Det at underkaste sig en myndighed; at efterkomme en befaling; at gøre hvad der kræves, eller at afholde sig fra det der forbydes.

I De Hebraiske Skrifter udtrykkes dét at vise lydighed, at adlyde, med ordet sjama‛ʹ, der har grundbetydningen „at høre“. I nogle tilfælde betyder sjama‛ʹ slet og ret at høre, at opfatte noget ved hjælp af høresansen. (1Mo 3:10; 21:26; 34:5) Men når det sagte udtrykker en vilje, et ønske, en anvisning eller en befaling, har det hebraiske ord betydningen „at høre efter“, eller „at adlyde“. Adam „hørte efter“ sin hustrus røst, det vil sige at han føjede hende i hendes ønske om at han spiste af den forbudte frugt sammen med hende. (1Mo 3:17; jf. 21:12.) Josef nægtede at ’høre på’ Potifars hustru da hun gjorde tilnærmelser til ham. (1Mo 39:10) Kong Saul var bange for folkene og „adlød [hørte efter] deres røst“, hvorved han overtrådte Guds befaling. (1Sa 15:24) Abraham fik løfte om et afkom fordi han „hørte efter“, eller adlød, Jehovas røst og rettede sig efter hans påbud. — 1Mo 22:18; 26:4, 5; jf. He 11:8; se ØRE.

Det samme hebraiske ord bruges om det at Gud ’hører’ eller ’hører på’ mennesker. Her ville ordet ’adlyde’ ikke være passende, da mennesker ikke kan udstede befalinger til Gud, men kun rette bønner eller anmodninger til ham. Da Gud sagde til Abraham: „Med hensyn til Ismael har jeg hørt dig,“ mente han altså at han havde mærket sig Abrahams anmodning og ville imødekomme den. (1Mo 17:20) På samme måde ’hørte’ Gud mennesker der var i nød eller vanskeligheder, og besvarede deres bønner ved at forbarme sig over dem. — 1Mo 16:11; 29:33; 21:17; 2Mo 3:7-9; jf. 5Mo 1:45.

Det almindelige græske ord for at adlyde, hypakouʹō (som navneord: hypakoēʹ), betyder, i lighed med det hebraiske sjama‛ʹ, „at høre“; bogstaveligt betyder det „at høre under“, det vil sige at høre underdanigt, at efterkomme en anmodning eller opfordring (som i Apg 12:13, hvor det er gengivet med „lukke op“). Et andet græsk ord der indeholder tanken om lydighed, er peiʹthō, der betyder ’at overtale’. (Mt 27:20) I passiv og i medium betyder det ikke blot ’at blive overbevist’ (Lu 16:31; Apg 17:4), ’at sætte sin lid til’ (Mt 27:43), men også ’at rette sig efter’ (Apg 5:40), ’at adlyde’ (Apg 5:36, 37). Afledt af dette ord er den negative form apeitheʹō (’ikke at tro’ [Apg 14:2; 19:9] eller ’ikke at adlyde’ [Joh 3:36]) og andre beslægtede udtryk.

Som det udtrykkes på Bibelens originalsprog, afhænger lydighed altså først og fremmest af at man hører, det vil sige får oplysning om eller kendskab til noget (jf. Lu 12:47, 48; 1Ti 1:13), og derefter af at man retter sig efter eller underkaster sig den der mundtligt eller på anden måde har givet udtryk for sin vilje eller sit ønske. Dette afhænger igen af at man anerkender den pågældendes myndighed eller ret til at forvente eller kræve den ønskede reaktion, og af at man selv nærer et ønske om eller er parat til at efterkomme den pågældendes vilje. Som det fremgår af de græske ord peiʹthō og apeitheʹō, spiller tro og tillid også ind.

Lydighed mod Gud en betingelse for liv. Gud har førsteret til sine skabningers lydighed. De skylder ham ubetinget lydighed eftersom han er deres Skaber og livets kilde samt den der opretholder livet. (Sl 95:6-8) Da han er den alvise og almægtige Gud, fortjener alt hvad han siger, den største respekt og opmærksomhed. En jordisk fader forventer med rette at hans børn adlyder hans ord, og hvis et barn reagerer lidt trevent, siger  han måske med eftertryk: „Hørte du hvad jeg sagde!“ Vor himmelske Fader kan med langt større ret kræve at vi skænker hans ord opmærksomhed og retter os efter dem. — Jf. 5Mo 21:18-21; Ord 4:1; Es 64:8; 1Pe 1:14.

