De hebraiske ord mesillahʹ (landevej) og dæʹrækh (vej) og det græske ord hodosʹ (vej) bruges som betegnelser for en offentlig vej, sti eller rute, som regel mellem byer. — Se VEJEN.

Allerede i oldtiden var byer og riger i Palæstina-området forbundet af landeveje og veje, deriblandt flere vigtige handelsruter. (4Mo 20:17-19; 21:21, 22; 22:5, 21-23; Jos 2:22; Dom 21:19; 1Sa 6:9, 12; 13:17, 18; se KONGEVEJEN.) Den vej der menes at have været den vigtigste, førte fra Ægypten til filisterbyerne Gaza og Askalon og bøjede derefter af mod nordøst i retning af Megiddo. Vejen fortsatte til Hazor, nord for Galilæas Sø, og førte derfra til Damaskus. Denne rute gennem Filisterlandet var den korteste fra Ægypten til det forjættede land, men Jehova førte kærligt israelitterne ad en anden vej så de ikke skulle blive modløse på grund af et angreb fra filistrene. — 2Mo 13:17.

I det forjættede land var det af stor betydning for israelitterne at bevare et godt vejnet eftersom der kun var ét tilbedelsescenter for hele folket. Mange af israelitterne måtte rejse over lange afstande hvert år for at efterkomme Lovens krav om at alle af mandkøn skulle samles til de tre årlige højtider. (5Mo 16:16) Tiende, bidrag og ofre, frivillige såvel som obligatoriske, skulle desuden bringes til det sted Jehova havde udvalgt. (5Mo 12:4-7) Efter at Salomon havde bygget templet, var dette sted Jerusalem. Når israelitterne rejste ad vejene til og fra Jerusalem, havde fædrene god lejlighed til at undervise deres sønner i Guds lov. — 5Mo 6:6, 7.

Det var også nødvendigt at vedligeholde vejene til de seks tilflugtsbyer. Disse veje skulle være tydeligt afmærkede og ryddet for hindringer som kunne sinke en uagtsom manddraber. (5Mo 19:3) Ifølge den jødiske overlevering blev der ved alle korsveje sat et skilt som viste vejen til tilflugtsbyen. — Den Babyloniske Talmud, Makkot 10b.

Bibelen beskriver ikke datidens veje, men den indeholder nogle hentydninger til deres anlæggelse og vedligeholdelse. Man har sikkert udjævnet bakker og knolde, opfyldt huller og sænkninger og fjernet sten. (Es 40:3, 4; 57:14; 62:10) Ifølge Josefus brolagde kong Salomon vejene til Jerusalem med sorte sten. — Jewish Antiquities, VIII, 187 (vii, 4).

 Man ved imidlertid ikke noget afgjort om oldtidens veje før Romerrigets tid. Romerne var fremragende vejbyggere. De lavede et vejnet over hele det vidtstrakte Romerrige for at kunne føre deres hære frem. Deres veje var brolagt med flade sten, og derunder var der som regel tre lag: nederst var der stenfyld, i midten flade sten lagt i mørtel og øverst beton og skærver. Vejene skrånede fra midten og ud mod begge sider, og langs dem var der milesten, kantsten og afvandingsgrøfter. Med passende mellemrum kunne der også være anlagt brønde. De romerske veje var anlagt i næsten lige linjer og gik over højene i stedet for uden om dem. Den berømte Via Appia er ca. 5,5 m bred og brolagt med store lavablokke. Da apostelen Paulus skulle til Rom som fange, rejste han ad denne vej, hvoraf visse strækninger stadig er i brug i dag. — Apg 28:15, 16; se APPIUS’ TORV.

Ordene i Esajas 19:23 om at der ville være „en banet vej fra Ægypten til Assyrien“, peger frem til det fredelige forhold der en dag ville råde mellem disse to lande. Da Jehova udfriede sit folk, sørgede han så at sige for at der var landeveje som førte ud af de lande hvor de havde været i fangenskab. — Es 11:16; 35:8-10; 49:11-13; Jer 31:21.