Det princip eller den kraft som bevirker at noget lever; den tilstand at en organisme fungerer og virker; også det tidsrum hvori et individ, især en person, eksisterer. Med hensyn til jordisk, fysisk liv kendetegnes en levende organisme almindeligvis af vækst, stofskifte, forplantning og reaktion på ydre stimuli. Det hebraiske ord der bruges i Bibelen, er chajjīmʹ, og det græske ord er zōēʹ. Det hebraiske ord næʹfæsj og det græske ord psychēʹ, der begge betyder „sjæl“, bruges også i betydningen „liv“, ikke i abstrakt forstand, men om liv som en person eller et dyr. (Jf. brugen af ordene „sjæl“ og „liv“ i Job 10:1; Sl 66:9; Ord 3:22.) Planter har liv, for livsprincippet virker i dem, men de har ikke liv som sjæle. Liv i fuldeste forstand er — i forbindelse med fornuftbegavede skabninger — fuldkomment liv sammen med retten til det.

 Jehova Gud — livets Kilde. Der har altid eksisteret liv, for Jehova Gud er den levende Gud, livets Kilde, og han er uden begyndelse og uden ende. (Jer 10:10; Da 6:20, 26; Joh 6:57; 2Kor 3:3; 6:16; 1Ts 1:9; 1Ti 1:17; Sl 36:9; Jer 17:13) Den første af hans skabninger der fik liv, var hans enestefødte søn, Ordet. (Joh 1:1-3; Kol 1:15) Gennem denne søn blev andre levende gudssønner, engle, skabt. (Job 38:4-7; Kol 1:16, 17) Senere blev det fysiske univers til (1Mo 1:1, 2), og på den tredje af jordens skabelses„dage“ de første former for fysisk liv: græs, planter og frugttræer. På den femte dag blev levende jordiske sjæle skabt, havdyr og vingede flyvende skabninger, og på den sjette dag blev landdyrene og til sidst mennesket skabt. — 1Mo 1:11-13, 20-23, 24-31; Apg 17:25; se DAG; SKABELSE.

Livets tilblivelse på jorden behøvede altså ikke at vente på at en eller anden gunstig kombination af kemiske stoffer skulle indtræffe når visse, ganske bestemte, betingelser var til stede. Dette har man aldrig set ske, og det er faktisk umuligt. Liv kommer af liv. Livet på jorden blev til som følge af en direkte befaling fra Jehova Gud, livets Kilde, og ved en direkte handling fra Guds søns side da han førte denne befaling ud i livet. Bibelens beretning siger i hvert enkelt tilfælde at det skabte frembragte nye individer der lignede det og var ’efter dets art’. (1Mo 1:12, 21, 25; 5:3) Forskerne har fundet at de forskellige „arter“ er afgrænsede, uden overgangsformer, og bortset fra spørgsmålet om selve livets tilblivelse frembyder dette den væsentligste hindring for evolutionsteorien. — Se ART.

Livskraften og åndedrættet. I jordiske skabninger, eller „sjæle“, er der både en livskraft, „ånd“, der gør dem levende, og et åndedræt som opretholder livskraften. Både ånden (livskraften) og åndedrættet er fra Gud, og han kan bringe livet til ophør ved at tage begge dele bort. (Sl 104:29; Es 42:5) På Vandflodens tid druknede både dyr og mennesker; deres åndedræt blev afbrudt, og livskraften blev udslukt. Den døde ud. „Alt hvad der havde livets krafts ånde [ordr.: „livets virksomme krafts (el. ånds) ånde“] i sine næsebor, nemlig alt hvad der var på den tørre grund, døde.“ — 1Mo 7:22; se ÅND.

Organismen. Alt hvad der har liv, hvad enten det er på det åndelige eller det jordiske plan, har en organisme, eller et legeme. Livet i sig selv er upersonligt, ulegemligt, da det er selve livsprincippet. I sin forklaring af i hvilket legeme de opstandne vender tilbage, siger apostelen Paulus at der findes forskellige legemer, afhængigt af hvilke omgivelser de er skabt til at leve i. Om dem der lever på jorden, siger han: „Ikke alt kød er det samme kød, men ét er menneskenes, og et andet er kvægets kød, og et andet fuglenes kød, og et andet fiskenes.“ Han siger også at „der er himmelske legemer og jordiske legemer; men de himmelske legemers glans er af én art, og de jordiske legemers af en anden art.“ — 1Kor 15:39, 40.