Der findes ingen erstatning for lydighed, ingen anden mulighed for at opnå Guds gunst. Samuel sagde til kong Saul: „Mon Jehova har lige så meget behag i brændofre og slagtofre som i at man adlyder [en form af sjama‛ʹ] Jehovas røst? Se, at adlyde [ordr.: at høre efter] er bedre end slagtoffer, at lytte opmærksomt bedre end vædderfedt.“ (1Sa 15:22) At være ulydig er at forkaste Jehovas ord, at vise at man i virkeligheden ikke tror på eller har tillid til dette ord og den hvorfra det kommer. Den ulydige sidestilles derfor med den der øver spådomskunst eller dyrker afguder. (1Sa 15:23; jf. Ro 6:16.) Et mundtligt tilsagn har ingen værdi hvis ikke det omsættes i handling; den manglende reaktion vidner om manglende tro på og respekt for den der har fremsat opfordringen eller befalingen. (Mt 21:28-32) De der stiller sig tilfredse med blot at høre den guddommelige sandhed og at acceptere den forstandsmæssigt, men ikke gør hvad der kræves, bedrager sig selv med falske ræsonnementer og bliver ikke velsignet. (Jak 1:22-25) Guds søn understregede at selv de der gør noget som ligner det der er befalet, men ikke gør det på rette måde eller med det rette motiv, bliver forment adgang til Riget og bliver forkastet. — Mt 7:15-23.

Den medfødte tilbøjelighed til ulydighed modvirkes. Fra begyndelsen oplyste Gud mennesket om at lydighed var afgørende, et spørgsmål om liv eller død. (1Mo 2:16, 17) Det samme gjaldt for Guds sønner på det åndelige plan. (1Pe 3:19, 20; Jud 6; Mt 25:41) Da den fuldkomne mand Adam med vidende og vilje valgte at være ulydig, bragte han som Evas ansvarlige overhoved og som menneskeslægtens mandlige stamfader og livgiver synd og død over alle sine efterkommere. (Ro 5:12, 19) Menneskene er derfor af naturen „ulydighedens sønner“ og „vredens børn“ som fortjener Guds mishag fordi de krænker hans retfærdige normer. Hvis de ikke modarbejder den medfødte tilbøjelighed til ulydighed, styrer de mod den endelige udslettelse. — Ef 2:2, 3; 5:6-11; jf. Ga 6:7-9.

Jehova Gud har i sin barmhjertighed tilvejebragt det middel hvormed man kan bekæmpe synden i kødet og få tilgivet de overtrædelser der skyldes ufuldkommenhed og ikke overlagt ulydighed. Ved hjælp af sin hellige ånd skænker han syndige mennesker den kraft der ansporer dem til at handle retfærdigt og bære gode frugter. (Ga 5:16-24; Tit 3:3-7) Synderne bliver tilgivet ved tro på Kristi genløsningsoffer, og denne tro er i sig selv med til at afholde den pågældende fra urette handlinger og tilskynder til lydighed. (1Pe 1:2) Paulus taler således om „lydighed [at høre underdanigt] af tro“. (Ro 16:26; 1:16; jf. Apg 6:7.) I Romerne 10:16-21 gør han opmærksom på at dét at høre i forbindelse med tro avler lydighed, og at israelitternes ulydighed, at ’de ikke adlød’ [af apeitheʹō], skyldtes mangel på tro. (Jf. He 3:18, 19.) Eftersom sand tro er „den sikre forventning om ting der håbes på“ og „det klare bevis på virkeligheder som ikke ses“ og den indebærer en forvisning om at Gud „belønner dem som ivrigt søger ham“, tilskyndes de troende til at adlyde i tillid til og forvisning om de velsignelser lydigheden vil medføre. — He 11:1, 6.

