De hebraiske ord for latter (tsechoqʹ og sideformen sechōqʹ) er, ifølge Gesenius, onomatopoietika, det vil sige lydefterlignende ord, idet de efterligner lyden af latter (ligesom på dansk udråbsordene „haha“ og „håhå“). Navnet Isak, Jitschaqʹ, der også betyder „latter“, er ligeledes et lydefterlignende ord.

Både Abraham og Sara lo da engelen forkyndte for dem at de ville få en søn i deres alderdom. Abraham blev ikke irettesat fordi han lo, men det blev Sara, og hun prøvede endog at benægte at hun lo. Det ser derfor ud til at når Abraham lo, var det af glæde ved tanken om det forbløffende at han skulle få en søn med Sara i sin alderdom. Men når Sara lo, var det øjensynlig fordi den samme forbløffende tanke slog hende som komisk; at en kvinde i hendes alder, og som indtil nu havde været ufrugtbar, skulle få et barn, bevirkede åbenbart at hun for sit indre øje så et billede der kaldte på latteren. (1Mo 17:17; 18:9-15) Hos ingen af dem var latteren dog spottende eller bevidst hånende, og det siges om dem begge at de troede på Guds løfte. (Ro 4:18-22; He 11:1, 8-12) Da sønnen blev født, var forældrene uden tvivl fyldt af glæde, for dette havde været deres inderligste ønske i mange år. Abraham gav sønnen navn, hvorefter Sara sagde: „Gud har skaffet mig latter: enhver der hører om det vil le ad mig.“ (1Mo 21:1-7) Andre blev uden tvivl lige så forbløffede og glade da de hørte nyheden om at Abraham og Sara var blevet velsignet af Jehova.

En tid til latter. Jehova er ’den lykkelige Gud’, og han ønsker at hans tjenere også skal være lykkelige. (1Ti 1:11) Dog viser Bibelen at latter ikke altid er på sin plads. Der er „en tid til at græde og en tid til at le“. (Præ 3:1, 4) Vismanden, kong Salomon, siger: „Gå, spis dit brød med fryd og drik din vin med et veltilpas hjerte, for den sande Gud har allerede godkendt det du gør.“ Der er imidlertid ingen virkelig grund til glæde hvis man med sine gerninger viser ringeagt for Guds retfærdige veje. — Præ 9:7.

Latter kan være upassende. Det der har betydning, er at man lever på en sådan måde at man opnår et godt navn hos Jehova. Derfor kan latter i denne tingenes ordning undertiden være i høj grad upassende, ja endog skadelig. Under de forsøg Salomon anstillede ved blandt andet ’at gribe om tåbelighed, indtil han kunne se hvad der var godt for menneskesønnerne i det de gjorde’, sagde han i sit hjerte: „Kom nu! Lad mig sætte dig på prøve med hensyn til fryd. Ja, nyd det gode.“ Men han opdagede at det var tomhed. Han erfarede at morskab og latter i sig selv ikke bringer nogen virkelig tilfredsstillelse, for det fører ikke til ægte og varig lykke. Der må være grundlag for en glæde der varer ved og er til opbyggelse. Salomon gav udtryk for sin vurdering med ordene: „Jeg sagde til latter: ’Galskab!’ og til fryd: ’Hvad udretter den?’“ — Præ 2:1-3.

Salomon understreger med et billede visdommen i ikke blot at leve for at søge morskab og fornøjelser. Han siger: „Det er bedre at gå hen til et hus hvor der sørges, end at gå hen til et hus hvor der festes, for døden er alle menneskers ende; og den der lever bør tage det til hjerte.“ Det vil ikke sige at bedrøvelse er mere anbefalelsesværdig  end glæde. Der er tale om et bestemt tidspunkt, nemlig det tidspunkt da en person er død og huset sørger. Man bør da gå derhen for at trøste de sørgende i stedet for ufølsomt at feste og more sig. Det vil ikke alene være til trøst for de efterladte, men vil også få den besøgende til at tænke på at livet er kort, og at døden, som er kommet til dette hus, hurtigt nok kan komme til alle, og at de levende bør huske på dette. Det er mens man lever at man kan skabe sig et godt navn, ikke når man er død. Og et godt navn hos Gud er det eneste der har virkelig værdi for dødelige mennesker. — Præ 7:2; 1Mo 50:10; Joh 11:31.

Salomon siger videre: „Græmmelse er bedre end latter, for når ansigtet er trist forbedres hjertet.“ (Præ 7:3) Latter er god medicin, men der er tidspunkter hvor man nøgternt må betragte sit liv og den måde man lever på. Hvis man opdager at man spilder for megen tid på intetsigende fester og ikke sørger for at skabe sig et godt navn ved at gøre gode gerninger, har man grund til at græmme sig over sig selv, at være ked af det og gøre en forandring; det vil få os til at føle os bedre tilpas i hjertet. Det vil hjælpe os til at skabe os et godt navn så vor dødsdag, eller det tidspunkt da vi inspiceres endeligt af Gud og Kristus, vil være bedre end den dag vi blev født. — Præ 7:1.