Om denne forskel mellem de forskellige jordiske legemers kød siges der i 1942-udgaven af Encyclopædia Britannica (bd. 14, s. 42): „Noget andet karakteristisk er den individuelle kemiske sammensætning der viser sig overalt, for hver enkelt slags organisme synes at have sit eget specielle protein og sin egen specielle stofskiftehastighed eller -rytme. Således er der, under det uophørlige stofskifte, tre ting der viser sig med samme vedholdenhed: (1) den opbygning der kompenserer for nedbrydningen af proteiner, (2) forekomsten af disse proteiner i en kolloid tilstand og (3) deres særegenhed fra art til art.“ — Kursiveret af os.

Videregivelse af livskraften. Efter at livskraften af Jehova ved skabelsen var sat i gang i det første par af hver art (for eksempel i det første menneskepar), kunne den videregives til afkommet gennem forplantningen. Hos pattedyrene forsyner moderen fosteret med ilt og andre næringsstoffer fra befrugtningen og frem til fødselen; derefter begynder ungen at trække vejret gennem næseborene, at die og senere at spise.

Da Gud skabte Adam, dannede han det menneskelige legeme. For at dette nyskabte legeme kunne leve og opretholde livet, havde det behov for både ånd (livskraft) og åndedræt. I 1 Mosebog 2:7 siges der at Gud „blæste livsånde [form af nesjamahʹ] ind i hans næsebor, og mennesket blev en levende sjæl“. Denne „livsånde“ må være andet og mere end blot åndedrættet eller luften der strømmer ind i og ud af lungerne. Gud gav åbenbart Adam både ånden, livsgnisten og åndedrættet hvorved han kunne opretholde livet. Fra da af havde Adam liv som en person; han var i besiddelse af særlige personlighedstræk, og ved det han sagde og gjorde, kunne han vise at han stod højere end dyrene, at han var „søn af Gud“, skabt i Guds billede og lighed. — 1Mo 1:27; Lu 3:38.

Menneskers og dyrs liv afhænger både af den livskraft der blev indgivet i den første af hver art, og af åndedrættet som opretholder denne livskraft. Dette fremgår af den måde hvorpå nogle forskere har forsøgt at inddele de forskellige faser af dødsprocessen: den kliniske død, hvor åndedrætsorganerne og kredsløbet er ophørt med at fungere; hjernedøden, hvor hjernefunktionen  er fuldstændig og uigenkaldeligt ophørt; den somatiske død, hvor livsfunktionerne i alle legemets organer og vævsceller gradvis ophører og til sidst er helt forsvundet. Selv efter at åndedrættet, hjerteslaget og hjernefunktionen er ophørt, er livskraften således endnu i nogen tid til stede i legemets vævsceller.

Aldring og død. Alle former for plante- og dyreliv er forgængelige. Videnskaben har længe beskæftiget sig med spørgsmålet om hvorfor mennesket ældes og dør.

Nogle forskere mener at hver celle har en genetisk fastlagt levetid. Til støtte for denne teori henviser de til eksperimenter hvorunder celler der blev dyrket i et kunstigt miljø, holdt op med at dele sig efter ca. 50 celledelinger. Andre forskere hævder imidlertid at sådanne eksperimenter ikke giver noget svar på hvorfor hele organismer ældes. Der er blevet fremsat forskellige andre forklaringer, deriblandt en teori om at hjernen frigiver nogle hormoner som spiller en vigtig rolle i forbindelse med aldring og død. At man ikke uden videre skal acceptere én teori frem for en anden, fremgår af dr.med. Roy L. Walfords udtalelse: „Der er ingen grund til at blive urolig eller bare overrasket over at Hayflicks paradigma [teorien om at aldringen er genetisk programmeret i cellerne] i sidste ende kan vise sig at være helt forkert eller at blive erstattet af et bedre, men i sidste ende lige så forkert paradigma. Alt synes sandt for en tid.“ — Maximum Life Span, 1983, s. 75.

Når man betragter forskernes opdagelser og konklusioner, bør man holde sig for øje at de fleste ikke giver en Skaber æren for livet. De håber at de ved egne anstrengelser kan opdage aldringens og dødens hemmelighed så de bliver i stand til at forlænge menneskets liv i det uendelige. De overser at Skaberen selv har fældet dødsdommen over det første menneskepar og eksekveret den på en måde som mennesket ikke fuldt ud forstår; desuden har han givet dem der tror på hans søn, håb om evigt liv. — 1Mo 2:16, 17; 3:16-19; Joh 3:16.

