Et menneskes eller et dyrs fysiske fremtoning; dets krop. Der er forskellige hebraiske og græske ord for legeme. Det hebraiske gewijjahʹ betegner et legeme, hvad enten det er levende (1Mo 47:18) eller dødt. (1Sa 31:10; Sl 110:6) Det hebraiske nevelahʹ, der kommer af roden navelʹ („visne“; Sl 1:3), gengives med „død krop“, „dødt dyr“, „dødt legeme“, „lig“. (3Mo 5:2; 5Mo 14:8; Es 26:19; Jer 7:33) Det hebraiske ord for „kød“, basarʹ, kan betegne hele legemet og oversættes derfor undertiden med „legeme“. (4Mo 19:7, 8; Sl 16:9; se KØD.) Det almindelige græske ord for „legeme“ er sōʹma (Mt 5:29), men i Apostelgerninger 19:12 er „legeme“ oversat fra chrōs, der egentlig betyder „legemets overflade“, „hud“. Det græske ord ptōʹma, der kommer af udsagnsordet piʹptō (falde), sigter til et legeme der er faldet, dvs. et lig. (Mt 14:12) Legemet består af kød og holdes i live ved hjælp af livskraften. Der findes forskellige slags kød, alt efter hvilken skabning der er tale om. — 1Kor 15:39; Jak 2:26; 1Mo 7:22; se SJÆL.

Åndelegemer. Fysiske legemer er synlige og håndgribelige, men der findes også åndelegemer, og de er usynlige for det menneskelige øje og befinder sig helt uden for den menneskelige sanseverden. (1Kor 15:44) Åndevæsenernes (Guds, Kristi, englenes) legeme er et herlighedslegeme. „Ingen har nogen sinde set Gud.“ (1Jo 4:12) Intet menneske kan se Gud og leve. (2Mo 33:20) Da apostelen Paulus fik blot et glimt af den manifesterede Jesus Kristus efter dennes opstandelse, faldt han til jorden, blindet af stråleglansen, og der skulle et mirakel til for at give ham synet tilbage. (Apg 9:3-5, 17, 18; 26:13, 14) Engle er ligeledes i besiddelse af langt større styrke og magt end mennesker. (2Pe 2:11) De er omgivet af en kraftig stråleglans, og de har vist sig sådan ved fysiske manifestationer. (Mt 28:2-4; Lu 2:9) Disse guddommelige åndesønner har et syn der er stærkt nok til at se og tåle den herlighed der omgiver den almægtige Gud. — Lu 1:19.

Da vi ikke kan se Gud med vore bogstavelige øjne, benytter han forskellige antropomorfismer, udtryk hentet fra det menneskelige legeme, for at hjælpe os til at forstå og værdsætte visse forhold vedrørende ham selv. Bibelen omtaler ham  som havde han øjne (Sl 34:15; He 4:13), arme (Job 40:9; Joh 12:38), fødder (Sl 18:9; Zak 14:4), et hjerte (1Mo 8:21; Ord 27:11), hænder (2Mo 3:20; Ro 10:21), fingre (2Mo 31:18; Lu 11:20), næse og næsebor (Ez 8:17; 2Mo 15:8) og ører (Sl 10:17). Hermed menes ikke at han bogstaveligt er udstyret med disse legemsdele og organer som vi kender dem. Apostelen Johannes, der havde håb om at opnå liv i himmelen, sagde til sine medtroende, der også var arvinger til det himmelske liv: „I elskede, nu er vi Guds børn, men det er endnu ikke blevet gjort kendt hvad vi skal blive. Vi ved at når han gøres kendt skal vi blive som han, for vi skal se ham som han er.“ (1Jo 3:2) Det vil være et legeme der er formet efter Jesu Kristi „herlige legeme“ (Flp 3:21), og han er „den usynlige Guds billede“ og „hans herligheds genskær og det nøjagtige udtryk for selve hans væsen“. (Kol 1:15; He 1:3) Arvingerne til det himmelske rige vil derfor få et legeme der er uforgængeligt og udødeligt, forskelligt fra englenes i almindelighed og fra menneskenes, for disse er dødelige. — 1Kor 15:53; 1Ti 1:17; 6:16; Mr 1:23, 24; He 2:14.