„De vises hjerte er i det hus hvor der sørges, men tåbernes hjerte er i det hus hvor man fryder sig,“ siger Salomon derefter. „Det er bedre at høre på den vises irettesættelse end at være en mand der hører på tåbers sang.“ (Præ 7:4, 5) I et hus hvor en er død, er den vises hjerte påvirket af den alvor der naturligt råder i et sådant hus, og den stemmer hans hjerte til eftertanke, nemlig med hensyn til hvordan han lever sit eget liv; men den sorgløshed og ubekymrethed der råder i et hus hvor man fester og morer sig, tiltaler tåbens hjerte og giver ham et overfladisk og ansvarsløst syn på livet. Hvis en person kommer bort fra den rette vej, kan den vises irettesættelse føre vedkommende tilbage til livets vej og bevirke at han skaber sig et godt navn. Men hvordan kan tåbens sang eller tomme smiger der skjuler en persons fejl og blot forankrer ham yderligere i dem, være gavnlig? Den ville tilskynde ham til fortsat at skabe sig et dårligt navn og ikke lede ham ind på en vej der fører til et godt navn hos Jehova.

„For som lyden af tornekviste under gryden, sådan er tåbens latter; og også det er tomhed.“ (Præ 7:6) Tornekviste flammer hurtigt op, men brænder også lige så hurtigt til aske. De brænder måske ikke engang længe nok til at det der er i gryden, koges færdigt, det vil sige at de ikke udretter det man tændte ild i dem for. Deres højlydte, blussende og flammende knitren har således vist sig forgæves og til ingen nytte. Sådan er også tåbens fjogede latter. Selve lyden af hans latter skurrer i ørerne, for den passer hverken til tidspunktet eller lejligheden og virker mere nedslående end opmuntrende. Den hjælper ingen til at gøre fremskridt hen imod det alvorlige mål at skabe sig et godt navn som Gud vil huske, så man sikrer sig at ’dødsdagen bliver bedre end den dag man blev født’.

Latter forvandles til sorg. I Bjergprædikenen sagde Jesus Kristus: „Lykkelige er I som græder nu, for I skal le,“ og: „Ve jer, I som ler nu, for I skal sørge og græde.“ (Lu 6:21, 25) Uden tvivl ville Jesus gøre opmærksom på at for dem der sørgede over de dårlige forhold der da rådede i Israel i religiøs henseende, ville gråden blive vendt til latter ved at de fik tro på ham, mens de der lo og førte et liv uden at bekymre sig for fremtiden, ville erfare at deres latter blev vendt til sorg. (Jf. Lu 16:19-31.) Jesu halvbroder Jakob sagde i sit brev til kristne som havde en verdslig indstilling: „Føl jeres elendighed og sørg og græd. Lad jeres latter forvandles til sorg, og jeres glæde til modløshed. Ydmyg jer for Jehova, og han vil ophøje jer.“ (Jak 4:4, 9, 10) Denne ophøjelse ville føre til sand lykke.

Udtryk for spot. Latter nævnes ofte i Bibelen som udtryk for spot. Det hebraiske udsagnsord tsachaqʹ (at le) betyder også „at gøre sig lystig over; at gøre til latter“. — 1Mo 21:9; 39:14.

Endog om visse dyr siges det at de ler spottende. Hunstrudsen „ler“ ad hesten og rytteren som forfølger den (for den er hurtigere), og hesten „ler“ ad rædsel og skræmmes ikke når den drager i krig (for den er stærk og frygtløs). (Job 39:13, 18, 19, 22) Livjatan (krokodillen) „ler“ ad kastespyddet, for det preller af mod dens svære rustning. — Job 41:1, 29.

Guds tjenere har måttet udholde megen latter og spot. Job sagde: „Jeg er en der er til latter for sin næste.“ (Job 12:4; 30:1) Jeremias var til latter dagen lang blandt sine samtidige. (Jer 20:7) Endog Jesus Kristus var genstand for latter og spot, for eksempel lige før han oprejste Jairus’ datter fra døden. (Mt 9:24; Mr 5:40; Lu 8:41-53) Men alle der kendte Guds visdom og styrke og var lydige mod ham, havde god grund til at være lykkelige. — Mt 5:11, 12.

Jehova Gud ler spottende ad nationerne; han ler ad deres pralende ord der bliver til intet, og han ler ad den forvirring som deres tåbelige adfærd medfører. (Sl 59:8) Han kender sin magt og sine hensigter og ler ad de forgæves forsøg de  gør på at lægge ham og hans folk hindringer i vejen. (Sl 2:1-4) Det vil derfor være víst at undgå at Jehova ler ad én. (Ord 1:26) Jehova har ikke behag i de ugudeliges død (Ez 18:23, 32), så når han ler ad dem, er det fordi deres planer mod hans folk ikke bekymrer ham, og fordi han ser udfrielsens dag for den retfærdige da de ugudeliges planer vil blive til intet og ondskab og ugudelighed vil være borte for bestandig. — Sl 37:12, 13, 20.