Adam mistede livet for sig selv og sit afkom. Da Adam blev skabt, satte Gud ham i Edens have, hvor „livets træ“ var. (1Mo 2:9) Der var øjensynlig ingen livgivende egenskaber i træets frugt som sådan, men den repræsenterede Guds garanti for ’uendeligt liv’ til den som Gud tillod at spise af frugten. Eftersom træet var anbragt der af Gud med et bestemt formål for øje, ville Adam uden tvivl have fået lov til at spise frugten når han havde vist sig trofast i en grad som Gud anså for tilfredsstillende og tilstrækkelig. Efter at Adam havde overtrådt Guds bud, blev han forhindret i at spise af træet, for Jehova sagde: „Nu, for at han ikke skal række sin hånd ud og tage også af livets træ og spise og leve uendeligt —“, hvorpå hans ord efterfulgtes af handling. Han tillod ikke en som var uværdig, at leve i en have der var skabt til retfærdige mennesker, og at spise af livets træ. — 1Mo 3:22, 23.

Adam, der havde ejet fuldkomment liv, hvis opretholdelse var betinget af lydighed mod Jehova (1Mo 2:17; 5Mo 32:4), erfarede nu syndens og dens frugt dødens virkninger i sig. Til trods herfor havde han dog stor livskraft; selv om han var afskåret fra Gud og fra at leve som et sandt åndeligt menneske, levede han i 930 år før døden indhentede ham. I mellemtiden var han i stand til at videregive liv — ikke liv i hele dets fylde, men et vist mål af liv — til sine efterkommere, hvoraf mange blev mellem 700 og 900 år gamle. (1Mo 5:3-32) Det der skete med Adam, beskrives således af Jesu halvbroder Jakob: „Hver enkelt prøves ved at blive draget og lokket af sit eget begær. Når så begæret har undfanget, føder det synd; og når synden er fuldbyrdet, frembringer den død.“ — Jak 1:14, 15.

Hvad der skal til for at mennesket kan leve. De fleste forskere overser ikke blot årsagen til at alle mennesker er underlagt døden. De overser også den vigtigste forudsætning for at mennesket kan leve evigt. Menneskelegemet må hele tiden næres og forfriskes gennem åndedrættet og ved indtagelse af mad og drikke, men et fortsat liv afhænger af noget langt vigtigere. Jehova fremsatte dette princip: „Mennesket [lever ikke] af brød alene, men af alt hvad der udgår af Jehovas mund lever mennesket.“ (5Mo 8:3) Jesus Kristus gentog denne udtalelse og sagde desuden: „Min mad er at gøre hans vilje som har sendt mig, og at fuldføre hans gerning.“ (Joh 4:34; Mt 4:4) Ved en anden lejlighed erklærede han: „Ligesom den levende Fader har udsendt mig og jeg lever på grund af Faderen, således vil også den der spiser mig, leve på grund af mig.“ — Joh 6:57.

Det første menneske blev skabt i Guds billede så det lignede ham. (1Mo 1:26, 27) Dette gjaldt naturligvis ikke i fysisk forstand, for Gud er en ånd, og mennesket er kød. (1Mo 6:3; Joh 4:24) Det betød at mennesket, til forskel fra de „fornuftløse dyr“ (2Pe 2:12), var en fornuftbegavet skabning, og at det havde nogle egenskaber som også Gud besidder, som for eksempel kærlighed, retfærdighedssans, visdom og magt. (Jf. Kol 3:10.) Det havde mulighed for at forstå hvorfor det var til, og hvad der var Skaberens hensigt  med det. I modsætning til dyrene havde det fået evnen til at beskæftige sig med åndelige anliggender. Det kunne ære og tilbede sin Skaber. Denne evne skabte et behov hos Adam. Han havde brug for andet og mere end bogstavelig føde; han måtte have åndelig næring. Hans mentale og fysiske velbefindende afhang af at han beskæftigede sig med åndelige anliggender.

Uden støtte fra Jehova Gud og den åndelige næring der kommer fra ham, kan livet derfor ikke fortsætte i det uendelige. Med hensyn til at leve evigt sagde Jesus: „Dette betyder evigt liv: at de lærer dig at kende, den eneste sande Gud, og den som du har udsendt, Jesus Kristus.“ — Joh 17:3.

Genoprettelse. For at menneskene igen kan få en fuldkommen organisme og have udsigt til at leve evigt, har Jehova tilvejebragt sandheden, „livets ord“. (Joh 17:17; Flp 2:16) At adlyde sandheden vil føre til kundskab om Guds foranstaltning ved Jesus Kristus, der gav sig selv „som en løsesum i bytte for mange“. (Mt 20:28) Kun ved hjælp af denne løsesum kan mennesker igen opnå fuld åndelighed og fuldkommen fysisk sundhed. — Apg 4:12; 1Kor 1:30; 15:23-26; 2Kor 5:21; se LØSESUM, LØSKØBELSE.

