En slags halvtag lavet af grene og løv, undertiden forsynet med et hævet trægulv. Det hebraiske ord er sukkahʹ (sokh i Kl 2:6), og det græske skēʹnē. (Apg 15:16) Under den årlige løvhyttefest i Jerusalem byggede man løvhytter på hustage, på gårdspladser, på torve, ja selv på tempelområdet og langs vejene omkring Jerusalem. Som materiale brugte man grene af popler, oliventræer og olietræer og blade af palmer og vellugtende myrter. På denne måde skulle israelitterne mindes at Jehova lod dem bo i løvhytter da han førte dem ud af Ægypten. — 3Mo 23:34, 40-43; Ne 8:15; se LØVHYTTEFESTEN.

Man brugte også hytter til praktiske formål. Jakob lavede således hytter til sin hjord, og han kaldte stedet Sukkot, der betyder „hytter“. (1Mo 33:17) Når hære var i krig, brugte soldaterne, især befalingsmændene, hytter. — 1Kg 20:12, 16.

Ofte byggede man hytter i vingårdene eller på markerne for at de der vogtede afgrøderne mod dyr eller mod tyve, kunne finde ly for den brændende sol. (Es 1:8) Her, i skyggen, indtog høstfolkene også deres middagsmad så de sparede den tid det ville tage at gå hjem fra marken. Når det regnede, kunne et tykt løvtag holde vandet ude. (Es 4:6) Jonas byggede sig en løvhytte for at være beskyttet mod solen mens han ventede på at se hvad der ville ske med Nineve, som han havde profeteret imod. — Jon 4:5.

Brugt billedligt. Esajas beskriver hvor øde Jerusalem var i Jehovas øjne, ved at sammenligne byen med en hytte i en vingård i modsætning til en folkerig by. (Es 1:8) Jehova fremstiller sig selv som boende i en hytte af skyer når han midlertidigt stiger ned fra himmelen til jorden. I dem skjules majestætisk almagt, og derfra lyder voldsomme tordenbrag. (Sl 18:9, 11; 2Sa 22:10, 12; Job 36:29) Det skjulested hvor de der stoler på Jehova, søger tilflugt, kalder David Jehovas „hytte“. — Sl 31:20.

Amos taler om genopbygningen af „Davids faldne hytte“. (Am 9:11) Jehova havde lovet David at dennes rige skulle stå fast for stedse. Da Juda rige siden blev omstyrtet og den sidste konge af Davids slægt, Zedekias, blev fjernet fra tronen, blev Ezekiel inspireret til at profetere: „En ruin, en ruin, en ruin gør jeg det til. Heller ikke dette skal blive nogens, før han kommer som har retten til det, og ham vil jeg give det.“ (Ez 21:27) Fra det tidspunkt sad der ikke længere nogen konge af Davids slægt på „Jehovas trone“ i Jerusalem. (1Kr 29:23) Men på pinsedagen i år 33 henviste Peter til at Jesus Kristus var af Davids slægt, og at det i virkeligheden var ham Gud havde haft i tanke som den konge der skulle herske for stedse. Peter oplyste de forsamlede jøder om at Jehova havde oprejst Jesus og gjort ham til både Herre og Kristus. (Apg 2:29-36) Senere henviste disciplen Jakob til at Amos’ profeti opfyldtes  på indsamlingen af Kristi disciple (Rigets arvinger), som blev udtaget blandt både jøder og hedninger. — Apg 15:14-18; Ro 8:17.