Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Leg, spil

Leg, spil

På et tidligt tidspunkt i menneskets historie opstod der interesse for underholdning og adspredelse. Om Jubal, der hørte til den syvende generation efter Adam, hedder det at han „blev stamfader til alle dem der spiller på lyre og fløjte“. (1Mo 4:21) I tidens løb, i hvert fald efter Vandfloden, udvikledes også forskellige former for spil og lege.

Ægypten og Mesopotamien. Flere steder i Ægypten, Palæstina og Mesopotamien har man ved arkæologiske udgravninger fremdraget forskellige brætspil, terninger og tilbehør til spil, hvoraf noget stammer helt fra tiden før Abraham. På et relief på en ægyptisk tempelport ses Ramses III spille et skaklignende spil med en af sine medhustruer. Ved de fleste brætspil brugte man en terning eller kastede pinde for at bestemme trækkene.

Foruden dans og musikudøvelse skildrer ægyptiske malerier scener hvor unge piger jonglerer med bolde. Andre lege for unge var holdlege, som for eksempel en slags tovtrækning. Kuglespil var også populære.

Israel. Bibelen omtaler ikke direkte hvilke lege og spil der fandtes blandt hebræerne, men nu og da nævnes forskellige former for adspredelse foruden musik, sang, dans og samtale. I Zakarias 8:5 nævnes det at drenge og piger leger på torvene, og i Job 21:11, 12 omtales drenge der synger og danser. På Jesu tid legede børn lege hvor de efterlignede både glade og sørgelige begivenheder. (Mt 11:16, 17) Ved udgravninger i Palæstina har man fundet børnelegetøj som rangler, fløjter og små gryder og vogne. Job 41:5 kunne tyde på at man holdt tamme fugle.

Som det fremgår af den gåde Samson gav filistrene at gætte, var det populært i Israel som tidsfordriv at fremføre og gætte gåder. — Dom 14:12-14; se MORSKAB.

[Illustration på side 137]

Brætspil fra Ur