Gennem Jesus Kristus sker der altså en genrejsning til liv. Han kaldes „den sidste Adam . . . en levendegørende ånd“. (1Kor 15:45) Profetien kalder ham „Evig Fader“ (Es 9:6) og den der „udtømte sin sjæl til døden“, den hvis ’sjæl blev sat som et skyldoffer’. Som en sådan „Fader“ kan han genrejse menneskeheden og give liv til dem der tror på hans sjæls offer og adlyder ham. — Es 53:10-12.

Menneskers håb i fortiden. Troende mennesker i fortiden nærede håb om liv. Det viser apostelen Paulus idet han går tilbage i tiden, til Abrahams afkom før Moseloven blev givet, og taler om sig selv, en hebræer, som om han levede dengang, nemlig i den forstand at han var i sine forfædres lænder. Han siger: „Jeg var engang levende uden lov; men da budet kom, kom synden til live igen, og jeg døde. Og budet, som var til liv, dette fandt jeg var til død.“ (Ro 7:9, 10; jf. He 7:9, 10.) Mænd som Abel, Enok, Noa og Abraham satte deres håb til Gud. De troede på det „afkom“ som ville knuse slangens hoved, hvilket ville betyde udfrielse. (1Mo 3:15; 22:16-18) De så frem til Guds rige, „byen som havde faste grundvolde“. De troede på at de døde ville opstå til liv igen. — He 11:10, 16, 35.

Da Jehova gav israelitterne Moseloven, sagde han: „I skal overholde mine forskrifter og mine lovbud, for det menneske der handler efter dem, skal leve ved dem.“ (3Mo 18:5) Israelitterne hilste uden tvivl Loven velkommen, for den gav dem håb om liv. Den var ’hellig og retfærdig’, og den erklærede dem der fuldt ud kunne leve op til dens normer, for helt igennem retfærdige. (Ro 7:12) Men i stedet for at skænke liv afslørede Loven at israelitterne — og menneskene i almindelighed — var ufuldkomne og syndere. Den dømte desuden jøderne til døden. (Ga 3:19; 1Ti 1:8-10) Som Paulus skrev: „Da budet kom, kom synden til live igen, og jeg døde.“ Derfor kunne Loven ikke skænke liv.

Apostelen siger i sin argumentation: „Hvis nemlig der var givet en lov som kunne skænke liv, ville retfærdighed virkelig have kunnet opnås ved hjælp af lov.“ (Ga 3:21) Men nu blev jøderne fordømt af Loven. Ikke alene viste den at de var syndere som efterkommere af Adam, men den gav dem et yderligere handicap. Det var derfor Kristus måtte dø på en marterpæl, sådan som Paulus gør opmærksom på: „Kristus har løskøbt os fra lovens forbandelse ved at blive en forbandelse i stedet for os, for der står skrevet: ’Forbandet er enhver som er hængt på en pæl.’“ (Ga 3:13) Ved at fjerne den forbandelse jøderne var underlagt fordi de overtrådte Loven, fjernede Jesus Kristus det der hindrede dem i at opnå liv. Den løsesum han betalte, kunne således blive til gavn for dem såvel som for alle andre.

Evigt liv som en belønning fra Gud. Det fremgår tydeligt af hele Bibelen at det har været Jehovas tjeneres håb at modtage evigt liv af Gud. Dette håb har opmuntret dem til at bevare deres trofasthed. Det er ikke et selvisk håb, for apostelen skriver: „Uden tro er det umuligt at have hans velbehag, for den der nærmer sig Gud må nødvendigvis tro at han er til og at han belønner dem som ivrigt søger ham.“ (He 11:6) Sådan en Gud er han; det er en af grundene til at han fortjener sine skabningers fulde hengivenhed.

Udødelighed, uforgængelighed, guddommeligt liv. Bibelen omtaler Jehova som udødelig og uforgængelig. (1Ti 1:17) Hans søn har som den første fået skænket de samme egenskaber. Da apostelen Paulus skrev til Timoteus, var Kristus den eneste der havde modtaget udødelighed. (1Ti 6:16) Men andre har fået løfte om det: de som bliver Kristi åndelige brødre. (Ro 2:7; 1Kor 15:53, 54) De bliver også delagtige i „guddommelig natur“; de får del i Kristi herlighed. (2Pe 1:4) Engle er åndeskabninger, men de er ikke udødelige, for de der bliver onde engle, dæmoner, vil blive tilintetgjort. — Mt 25:41; Lu 4:33, 34; Åb 20:10, 14; se UDØDELIGHED; UFORGÆNGELIGHED.

