(Leʹmuel) [tilhørende Gud].

En uidentificeret konge i oldtiden hvis ord er nedskrevet i Ordsprogenes Bog, kapitel 31. Der har været megen diskussion om hvem Lemuel var. Nogle bibelkommentatorer mener at Lemuel var et andet navn for Salomon. Andre mener at Lemuel var Ezekias. De ord kong Lemuel fremførte, var „den vægtige belæring som hans moder tugtede ham med“. (Ord 31:1) Hvornår og under hvilke omstændigheder kongen har modtaget denne belæring af sin moder, vides ikke. Den „vægtige belæring“ råder kongen til ikke at indlade sig med slette kvinder, advarer om at stærke drikke kan fordreje retten, understreger nødvendigheden af at dømme retfærdigt og beskriver derefter en god hustru.