Det modsatte af sandhed. Løgn indebærer i almindelighed at man siger noget usandt til en der har ret til at kende sandheden, og at man gør det i den hensigt at bedrage eller skade vedkommende eller andre. En løgn kan også udtrykkes i handling idet man kan vildlede ved sin optræden. Det hebraiske udsagnsord der betyder „at lyve“, „at være en løgner“, er kazavʹ. (Ord 14:5) Et andet hebraisk udsagnsord, sjaqarʹ, betyder „at handle uærligt“, „at være falsk“, og det tilsvarende navneord gengives med „falskhed“, „løgn“. (3Mo 19:11; Sl 44:17; Es 28:15; 57:4) Det hebraiske ord sjaw’, der til tider oversættes med „usandhed“, „noget usandt“, betyder egentlig „noget som er uden værdi“, „noget som er til ingen nytte“. (Sl 12:2; 5Mo 5:11, 20; Sl 60:11; 89:47; Zak 10:2) Det hebraiske udsagnsord kachasjʹ, der i nogle tilfælde oversættes med „at bedrage“, har øjensynlig grundbetydningen „at skuffe“. (3Mo 19:11; Ho 9:2) Det græske ord pseuʹdos og de beslægtede ord har at gøre med løgn og falskhed.

Løgnens ophav, eller fader, er Satan Djævelen. (Joh 8:44) Den løgn han gennem en slange fremsatte over for den første kvinde, Eva, førte i sidste ende til døden for hende og hendes mand, Adam. (1Mo 3:1-5, 16-19) Denne den første løgn udsprang af selviskhed og et uret begær. Den tog sigte på at få det første menneskepar til at elske og adlyde løgneren, der havde fremstillet sig selv som en velgører, en „lysets engel“. (Jf. 2Kor 11:14.) Alle andre ondsindede løgne som er blevet udtalt siden da, har også afspejlet selviskhed og et uret begær. Folk har løjet for at undgå en fortjent straf, for at opnå noget på andres bekostning og for at sikre sig fordele, materielle midler eller ros fra mennesker.

De religiøse løgne har været særlig alvorlige da de har bragt de vildledtes fremtidige liv i fare. Jesus Kristus sagde: „Ve jer, skriftlærde og farisæere, hyklere! for I rejser over havet og det tørre land for at gøre en enkelt til proselyt, og når han bliver det, gør I ham til et emne for Gehenna, dobbelt så slem som I selv.“ (Mt 23:15) At Guds sandhed ombyttes med „løgnen“, det vil sige falsk gudsdyrkelse, kan bevirke at mennesker begynder at handle nedværdigende og skændigt. — Ro 1:24-32.

De jødiske religiøse lederes adfærd på Jesu tid viser hvad der kan ske når man svigter sandheden. Først lagde de råd op mod Jesus for at få ham slået ihjel. Da han derefter blev oprejst, bestak de soldaterne der havde bevogtet graven, til at skjule sandheden og udsprede en løgn om hvordan Jesu legeme var forsvundet. — Mt 12:14; 27:1, 2, 62-65; 28:11-15; Mr 14:1; Lu 20:19.

Jehova Gud kan ikke lyve (4Mo 23:19; He 6:13-18), og han hader „løgnetunge“. (Ord 6:16-19) Ifølge hans lov til israelitterne skulle der ydes erstatning for skader som skyldtes svig eller ondsindet løgn. (3Mo 6:2-7; 19:11, 12) Og den der aflagde falsk vidnesbyrd, skulle idømmes samme straf som den han med sine løgne ville bringe over en anden. (5Mo 19:15-21) Guds syn på ondsindet løgn, som kom til udtryk i Moseloven, har ikke ændret sig. Hvis man ønsker at opnå hans godkendelse, kan man ikke øve løgn. (Sl 5:6; Ord 20:19; Kol 3:9, 10; 1Ti 3:11; Åb 21:8, 27; 22:15) Man kan ikke leve på en bedragerisk måde, for eksempel ved at hævde at man elsker Gud samtidig med at man hader sin broder. (1Jo 4:20, 21) Da Ananias og hans hustru forsøgte at bedrage den hellige ånd ved at lyve, mistede de livet. — Apg 5:1-11.

Man gør sig dog ikke automatisk skyldig i en utilgivelig synd hvis man i et øjebliks svaghed siger noget usandt. Tilfældet med Peter der fornægtede Jesus tre gange, viser at Gud vil tilgive en hvis man oprigtigt angrer, eller ændrer sind. — Mt 26:69-75.

Mens ondsindet løgn tydeligt fordømmes i Bibelen, er man på den anden side ikke forpligtet til at udlevere sandfærdige oplysninger til nogen som ikke har ret til at kende dem. Jesus Kristus gav dette råd: „Giv ikke hunde det hellige, og kast ikke jeres perler for svin, for at de ikke skal træde dem ned med fødderne og vende sig om og sønderrive jer.“ (Mt 7:6) Derfor lod Jesus i nogle tilfælde være med at sige alt eller at svare direkte på de spørgsmål der blev stillet, når dette kunne have voldt unødig skade. (Mt 15:1-6; 21:23-27; Joh 7:3-10) Den måde Abraham, Isak, Rahab og Elisa handlede på da de førte nogle som ikke tilbad Jehova, på vildspor eller fortiede visse kendsgerninger for dem, skal uden tvivl ses i det samme lys. — 1Mo 12:10-19; kap. 20; 26:1-10; Jos 2:1-6; Jak 2:25; 2Kg 6:11-23.

Jehova Gud tillader at „en vildfarelse“ kommer over dem der foretrækker løgnen, „så de tror løgnen“ i stedet for den gode nyhed om Jesus Kristus.  (2Ts 2:9-12) Dette princip anskueliggøres af det der skete mange hundrede år tidligere i forbindelse med kong Akab af Israel. Løgneprofeter forsikrede Akab om at krigen mod Ramot-Gilead ville få et gunstigt udfald, mens Jehovas profet Mikaja forudsagde at det ville gå dårligt. Jehova havde i et syn åbenbaret for Mikaja at han havde tilladt en åndeskabning at blive „en løgnens ånd“ i Akabs profeters mund. Det vil sige at denne åndeskabning påvirkede Akabs profeter sådan at de ikke talte sandhed, men udtalte hvad de selv ønskede at sige, og hvad Akab ønskede at høre af dem. Skønt Akab blev advaret om dette, foretrak han at lade sig narre af deres løgne og måtte bøde for det med livet. — 1Kg 22:1-38; 2Kr 18.