(legioʹn).

Det navn hvormed en af de to dæmonbesatte som Kristus Jesus mødte i egnen øst for Galilæas Sø, kaldte sig selv. Tydeligvis  var „Legion“ dog ikke hans virkelige navn, men hentydede til at han var besat af mange dæmoner. Muligvis var det den øverste af disse dæmoner der fik manden til at sige at hans navn var „Legion“. Den omstændighed at de romerske legioner i det 1. århundrede som regel bestod af 6000 mand, kan give et fingerpeg om hvor mange dæmoner der var tale om. Den dæmonbesatte mand og hans kammerat var så vilde at ingen turde gå forbi de grave hvor de holdt til. Under indflydelse af dæmonerne gik den mand der havde sagt at hans navn var Legion, omkring uden tøj på, og dag og nat råbte han højt og slog sig selv med sten. Alle forsøg på at binde ham, endog med fodjern og lænker, havde været forgæves. Men Kristus Jesus udfriede denne mand og hans kammerat af dæmonernes magt. Derefter gik de uddrevne dæmoner i en flok svin og fik disse til at styrte sig ud over skrænten og ned i søen, hvor de druknede. — Mt 8:28-34; Mr 5:1-20; Lu 8:26-39; se GADARENERE; SVIN.

Angående de romerske legioner, se HÆR, HÆRVÆSEN (Den romerske hær).