 Jordisk liv uden forgængelighed. Hvad sker der med andre blandt menneskene som ikke får himmelsk liv? Apostelen Johannes fortæller hvad Jesus sagde: „Gud elskede verden så meget at han gav sin enestefødte søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men have evigt liv.“ (Joh 3:16) I lignelsen om fårene og gederne går de fra nationerne der stilles ved Jesu højre side som får, ind til „evigt liv“. (Mt 25:46) Paulus taler om „Guds sønner“ og „Kristi medarvinger“ og siger at „skabningen venter . . . med spændt forventning på at Guds sønner skal åbenbares“. Og derefter siger han: „Skabningen selv vil blive frigjort fra trældom under fordærv og opnå Guds børns herlige frihed.“ (Ro 8:14-23) Da Adam blev skabt som et fuldkomment menneske, var han „søn [eller barn] af Gud“. (Lu 3:38) Det profetiske syn i Åbenbaringen 21:1-4 peger frem til den tid da der vil være „en ny himmel“ og „en ny jord“, og fremsætter det løfte at til den tid skal „døden . . . ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere“. Eftersom dette løfte ikke er henvendt til åndeskabninger, men det hedder at Gud skal bo hos „menneskene“, er det en forsikring om at et nyt jordisk samfund af mennesker der lever under ’den nye himmel’, vil erfare en genoprettelse på sind og legeme til fuldkommen sundhed og evigt liv som jordiske „Guds børn“.

I Guds påbud til Adam var det underforstået at hvis Adam adlød, ville han ikke dø. (1Mo 2:17) Når menneskets sidste fjende, døden, er tilintetgjort og alle mennesker lever i lydighed mod Guds bud, vil der ikke være nogen synd der virker i deres legemer og fører til døden. De behøver aldrig at dø. (1Kor 15:26) Døden gøres til intet når Kristi regering, som ifølge Åbenbaringens Bog vil vare i 1000 år, er til ende. Der siges om dem der bliver konger og præster sammen med Kristus, at de „blev levende og herskede som konger sammen med Messias i tusind år“. „De øvrige af de døde“ som ikke blev levende „førend de tusind år var til ende“, må være dem der lever ved slutningen af de tusind år, men før Satan løslades fra afgrunden og fører den endelige prøve over menneskene. Ved slutningen af de tusind år vil menneskene på jorden have opnået menneskelig fuldkommenhed idet de da befinder sig i den tilstand som Adam og Eva befandt sig i før de syndede. De har da opnået liv i fuldkommenhed. De som derefter består prøven når Satan en kort tid løses fra afgrunden, vil kunne glæde sig over livet i al evighed. — Åb 20:4-10.

Vejen til liv. Jehova, livets Kilde, har i sit sandhedsord åbenbaret hvilken vej der fører til liv. Herren Jesus Kristus har „kastet lys over liv og uforgængelighed ved den gode nyhed“. (2Ti 1:10) Han sagde til sine disciple: „Det er ånden der er livgivende; kødet gavner slet intet. De ord jeg har talt til jer er ånd og er liv.“ Lidt senere spurgte Jesus apostlene om de ville forlade ham, sådan som andre havde gjort, og Peter svarede: „Herre, hvem skal vi gå hen til? Du har det evige livs ord.“ (Joh 6:63, 66-68) Apostelen Johannes kaldte Jesus for „livets ord“ og sagde at „ved ham var liv“. — 1Jo 1:1, 2; Joh 1:4.

Af Jesu ord ses det at menneskelige bestræbelser for at forlænge livet i det uendelige eller teorier om at en bestemt kost eller levevis kan give menneskene liv, er forgæves. I bedste fald kan de forbedre sundhedstilstanden et stykke tid. Men den eneste vej der fører til liv, er lydighed mod den gode nyhed, „livets ord“. (Flp 2:16) For at opnå livet må man holde sit sind rettet „mod det der er oventil, ikke mod det der er på jorden“. (Kol 3:1, 2) Til en tilhørerskare sagde Jesus: „Den der hører mit ord og tror ham som har sendt mig, har evigt liv, og han kommer ikke til dom, men er gået over fra døden til livet.“ (Joh 5:24; 6:40) Et sådant menneske er ikke længere en synder som er fordømt; vedkommende er ikke længere på vej til døden. Apostelen Paulus skrev: „Nu er der altså ingen fordømmelse for dem der er i samhørighed med Kristus Jesus. For åndens lov, den ånd der giver liv i samhørighed med Kristus Jesus, har frigjort dig fra syndens og dødens lov.“ (Ro 8:1, 2) Johannes siger at en kristen véd at han er „gået over fra døden til livet“ hvis han elsker sine brødre. — 1Jo 3:14.

