Fællesbetegnelse for agerdyrkning og husdyrbrug (kvægavl). Landbruget tog sin begyndelse i Edens have, idet Gud satte Adam i haven „til at dyrke den og tage sig af den“. (1Mo 2:5, 15) Eftersom de to første mennesker var troløse, blev den paradisiske have imidlertid ikke udvidet; tværtimod kom Guds forbandelse over jorden. Nu krævede det slid og slæb at få jorden til at afgive det nødvendige til livets opretholdelse. — 1Mo 3:17-19.

Adam og Evas første søn, Kain, blev agerdyrker, mens Abel blev fårehyrde. (1Mo 4:2-4) Efter Vandfloden „begyndte Noa som landmand og plantede en vingård“. (1Mo 9:20) Abraham, Isak og Jakob levede hovedsagelig som nomader og hyrder med deres hjorde, omtrent som Jabal, der levede før Vandfloden. (1Mo 4:20) Der er dog vidnesbyrd om at Isak og Jakob også dyrkede afgrøder, hvoraf hvede nævnes specifikt. — 1Mo 26:12; 27:37; 30:14; 37:7.

Landbrug i Israel. Arkæologiske udgravninger viser at Palæstina er et af de steder hvor man fra de tidligste tider har dyrket jorden i større omfang. Det forjættede land var meget frugtbart. På Lots tid var Jordanegnen „som Jehovas have, som Ægyptens land, indtil Zoar“. (1Mo 13:10) I Ægypten fik israelitterne et godt kendskab til landbrug eftersom man her dyrkede hvede, hør, byg, agurker, vandmeloner, porrer, løg, hvidløg og andre afgrøder. (2Mo 9:25, 26, 31, 32; 4Mo 11:5; 5Mo 11:10) Efter udgangen af Ægypten vandrede de omkring i ørkenen i 40 år uden at bosætte sig.

Efter at de var draget ind i det forjættede land, begyndte de så at leve som agerdyrkere og hyrder. Der var store fordele ved at overtage et land der allerede var under dyrkning. Langt de fleste af de hebræere der havde fået kendskab til landbrug i Ægypten, var døde i ørkenen, så der var kun få, om overhovedet nogen, dygtige landmænd med praktisk erfaring til at begynde at dyrke jorden i dette nye og fremmede land. (4Mo 14:22-30; He 3:16, 17) Det var derfor en stor fordel for dem at de nu overtog ’huse fyldt med alt godt, udhuggede cisterner, og vingårde og oliventræer’ der allerede var plantet og bar frugt. — 5Mo 6:10, 11; 8:6-9.

Efter at landet var blevet opdelt i stammeområder, blev jorden udstykket i arvelodder, øjensynlig ved hjælp af en målesnor. (Sl 78:55; Ez 40:3; Am 7:17; Mik 2:4, 5) Når disse grænser var fastsat, skulle de respekteres og holdes i hævd. — 5Mo 19:14; 27:17; Ord 22:28; Ho 5:10; jf. Job 24:2.

Landbrug indtog en vigtig plads i Israels lovgivning. Eftersom landet tilhørte Jehova,  måtte det ikke misbruges. (3Mo 25:23) Jorden måtte ikke sælges uigenkaldeligt, og med undtagelse af ejendomme i byer med mure om skulle jord der blev solgt som følge af vanheld eller økonomisk modgang, gives tilbage til sin oprindelige ejer i jubelåret. (3Mo 25:10, 23-31) Loven forordnede en sabbatshvile hvert syvende år, i hvilket jorden lå brak og genvandt sin frugtbarhed — det samme som man i dag opnår ved vekseldrift. (2Mo 23:10, 11; 3Mo 25:3-7) Dette kan have forekommet risikabelt, og det var afgjort en prøve på israelitternes tro på Guds løfte om at tilvejebringe tilstrækkeligt til at de kunne klare sig frem til høsten det følgende år. Samtidig tilskyndede det til sparsommelighed og forudseenhed. Jubelåret (hvert 50. år) var også et år med hvile for landet. — 3Mo 25:11, 12.

De tre årlige højtider som Israel fik befaling til at holde, var lagt sådan at de passede med høsttiderne: De usyrede brøds højtid faldt sammen med byghøsten, pinsen med hvedehøsten, og løvhyttefesten med den sidste høst ved årets udgang. (2Mo 23:14-16) For israelitterne tjente årstider og høsttider som tidsangivelser, og de blev oftere brugt sådan end kalendermånederne. Det var også til åndelig beskyttelse for israelitterne at de ernærede sig ved landbrug, eftersom det stort set gjorde dem uafhængige af andre folk og begrænsede det handelsmæssige samkvem med de omgivende folkeslag til et minimum.

Selv om det forjættede land ved Guds velsignelse skulle blive „et land der flyder med mælk og honning“, måtte israelitterne dog arbejde med jorden og løse de problemer der var forbundet med at dyrke den. Hvis de var lydige mod Jehova, ville de ikke få behov for kunstig vanding i større omfang. (5Mo 8:7; 11:9-17) Regntiden begyndte med tidligregnen omkring midten af oktober og varede til tiden for sildigregnen, som sluttede omkring midten af april. (5Mo 11:14) Derefter fulgte fem måneder hvori der normalt ikke faldt nogen regn. Heden og tørken i denne periode blev mindsket af den rigelige dug der faldt om natten og forfriskede jord og planter. — 1Mo 27:28; 5Mo 33:28; se DUG.

For at modvirke erosion på skråninger anlagde man terrasser understøttet af stenmure som hindrede at mulden blev skyllet bort. Ved arkæologiske udgravninger har man på nogle højdedrag fundet over 60 af den slags terrasser, den ene over den anden. For at beskytte afgrøderne byggede man hytter eller vagtskure eller endog permanente tårne i vingårdene og på markerne så en vagt kunne holde øje med området derfra. — Es 1:8; 5:2; Mt 21:33.

Det nævnes specielt at kong Uzzija „var en mand der elskede landbrug [ordr.: agerjorden]“. — 2Kr 26:10.

Israelitternes ulydighed førte senere til at Gud trak sin velsignelse tilbage, og det resulterede i landbrugsmæssige katastrofer som fejlslagen høst, tørker, græshoppeplager, meldug og andet. Desuden er mange skove blevet fældet, og terrasserne er blevet forsømt gennem mange hundrede år, så uhyre mængder muldjord er skyllet bort i store dele af Palæstina. Alligevel har den resterende jord generelt været meget frugtbar helt frem til vor tid. — Se også HØST; SÅNING; TÆRSKNING og beslægtede emner under deres respektive overskrifter.

[Illustration på side 122]

Terrassemarker på skråninger er almindelige i Israel