for at man bad Jehova om at modtage offeret med velvilje. (3Mo 8:14, 18; 16:3) Det samme gjaldt i forbindelse med løfter. (4Mo 6:14) Ved aflæggelsen af særlige løfter skulle der bringes brændofre. (4Mo 15:3; Sl 66:13) Og når nogen ville „frembære et fællesskabsoffer for Jehova for at aflægge et løfte“, skulle offeret være et sundt dyr, hvoraf en del blev brændt på alteret. — 3Mo 22:21, 22; 3:1-5.

Det løfte Jefta aflagde før kampen mod ammonitterne (Dom 11:29-31), er nærmere behandlet under JEFTA.

Paulus’ overholdelse af loven om løfter. Apostelen Paulus aflagde et løfte, men om det var et nasiræerløfte vides ikke, og det står heller ikke klart om han aflagde det før eller efter at han var blevet kristen. Det er muligt at perioden for løftet udløb da han var i Kenkreæ i nærheden af Korinth, hvor han lod sig klippe (Apg 18:18), eller, som nogle mener, da han gik op til templet i Jerusalem sammen med fire andre mænd som havde afsluttet overholdelsen af deres løfter. Paulus gjorde imidlertid dette sidste fordi han blev rådet dertil af den kristne menigheds styrende råd for at vise at han vandrede regelret og ikke tilskyndede til ulydighed mod Loven, sådan som nogle jødekristne havde hørt at han gjorde. Det var almindelig praksis at man dækkede andres udgifter til den ceremonielle renselse der skulle finde sted når de var færdige med at overholde et løfte, sådan som Paulus her gjorde. — Apg 21:20-24.

At Paulus og hans kristne brødre i det styrende råd billigede overholdelsen af visse bestemmelser i Moseloven skønt Loven var blevet sat ud af kraft ved Jesu Kristi offer, kan bero på følgende: Loven var givet af Jehova Gud til hans folk, Israel. Som Paulus sagde: „Loven er åndelig,“ og: „Loven [er] på sin side hellig, og budet er helligt og retfærdigt og godt.“ (Ro 7:12, 14) De kristne så derfor ikke ned på templet og den tjeneste der blev udført i det. De betragtede ikke tempeltjenesten som uretmæssig eller afguderisk. Desuden var mange af de handlinger Loven foreskrev, blevet en uadskillelig del af jødisk sædvane, og da Loven tilmed ikke blot var af religiøs karakter, men også var landets lov, måtte nogle af dens bestemmelser, som for eksempel forbudet mod at arbejde på sabbatten, følges af alle landets indbyggere.

Det vigtigste i denne forbindelse er dog at de kristne ikke anså overholdelsen af disse bestemmelser for at være afgørende for deres frelse. Apostelen forklarede at sådanne ting som at spise kød eller grøntsager, at overholde visse dage frem for andre, ja selv det at spise kød som var blevet ofret til afguder og derefter blev solgt som almindeligt kød på torvet, var samvittighedsanliggender. Han skrev: „Én bedømmer én dag som bedre end en anden; en anden bedømmer hver dag som god; lad enhver være fuldt overbevist i sit eget sind. Den der holder dagen, holder den for Jehova. Og den der spiser, spiser for Jehova, for han takker Gud; og den der undlader at spise, undlader det for Jehova, og dog takker han Gud.“ Derefter opsummerede han sit argument ved at fremsætte dette princip: „For Guds rige betyder ikke spisen og drikken, men retfærdighed og fred og glæde ved hellig ånd,“ og han sluttede: „Lykkelig er den som ikke dømmer sig selv for det han bifalder. Men den der har tvivl, er allerede dømt skyldig hvis han spiser, for han spiser ikke ud af tro. Ja, alt hvad der ikke er ud af tro, er synd.“ — Ro 14:5, 6, 17, 22, 23; 1Kor 10:25-30.

En kommentar som bibelforskeren Albert Barnes har fremsat i bogen Notes, Explanatory and Practical, on the Acts of the Apostles (1858), belyser dette. Han henviser til Apostelgerninger 21:20, hvor vi læser: „Efter at have hørt dette [en beretning om hvordan Gud havde velsignet Paulus’ forkyndelse for nationerne] begyndte de at herliggøre Gud, og de sagde til ham: ’Du ser, broder, hvor mange tusind der er blandt jøderne som har fået tro, og de er alle nidkære for loven.’“ Hertil bemærker Barnes: „Der er her tale om loven om omskærelse, ofre, skelnen mellem forskellige slags kød, fejring af dage, højtider osv. Det kan synes bemærkelsesværdigt at de stadig fulgte disse skikke da det var kristendommens åbenlyse sigte at afskaffe dem. Men vi må huske (1.) at disse skikke var blevet indført af Gud, og at jøderne var oplært til at overholde dem. (2.) At apostlene fulgte dem mens de var i Jerusalem, og ikke anså det for klogt at sætte sig kraftigt imod dem. [Apg 3:1; Lu 24:53] (3.) At spørgsmålet om overholdelse af disse skikke aldrig var blevet drøftet i Jerusalem. Spørgsmålet var kun opstået blandt de hedningekristne, og blandt dem måtte det opstå, for hvis de skulle følge disse skikke, måtte det pålægges dem af en myndighed. (4.) Rådets afgørelse (kap. xv.) vedrørte kun de omvendte fra hedningerne. [Apg 15:23] . . . (5.) Man måtte antage at efterhånden som den kristne religion blev bedre forstået — at efterhånden som dens omfattende, frie og [universelle] natur udvikledes mere og mere — ville Moselovens særegne skikke naturligt blive opgivet uden diskussion og uden tumulter. Hvis spørgsmålet var blevet [offentligt] debatteret i Jerusalem, ville det have fremkaldt ti gange så megen modstand mod kristendommen, og det ville have splittet den kristne kirke i fraktioner og i høj grad have hæmmet den kristne læres fremmarch. Vi må desuden huske (6.) at ved Forsynets styrelse nærmede den tid sig da templet, byen og nationen skulle ødelægges; dette ville gøre ende på ofrene og for altid virkelig afskaffe overholdelsen af de mosaiske ritualer. Eftersom denne ødelæggelse var så nær, og da den ville være så effektivt et argument mod overholdelse af de mosaiske ritualer, tillod kirkens store Overhoved ikke at spørgsmålet om deres overholdelse unødigt blev gjort til et stridsspørgsmål blandt disciplene i Jerusalem.“