Det at være tvunget til at leve uden for sit fædreland, i eksil; ofte som følge af en myndigheds forordning; ordret på hebraisk: „det at gå bort“. Da Kain havde dræbt sin broder Abel, blev han forbandet og forvist fra agerjorden og blev en omstrejfer og flygtning på jorden. Han havde været agerdyrker, men derefter ville jorden ikke mere bære frugt når han forsøgte at dyrke den. — 1Mo 4:2, 3, 11-14.

Jehova advarede israelitterne om at han ville føre dem i landflygtighed hvis de brød den pagt han havde sluttet med dem gennem Moses. (5Mo 28:36, 37, 64; 29:28) Det var således Gud selv der i flere tilfælde traf beslutning om at hans folk skulle føres i landflygtighed, skønt han brugte andre nationers hære som sine redskaber. Dette skete ved tre lejligheder: (1) Da israelitterne blev ført i landflygtighed af assyrerne (2Kg 15:29; 18:9-12), (2) da Juda blev ført i landflygtighed til Babylon (2Kg 25:8-11, 21), og (3) da jøderne blev ført i landflygtighed af romerne (Lu 21:20-24).

Israel. Før kong Peka af Israels regeringstid endte, omkring 759 f.v.t., førte Tiglat-Pileser III indbyggere fra Naftali i landflygtighed til Assyrien. Rubenitter, gaditter og de der hørte til den østlige halvdel af Manasses stamme, blev også ført bort af assyrerkongen, øjensynlig på samme tidspunkt. (2Kg 15:29; 1Kr 5:4-6, 26) Senere belejrede Salmanassar V Samaria, og efter tre års forløb, i 740 f.v.t., førte enten han eller hans efterfølger, Sargon II, mange af indbyggerne i landflygtighed og „bragte derpå folk fra Babylon, Kuta og Avva, Hamat og Sefarvajim og lod dem bosætte sig i Samarias byer i stedet for Israels sønner“. — 2Kg 17:5, 6, 24.

Juda. I 617 f.v.t. førte kong Nebukadnezar det kongelige hof og de mest fremtrædende mænd i Juda i landflygtighed til Babylon. (2Kg 24:11-16) Da Jerusalem omkring ti år senere, i 607 f.v.t., blev indtaget af babylonierne, førte øversten for den babyloniske livvagt, Nebuzar-Adan, de fleste af de jøder der var tilbage, samt de jødiske overløbere, til Babylon. Fra denne landflygtighed vendte kun en rest tilbage 70 år senere. — 2Kg 25:11; Jer 39:9; Es 10:21, 22; se FANGENSKAB.

Mange af jøderne vendte ikke tilbage til deres hjemland efter Babylons fald, og jøderne blev derfor ved med at leve i adspredelsen. I perserkongen Ahasverus’ regeringstid (Xerxes I, der regerede over 127 provinser fra Indien til Ætiopien) sagde Haman i sin anklage mod jøderne: „Der er et bestemt folk som lever spredt og adskilt mellem folkeslagene i alle dit riges provinser.“ — Est 1:1; 3:8.

I det 1. århundrede e.v.t. I det 1. århundrede var der jødiske kolonier i flere byer, deriblandt Thessalonika, Athen, Korinth, Efesus, Rom og Babylon. (Apg 17:1, 16, 17; 18:1, 4, 19) I Babylon, hvor Peter forkyndte, boede der for eksempel mange jøder. (1Pe 5:13) Josefus nævner at „et stort antal“ jøder befandt sig i Babylonien i det 1. århundrede f.v.t. (Jewish Antiquities, XV, 14, [ii, 2]) I år 49 eller i begyndelsen af år 50 e.v.t. forviste den romerske kejser Claudius alle jøder fra Rom. Dette kom også til at berøre de jøder der var blevet kristne, deriblandt Akvila og Priskilla (Priska), som Paulus mødte i Korinth omkring år 50, kort efter Claudius’ dekret. (Apg 18:2) De tog med Paulus til Efesus, men da han senere fra Korinth skrev til sine trosfæller i Rom (ca. år 56), var de åbenbart rejst tilbage til Rom, for på det tidspunkt var Claudius død, og Nero var kommet på tronen. Også mange andre jøder var vendt tilbage til Rom. — Apg 18:18, 19; Ro 16:3, 7, 11.

Som en opfyldelse af Jesu profeti i Lukas 21:24 blev Jerusalem i år 70 omringet af de romerske hære under Titus. Jøder fra mange lande var på det tidspunkt kommet til Jerusalem for at fejre de usyrede brøds højtid. Romerne belejrede byen og ødelagde den til sidst, hvorved 1.100.000 jøder omkom og 97.000 blev taget til fange og spredt blandt nationerne.