I overensstemmelse med dette meddeler Gud sig ikke til menneskene som en ufølsom diktator der blot udsteder ordknappe befalinger. Gud ønsker ikke den form for lydighed der opnås af umælende dyr ved hjælp af tømme og bidsel. (Jf. Jak 3:3; Sl 32:8, 9.) Hvad der kræves, er ikke en mekanisk eller modstræbende lydighed som den endog dæmonerne viste over for Kristus og hans disciple (Mr 1:27; Lu 10:17, 20), men en lydighed der udspringer af et taknemmeligt hjerte. (Sl 112:1; 119:11, 112; Ro 6:17-19) Når Jehova giver udtryk for sin vilje og hensigt, er dette derfor ledsaget af nyttige oplysninger der appellerer til menneskenes retfærdighedssans, til følelser som kærlighed og godhed og til deres forstand, fornuft og visdom. (5Mo 10:12, 13; Lu 1:17; Ro 12:1, 2) De der har den rette hjerteindstilling, vil adlyde af kærlighed. (1Jo 5:2, 3; 2Jo 6) Sandheden i de budskaber der overbringes af Guds tjenere, tilskynder også tilhørerne til at adlyde, og apostelen Peter taler derfor om „lydighed mod sandheden, med en broderlig hengivenhed til følge som er uden hykleri“. — 1Pe 1:22; jf. Ro 2:8, 9; Ga 5:7, 8.

Jehova viste at han havde stor tålmodighed med israelitterne; han sendte sine profeter „daglig, igen og igen,“ for at formane og tilskynde dem, ja, ’dagen lang bredte han hænderne ud mod et folk som var ulydigt og svarede igen’, men de blev ved med at gøre deres hjerte hårdt som diamant, idet de stædigt afviste tugten fra ham. (Jer 7:23-28; 11:7, 8; Zak 7:12; Ro 10:21) Selv efter at Messias var fremtrådt, forsøgte de at opnå retfærdighed på deres egen måde, nemlig ved hjælp af lovgerninger. Deres vantro og deres mangel på lydighed mod de befalinger Gud gav gennem sin søn, kostede flertallet af dem en plads i den himmelske rigsregering, med det  resultat at mange ikkejøder fik mulighed for at blive medlemmer af den udvalgte nation, det åndelige Israel. — Ro 10:1-4; 11:13-23, 30-32.

En sund frygt for Gud spiller også ind ved lydighed fordi man således anerkender Guds almagt og indser at Gud ikke lader sig spotte eller føre bag lyset, men at han gengælder enhver efter hans gerninger. (Jf. Flp 2:12, 13; Ga 6:7, 8; He 5:7.) Overlagt tilsidesættelse af eller ulydighed mod Guds åbenbarede vilje medfører „en frygtelig forventning om dom“. — He 10:26-31.

Bibelen indeholder mange opmuntrende eksempler på lydighed under alle forhold og trods enhver form for modstand. Det ypperste af disse eksempler blev sat af Guds egen søn, som „ydmygede . . . sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på en marterpæl“. (Flp 2:8; He 5:8) Ved sin lydighed til døden viste han at han var retfærdig, en retfærdighed der skyldtes hans egen fortjeneste, og derfor kunne han bringe et fuldkomment offer som kunne genløse menneskeheden fra synd og død. — Ro 5:18-21.

Lydighed mod andre højerestående. Da Sønnen er Guds indsatte konge, må alle andre adlyde ham. (Da 7:13, 14) Han er „Silo“ af Judas stamme, den som ’folkeslagenes lydighed tilhører’ (1Mo 49:10); han er profeten ligesom Moses, som enhver sjæl må høre på for ikke at blive udryddet (Apg 3:22, 23), en „fører og leder for folkestammer“ (Es 55:3, 4), placeret „højt over enhver regering og myndighed og magt og ethvert herredømme“ (Ef 1:20, 21), og den som „hvert knæ skal bøje sig“ for i anerkendelse af hans gudgivne myndighed (Flp 2:9-11). Han er den store ypperstepræst hvis vejledning fører til lægedom og evigt liv for dem der hører underdanigt på ham. (He 5:9, 10; Joh 3:36) Som Guds ypperste talsmand kunne Jesus med rette sige at lydighed mod hans ord var det eneste solide grundlag man kunne bygge sine forhåbninger på. (Mt 7:24-27) Hans disciples lydighed udspringer af og er et bevis på deres kærlighed til ham. (Joh 14:23, 24; 15:10) Eftersom Gud har gjort sin søn til hovedpersonen i gennemførelsen af alle sine hensigter (Ro 16:25-27), afhænger ethvert menneskes liv af lydighed mod „den gode nyhed om vor Herre Jesus“, hvilket indebærer en offentlig bekendelse af troen på ham. — 2Ts 1:8; Ro 10:8-10, 16; 1Pe 4:17.