Eftersom der ikke ’under himmelen er givet mennesker noget andet navn hvorved vi skal frelses’, må den der søger liv, blive en Kristi discipel og følge ham. (Apg 4:12) Jesus viste at man må erkende sit åndelige behov, at man må hungre og tørste efter retfærdighed. (Mt 5:3, 6) Man må ikke alene høre den gode nyhed, men man må også tro på Jesus Kristus og gennem ham påkalde Jehovas navn. (Ro 10:13-15) Man må følge Jesu eksempel og lade sig døbe i vand. (Mt 3:13-15; Ef 4:5) Derefter må man blive ved med at søge Riget og Jehovas retfærdighed. — Mt 6:33.

Vogt hjertet. Når man er blevet en discipel af Jesus Kristus, må man fortsætte med at vandre ad livets vej. Paulus giver denne advarsel: „Lad derfor den der mener at han står, se til at han ikke falder.“ (1Kor 10:12) I Ordsprogenes Bog findes dette råd: „Vogt dit hjerte mere end alt andet der skal vogtes, for derfra udspringer livet.“ (Ord 4:23) Jesus gjorde opmærksom på at onde  overvejelser, ægteskabsbrud, mord og så videre kommer fra hjertet. Sådanne tanker og handlinger fører til døden. (Mt 15:19, 20) For at forhindre at hjertet leder én på afveje, bort fra livets vej, må man vogte sit hjerte mod sådanne overvejelser ved at fylde det med livgivende åndelig føde, sandheden fra livets rene Kilde. — Ro 8:6; se HJERTE.

Når man søger at vogte sit hjerte og dermed sit liv, er det vigtigt at holde tungen i tømme. „Død og liv er i tungens vold, og den der elsker den, spiser dens frugt.“ (Ord 18:21) Jesus forklarede hvorfor det forholder sig sådan: „De ting der går ud af munden kommer fra hjertet, og de gør mennesket urent.“ (Mt 15:18; Jak 3:5-10) Kun ved at bruge tungen på den rette måde, nemlig til at prise Gud og tale sandt, kan man fortsætte med at vandre ad livets vej. — Sl 34:12-14; 63:3; Ord 15:4.

Det nuværende liv. Efter at have prøvet alt hvad dette liv kan tilbyde i form af rigdomme, huse, haver og alle slags fornøjelser, kom kong Salomon til følgende slutning: „Jeg hadede livet, for det arbejde der blev gjort under solen forekom mig ulykkeligt, for alt var tomhed og jag efter vind.“ (Præ 2:17) Det var ikke selve livet Salomon hadede, for „enhver god gave og enhver fuldkommen foræring er ovenfra“. (Jak 1:17) Det Salomon hadede, var det ulykkelige, tomme liv som menneskehedens verden, der er underlagt frugtesløshed, nu i almindelighed lever. (Ro 8:20) Salomon slutter sin bog med en opfordring til at frygte den sande Gud og holde hans bud, for det er vejen til det virkelige liv. (Præ 12:13, 14; 1Ti 6:19) Apostelen Paulus sagde om sig selv og sine medkristne, efter at de trods forfølgelse ihærdigt havde forkyndt og aflagt vidnesbyrd om Kristus og opstandelsen: „Hvis vi alene for dette liv har håbet på Kristus, er vi de ynkværdigste af alle mennesker.“ Hvorfor? Fordi de i så fald ville have sat deres lid til et falsk håb. Men Paulus fortsatte: „Nu er Kristus imidlertid blevet oprejst fra de døde.“ Og han slutter: „Derfor, mine elskede brødre, vær faste, urokkelige, idet I altid har rigeligt at gøre i Herrens gerning og idet I ved at jeres arbejde ikke er forgæves i forbindelse med Herren.“ — 1Kor 15:19, 20, 58.

Livets træer. Ud over det livets træ som stod i Edens have (1Mo 2:9), og som er omtalt tidligere, forekommer udtrykket „livets træ[er]“ flere andre steder i Bibelen, her altid i billedlig, eller symbolsk, betydning. Visdommen kaldes „et livets træ for dem der griber fat i den“, for den vil give dem det de behøver, ikke blot for at kunne glæde sig over livet nu, men også for at kunne opnå det evige liv, nemlig kundskab om Gud og indsigt og forstand til at adlyde hans bud. — Ord 3:18; 16:22.

I et andet ordsprog hedder det: „Den retfærdiges frugt er et livets træ, og den der vinder sjæle er vís.“ (Ord 11:30) Ved sin tale og ved sit eksempel vinder den retfærdige sjæle idet de der lytter til ham, får åndelig næring og ledes til at tjene Gud og opnår det liv som Gud har gjort muligt. Ligeledes siges der at „tungens ro er et livets træ, men falskhed på den sønderbryder ånden“. (Ord 15:4) Den vises rolige tale hjælper og styrker ånden hos dem der lytter til ham, opelsker gode egenskaber i dem og hjælper dem frem ad livets vej; men falskhed på tungen er som en dårlig frugt; den fører til vanskeligheder og mismod og skader således dem der lytter til den.

