(Liʹbanon) [hvid, dvs. det hvide bjerg].

Betegner almindeligvis den vestligste af de to bjergkæder der udgør Libanons bjergland. Muligvis skyldes navnet kalkstensklippernes og bjergtoppenes lyse farve eller at de øverste skråninger er dækket af sne en stor del af året. (Jer 18:14) Libanonbjergkæden, der er ca. 160 km lang, strækker sig langs Middelhavet fra nordnordøst mod sydsydvest. Øst for den og parallelt med den løber bjergkæden Anti-Libanon over en strækning på omkring 100 km. Mellem dem ligger den langstrakte, frugtbare dal der nu er kendt som Bekaadalen (Kølesyrien), som er mellem 10 og 16 km bred. (Jos 11:17; 12:7) Gennem denne dal løber Orontesfloden mod nord, mens Leontes (hvis nedre løb kaldes Nahr el-Qasimiye) løber mod syd og rundt om Libanonkædens sydlige ende. Nahr el-Kebir (Eleutheros) løber forbi bjergkædens nordlige ende.

Med undtagelse af nogle få steder når Libanonkædens forbjerge næsten helt ud til Middelhavet og levner kun plads til en smal kyststribe. To bjergtoppe når en højde af ca. 3000 m, mens de øvrige toppe når en højde af 1800-2100 m. Både de østlige og de vestlige skråninger er stejle.

De østlige skråninger er ganske nøgne og uden nogen vandløb af betydning, mens de vestlige skråninger er vandrige og gennemskæres af slugter og vandstrømme. (Jf. Høj 4:15.) På de nederste skråninger mod vest er der anlagt terrasser med kornmarker, vingårde og frugthaver samt morbær-, valnødde- og oliventræer. (Jf. Ho 14:5-7.) Der vokser fyr i sandstenslagets frugtbare jordbund, og højere oppe findes nogle få små lunde af majestætiske cedre. Disse træer dækkede engang bjergkæden, og deres træ blev brugt til forskellige formål. (1Kg 6:9; Høj 3:9; Ez 27:5; se CEDER.) Ask, cypres og enebær hører også naturligt hjemme på Libanonbjergkæden. (1Kg 5:6-8; 2Kg 19:23; Es 60:13) Blandt dyrene der lever her, er der sjakaler, gazeller, hyæner, ulve og bjørne. I tidligere tider var skovene langt mere udbredte og dyrelivet righoldigere. Der fandtes også løver og leoparder. (Høj 4:8; Es 40:16) Muligvis var det duften fra de store skove der var kendt som „Libanons duft“. — Høj 4:11.

Libanonområdet blev ikke erobret af israelitterne under Josua, men blev landets nordvestlige grænse. (5Mo 1:7; 3:25; 11:24; Jos 1:4; 9:1) De hedenske folk der boede i dette område, blev imidlertid en prøve på Israels troskab mod Jehova. (Dom 3:3, 4) Nogle hundrede år senere var en del af Libanon underlagt kong Salomons herredømme, og han foretog nogle byggearbejder her. (1Kg 9:17-19; 2Kr 8:5, 6) Måske har et af disse projekter været „Libanontårnet, der spejder mod Damaskus“. (Høj 7:4; nogle mener imidlertid at dette udtryk sigter til en af Libanons bjergtoppe.) På dette tidspunkt herskede kong Hiram af Tyrus over en anden del af Libanon, hvorfra han forsynede Salomon med ceder- og enebærtræ. — 1Kg 5:7-14.

Brugt billedligt. Mange af de steder hvor Libanon nævnes i Bibelen, hentydes der til dets frugtbarhed (Sl 72:16; Es 35:2) og dets frodige skove, især dets majestætiske cedre. (Sl 29:5) Det bruges ofte billedligt. For eksempel skildres det som beskæmmet, sørgende sammen med Juda over at landet var blevet hærget af assyrerne. (Es 33:1, 9) Dog skulle den assyriske hær selv lide nederlag og gå til grunde, falde som træerne på Libanon. (Es 10:24-26, 33, 34) De katastrofale virkninger af Jehovas dom sammenlignes med at Libanons blomst visner. (Na 1:4) Når det i en af genoprettelsesprofetierne siges at Libanons skov bliver til en frodig frugthave, er det den omvendte situation der skildres. — Es 29:17, 18.

Gennem Jeremias sagde Jehova om „Judas konges hus“: „Du er som Gilead for mig, Libanons top.“ (Jer 22:6) Det „hus“ der her er tale om, er sandsynligvis hele paladset med dets bygninger. (Jer 22:1, 5) Som paladset lå, højt, prægtigt og storslået, kunne det sammenlignes med Libanon. Der var også i stor udstrækning brugt cedertræ ved opførelsen af de forskellige kongelige bygninger der. (1Kg 7:2-12) Kong Jojakim, der hørte de ord der står nedskrevet i Jeremias 22:6, havde selv brugt cedertræ til beklædning af væggene i sit luksuriøse palads. (Jer 22:13-15) Paladset var derfor med sine bygninger af cedertræ som en prægtig skov og kunne passende sammenlignes med Libanon og det skovbevoksede Gilead. Jehova advarede Juda om at hvis kong Jojakim, hans tjenere og hans folk ikke øvede ret og retfærdighed, ville ’huset komme til at ligge øde’ (Jer 22:1-5), og de som boede i det billedlige Libanon (Jerusalem) — som havde deres „rede i cedrene“ — ville gå til grunde. — Jer 22:23; se også Ez 17:2, 3.

På samme måde sigter den assyriske kong Sankeribs ønske om at „stige op til bjergenes højder, de fjerneste egne af Libanon,“ og at „omhugge dets høje cedre“ uden tvivl til hans hensigter vedrørende Jerusalem. (Es 37:21-24) De profetiske ord om de voldshandlinger der var øvet mod  Libanon (Hab 2:17), sigter muligvis til den undergang der ventede Jerusalem. Men ordene kan også forstås bogstaveligt og være møntet på det indhug der ville blive gjort på Libanons skove som følge af krigens hærgen. — Jf. Es 14:5-8.

Zakarias’ profeti (10:10) pegede frem til den tid da Jehova ville føre sit folk tilbage til Gileads og Libanons land. Med Libanon kan der her være tænkt på landet vest for Jordan, mens Gilead betegner landet øst for Jordan.