Som den kristne menigheds overhoved uddelegerer Kristus Jesus myndighed til andre, som han for eksempel gjorde det til apostlene. (2Kor 10:8) Disse bemyndigede personer viderebringer instruktionerne fra menighedens overhoved, og det er derfor både rigtigt og nødvendigt at adlyde dem som åndelige hyrder (2Kor 10:2-6; Flp 2:12; 2Ts 3:4, 9-15), for de ’våger over vore sjæle som de der skal aflægge regnskab’. (He 13:17; 1Pe 5:2-6; jf. 1Kg 3:9.) En lydig og beredvillig indstilling — som den der blev vist af menighederne i Rom og Filippi og ligeledes af Filemon, til hvem Paulus kunne skrive: „Jeg ved at du vil gøre endog mere end det jeg siger“ — glæder disse ansvarshavende hyrder. — Ro 16:19; Flp 2:12, 17; Flm 21.

Lydighed mod forældre og ægtemænd. Forældre har en naturlig, gudgiven ret til at forvente lydighed af deres børn. (Ord 23:22) Jakobs lydighed mod sine forældre var uden tvivl en af grundene til at Jehova „elskede Jakob og hadede Esau“. (Mal 1:2, 3; 1Mo 28:7) Som barn underordnede Jesus sig under sine jordiske forældre. (Lu 2:51) Apostelen Paulus formaner børn til at ’være lydige mod deres forældre i alt’. Eftersom hans brev var stilet til kristne, kan „alt“ naturligvis ikke indebære lydighed mod krav af en art der ville føre til ulydighed mod den himmelske Faders, Jehova Guds, ord, da dette ikke ville være „velbehageligt i Herren“. (Kol 3:20; Ef 6:1) Ulydighed mod forældre behandles med stor alvor i Bibelen, og under Moseloven ville vedvarende ulydighed medføre døden for den vanartede søn. — 5Mo 21:18-21; Ord 30:17; Ro 1:30, 32; 2Ti 3:2.

Mandens stilling som overhoved betyder ligeledes at hustruen må adlyde ham „i alt“, og der henvises til Sara som et efterlignelsesværdigt eksempel. (Ef 5:21-33; 1Pe 3:1-6) Også her gælder det at mandens myndighed ikke er ubegrænset, men er underlagt Guds og Jesu Kristi myndighed. — 1Kor 11:3.

Mod herrer og øvrigheder. På samme måde blev trælle formanet til at være lydige mod deres herrer „i alt“, ikke med øjentjeneste, men som Kristi trælle, i gudsfrygt. (Kol 3:22-25; Ef 6:5-8) De trælle der måtte udholde lidelser, kunne se hen til Kristus Jesus som deres eksempel, ligesom kristne hustruer under lignende omstændigheder. (1Pe 2:18-25; 3:1) Deres herrers myndighed var ikke absolut, men relativ; kristne trælle ville derfor adlyde dem „i alt“ hvad der ikke stred mod Guds vilje og bud.

Endelig må man også adlyde jordiske regeringer, øvrigheder og herskere (Tit 3:1) eftersom Gud har tilladt dem at fungere og endda at yde visse tjenester til gavn for hans folk. Det kræves derfor at de kristne ’tilbagebetaler kejseren det der er kejserens’. (Mr 12:14-17) Den tvingende grund til at de kristne adlyder kejserens  love og for eksempel betaler skat, er ikke i første række den berettigede frygt for kejserens straffende „sværd“, men den kristne samvittighed. (Ro 13:1-7) Da samvittigheden er den afgørende faktor, er den kristnes underkastelse under de jordiske øvrigheder tydeligvis begrænset til at gælde de forhold der ikke strider mod Guds lov. Derfor svarede apostlene da myndighederne befalede dem at ophøre med det gudgivne hverv at forkynde: „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker.“ — Apg 5:27-29, 32; 4:18-20.