Ordsprogene 13:12 lyder: „Langvarig forventning gør hjertet sygt, men et ønske der opfyldes er et livets træ.“ Opfyldelsen af et længe næret ønske virker styrkende og oplivende, giver fornyet kraft.

Den herliggjorte Jesus Kristus lover den kristne der sejrer, at han vil lade ham „spise af livets træ, som er i Guds paradis“. (Åb 2:7) Og i de sidste vers i Åbenbaringens Bog står der: „Hvis nogen tager noget bort fra ordene i skriftrullen med denne profeti, vil Gud tage hans lod bort fra livets træer og ud af den hellige by, ting der er skrevet om i denne skriftrulle.“ (Åb 22:19) I den omgivende tekst til disse to skriftsteder taler Kristus Jesus til dem der sejrer, og som ikke vil blive „skadet af den anden død“ (Åb 2:11), som vil få „myndighed over nationerne“ (Åb 2:26), som vil blive „en søjle i min Guds tempel“ (Åb 3:12), og som vil få sæde sammen med Kristus på hans himmelske trone (Åb 3:21). Derfor kan livets træ eller træer i denne forbindelse ikke være bogstavelige træer, for de der sejrer, og som spiser af dem, har del i den himmelske kaldelse (He 3:1), og der er beredt dem en plads i himmelen. (Joh 14:2, 3; 2Pe 1:3, 4) Træet eller træerne er derfor et symbol på Guds foranstaltning til vedvarende liv, i dette tilfælde himmelsk, udødeligt liv som skænkes de trofaste der sejrer sammen med Kristus.

I Åbenbaringen 22:1, 2 nævnes „livets træer“ i en anden sammenhæng. Her siges det at bladene på træerne er til lægedom for nationerne. Træerne vokser langs med floden der strømmer ud fra Guds tempelpalads, hvor hans trone står. Dette billede kommer til syne efter at man har set den nye himmel og den nye jord blive oprettet, og efter at man har hørt ordene: „Se! Guds telt er hos menneskene.“ (Åb 21:1-3, 22, 24)  Der må derfor i symbolsk forstand være tale om helbredende, livsopretholdende foranstaltninger der vil være til gavn for menneskene, og som til sidst vil føre til evigt liv for dem. Disse foranstaltninger har deres udspring i Guds og Lammets, Jesu Kristi, trone.

Flere steder tales der om „livets skriftrulle“ eller Guds „bog“. Den indeholder åbenbart navnene på alle dem som på grund af deres tro har udsigt til at opnå evigt liv, enten i himmelen eller på jorden. Den indeholder navnene på Jehovas tjenere „fra verdens grundlæggelse“, det vil sige grundlæggelsen af den menneskehedens verden der kan genløses. Den retfærdige Abels navn er derfor øjensynlig det første der er skrevet i denne „skriftrulle“. — Åb 17:8; Mt 23:35; Lu 11:50, 51.

Hvad betyder det at et navn er skrevet i Guds „bog“ eller i „livets skriftrulle“?

At et navn indskrives i „livets bog“, betyder ikke at vedkommende er forudbestemt til evigt liv. Om det bliver stående der, afhænger af om man er lydig. Moses bad således til Jehova for Israel: „Om du dog blot ville tilgive deres synd! Men hvis ikke, slet mig da af din bog som du har skrevet.“ Jehova svarede: „Den der har syndet mod mig, ham vil jeg slette af min bog.“ (2Mo 32:32, 33) Dette viser at listen over navne i ’bogen’ ville ændres når nogle viste sig ulydige. Da ville deres navne blive ’slettet’. — Åb 3:5.

Domsscenen i Åbenbaringen 20:11-15 viser at „livets skriftrulle“ vil blive åbnet under Kristi tusindårige herredømme, og at flere navne da vil blive indskrevet i den. Der åbnes også andre skriftruller, som vil blive brugt til undervisning. De der opstår til liv i ’de uretfærdiges opstandelse’, vil således få mulighed for at få deres navne indskrevet i „livets skriftrulle“, forudsat at deres gerninger til den tid er i overensstemmelse med anvisningerne i skriftrullerne. (Apg 24:15) Navnene på de trofaste tjenere for Gud der får livet igen i ’de retfærdiges opstandelse’, vil naturligvis allerede stå i „livets skriftrulle“. Når de loyalt og lydigt følger Guds anvisninger, vil deres navne forblive i den.

