[hebr.: sjaʹchaf].

En af de byttejagende eller ådselædende fugle som israelitterne ifølge Guds lov ikke måtte bruge til føde. — 3Mo 11:13, 16; 5Mo 14:12, 15.

Lutherbibelen gengiver det hebraiske navn med „gøg“, men gengivelsen „måge“ er den almindeligt foretrukne. Nogle leksikografer anser navnet for at være afledt af en verbalrod der betyder „at være tynd, mager eller slank“, hvilket kan sigte til mågens yndefulde udseende og til at dens krop er forholdsvis slank i sammenligning med de lange, spidse vinger. Andre mener at navnet sjaʹchaf er en efterligning af denne i almindelighed ret støjende fugls skingre skrig. De gamle oversættelser (LXX, Vg) lader også navnet gælde denne havfugl. Det hebraiske navn var muligvis et slægtsnavn for hele gruppen af mågefugle, som indbefatter egentlige måger, terner, saksnæb og kjover.

 Mågerne (familien Laridae) er dygtige flyvere, og foruden at være gode svømmere kan de også hvile og endda sove på vandet. Mågens flugt skifter ustandselig. Snart slår den med vingerne, snart svæver den, kredser opad eller går ned i glideflugt for at opsamle føde i form af fisk, insekter og praktisk taget enhver form for affald (hvorved den udfører et værdifuldt renovationsarbejde i havne og på strandbredder). Sølvmågen tager ofte muslinger og andre bløddyr op med næbbet og lader dem falde ned på sten og klipper så skallen knuses og indholdet kan spises. Trods sin store forkærlighed for affald er mågen en usædvanlig renlig fugl.

Langs Palæstinas Middelhavskyst og ved Galilæas Sø lever flere mågearter, deriblandt sølvmågen (Larus argentatus) og forskellige slags hættemåger (Larus ridibundus). De er hovedsagelig hvide, men kan være perlegrå på ryggen og vingernes overside. Det kraftige næb er let krummet. Fuglene lever som regel i kolonier og yngler langs kysten eller på klippeafsatser. De kan være små som duer eller så store at de måler omkring 75 cm i længden og har et vingespand på op til 1,5 m. Mågen er en rastløs, tilsyneladende utrættelig flyver som kan fortsætte selv i stormvejr. Den tætte fjerdragt med de mange fjer som overlapper hinanden — på en enkelt stor måge er talt 6544 — holder kroppen varm og tør under længere hvilepauser på vandet.

Langs Palæstinas kyster findes også mange terner (familien Sternidae). Ternen er slankere end mågen, har en kløftet hale og lange, spidse vinger som er smallere end mågens, og den er ikke ådselæder. De fleste terner er hvide, men de har som regel en sort eller grå hætte. Ternen ernærer sig mest af småfisk som den fanger ved at svæve over vandoverfladen og styrtdykke med det lange, slanke næb rettet mod byttet. Som trækfugl er ternen indehaver af langdistancerekorden, idet havternen (Sterna paradisaea) tilbagelægger så meget som 35.400 km årligt. Nogle terner foretrækker dog de varmere landes kystegne. Deres hurtige, elegante flugt har givet dem tilnavnet „havets svaler“.

Ligesom falken og ibisen blev mågen betragtet som hellig i det gamle Ægypten.