Kristi kødelige legeme. Ved indstiftelsen af Herrens aftensmåltid rakte Jesus de 11 trofaste apostle det usyrede brød med ordene: „Dette betyder mit legeme, som skal gives til gavn for jer.“ (Lu 22:19) Apostelen Peter sagde senere: „Han bar selv vore synder i sit legeme på pælen.“ — 1Pe 2:24; He 10:10; se HERRENS AFTENSMÅLTID.

For at Jesus kunne være „den sidste Adam“ (1Kor 15:45) og „en tilsvarende løsesum for alle [mennesker]“, måtte hans kødelige legeme være et virkeligt menneskelegeme og ikke en inkarnation. (1Ti 2:5, 6; Mt 20:28) Det måtte være fuldkomment, for det skulle tjene som en fuldgyldig løsesum over for Jehova Gud. (1Pe 1:18, 19; He 9:14) Intet ufuldkomment menneske kunne skaffe denne løsesum til veje. (Sl 49:7-9) Derfor sagde Jesus til sin Fader da han fremstillede sig til dåb som indledning til sin offertjeneste: „Du beredte mig et legeme.“ — He 10:5.

Jesu Kristi fysiske legeme fik ikke lov til at forrådne og blive til støv som Moses’ og Davids legemer selv om Moses og David blev brugt som forbilleder på Kristus. (5Mo 34:5, 6; Apg 13:35, 36; 2:27, 31) Da disciplene gik ud til graven tidligt den første dag i ugen, var Jesu legeme forsvundet, og kun de bind hans legeme var blevet svøbt i, lå i graven. Hans legeme var uden tvivl blevet opløst i sine bestanddele uden at have gennemgået en forrådnelsesproces. — Joh 20:2-9; Lu 24:3-6.

Efter sin opstandelse viste Jesus sig i forskellige legemer. Maria antog ham for at være havemanden. (Joh 20:14, 15) Da han viste sig igen, gik han gennem lukkede og låste døre og kunne fremvise et legeme med sårmærker. (Joh 20:24-29) Flere gange når han viste sig, blev han genkendt på grund af sine ord og handlinger og ikke på grund af sit udseende. (Lu 24:15, 16, 30, 31, 36-45; Mt 28:16-18) Én gang var det et mirakel — som skete efter at disciplene havde fulgt Jesu anvisning — der åbnede deres øjne for hvem han var. (Joh 21:4-7, 12) Jesus, der nu var oprejst som en ånd (1Pe 3:18), kunne materialisere et legeme til lejligheden, sådan som englene havde gjort før i tiden når de overbragte et budskab fra Gud. (1Mo 18:2; 19:1, 12; Jos 5:13, 14; Dom 13:3, 6; He 13:2) I tiden før Vandfloden iførte „de engle som ikke bevarede deres oprindelige stilling men forlod deres egen bolig“ sig materialiserede legemer og giftede sig med kvinder på jorden. At disse himmelske engle eller gudssønner ikke virkelig blev mennesker, men blot var inkarnationer, fremgår af at de ikke gik til grunde i Vandfloden, men dematerialiserede sig og vendte tilbage til åndeverdenen. — Jud 6; 1Mo 6:4; 1Pe 3:19, 20; 2Pe 2:4.

Brugt billedligt. Jesus Kristus omtales som hoved for „menigheden, der er hans legeme“. (Ef 1:22, 23; Kol 1:18) I dette kristne „legeme“, eller samfund, er der hverken racemæssige, nationale eller andre skel. Her findes mennesker af alle nationaliteter. (Ga 3:28; Ef 2:16; 4:4) Alle er døbt med hellig ånd til Kristus og til hans død. De er derfor alle døbt til at være ét legeme. (1Kor 12:13) Hele legemet følger derfor hovedet og dør den død han døde, og oprejses med den opstandelse han fik. — Ro 6:3-5; se DÅB (Dåb til Kristus Jesus og til hans død).