Hvordan kan ens navn forblive indskrevet i „livets bog“? De der har håb om liv i himmelen, må ved tro ’sejre’ over denne verden og vise at de er ’trofaste til døden’. (Åb 2:10; 3:5) De der har håb om liv på jorden, må i en sidste, afgørende prøve efter Kristi tusindårsrige vise at de er loyale mod Jehova. (Åb 20:7, 8) Navnene på dem der bevarer deres uangribelighed gennem denne sidste prøve, vil være permanent indskrevet i „livets bog“. På denne måde anerkender Jehova at de er fuldstændig retfærdige og værdige til retten til at leve evigt på jorden. — Ro 8:33.

’Lammets skriftrulle’. „Den livets skriftrulle som tilhører det slagtede lam“ er en særlig skriftrulle der øjensynlig kun indeholder navnene på dem som skal regere sammen med Jesus Kristus i hans rige, indbefattet dem der har håb om liv i himmelen, men som stadig befinder sig på jorden. (Åb 13:8; jf. Åb 14:1, 4.) De der er indskrevet i ’Lammets skriftrulle’, får adgang til den hellige by, det ny Jerusalem, hvorved de bliver en del af det messianske rige i himmelen. (Åb 21:2, 22-27) Deres navne er indskrevet både i ’Lammets skriftrulle’ og i den anden skriftrulle, Guds „livets bog“. — Flp 4:3; Åb 3:5.

Floden med livets vand. I Johannes’ syn, der skildres i Åbenbaringens Bog, så han „en flod med livets vand, klar som krystal, som flød ud fra Guds og Lammets trone“ ned midt igennem den brede gade i den hellige by, det ny Jerusalem. (Åb 22:1, 2; 21:2) Vand er en betingelse for liv. Dette syn følger efter det syn hvori Johannes så „en ny himmel og en ny jord“ blive oprettet efter at „den tidligere himmel og den tidligere jord“ var forsvundet. (Åb 21:1) Det vil sige at floden, ifølge sammenhængen, strømmer frem efter at den nuværende tingenes ordning er tilintetgjort. I synet ses der træer langs med floden. De bærer frugt, og deres blade er til lægedom for nationerne. Det livgivende vand må derfor være de foranstaltninger til liv som Jehova har tilvejebragt gennem Lammet, Jesus Kristus, til gavn for alle der opnår liv på jorden.

Efter at have beskrevet andre detaljer i forbindelse med den inspirerede åbenbaring skriver Johannes: „Ånden og bruden bliver ved med at sige: ’Kom!’“, og han opfordrer enhver der hører, til at sige: „Kom!“ og indbyder derefter enhver der tørster, til „frit [at] tage af livets vand“. Endnu mens den onde tingenes ordning består, indbyder ånden og bruden mennesker til at begynde at drikke af Guds foranstaltninger til at de kan opnå evigt liv gennem Guds lam. De der tager imod denne indbydelse, kan også forvente at komme til at drikke af floden med livets vand, der vil udvirke fuldkommen helbredelse for dem under Lammets og hans bruds præstegerning efter at den gamle tingenes ordning er forsvundet. — Åb 22:17.

„Livssaft“. I Salme 32:1-5 beskriver David den lykkelige tilstand der er forbundet med at opnå tilgivelse, men samtidig åbenbarer han  også den kval han oplevede før han bekendte sin synd for Jehova og fik Guds tilgivelse. Før sin bekendelse og mens han prøvede at skjule sin synd, var salmisten pint af samvittighedsnag, og han sagde: „Min livssaft forvandledes som i sommerens tørre hede.“ Hans forsøg på at undertrykke sin skyldbetyngede samvittighed udmattede ham, og hans indre kval tappede ham for kraft, ligesom et træ kan miste den livgivende saft under en tørke eller i sommerens stærke hede. Davids ord synes at tyde på at han både mentalt og fysisk erfarede de dårlige virkninger af ikke at bekende sin synd; han havde mistet glæden ved livet. Kun ved at bekende sin synd for Jehova kunne han opnå lindring og tilgivelse. — Ord 28:13.

„Livets pose“. Da Abigajil tryglede David om at opgive sin hævnaktion mod Nabal og således ville forhindre ham i at pådrage sig blodskyld, sagde hun: „Når et menneske rejser sig for at forfølge dig og for at efterstræbe din sjæl, så skal min herres sjæl være indsvøbt og forvaret hos Jehova din Gud i livets pose, men dine fjenders sjæl vil han slynge bort, som stenen fra slyngens greb.“ (1Sa 25:29-33) Ligesom man indsvøber noget værdifuldt for at beskytte og bevare det, således var Davids liv i den levende Guds hånd, og Gud ville bevare Davids liv og redde ham fra hans fjender så længe David ikke forsøgte at frelse sig selv, men ventede på Jehova. Davids fjenders sjæl ville Gud derimod slynge bort.