Apostelen Paulus bruger menneskelegemet til at illustrere hvordan den kristne menighed arbejder og virker, idet han sammenligner de medlemmer der lever på jorden på et hvilket som helst givet tidspunkt, med et legeme hvis usynlige hoved er Kristus. (Ro 12:4, 5; 1Kor 12) Han understreger betydningen af den plads som hvert enkelt lem på dette legeme indtager, deres indbyrdes afhængighed af hinanden, deres gensidige kærlighed, deres samarbejde og deres omsorg for hinanden. Gud har givet hvert lem dets plads på legemet, og gennem de forskellige måder hvorpå den hellige ånd virker, udfører legemet de nødvendige opgaver. Ved hjælp af legemets „led og ledbånd“, de midler og foranstaltninger hvorigennem der sørges for åndelig næring samt kommunikation og koordination, forsyner hovedet, Jesus Kristus, som det samordnende organ, legemets lemmer med det de  behøver, sådan at legemet kan være åndeligt velnæret og dets enkelte dele vide hvilke funktioner de skal udføre. — Kol 2:19; Ef 4:16.

Den rette brug af legemet. Som kristen bør man værdsætte det legeme Gud har skænket en. Man bør elske sig selv så meget at man drager omsorg for sit legeme på rette måde så man kan fremstille det som et helligt og antageligt offer i tjenesten for Gud. (Ro 12:1) Det betyder at man må være fornuftig og holde sit legeme ved lige med føde og andre fornødenheder samt med fysisk renlighed; men der findes andre former for pleje der har endnu større betydning. Hertil hører åndeligsindethed, at søge Guds rige og hans retfærdighed og at leve et moralsk rent liv. (Mt 6:25, 31-33; Kol 2:20-23; 3:5) Apostelen giver følgende råd: „Legemlig opøvelse er gavnlig til lidt, men gudhengivenhed er gavnlig til alt, idet den indeholder et løfte for livet nu og for det som skal komme.“ — 1Ti 4:8.

Hvis et salvet medlem af den kristne menighed, et lem på Kristi legeme, begår utugt, tager det et af Kristi lemmer væk fra dette legeme og gør det til et skøgelem. Ved således at øve utugt gør den kristne sig skyldig i at besmitte menighedslegemet i moralsk henseende og „synder [desuden] imod sit eget [kødelige] legeme“. Han bringer sig selv i fare for at blive fjernet fra Kristi legeme, tempelorganisationen, og løber en risiko for at pådrage sig frastødende sygdomme. (1Kor 6:13, 15-20; Ord 7:1-27) Han kan af menigheden blive ’overgivet til Satan til kødets undergang’. — 1Kor 5:5.

Kristi legemes lemmer, og de indviede kristne der samarbejder med dem, må ikke alene undgå fysisk utugt, men også åndelig utugt. De der plejer venskab med verden, kaldes i Bibelen „ægteskabsbrydersker“. (Jak 4:4) Jesus sagde om sine disciple: „De er ikke en del af verden, ligesom jeg ikke er en del af verden.“ (Joh 17:16) Han drager derfor omsorg for at de der udgør hans legemes lemmer, er moralsk og åndeligt rene. (Ef 5:26, 27) Der siges om dem at de har fået deres „legemer badet med rent vand“. (He 10:22) Som apostelen Paulus siger om ægtemænd: „Således bør mændene elske deres hustruer som deres egne legemer. Den der elsker sin hustru, elsker sig selv, for ingen har jo nogen sinde hadet sit eget kød, men han giver det føde og plejer det, ligesom også Messias plejer menigheden, for vi er lemmer på hans legeme. ’Af denne grund vil en mand forlade sin fader og moder og holde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød.’ Denne hellige hemmelighed er stor. Nu taler jeg om Kristus og menigheden.“ — Ef 5:28-32.

Se også de enkelte legemsdele under deres respektive betegnelser.